1. For at få en praktisk arbejdsregel for nyerhvervede ejendomme i de første 3 ejerår er det fastsat af Ligningsrådet, at der i almindelighed kun kan anerkendes fradrag for istandsættelsesudgifter inden for 35 pct. af den årlige lejeindtægt - eksl. eventuelt varmebidrag - for udlejede en- og tofamilieshuse og 25 pct. for udlejningsejendomme.
2. Efter praksis som bl.a. støttede sig til landsskatteretskendelse af 23. november 1999, offentliggjort som TfS2000.190 og nævnt i LV E.K. 2.5, kunne der ikke godkendes fradrag efter ovennævnte procentregel for nyerhvervede ejendomme, som var blandet benyttet.
Denne praksis er nu ændret som følge af en konkret sag ved Landsskatteretten.
3. Landsskatteretten har i kendelse af 17. september 2004, offentliggjort i SKM2004.429.LSR bestemt, at procentreglen også kan anvendes for nyerhvervede ejendomme i forbindelse med blandet benyttede ejendomme.
I begrundelsen for afgørelsen nævnes, at procentreglen også må finde anvendelse på udlejningsejendomme til såvel beboelse som erhverv, da formålet med anvisningen ses at gælde alle udlejningsejendomme, idet hensigten hermed er at lette sondringen mellem vedligeholdelse og forbedring i de første ejerår.
4. Den ændrede praksis betyder, at procentreglen gælder både for udlejningsejendomme til beboelse og til erhverv.
5. I henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2 kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår.
Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 6.
6. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2 er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelse af praksis, som er den 17. september 2004. Da den underkendende afgørelse drejede sig om indkomståret 1999 og da indkomståret 1999 var påbegyndt, men ikke udløbet 5 år forud for den 17. september 2004, vil der således kunne tillades genoptagelse fra og med indkomståret 1999.
7. Anmodningen om genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, dvs inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder genoptagelsen. Fristen regnes fra offentliggørelsen af dette cirkulære.
Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 5 - 6 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 3.
8. Ligningsmyndighederne bedes genoptage ansættelserne for de pågældende år, hvis de bliver bekendt med, at der er personer, der er lignet forkert, eller hvis de bliver anmodet herom.
9. Cirkulæret bortfalder 15. maj 2005.
Ole Kjær
/Carsten Vesterø Jensen