Dato for udgivelse
04 aug 2015 11:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 sep 2013 10:22
SKM-nummer
SKM2015.523.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
3. afdeling, S-2800-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, registrering, syn, uregistreret, virksomhed
Resumé

T var tiltalt for moms- og skattesvig. T var fortsat med at drive registreringspligtig virksomhed og havde udstedt fakturaer med anførelse af salgsmoms, selvom SKAT den 31.01.2006 havde inddraget momsregistreringen. For 2007 og 2008 havde han undladt at reagere på for lave skatteansættelser inden 4 uger efter modtagelsen af disse, idet han ikke havde selvangivet henholdsvis 197.666 kr. og 174.230 kr. i indkomst. Han havde derved unddraget for 321.867 kr. i moms og 135.275 kr. i skat i alt. Endvidere havde han undladt at fremstille sin bil til syn inden synsfristens udløb.

T tilstod. T forklarede at det var rigtigt, at han har udstedt fakturaer med moms. Han vidste godt, at moms, der opkræves hos kunderne, også skal afregnes til SKAT og var også fuldstændig klar over, at han skulle beskattes af sine indtægter. Han havde svært ved at få det til at hænge samme økonomisk. Det var først noget efter den 31.01.2006, at han blev klar over, at SKAT havde inddraget momsregistreringen, men husker ikke hvornår. Det var for dyrt for ham at få bilen synet.

Byretten fandt T skyldig i moms- og skattesvig. T idømtes med dissens 60 dages ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 450.000 kr. Statskassen skulle betale en del af salæret til den beskikkede forsvarer, idet to tidligere retsmøder i sagen var blevet aflyst med kort varsel som følge af sygdom hos den mødende anklager.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Momsloven § 81
Skattekontrolloven § 16
Lov om godkendelse og syn af køretøjer § 13

Henvisning

-

Landsrettens dom af 9. september 2013, 3. afdeling nr. S-2800-12 

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Lars Nauheimer)

Afsagt af landsdommerne

Lisbeth Parbo, Hanne Aagaard og Lasse Lund Madsen (kst.) med domsmænd

...........................................................

Byrettens dom af 28. november 2012, nr. K01-3793/2012

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 2. august 2012, og tillægsanklageskrift er modtaget den 13. januar 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.            

momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, litra 2, jfr. § 52, stk. 6, ved i perioden fra den 1. februar 2006 til den 30. september 2009, fra ...1, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have drevet registreringspligtig virksomhed, selvom SKAT den 31. januar 2006 havde inddraget registreringen for virksomheden cvr.nr. ..., H1, og hvorved tiltalte for perioden udstedte fakturaer med anførelse af salgsmoms, således at statskassen blev unddraget i alt 321.867 kr. i afgift således:

1. februar - 31. december 2006:

37.970 kr.

1. januar - 31. december 2007:

   128.542 kr.

1. januar - 31. december 2008:

95.101 kr.

1. januar - 30. september 2009:

60.254 kr.

2.            

skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, ved fra ...1, med fortsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2007 og 2008, ikke inden 4 uger efter at have modtaget årsopgørelserne for de pågældende år, hvorved der ikke var sket selvangivelse, at have underrettet SKAT om, at hans skatteansættelser var for lave med henholdsvis 197.666 kr. og 174.230 kr., og hvorved der således skete unddragelse af skat på henholdsvis 69.528 kr. og 65.747 kr., i alt 135.275 kr.

3.

lov nr. 473 af 9. juni 2004 om godkendelse og syn af køretøjer § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, ved efter indkaldelse at have undladt at fremstille varebil af mærket Mercedes-Benz med registreringsnummer ... til periodisk syn på relevant synsvirksomhed i Danmark inden synsfristens udløb senest den 19. juli 2011.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf samt en tillægsbøde på 450.000 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte, der vedrørende forhold 1 og 2 har forklaret, at han havde malkekvæghold frem til den 1. januar 2004, hvorefter han beskæftigede sig med entreprenørarbejde. Han har ikke haft nogen ansatte i sin virksomhed. Det er ham selv, der har stået for regnskabet, men det er ikke lykkedes. Det er rigtigt, at han har udstedt fakturaer, hvorpå der er anført moms.

Forespurgt, hvorfor han har gjort dette, har tiltalte forklaret, at han ikke har kunnet overskue det. Han vidste godt, at moms, der opkræves hos kunderne, også skal afregnes til SKAT. Han havde en del problemer i sin besætning, og han havde svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Han har nok fået en brist af en eller anden art inde i sit hoved. Han var også fuldstændig klar over, at han skulle beskattes af sine indtægter. Det var først noget efter den 31. januar 2006, at han blev klar over, at SKAT havde inddraget hans momsregistrering, men han kan ikke i dag huske, hvornår han blev bekendt med det.

Tiltalte har vedrørende forhold 3 forklaret, at det er rigtigt, at han undlod at fremstille bilen til syn inden for fristen. Årsagen hertil var, at det ville blive alt for dyrt for ham at få synet bilen.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han siden september 2009 har været ansat som maskinfører på en maskinstation. Han har stadig sine entreprenørmaskiner stående, men han benytter dem ikke længere. Kvægejendommen blev afhændet i 2004. Han bor sammen med sin kone og deres fem børn.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de op-lysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i alle tre forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 52, stk. 6, skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, samt lov om godkendelse og syn af køretøjer § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 1.

En voterende udtaler herefter:

På baggrund af de oplysninger, der foreligger om tiltaltes personlige forhold, og når henses til den tid, der er forløbet, siden forholdene blev begået, herunder at det navnlig skyldes anklagemyndighedens forhold, at sagen først er blevet hovedforhandlet næsten to år efter, at der forelå en tiltalebegæring fra SKAT, finder jeg, at fængslingsstraffen bør gøres betinget med en prøvetid på 2 år.

To voterende udtaler:

Efter retspraksis skal der foreligge særlige omstændigheder, for at straffen i en sag som den foreliggende kan gøres betinget, jf. herved blandt andet Højesterets domme af 10. maj 2004, SKM2004.356.HR og SKM2004.357.HR. Vi finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, og vi stemmer derfor for at gøre fængselsstraffen ubetinget.

Der afsiges dom efter stemmetallet. Alle voterende udtaler herefter:

Tiltalte skal endvidere betale en tillægsbøde på 450.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes der som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at to tidligere retsmøder i sagen er blevet aflyst med kort varsel som følge af sygdom hos den mødende anklager.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbede på 450.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog betaler statskassen 7.500 kr. med tillæg af moms af salæret og 885,40 kr. med tillæg af moms af den tillagte befordringsgodtgørelse til den beskikkede forsvarer, advokat Lars Nauheimer.

...............................................................

Landsrettens dom af 9. september 2013, 3. afdeling nr. S-2800-12

Byretten har den 28. november 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. K01-3793/2012).

Påstande 

Tiltalte T har påstået formildelse, navnlig således at fængselsstraffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte har ikke været til stede under sagens behandling i landsretten.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen i forhold 1, således at "§ 52, stk. 6" ændres til "§ 52 a, stk. 6".

Supplerende oplysninger

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved fastsættelsen af straffen citeres den nugældende bestemmelse i momslovens § 52 a, stk. 6.

Navnlig under hensyn til størrelsen af det unddragne beløb er straffen passende udmålt til fængsel i 60 dage.

Det tiltrædes med samme begrundelse, som byrettens flertal har anført, at der ikke er grundlag for at gøre fængselsstraffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Det tiltrædes endvidere, at tillægsbøden er udmålt som sket.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.