EU-domstolen har den 13. marts 2014 afsagt dom i sag C-464/12, ATP PensionService A/S.
Sagen omhandlede, hvorvidt ATP PensionService A/S' kunder (danske arbejdsmarkedspensionskasser) udgør investeringsforeninger i Momssystemdirektivets forstand.
Sagen vedrørte endvidere, om de ydelser, som ATP PensionService A/S leverer til sine kunder, kan anses for "forvaltning af investeringsforeninger" fritaget efter Momssystemdirektivet.
SKAT har endnu ikke udarbejdet styresignal om dommens betydning for dansk praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder.
Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er imidlertid ikke betinget af, at SKAT har offentliggjort et styresignal om genoptagelse.
Denne SKM har derfor til formål at præcisere, at anmodninger om genoptagelse ikke kan afvises med den begrundelse, at SKAT endnu ikke har udsendt et styresignal. Anmodninger om genoptagelse i den konkrete situation skal modtages af SKAT og journaliseres med henblik på sagsbehandling, når styresignalet er udsendt.
Forældelse
Muligheden for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 32 er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretligt forældet. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Forældelsesfristen for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse er 10 år. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.
Fristen kan ikke suspenderes, men afbrydes foreløbigt, hvis der varsles en ændring eller anmodes om genoptagelse inden forældelsesfristens udløb. I disse tilfælde er kravet tidligst forældet 1 år efter at SKAT har truffet afgørelse, uanset om der er tale om en ændring på SKATs eller på borgerens/virksomhedens initiativ. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2.
Se evt. også Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.3.2.1.3 og A.A.9.