Dato for udgivelse | 28 jun 2014 08:25 |
Resumé | SKAT har til opgave at inddrive danskernes gæld til det offentlige. Ved udgangen af 1. kvartal udgjorde den samlede gæld til det offentlige 65,492 milliarder kr. Dermed er der tale om en stigning på 300 mio. kr. siden 4. kvartal i 2013. |
SKAT har til opgave at inddrive danskernes gæld til det offentlige. Ved udgangen af 1. kvartal udgjorde den samlede gæld til det offentlige 65,492 milliarder kr. Dermed er der tale om en stigning på 300 mio. kr. siden 4. kvartal i 2013.
- I første kvartal er der sket en mindre stigning, hvilket bl.a. skyldes de udfordringer, vi fortsat arbejder med i forhold til at få de mange funktionaliteter i det nye inddrivelsessystem leveret og til at virke fejlfrit. Går vi mere ind i tallene, kan vi desuden se, at den gæld, som især tilhører personlige skyldnere uden betalingsevne, er stigende, og her har SKAT efter lovgivningen kun begrænsede inddrivelsesmuligheder, siger Jens Sørensen, direktør for Inddrivelse i SKAT.
Restancebeholdningen er desuden påvirket af, at visse krav fra SKAT afventer at blive sendt til inddrivelse i EFI-systemet. Disse krav vil komme til at indgå i de kommende restancestatistikker.
Før SKAT overtog den samlede inddrivelsesopgave, var opgaven fordelt på en række systemer og aktører, hvilket vanskeliggjorde et klart og detaljeret overblik samt en ensartet og effektiv inddrivelsesindsats. SKATs nye inddrivelsessystem, EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem), samler den offentlige inddrivelse i én løsning og sikrer, at al inddrivelse foretages med udgangspunkt i en helhedsorienteret og effektiv sagsbehandling.
SKAT igangsatte 1. september 2013 den trinvis ibrugtagning af inddrivelsessystemet for at sikre en stabil og sikker overgang til drift. Et af forårets vigtige nedslagspunkter var den såkaldte modregning i de overskydende skatter. Mere end 300.000 skatteydere, som skulle have overskydende skat tilbage, havde også gæld. Det nye inddrivelsessystem betød, at 97 pct. af sagerne - i modsætning til 34 pct. året før - kunne behandles maskinelt og sikre en hurtig modregning og udbetaling af restbeløb.
Ultimo 2014 forventes EFI samlet set at have alle automatiserede funktioner i drift, hvorefter den endelige projektafslutning af EFI påbegyndes.
For yderligere oplysninger kontakt SKATs pressefunktion: 72 37 09 00