Dato for udgivelse
22 dec 2015 14:16
Til
Virksomheder registreret for NOx-afgift og til virksomheder registreret for forbrug af varme
Sagsnummer
15-3284239
Ved spørgsmål, kontakt
SKATs Kundecenter
Resumé

Folketinget har vedtaget en række ændringer af afgiftslovene, som blandt andet tilretter og senere ophæver bundfradraget i NOx-afgiftsloven, nedsætter NOx-afgiften og indfører en mulighed for forbrugsregistrering for afgifterne på affaldsvarme.


Folketinget har den 21. december 2015 vedtaget lovforslag L70, som blandt andet ændrer lov om afgift af kvælstofoxider (NOx-afgiftsloven) og kulafgiftsloven vedr. forbrugsregistrering af varme.

Dette nyhedsbrev gennemgår følgende ændringer i lovforslaget:

  1. Tilretning og senere ophævelse af bundfradraget i NOx-afgiften
  2. Nedsættelse af NOx-afgiften fra den 1. juli 2016
  3. Adgang til forbrugsregistrering for afgift af affaldsvarme og mellemhandler af affaldsbaseret varme

1. Tilretning og senere ophævelse af bundfradraget i NOx-afgiften
Den 1. januar 2016 ændres NOx-afgiftsloven vedrørende bundfradraget for særligt store udledere. Loven ændres som følge af EU-Kommissionens regler om statsstøtte. Dette indebærer, at virksomheder, der kan udnytte bundfradraget i NOx-afgiftsloven, fra 1. januar 2016 som minimum skal betale 20 % af NOx-afgiften, der skulle have været betalt uden bundfradrag.

Bundfradraget i NOx-afgiften ophæves den 1. juli 2016.

SKAT sørger for den 1. juli 2016 at ændre registreringen for de virksomheder der er i dag er registreret for bundfradraget, da de fortsat skal være registreret efter NOx-afgiftsloven.

2. Nedsættelse af NOx-afgiften fra den 1. juli 2016

NOx-afgiften sættes ned til 5,0 kr. pr. kg. udledt NOx gældende fra den 1. juli 2016.

Standardsatserne på energiprodukterne for de virksomheder, der ikke måler NOx-udledningen, nedsættes også fra den 1. juli 2016.

3. Adgang til forbrugsregistrering for afgift af affaldsvarme og mellemhandler af affaldsvarme
Fra den 1. januar 2016 ændres reglerne, så forbrugsregistrering for affaldsvarme er muligt, hvis virksomheden har et stort varmeaftag. Det betyder, at virksomheden kan få leveret affaldsvarme uden afgift og nettoafregne afgiften for affaldsvarme og CO2-afgiften af affaldsvarme direkte til SKAT. Ændringen vedrører også mellemhandlere af affaldsbaseret varme.

Virksomheden skal opfylde visse betingelser for at blive forbrugsregistreret. Du kan læse mere om forbrugsregistrering for varme og registrering for mellemhandel af varme på SKAT.dk i den juridiske vejledning i blandt andet afsnit E.A.4.2.4 (under afsnittet Forbrugsregistrering for varme og registrering for mellemhandel med varme).

Hvis virksomheden i forvejen er forbrugsregistreret for varme (gas-, kul-, olie- og elbaseret varme) eller registreret for mellemhandel med varme, vil denne registrering også omfatte den affaldsbaserede varme.

Virksomheder, der ikke allerede er forbrugsregistreret for varme eller som mellemhandler for varme, som gerne vil forbrugsregistreres for affaldsbaseret varme mv., skal anvende anmeldelsesblanket 23.032 på Virk.dk ved registrering.

Når virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme eller mellemhandler for varme, skal indberette afgiften til SKAT, vil angivelsen indeholde to nye felter for henholdsvis Afgift af affaldsvarme og Afgift af affald anvendt som brændsel (tillægsafgift). CO2-afgift af ikke nedbrydeligt affald skal indberettes i feltet for CO2-afgift.

Spørgsmål:

Hvis du har spørgsmål til de nye regler, er du velkommen til at ringe til SKAT på telefon 72 22 28 10

Henvendelse rettes til SKATs kundecenter

Med venlig hilsen

SKAT