Dato for offentliggørelse
07 Jan 2016 09:22
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
21 Jan 2016 23:59
Kontaktperson
Søren Jensen
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
15-1959030
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Delvis, fradragsret, omsætning, opgørelse, investeringsforening, tredjeland
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2016.99.SKAT: Beregning af UCITS-investeringsforeningernes delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1 - Præcisering - styresignal
Resumé

SKAT har udarbejdet udkast til styresignal om opgørelsen af omsætningen i forbindelse med delvis fradragsret og levering af ydelser til kunder uden for EU.

Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 7
Momsloven § 38, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit  D.A.11.1.3.7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit D.A.11.4.2.2.  

Høringsparter
Høringsliste finans.docx

Sammenfatning

Ved opgørelsen af omsætningen til brug for en UCITS-investeringsforenings delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, jf. § 37, stk. 7, skal foreningens omsætning opgøres efter momslovens almindelige regler. I forbindelse med køb og salg af værdipapirer mv. er omsætningen derfor de samlede bruttosalgssummer ved salg af værdipapirer mv. En UCITS-investeringsforenings salg af andele i foreningen selv skal dog holdes uden for omsætningen. Tilsvarende skal renteindtægter opgøres brutto.

UCITS-investeringsforeningerne kan ikke anvende retningslinjerne i SKM2015.119.SKAT for beregning af pengeinstitutters og realkreditinstitutters delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, eller retningslinjerne i SKM2015.120.SKAT for beregning af forsikringsvirksomheders delvise fradragsret.

Baggrund og problemstilling

Ved lov nr. 277 af 27. marts 2012 blev der med virkning fra 1. april 2012 indsat et nyt stk. 7 i momslovens § 37. Efter § 37, stk. 7, kan virksomhederne fradrage købsmomsen for virksomhedernes indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for deres leverancer omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10, og nr. 11, litra a-e, for så vidt ydelserne leveres til aftagere uden for EU, eller når de pågældende transaktioner er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EU.

Om § 37, stk. 7, og § 38, stk. 1, se evt. Den juridiske vejlednings afsnit D.A.11.1.3.7 og D.A.11.4.2.2.

Ved UCITS-investeringsforeninger forstås investeringsinstitutter om fattet af direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet).

UCITS-direktivet omfatter:

  • Foretagender, der har som eneste formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer eller i andre i direktivets artikel 50, stk. 1, nævnte likvide finansielle aktiver af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden, og hvis virksomhed bygger på princippet om risikospredning, og

  • hvis andele på forlangende af ihændehaverne tilbagekøbes eller indløses direkte eller indirekte for midler af disse institutters aktiver. Det forhold, at et investeringsinstitut træffer foranstaltninger med henblik på, at kursværdien for dets andele ikke afviger væsentligt fra nettoværdien, ligestilles med sådanne tilbagekøb eller indløsninger.

Om UCITS-investeringsforeninger, se evt. Den juridiske vejlednings afsnit D.A.5.11.9 om momsfritagelse af forvaltning af investeringsforeninger.

SKATs opfattelse

UCITS-investeringsforeningerne kan ikke anvende retningslinjerne i SKM2015.119.SKAT for beregning af pengeinstitutters og realkreditinstitutters delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. I den forbindelse bemærker SKAT:

  • At SKM2015.119.SKAT alene finder anvendelse på pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

  • At SKM2015.119.SKAT bygger på bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl., der finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og en række andre typer virksomheder, men ikke UCITS-investeringsforeninger.

  • At UCITS-investeringsforeningerne aktiviteter i forbindelse med køb og salg af værdipapirer ikke er sammenligneligt med pengeinstitutternes aktiviteter i forbindelse med køb og salg af værdipapirer.

Det bemærkes i den forbindelse, at den særlige momsmæssige behandling af pengeinstitutternes værdipapirhandel er begrundet i, at et pengeinstituts tjenesteydelse til sine kunder består i, at pengeinstituttet til hver en tid vil såvel købe valuta, henholdsvis værdipapirer, til en given pris (under middelkursen), som sælge samme til en given pris (over middelkursen). Pengeinstituttets ydelse består således ikke alene i selve de enkelte køb og salg, men også i at pengeinstituttet til enhver tid vil købe og sælge til de på tidspunktet fastsatte priser. Det synspunkt støttes af, at det i realiteten er kundernes ønsker, der styrer køb og salg, og ikke bankens beslutninger, som alene påvirker prisfastsættelsen. Se evt. pkt. 3.2.2.1 i SKM2015.119.SKAT.

UCITS-investeringsforeningerne kan ikke anvende retningslinjerne i SKM2015.120.SKAT for beregning af forsikringsvirksomheders delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. I den forbindelse bemærker SKAT:

  • At SKM2015.120.SKAT alene finder anvendelse på forsikringsvirksomheder (forsikringsselskaber og pensionskasser omfattet af lov om finansiel virksomhed (tværgående pensionskasser)).

  • At SKM2015.120.SKAT bygger på bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der alene fandt anvendelse på forsikringsvirksomheder, men ikke UCITS-investeringsforeninger.

  • At hvis SKM2015.120.SKAT (analogt) skulle finde anvendelse på UCITS-investeringsforeninger, så ville omsætning efter SKATs opfattelse ofte blive 0.

Det bemærkes i den forbindelse, at medlemmerne i en UCITS-investeringsforening efter SKATs opfattelse på sigt vil kunne råde over hele investeringsafkastet i foreningen, sådan at investeringsafkastet ved en evt. analog anvendelse af SKM2015.120.SKAT ikke skulle medregnes i omsætningen, jf. evt. pkt. 3.2.2 i SKM2015.120.SKAT. Der henvises i den forbindelse til, at en UCITS-investeringsforening på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbe eller indløse andelene i foreningen direkte eller indirekte for midler af disse institutters aktiver.  Ihændehaverne vil på sigt kunne råde over hele investeringsafkastet enten i form af udlodning eller højere kursværdi.

Ved opgørelsen af omsætningen til brug for en UCITS-investeringsforenings delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, jf. § 37, 7, skal foreningens omsætning derfor opgøres efter momslovens almindelige regler. Den samlede omsætning i regnskabsåret er derfor det samlede momsgrundlag for de transaktioner, som kan periodiseres til regnskabsåret. Se evt. Den juridiske vejlednings afsnit D.A.11.4.2.2.

I forbindelse med køb og salg af værdipapirer mv. er omsætningen derfor de samlede bruttosalgssummer ved salg af værdipapirer mv. Tilsvarende skal renteindtægter opgøres brutto. Modtagne udbytter skal ikke indgå i opgørelsen af omsætningen. Se evt. den i Den juridiske vejledning, afsnit D.A.3.1.4.2.4, beskrevne praksis.

Den delvise fradragsret kan derfor ikke opgøres på baggrund af bekendtgørelse om finansielle rapporter for danske UCITS[1].

SKAT kan dog anerkende, at en UCITS-investeringsforenings salg af andele i foreningen selv kan holdes uden for omsætningen. Et selskab udstedelse af andele i selskabet selv udgør således som udgangspunkt efter EU-domstolens praksis ikke økonomisk virksomhed. Se evt. Den juridiske vejlednings afsnit D.A.3.1.4.2.4 . Ganske vist er det UCITS-investeringsforeningernes salg af andele i dem selv til offentligheden, der gør, at foreningerne kan anses for at udøve økonomisk virksomhed. Se evt. afsnit D.A.3.1.4.2.4. Men da medlemmernes køb af andele i investeringsforeningerne må anses for sammenlignelige med indskud i andre opsparingsordninger, finder SKAT, at en foreningens provenu (salgssum) ved salg af andele i foreningen selv til et medlem ikke kan anses for vederlag for en ydelse, men må anses for at være ydelsens genstand. Dvs. at foreningens ydelse til medlemmet ikke består i salget af andelen, men i den tilsigtede forøgelse af andelens værdi (indskuddets størrelse). En UCITS-investeringsforenings salg af andele i foreningen selv skal derfor holdes uden for omsætningen.

Med hensyn til den momsfrie omsætning, som skal anses for fradragsberettiget omsætning, så skal denne omsætning også opgøres efter momslovens almindelige regler. Med hensyn til ydelser leveret til aftagere uden for EU, finder SKAT, at begrebet aftagere uden for EU skal forstås bogstavligt. Der kan derfor ikke lægges vægt på andre kriterier.

Det er SKATs opfattelse, at en UCITS-investeringsforening opdelt i afdelinger i forbindelse med opgørelsen af fradragsret efter momslovens § 37, stk. 7, og § 38, stk. 1, skal anses for én afgiftspligtig person.

SKAT bemærker, at det er en betingelse for at kunne få fradrag for købsmoms, at virksomheden er i besiddelse af forskriftsmæssige fakturaer. Se den i Den juridiske vejledning, afsnit A.B.3.3.3.2.2 og D.A.11.1.7, beskrevne praksis.


[1] Finanstilsynets udkast til bekendtgørelse har været i høring. Når bekendtgørelsen er udstedt, vil en henvisning til dens nummer blive indarbejdet i styresignalet.