Dato for udgivelse
20 Apr 2015 13:29
Til
Virksomheder, der anvender ordningen for godkendt afsender
Sagsnummer
15-1125650
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Resumé

Kravet om afgivelse af forudanmeldelse for virksomheder, der har tilladelse til godkendt afsender, bortfalder den 4. maj 2015.


En række virksomheder - der i henhold til EU's forsendelsesordning - har fået udstedt en tilladelse til godkendt afsender og godkendt modtager, har længe haft et ønske om, at undgå afgivelse af forudanmeldelse for varerne før forsendelsen påbegyndes/afsluttes.

SKAT har nu besluttet, at kravet om afgivelse af forudanmeldelse bortfalder den 4. maj 2015 for virksomheder, der har tilladelse til godkendt afsender. Bortfald af forudanmeldelsen er betinget af, at der i forsendelsesangivelsen (transitsystemet (NCTS)) afgives oplysning om varernes indladningstidspunkt/afgangstidspunkt samt opbevaringssted, jf. nedenfor.

Bortfaldet af forudanmeldelsen skyldes, at der i transitsystemet nu foretages en elektronisk risikoanalyse af den pågældende angivelse.

Bortfald af forudanmeldelse i Toldsystemet for godkendt modtager vil af tekniske årsager først ske på et senere tidspunkt.

Indtil der er foretaget en rettelse (nye rubrikker) af transitsystemet skal virksomhederne afgive oplysning om varernes indladningstidspunkt/afgangstidspunkt samt opbevaringssted i rubrikken "Angivelsesstedet" i meddelelse IE015 (Declaration Place i implementeringshåndbogen). Rubrikken har 35 alfanumeriske karakterer.

Eksempel

Et vareparti  indlades på køretøjet den 18. maj 2015, kl. 10.15, og har opbevaringsadressen Toldervej 12, 4412 Toldkøbing.

Ovenstående oplysninger skal angives præcis på følgende måde:

18.05.15 10.15 Toldervej 12 4412

Af pladshensyn skal bynavnet ikke angives, men kun postnummeret. Under hensyn til at rubrikken "Angivelsesstedet" kun har 35 alfanumeriske karakterer, skal vejnavnet - ved lange vejnavne - forkortes mest hensigtsmæssigt. 

I en overgangsperiode indtil den 1. august 2015 kan virksomhederne i stedet for ovennævnte fortsat vælge at afgive en forudanmeldelse efter de hidtidig gældende regler.

Opstartes en forsendelse under nødproceduren skal de hidtidige gældende regler for afgivelse af forudanmeldelse anvendes.