Certificering

Kasinoets spilsystemer, spilletekniske udstyr, forretningsgange og forretningssystemer skal certificeres af en akkrediteret testvirksomhed før anvendelse til kasinodrift.

Spillemyndigheden kan fastsætte krav til certificeringen samt til, hvordan testvirksomheder akkrediteres.

Se BEK nr. 1290/2019 § 45.

De nærmere krav til certificeringen fremgår af Spillemyndighedens certificeringsprogram, som er tilgængeligt på Spillemyndighedens hjemmeside

Certificeringsprogrammet indeholder blandt andet krav om, at for hvert roulettehjul og for hver gevinstgivende spilleautomat, der opstilles, skal der foreligge en erklæring fra en akkrediteret testvirksomhed på baggrund af et foretaget syn.

Erklæring vedrørende roulettehjul

Hver gang der opstilles et roulettehjul, skal der foreligge en erklæring fra en akkrediteret testvirksomhed, der er godkendt af Spillemyndigheden. Erklæringen skal udstedes med en gyldighed op til to år, og må ikke være ældre end tre måneder på opstillingstidspunktet.

Erklæringen skal attestere samtlige følgende forhold:

  • At sandsynligheden for gevinst på de enkelte numre på roulettehjulet er lige stor.
  • At testvirksomheden har plomberet roulettehjulet.
  • At roulettehjulet er forsynet med et skilt fra testvirksomheden, hvoraf roulettehjulets navn og nummer samt afprøvningens måned og år fremgår. Dette skilt må ikke kunne fjernes, uden at det samtidig ødelægges.