Landsrettens dom af 11. september 2014, 3. afdeling nr. S-2210-13
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Thorbjørn Philippsen)
Afsagt af landsdommerne
Thomas Jønler, Lisbeth Parbo og Ole Petersen (kst.) med domsmænd
....................................................
Byrettens dom af 17. september 2013, nr. K01-2311/2013
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 20. juni 2013.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
dokumentfalsk efter straffelovens § 171 - subsidiært § 171, jfr. § 21, forsøg på dokumentfalsk - og momslovens § 81, stk. 4,
ved for derigennem at skuffe i retsforhold forud for den 28. september 2010 at have udfærdiget de nedenfor anførte falske dokumenter og bilag, og hvorved han gjorde brug eller forsøgte at gøre brug af disse overfor SKAT til brug for momsangivelsen for 3. kvartal 2010 for sin virksomhed H1:
1.
|
Kontoudtog fra F1-bank
|
kr.
|
1.672.650,00
|
mv.
|
2.
|
Faktura G1
|
kr.
|
21.762,50
|
|
3.
|
Faktura G1
|
kr.
|
154.500,00
|
|
4.
|
Faktura G2
|
kr.
|
14.631,25
|
|
5.
|
Faktura G2
|
kr.
|
15.156,25
|
|
6.
|
Faktura G3
|
kr.
|
14.647,50
|
|
7.
|
Faktura G2
|
kr.
|
16.506,25
|
|
8.
|
Faktura JL
|
kr.
|
15.428,13
|
|
9.
|
Faktura CL
|
kr.
|
71.410,90
|
|
10.
|
Faktura G4
|
kr.
|
268.125,00
|
|
11.
|
Faktura G2
|
kr.
|
17.456,25
|
|
12.
|
Faktura G5
|
kr.
|
125.900,00
|
|
13.
|
Faktum G6
|
kr.
|
62.425,00
|
|
14.
|
Faktum G6
|
kr.
|
251.625,00
|
|
15.
|
Faktura G6
|
kr.
|
94.300,00
|
|
16.
|
Faktura G7
|
kr.
|
1.672.350,00
|
|
alt hvorved han den 28. oktober 2010 uberettiget fik moms refunderet med 269.025 kr.
2.
momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,
ved for sin virksomhed H1 med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han den 28. september 2010 angav virksomhedens momstilsvar for 3. kvartal for lavt med 274.015 kr., og idet han den 3. januar 2011 angav virksomhedens momstilsvar for 4. kvartal 2010 for lavt med 217.628 kr., alt hvorved statskassen blev unddraget moms med 491.643 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde på 475.000 kr.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og delvis skyldig i forhold 2. I forhold 2 nægter han således at have haft forsæt i forbindelse med den skete for lave angivelse af momstilsvar for 4. kvartal 2010 med 217.628 kr.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af V.1 og V.2. Forklaringerne er blevet lydoptaget ved rumoptagelse og gengives ikke i denne dom, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4.
Sagens oplysninger
På foranledning af retten har anklageren under proceduren redegjort for sagsbehandlingen forud for tiltalerejsningen, ligesom parterne i den forbindelse har haft lejlighed til at komme med deres bemærkninger til spørgsmålet om lang sagsbehandlingstid.
Følgende lægges i den forbindelse til grund:
28. januar 2011
|
SKAT anmelder sagens forhold til politiet.
|
25. marts 2011
|
SKAT anmoder politiet om at rejse tiltale i sagen.
|
11. april 2011
|
Politiet afslutter efterforskningen, og sagen overgår til anklagemyndigheden.
|
17. oktober 2012
|
Anklagemyndigheden kontakter SKAT vedrørende overvejelser med hensyn til tiltalerejsning.
|
2. november 2012
|
Anklagemyndigheden modtager svar fra SKAT.
|
20. november 2012
|
Anklagemyndigheden forelægger sagen for Statsadvokaten med henblik på stillingtagen til spørgsmål i relation til tiltalerejsning.
|
29. maj 2013
|
Statsadvokatens stillingtagen foreligger.
|
14. juni 2013
|
Tiltale rejses ved anklageskrift af denne dato.
|
Personlige forhold
Kriminalforsorgen har foretaget en § 808-personundersøgelse vedrørende tiltalte og har i den forbindelse afgivet udtalelse af den 27. september 2012.
Der er under sagen sket dokumentation af udtalelsens resume og konklusion.
Det fremgår af konklusionen, at tiltalte er fundet egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte har bekræftet oplysningerne anført under resumé og har supplerende forklaret, at han nu samlever med en kæreste på fælles bopæl i ... . Bortset herfra har han uændrede forhold.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter tiltaltes erkendelse og forklaring og sammenholdt med de oplysninger, der i øvrigt er fremkommet under bevisførelsen, er det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1 samt i forhold 2 for så vidt angår den skete for lave angivelse af momstilsvar for 3. kvartal (2010) med 274.015 kr.
For så vidt angår den del af tiltalen i forhold 2, som tiltalte har benægtet, lægger retten vægt på, at det angivne beløb på 217.628 kr. (4. kvartal 2010) beløbsmæssigt følger mønstret for 3. kvartal 2010 (274.015 kr.), at indberetningen via Internettet forudsætter en aktiv brugergodkendelse af dispositioner, som skal foretages for at gennemføre en momsangivelse, og at der hengik mere end en uge fra tiltaltes telefonsamtale den 7. januar 2011, hvorunder momsangivelsen for 4. kvartal blev drøftet, til tiltalte under mødet den 17. januar 2011 over for SKAT fremkom med forklaringen om, at den urigtige angivelse skyldtes en fejl begået af hans søn.
Efter det anførte og på baggrund af en samlet troværdighedsvurdering af tiltaltes og sønnen V.1´s forklaring anser retten det for ubetænkeligt at afvise deres forklaring om, at angivelsen er sket på den måde, som de har forklaret om.
Retten finder herefter, at der er ført det fornødne bevis for, at tiltalte tillige har foretaget angivelsen af beløbet på 217.628 kr. med forsæt til afgiftsunddragelse.
Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, jf. til dels § 21, og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.
Sagen angår forsætlig momsunddragelse og dokumentfalsk, og retten finder ikke, at der efter karakteren af de begåede forhold er grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Navnlig under hensyn til de samlede lange sagsbehandlingstid, herunder at sagen efter det oplyste har ligget ubehandlet i en periode på ca. 1½ år fra den 11. april 2011 - 17. oktober 2012, hvilken periode skal sammenholdes med sagens begrænsede omfang, relativt beskedne kompleksitet og den omstændighed, at tiltalte allerede ved sagens opstart i et væsentligt omfang erkendte sig skyldig, finder retten, at bøden efter straffelovens § 50, stk. 2, skal fastsættes til et lavere beløb end normalbøden på 475.000 kr., og retten fastsætter derfor tillægsbøden til 250.000 kr. med forvandlingsstraf som anført nedenfor.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 250.000 kr., der tilfalder statskassen.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 50 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
...........................................................
Landsrettens dom af 11. september 2014, 3. afdeling nr. S-2210-13
Byretten har den 17. september 2013 afsagt dom i 1, instans (rettens nr. K01- 2311/2013).
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 2 for så vidt angår 4. kvartal 2010 og i øvrigt formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at tillægsbøden forhøjes til 491.000 kr.
Forklaringer
Tiltalte og vidnet V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han mistede ordrer for godt en halv million kroner i løbet af en weekend i 2010. Det og hans investeringer gav ham økonomiske problemer. Han og hans søn sad i ca. 10 minutter sammen foran computeren, for at sønnen kunne se, hvordan indberetningerne til SKAT foregik. I den forbindelse havde de angivelsen for 3. kvartal 2010 liggende. Tiltalte sagde til sin søn, at han nu kunne prøve at indtaste nogle poster, mens tiltalte selv var på posthuset. Han havde forklaret sin søn, at der var en knap, som man - når indberetningen var færdig - skulle trykke på for at indsende indberetningen til SKAT. Da han kom hjem, spurgte han sin søn om, hvad han syntes om systemet, og sønnen gav da udtryk for, at systemet var lidt bøvlet. Sønnen havde derefter travlt med at komme af sted. SKATs opkald den 7. januar 2010 startede med, at medarbejderen sagde, at de havde modtaget en negativ momsangivelse for 4. kvartal. Det kunne han ikke forstå, for han vidste, at han ikke havde lavet angivelsen for 4. kvartal. Han sagde til medarbejderen, at det ikke kunne passe, for han havde ikke lavet det momsregnskab endnu. Han talte et par dage efter med sin søn, der brød sammen og fortalte, hvad han havde gjort. Han ringede ikke i den anledning til SKAT, men afventede kontrolbesøget. I tiden mellem samtalen og kontrolbesøget lavede han de falske bilag vedrørende 3. kvartal.
Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han stadig arbejder i fleksjob på ... . Han har ikke længere en kæreste.
V.2 har supplerende forklaret, at hun kontaktede tiltalte telefonisk, fordi angivelsen for 4. kvartal 2010 med et negativt momstilsvar så atypisk ud. Hun kunne desuden se, at der også havde været et negativt momstilsvar for 3. kvartal. Det er normalt, at man under en sådan telefonsamtale fortæller, hvorfor man vil på kontrolbesøg. Hun husker ikke, hvad hun konkret sagde om momsangivelsen for 4. kvartal, men tiltalte lød overrasket og sagde straks, at det lød forkert, men sagde ellers ikke noget før under det senere kontrolbesøg. Der skal trykkes 3 gange for at gennemføre indberetningen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har under hele sagen erkendt, at han har afgivet urigtige oplysninger med forsæt til momsunddragelse vedrørende 3. kvartal 2010, men har under hele sagen nægtet sig skyldig vedrørende 4. kvartal 2010. Han har ikke ved SKATs kontrolbesøg den 17. januar 2011 afleveret falske bilag for at dokumentere rigtigheden af momsangivelsen for 4. kvartal, men alene for 3. kvartal 2010. Hans forklaring om, at det var hans søn, der uden hans viden indsendte angivelsen for 4. kvartal 2010, støttes af den detaljerede forklaring for byretten af tiltaltes søn, der ikke har været afhørt for landsretten. Tiltaltes forklaring støttes endvidere af V.2´s forklaring om, at tiltalte virkede overrasket og sagde, at det ikke kunne passe, da hun kontaktede ham telefonisk den 7. januar 2011 som følge af den negative momsangivelse for 4. kvartal 2010. Herefter er det ikke bevist uden rimelig tvivl, at tiltalte har gjort sig skyldig i den del af tiltalen i forhold 2, der vedrører 4. kvartal 2010, og han frifindes derfor for denne del af tiltalen.
Tiltaltes momsunddragelse i forhold 2 vedrører herefter et beløb på 274.015 kr. Straffen for de forhold, tiltalte er fundet skyldig i, nedsættes på denne baggrund til fængsel i 40 dage. Efter forholdenes karakter er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Ved fastsættelsen af tillægsbøden har landsretten taget udgangspunkt i det unddragne beløbs størrelse, men har nedrundet den til det nærmeste beløb, der er deleligt med 25.000. Sagens forløb, siden forholdene blev begået, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte tillægsbøden, der herefter fastsættes uændret til 250.000 kr. Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom ændres, således at straffen for tiltalte T nedsættes til fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 250.000 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 60 dage.
Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.