Med SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR tog Skatterådet stilling til den skattemæssige behandling af godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7 når godtgørelserne ydes i forbindelse med fratræden af stilling.
Skatterådet lagde vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne var at kompensere for den retsstridige krænkelse, som medarbejderne havde lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet fandt derfor, at de udbetalte godtgørelser til medarbejderne var skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.
Med Skatterådets afgivelse af de bindende svar i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR må der anses at være etableret en fast administrativ praksis i forhold til de omhandlede godtgørelser.
Med det bindende svar offentliggjort som SKM2014.354.SR revurderede Skatterådet sin opfattelse, af den skattemæssige behandling af godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7, når godtgørelserne ydes i forbindelse med fratræden af stilling, idet Skatterådet traf afgørelse om, at sådanne godtgørelser, skal anses for skattepligtige jf. ligningslovens § 7 U.
Af afgørelsen fremgår, at forholdene kunne sidestilles med de forhold, der forelå i Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, ligesom det fremgår, at det er Skatterådets opfattelse, at afgørelserne i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR ikke kan anses for udtryk for den korrekte retstilstand i forhold til den skattemæssige behandling af tilsvarende godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.
Under disse omstændigheder lægges det til grund, at der er tale om en ændring af praksis, idet retsanvendelsen i SKM2014.354.SR sættes i stedet for retsanvendelsen i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR.
Da ændringen medfører, at sådanne godtgørelser skal beskattes, er der tale om en skærpelse af praksis.
Ikrafttrædelsestidspunkt
Af Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit A.A.7.1.5, fremgår, at det kun er muligt at iværksætte en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden og efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand.
Henset til at borgerne ikke umiddelbart kan "indrette" sig således at den pågældende bliver berettiget til en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7, anses et varsel på 14 dage for passende.
Den skærpede praksis har derfor virkning for de godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7 der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, der erhverves endelig ret til den (XX dato) 2014 eller senere.
Genoptagelse
Er der i et indkomstår sket beskatning, uanset der er erhvervet endelig ret til en sådan godtgørelse før den (XX dato) 2014, kan der ske genoptagelse heraf.
Frister for genoptagelse
Anmodning om genoptagelse skal fremsættes senest 1. maj i det 4 år efter det indkomstår, hvor der er erhvervet endelig ret til godtgørelsen jf. Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Bortfaldstidspunkt
Styresignalet vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2015-1, som offentliggøres til januar 2015. Styresignalet bortfalder derfor med offentliggørelsen af Den juridiske vejledning 2015-1 på SKATs hjemmeside www.skat.dk.