Dato for udgivelse
08 Feb 2016 15:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 Dec 2015 10:11
SKM-nummer
SKM2016.70.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS C5-503/2015
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Ubeskattede, indtægter, familielån, bevisbyrde
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, A, med rette var anset for skattepligtig af 65 indsætninger på sammenlagt 1.144.850 kr. i indkomstårene 2010 og 2011. A gjorde gældende, at indsætningerne ikke var skattepligtige indtægter, da de dækkede over penge han havde lånt, tilbagebetalinger af hans udlån til andre, spillegevinster samt indsættelse af kontante - skattefrie - beløb. Retten fastslog, at i en situation som den foreliggende påhvilede det A at godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra midler, der ikke er skattepligtige. For så vidt angik de påståede låneforhold, fandt retten, at de afgivne forklaringer og erklæringer om lån ikke var bestyrket ved objektive konstaterbar dokumentation, hvorfor A ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra midler, der ikke var skattepligtige. Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at en del af indsætningerne stammede fra spillegevinster. Retten gav Skatteministeriet medhold i, at A ikke havde bevist, at 63 af indsætningerne var skattefrie beløb. For to af de 65 indsætninger fandt retten det dog med henvisning til forklaringerne sammenholdt med kontoudskrifterne godtgjort, at de dækkede over lån, hvorfor A ikke var skattepligtig af beløbene på i alt 70.000 kr.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4
Skattekontrolloven § 1, § 6 og § 6B

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1 C.A.1.1

Parter

A
(Advokat Karin Østergård Mathiasen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Signe Brehm Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Niels Deichmann

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved afgørelse af 12. august 2013 besluttede SKAT at forhøje As indkomst med i alt 1.299.850 kr. for indkomstårene 2010 og 2011, idet SKAT anså en række indbetalinger på hans bankkonti for skattepligtig indkomst. A indbragte afgørelsen for Landsskatteretten, der den 24. marts 2015 nedsatte SKATs ansættelse med 50.000 kr. for 2010 og med 30.000 kr. for 2011.

Under denne sag, der er anlagt den 17. april 2015, har sagsøgeren, A, principalt nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse nedsættes med 471.550 kr. for indkomståret 2010 og nedsættes med 748.300 kr. for indkomståret 2011, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse, idet Skatteministeriet dog anerkender, at As skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 nedsættes med henholdsvis 45.000 kr. og 30.000 kr.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 24. marts 2015 fremgår følgende:

"...

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

  

 

 

 

Beskatning af indbetalinger på bankkonti i 2010

521.550 kr.

0 kr.

471.550 kr.

  

 

 

 

Beskatning af indbetalinger på bankkonti i 2011

778.300 kr.

0 kr.

748.300 kr.

SKATs ansættelse nedsættes med 50.000 kr. i 2010 og med 30.000 kr. i 2011.

Møde mv.

Der har været afholdt kontormøde med klageren, hans repræsentant og hans revisor. Klageren og repræsentanten har desuden udtalt sig over for rettens medlemmer ved et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Klageren indrejste i Danmark i 1988 sammen med sine forældre. Han har arbejdet i Danmark i 18 år. Han har i det meste af 2010 og 2011 været ansat som lønmodtager i Restauranten "G1" i ...1, som blev drevet af hans broder.

Den 29. november 2011 stiftede klageren sammen med en vietnamesisk kvinde, som har arbejdet samme sted, et selskab med CVR-nr. ..., ved navn H1 ApS, med en selskabskapital på 300.000 kr. Selskabet skulle drive restauranten, idet forpagtningen var blevet overtaget efter klagerens broder. Der blev betalt 400.000 kr. for overtagelsen. Den 24. november 2011 har klageren hævet 200.000 kr. på sin konto.

...

Sagen er opstået på grundlag af oplysninger, som SKAT har modtaget fra SØK (Anklagemyndigheden for særlig økonomisk kriminalitet), om mange indbetalinger på broderens konto i Kreditbanken i 2010 og 2011. På baggrund af disse oplysninger har SKAT indhentet oplysninger om klagerens og hans ægtefælles konti i Jyske Bank og Danske Bank for at kontrollere om indbetalingerne på broderens konti var overført fra klageren.

Det fremgår af SKATs sagsnotat, at samtlige oplysninger om indbetalinger er genfundet som hævet på broderens konti. Der er tale om i alt 776.000 kr. fordelt med 476.000 kr. i 2010 og 300.000 kr. i 2011. Overførslerne skyldes, at klageren har lånt broderen betydelige beløb, som han skulle bruge til at etablere sig i Vietnam.

I forbindelse med opklaringen af mellemregningerne mellem klageren og hans broder har SKAT konstateret, at der i 2010 og 2011 løbende er indsat større kontante beløb og ved overførsler modtaget samlede indbetalinger på i alt 1.436.735 kr. på klagerens og hans hustrus konti.

Af disse indbetalinger har klageren dokumenteret, at 54.885 kr. er modtagne gevinster fra Danske Spil i 2010 og 2011. Endvidere er der modtaget kontant 2 x 50.000 kr. den 2. februar 2011 som ifølge SKAT er udlignet ved en tilsvarende udbetaling på 2 x 50.000 hhv. den 4. april og 5. april 2011.

Uafklarede indbetalinger udgør herefter i alt 1.281.850 kr. ifølge SKATs afgørelse.

Indbetalingerne på ægteparrets konti er fordelt således:

Modtaget i 2010

521.550 kr.

Modtaget i 2011*)

760.300 kr.

*) SKAT har fejlagtigt udregnet beløbet i 2011 til 778.300 kr.

Heraf er 212.000 kr. ifølge SKATs sagsnotat modtaget fra navngivne personer. Klageren har oplyst, at han hjælper andre familiemedlemmer med kontante lån, og at 112.000 kr. er tilbagebetaling af lån fra familien, mens 100.000 kr. er penge, som han selv har lånt. Klageren har selv haft brug for at låne penge af andre for at kunne udlåne beløb til broderen.

Der er fremlagt fire lånedokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med sagen. Tre af lånedokumenterne vedrørende de nævnte lån, som klageren i februar 2011 har modtaget fra nogle venner, der er bosiddende i ...8, på i alt 100.000 kr. og det fjerde lånedokument bekræfter, at klageren har lånt 50.000 kr. af sin kones nevø.

Det er oplyst, at klageren også før 2010 har udlånt større beløb til familien, men at dette ikke kan dokumenteres. Lånene er tilbagebetalt til klageren, men der foreligger ingen dokumentation herfor.

Det er desuden oplyst, at det er helt almindeligt at foretage udlån til familien og låne af familien i den vietnamesiske kultur. Der udarbejdes ikke lånedokumenter eller gældsbreve, da det anses for fornærmende at kræve sikkerhed for tilbagebetalingen. Der er ikke tradition for, at man spørger, hvad pengene skal bruges til, eller at udlåneren kræver underskrift på et stykke papir. Det er også almindeligt, at alle pengetransaktioner foregår med kontanter og ikke via bankoverførsler, fordi det ikke er almindeligt anvendt i den vietnamesiske kultur. Pengene opbevares kontant og sættes ikke altid i banken.

Klageren har videre oplyst, at han spiller meget på Oddset og andre spil, da det er hans hobby, da han interesserer sig meget for fodbold. For at vinde så meget, skal man have en stor viden om fodbold. Klageren spiller normalt for mellem 300 kr. og 500 kr. ad gangen. Når han modtager gevinster på mere end 10.000 kr., indsætter han beløbene på bankkontoen. Mindre gevinster udbetales i kiosken, hvor han spiller.

Der er i forbindelse med SKATs gennemgang af sagen fremlagt bilag på en lang række gevinstkuponer fra perioden fra 2001-2011, hvor klageren har vundet i alt 856.375 kr. hovedsageligt ved spil på "Den Lange" på Oddset. Heraf vedrører 114.241 kr. 2010 og 90.748 kr. vedrører 2011. De 54.885 kr., der som nævnt ovenfor er indsat på kontoen i de to år, er inkluderet heri.

De pågældende beløb er dokumenteret overfor SKAT ved fremlæggelse af gevinstkuponer og bankbilag. SKAT har ikke kopieret de kuponer, der er lagt til grund for opgørelsen af de nævnte beløb. SKAT har oplyst efterfølgende, at der er tale om nettotal. Der foreligger ingen oplysninger om, hvor meget der er investeret for at vinde de anførte beløb.

Danske Spil har oplyst til SKAT, at gevinstchancerne på "Den Lange" er omkring 87 %. Danske Spil oplyser supplerende:

"...

Tilbagebetalingsprocenten skal forstås på den måde, at hvis man forudsætter at det totale indskud er ens på alle udfald tilbagebetaler vi 87 % i gevinster, hvilket dog ikke sker i praksis. Men hvis hovedvægten af indskuddet kommer på det rigtige udfald stiger tilbagebetalingsprocenten og omvendt falder den, hvis spillernes indskud hovedsageligt ligger på de forkerte udfald. Så teoretisk burde den gennemsnitlige spiller ligge på at vinde ca. 87 kr. for hver 100 kr. i indskud. De gode spillere højere og de dårlige lavere.

..."

Klagerens repræsentant har fremlagt oplysninger om gevinster, som er opnået ved forskellige spil hos Danske Spil, ved fremlæggelse af kopier af gevinstkuponer for en længere årrække. Der er ikke fremlagt kopier af ikke-gevinstgivende indsatser. I perioden fra 2001-2011 er opnået gevinster på i alt 1.190.895 kr.

Heraf udgør samlede gevinster i 2010 og 2011 ved Lotto og Oddset i alt hhv. 172.241 kr. og 124.458 kr. (brutto).

Advokatens gevinstopgørelse for 2010 og 2011 fremkommer således.

2010

2011

Modtagne gevinster ved Oddset

150.772 kr.

80.066 kr.

Lottogevinster indsat i bank*)

16.989 kr.

37.896 kr.

Lottogevinster udbetalt kontant*)

4.480 kr.

6.496 kr.

I alt

172.241 kr.

124.458 kr.

Indsats ved Odds

-58.450 kr.

-21.500 kr.

Samlede gevinster netto

113.791 kr.

102.958 kr.

*) Indsatsen er ukendt for Lottogevinster                                          

Der kan konstateres, at der ikke er helt overensstemmelse mellem de oplysninger, SKAT har modtaget fra klageren og lagt til grund for sagen, og de oplysninger, som repræsentanten har fremlagt.

Klageren har også spillet på Ladbrokers Ltd. i England, hvor han i 2010 har brugt 106.500 kr. og modtaget gevinster på 4.000 kr. I 2011 har han brugt 90.150 kr., uden at han har modtaget gevinster. Spil på Ladbrokers kan kun lade sig gøre ved bankoverførsler, da selskabet er beliggende i udlandet.

Klageren har i 2011 købt en helt ny bil. Bilen havde ved købet en værdi på 418.580 kr. Købet blev finansieret ved at give en brugt bil til en værdi af 120.000 kr. i bytte og optagelse af et banklån på 298.580 kr.

Der er i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen fremlagt en supplerende opgørelse over tilbagebetalinger af beløb fra navngivne personer på yderligere 242.000 kr. i 2011, som består af beløb, der er udlånt dels i 2010 og dels i 2011.

En opgørelse af de udlån, klageren har foretaget, og det private lån han selv har fået, fremgår af bilag A.

På grundlag af oplysningerne i sagen, herunder de oplysninger om privat gæld og tilgodehavender, der fremgår af sagen, samt supplerende oplysninger fra klagerens repræsentant og revisor, har Skatteankestyrelsen udarbejdet en revideret formue- og privatforbrugsopgørelse på grundlag af den selvangivne indkomst for klageren og hans ægtefælle.

De ind- og udbetalinger, som klageren har redegjort for og oplyst som indfrielse af gæld og optagelse af lån af familie og venner er indarbejdet i formueopgørelserne pr. 31.12.2009 - 31.12.2011.

Endvidere er nettoindtægterne, jf. SKATs opgørelse, ved Lotto og Oddset indarbejdet. Der er taget hensyn til tab ved spil på Ladbrokers Ltd. og en betaling til klagerens broder for forpagtning på 200.000 kr. (minus nominel værdi af anparter på 150.000 kr.), idet disse beløb ikke har kunnet anvendes til privatforbrug.

Privatforbrugsopgørelsen udviser herefter et negativt privatforbrug på hhv. 235.810 kr. i 2010 og 16.625 kr. i 2011. I opgørelsen er ikke medtaget de indbetalinger, hvor det ikke er forklaret eller hvor det er udokumenteret, hvor indbetalingerne stammer fra, svarende til i alt 421.550 kr. i 2010 og 406.300 kr. i 2011.

Der mangler således finansiering af det faktiske forbrug, som familien har haft. Det vil sige udgifter til f.eks. bildrift, forsikringer, mad, varme, lys, samt evt. udgifter til børneinstitution, beklædning, hygiejne og personlige udgifter som tandlæge, frisør, medicin og gaver, hvis man ser bort fra indbetalingerne.

Tages der hensyn til de udokumenterede indbetalinger, der ikke vedrører de påståede lån m.v., kan privatforbruget beregnes til hhv. 185.740 kr. i 2010 og 389.675 kr. i 2011. Der henvises til sagens bilag B.

SKATs afgørelse

Ved afgørelsen af 12. august har SKAT forhøjet den skattepligtige indkomst i årene 2010 og 2011 med de kontante indbetalinger på klagerens og hans hustrus konti med hhv. 521.550 kr. og 778.300 kr.

Som begrundelse er anført:

"...

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst. Det følger af skattekontrollovens § 1.

Du har ikke dokumenteret de foretagne indsættelser på dine private konti. Du har oplyst, at indsætningerne dels hidrører fra opsparede midler gennem årene og dels hidrører fra gevinster ved spil på Den Lange på Oddset. Du har ifølge fremlagte gevinstkuponer haft gevinster på i alt 856.375 kr. fra 2001 til 2011. Du har ikke fremlagt dokumentation for din indsats ved spil på Den Lange på Oddset. Du har oplyst, at du har haft stort overskud ved at spille på Oddset.

Ifølge Danske Spil A/S's hjemmeside under vinderchancer, er tilbagebetalingsprocenten på Den Lange, Oddset på 87 %. Det vil sige, at hver gang du spiller for 100 kr. får du 87 kr. tilbage. Ud fra denne gennemsnitlige tilbagebetalingsprocent skulle du have spillet for 856.375: 87 x 100 eller for 984.339 kr. Det fremgår af dine bankkontoudskrifter fra Danske Bank, at du i perioden 1.6.2010 til 31.12.2010 har overført 106.500 kr. til spiludbyderen Ladbrokers Ltd. i England. Der er ifølge kontoudtogene modtaget gevinster fra Ladbrokers Ltd. for 4.000 kr. I perioden 1.1.2011 til 31.5.2011 blev der spillet for 90.150 kr. uden at der ses at have være gevinster i perioden. Da spil på Ladbrokers Ltd. kun kan lade sig gøre ved bankoverførsler, da selskabet er beliggende i udlandet, er alle registreringer vedrørende spil på Ladbrokers Ltd. registrerede. Ud fra disse registreringer ses det, at du har haft stort tab på dit spil.

Da du ikke har dokumenteret, at du har haft gevinster ved spil på Den Lange på Oddset, der overstiger den gennemsnitlige tilbagebetalingsprocent på 87, må din oplysning om, at indbetalingerne hidrører fra modtagne gevinster tilbagevises.

Du har endvidere oplyst, at en del af de foretagne indbetalinger i 2010 og 2011 hidrører fra opsparede midler gennem årene.

Du opfører et hus til privat beboelse i 2009 og du køber ny bil i 2011. I den forbindelse optager du lån. Det forekommer ikke sandsynligt, at du ligger inde med betydelige kontante beløb, når du låner til ovennævnte, uden at du i den forbindelse bruger af eventuelt opsparede midler. Hvis der tages hensyn til tabet ved spil på Ladbrokers Ltd. i 2010 på 102.500 kr. og til dit udlån til din broder TL i 2010 på 476.000 kr., kan dit privatforbrug for 2010 beregnes til et væsentlig negativt beløb, hvis der ses bort fra de foretagne indbetalinger på dine bankkonti. Du har endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at du har været i besiddelse af betydelige kontante beløb. Der foreligger ikke lånedokumenter for de udbetalte og tilbagebetalte lån.

Da du således ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort hvorfra de betydelige indbetalinger på dine bankkonti hidrører, er din indkomst forhøjet med indbetalingen i 2010 på 521.550 kr. som anses for at hidrøre fra ubeskattede midler. Der henvises til statsskattelovens § 4.

..."

For 2011 anføres:

"...

(...) I februar måned 2011 låner du 100.000 kr. af landsmænd bosiddende i ...2. Du har om lånene oplyst, at du havde brug for pengene for at kunne udlåne 776.000 kr. til din broder. Det lyder ikke sandsynligt at du skulle låne pengene, når pengene skulle lånes af din broder. Hvis der tages hensyn til tabet ved spil på Ladbrokers Ltd. i 2011 på 90.150 kr., til indbetaling den 24.11.2011 af selskabskapital i selskabet H1 ApS, til dit udlån til din broder TL i 2011 på 300.000 kr., til udlån af 141.000 kr. til LS, til udlån til NL på 20.000 kr., til udlån til TH på 40.000 kr. kan dit privatforbrug for 2011 beregnes til et væsentlig negativt beløb, hvis der ses bort fra de foretagne indbetalinger på dine bankkonti. Du har endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at du har været i besiddelse af betydelige kontante beløb. Der foreligger ikke lånedokumenter for de udbetalte og tilbagebetalte lån.

Da du således ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort hvorfra de betydelige indbetalinger på dine bankkonti hidrører, er din indkomst forhøjet med indbetalingen i 2011 på 778.300 kr. som anses for at hidrøre fra ubeskattede midler. Der henvises til statsskattelovens § 4.

..."

SKAT har i forbindelse med retsmødet anført, at SKAT anerkender nedsættelsen af forhøjelserne med samlet 80.000 kr., men at forhøjelserne bortset herfra skal fastholdes. Det er klageren, der har bevisbyrden for, at indsætningerne hidrører fra allerede beskattede midler eller midler, der ikke skal undergives beskatning, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Der er ikke fremlagt lånedokumenter, og de efterfølgende udarbejdede låneerklæringer kan ikke anses for at udgøre tilstrækkelig dokumentation, ligesom der ses at være uoverensstemmelser mellem oplysningerne på erklæringerne omkring tilbagebetalingstidspunktet og det, der fremgår at kontoudtogene. Spillekuponerne er anonyme, og det kan således ikke heraf udledes, at det er klagerens kuponer. Der er derfor ikke grundlag for at undtage de indsatte beløb fra beskatning.

Da der ikke er tale om et skøn men om en forhøjelse ud fra konkrete indsætninger, er der ikke grundlag for at overveje at henføre en del af beskatningen til klagerens ægtefælle.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hans indkomst for 2010 og 2011 skal nedsættes med forhøjelserne på 521.550 kr. og 778.300 kr.

Det gøres overordnet gældende, at indbetalingerne på hans konti hidfører fra skattefrie indtægter og ikke fra ubeskattede midler, som antaget af SKAT.

For det første gøres det gældende, at der er tale om gevinster opnået ved spil, der som udgangspunkt er skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, litra f, men hvor det følger af den gældende lovgivning, at der af visse gevinster alene skal betales en afgift til staten, jf. spilleafgiftsloven.

Klageren har haft et betydeligt nettooverskud i forbindelse med spil på "Den Lange", og disse gevinster skal medtages i forbindelse med beregningen af familiens privatforbrug.

Gevinsterne er løbende indbetalt på hans bankkonti, og SKAT er derfor forpligtet til at medtage nettooverskuddet fra spillene, og nedsætte den skattepligtige indkomst tilsvarende.

Det er ikke korrekt, at klageren ikke har dokumenteret at have haft gevinster ved spil på Den Lange, der overstiger den gennemsnitlige tilbagebetalingsprocent på 87. Herved henvises til, at der er fremlagt kopi af alle spillekuponerne, der med få undtagelser er fra forhandlere i ...1.

For det andet gøres det gældende, at der er tale om indsættelse af kontante beløb, som klageren har haft liggende hjemme. Det bemærkes i den forbindelse, at det i den vietnamesiske kultur er sædvanligt at være i besiddelse af mange kontante midler. Herved anføres det endvidere, at tidligere vundne gevinster sandsynliggør, at klageren har haft en del likvide midler liggende i hjemmet, og at disse løbende er blevet indsat på hans konti, heraf en større del i indkomstårene 2010 og 2011.

For det tredje gøres det gældende, at der er tale om tilbagebetaling af lån og ydelse af lån fra landsmænd. Disse beløb er ikke skattepligtige, jf. statsskattelovens § 5, litra c. Af de beskattede beløb udgør pengeoverførsler på hhv. 100.000 kr. i 2010 og 50.000 kr. i 2011 tilbagebetaling af lån og modtagne lån.

Udgangspunktet er, at nært beslægtede sagtens kan indgå rentefri låneaftaler, uden at dette medfører skattemæssige konsekvenser, hvorved henvises til Den juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C,A.6.1.7.

Det bemærkes i den forbindelse, at det i den vietnamesiske kultur anses for at være helt sædvanligt at udlåne penge uden lånedokumenter eller stille nærmere krav om tilbagebetaling, idet det anses for uhøfligt og uforskammet. Det er derfor meget sjældent, at der indgås nogen nærmere aftale omkring låneforhold mellem parterne. Der skal således ved bevisvurderingen henses til de kulturelle forskelle, når det skal vurderes, om bevisbyrden er løftet for de foretagne udlån og lån.

Der henvises til bl.a. Højesteretsdom af 22. april 1999, TfS 1999.404, hvor der var tale om lån mellem far og søn, samt en række andre domme og afgørelser på området, hvor der var tale om private lån, herunder lån fra udlandet m.v., hvor der hverken forelå forrentning eller skriftlige låneaftaler. Det gøres således gældende, at det er forkert, når det lægges til grund, at låneforhold skal dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån, idet der skal foretages en konkret helhedsbedømmelse af samtlige de i sagen foreliggende momenter.

For det fjerde har klageren gjort gældende, at der i de beskattede beløb indgår i alt 62.000 kr., som er indbetalt på klagerens ægtefælles konto i 2010 og 2011. Allerede fordi de pågældende beløb er indbetalt på hendes konto, skal de pågældende beløb ikke beskattes hos klageren.

Klagerens revisor har på flere punkter kritiseret den privatforbrugsopgørelse, som Skatteankestyrelsen har udarbejdet. Det er således gjort gældende, at gevinsterne fra Den Lange ikke er medtaget i privatforbrugsopgørelserne, hvorved der mangler hhv. 58.000 kr. og 33.710 kr.

Det er endvidere gjort gældende, at der er fejl i formueopgørelserne, for eksempel er det hans opfattelse, at klagerens anpartskapitel i H1 ApS er medtaget to gange, idet selve betalingen til broderen med 200.000 kr. også er taget med i opgørelsen.

Det er endelig gjort gældende, at privatforbrugsberegningen er fejlbehæftet for så vidt angår privat optagede lån, private udlån, kontantbeholdninger samt ægtefællens indkomst- og formueforhold samt udtræk af virksomheden. Der er for eksempel ikke taget hensyn til flere tilgodehavender fra tidligere, som ikke fremgår af formueopgørelsen primo. Der kan ikke skaffes dokumentation for det, da lånerne er døde eller er flyttet væk, og klageren ikke har kontakt med dem længere, men han har fået tilbagebetalinger for lånene i 2010 og 2011.

Bil og ejendom er ikke medtaget og kursregulering på værdipapirer er ikke medtaget.

Desuden mangler den kontante beholdning i formueopgørelsen primo. Det vil sige, at de penge, som han har opsparet gennem en lang årrække fra sine gevinster, mangler i opgørelsen. Før i tiden ville disse beløb have været påført selvangivelsen, men da der ikke er krav om selvangivelse, har klageren ikke angivet nogen kontantbeholdning.

SKAT har anført, at det er usandsynligt, at der er optaget lån i banken til bil og byggegrund, når klageren selv havde pengene kontant. Klageren har hertil anført, at hvis han havde fået nej til lånet, havde han i stedet brugt sin opsparing, men når han nu kunne låne pengene, ville han hellere have sin kontante opsparing som en ekstra sikkerhed.

Klageren har gjort gældende, at der er betalt skat i form af gevinstafgift af sine gevinster, idet både Danske Spil og de forretninger, hvor de har Odd'ser siger, at skatten er betalt, og at de ikke forstår, hvordan han kan blive beskattet af pengene. Klagerens revisor har fremført, at det er mærkeligt, at en statslig virksomhed som Danske Spil ikke skal indberette eller registrere præmier, når der i mange andre sammenhænge er indberetningspligt på stort set alt.

Som følge af ovenstående bemærkninger fastholdes det, at skatteansættelsen skal nedsættes med 521.550 kr. i 2010 og 778.300 kr. i 2011.

I forbindelse med retsmødet har klageren fremlagt en materialesamling indeholdende blandt andet nye erklæringer omkring låneforholdene og en ny beregning af klagerens privatforbrug, hvoraf det fremgår, at privatforbruget var positivt i begge indkomstår.

Repræsentanten henviste desuden til afgørelsen refereret i SKM2014.379.BR, hvorefter en skønsmæssig forhøjelse som følge af negativt privatforbrug skal fordeles mellem ægtefællerne med 50 % til hver, og i overensstemmelse hermed skal der i denne sag alene henføres 50 % af forhøjelserne til klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Som udgangspunkt er indtægter ved lotterispil skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f. Dette gælder dog ikke visse lotterispil omfattet af spilleafgiftsloven, bl.a. Oddset, Lotto samt spil, der svarer hertil og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land. Det er skatteyderen der har bevisbyrden for, at der er tale om indtægter undtaget fra skattepligten, jf. SKM2010.131.ØLR.

Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån m.v., jf. SKM2013.363.BR.

Efter praksis er det den skattepligtige, der skal dokumentere sine formueforhold, herunder for modtagne kontante indbetalinger på bankkonti, jf. SKM2013.274.BR.

Der er konstateret indsætninger på klagerens bankkonti, og det ses ikke at være dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at disse indsætninger stammer fra midler, der ikke skal undergives beskatning, og det anses derfor at være med rette, at SKAT har henført indsætningerne til den skattepligtige indkomst.

Der er lagt vægt på, at de erklæringer, der er fremlagt omkring låneforholdene, er udarbejdet efterfølgende og til brug for nærværende skattesag, og at det ikke er muligt at henføre spillegevinsterne til klageren, da kuponerne er anonyme. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er fremlagt dokumentation for modtagne gevinster i en årrække på 11 år, da dette alene viser, hvad klageren har vundet ved spil, men ikke hvor mange penge, han i den forbindelse har brugt til at spille for. Opgørelserne fra Ladbrokers viser eksempelvis, at han i 2010 og 2011 har tabt 192.650 kr. i spil alene hos Ladbrokers.

For så vidt angår de øvrige indsætninger, som er oplyst at stamme fra opsparede midler, ses der ikke at være objektive konstaterbare forhold, der understøtter klagerens forklaring.

Det bemærkes, at uanset om klagerens privatforbrug måtte være positivt, medfører dette ikke en ændret vurdering, da den yderligere beskatning ikke udspringer af et skøn, men er baseret på konstaterede indsætninger af midler, som klageren ikke har kunnet godtgøre er skattefrie.

Retten bemærker endvidere, at det beløb, som SKAT har beskattet i 2011 er 18.000 kr. for højt som følge af en sammentællingsfejl, hvorfor ansættelsen skal nedsættes med dette beløb.

Desuden skal de to beløb, der er indsat på hustruens konto i 2010 og 2011 på hhv. 50.000 kr. og 12.000 kr., ikke henføres til beskatning hos klageren.

På baggrund af de ovenfor anførte bemærkninger nedsættes den af SKAT foretagne forhøjelse med 50.000 kr. i 2010 og 30.000 kr. i 2011.

..."

De omtvistede indbetalinger på As konti er foretaget i perioden fra den 2. marts 2010 til den 5. december 2011. Det drejer sig om følgende posteringer:

Indkomståret 2010

Dato:

Posteringstekst:

Beløb:

1.

2. marts 2010

Indbetalt

20.000 kr.

2.

7. april 2010

Indbetalt

26.000 kr.

3.

7. april 2010

Kundekort

14.000 kr.

4.

3. maj 2010

Indbetalt

40.000 kr.

5.

5. maj 2010

Kundekort

18.000 kr.

6.

28. maj 2010

Overført fra TO

50.000 kr.

7.

7. juni 2010

Kundekort

10.000 kr.

8.

15. juni 2010

Kundekort

8.100 kr.

9.

5. juli 2010

Indbetalt

32.000 kr.

10.

7. juli 2010

Kundekort

25.000 kr.

11.

5. august 2010

Indbetalt

8.000 kr.

12.

27. august 2010

Indbetalt

30.000 kr.

13.

27. august 2010

Indbetalt

30.000 kr.

14.

30. august 2010

Indbetalt

20.000 kr.

15.

30. august 2010

Indbetalt

20.000 kr.

16.

30. august 2010

Indbetaling

10.000 kr.

17.

8. september 2010

Indbetaling

6.000 kr.

18.

28. september 2010

Kundekort

7.000 kr.

19.

5. oktober 2010

Kundekort

8.000 kr.

20.  

27. oktober 2010       

Kundekort

8.000 kr.

21.

1. november 2010

Indbetalt

10.000 kr.

22.

26. november 2010

Kundekort

7.000 kr.

23.

29. november 2010

Kundekort

5.000 kr.

24.

3. december 2010

Kundekort

2.500 kr.

25.

13. december 2010

Kundekort

3.950 kr.

26.

23. december 2010

Kundekort

8.000 kr.

I alt

426.550 kr.

  

Indkomståret 2011

Dato:

Posteringstekst:

Beløb:

27.

3. januar 2011

Indbetalt

2.500 kr.

28.

7. januar 2011

Kundekort

8.000 kr.

29.

17. januar 2011

Kundekort

10.000 kr.

30.

20. januar 2011

Indbetalt

30.000 kr.

31.

27. januar 2011

Overført 124149-5   

20.000 kr.

32.

2. februar 2011

Kundekort

14.000 kr.

33.

3. februar 2011

TH

40.000 kr.

34.

8. februar 2011

Ref. OB

30.000 kr.

35.

9. februar 2011

UN

30.000 kr.

36.

24. februar 2011

Indbetalt

20.000 kr.

37.

28. februar 2011

Kundekort

10.000 kr.

38.

14. marts 2011

Kundekort

10.000 kr.

39.

25. marts 2011

Indbetalt

5.000 kr.

40.

18. april 2011

Vedr. ... 121017-7

14.000 kr.

41.

4. maj 2011

Indbetalt

30.000 kr.

42.

4. maj 2011

Kundekort

6.500 kr.

43.

23. maj 2011

Indbetalt

30.000 kr.

44.

26. maj 2011

Indbetalt

30.000 kr.

45.

7. juni 2011

Kundekort

10.000 kr.

46.

1. juli 2011

Kundekort

7.000 kr.

47.

5. juli 2011

Indbetalt

13.000 kr.

48.

18. juli 2011

Indbetalt

35.000 kr.

49.

18. juli 2011

Kundekort

10.000 kr.

50.

1. august 2011

Indbetalt

30.000 kr.

51.

1. august 2011

Indbetalt

20.000 kr.

52.

4. august 2011

Kundekort

12.000 kr.

53.

30. august 2011

Indbetalt

6.000 kr.

54.

30. august 2011

Overført

28.000 kr.

55.

30. august 2011

Overført

24.000 kr.

56.

8. september 2011

Indbetalt

20.000 kr.

57.

30. september 2011

Overført 124149-5

12.000 kr.

58.

30. september 2011

Kundekort

7.000 kr.

59.

3. oktober 2011

Indbetalt

40.000 kr.

60.

11. oktober 2011

Indbetalt

17.000 kr.

61.

19. oktober 2011

Kundekort

9.800 kr.

62.

25. oktober 2011

Indbetalt

20.000 kr.

63.

4. november 2011

Indbetalt

33.000 kr.

64.

16. november 2011

Indbetalt

14.000 kr.

65.

5. december 2011

Indbetalt

10.500 kr.

I alt

718.300 kr.

Vedrørende postering 6, en indbetaling på 50.000 kr. den 28. maj 2010, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 383):

"...

...1 den 01.april 2014

jeg bekræfter hermed,at have lånt kr.50.000 af A. beløb er lånt i september 2009 og betalt tilbage den 03.09.2010

[Underskrift]

TO

..."

Vedrørende postering 33, en indbetaling på 40.000 kr. den 3. februar 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 384):      

"...

...2 den. 02.04.2014

Hermed bekræfter jeg, at have lånt 40.000 kr til A beløbet er overført den 03.02.2011

ON

[Underskrift]

..."

Af et kontoudtog af 28. februar 2011 vedrørende ONs konto i Danske Bank (bilagssamlingen side 375) fremgår det, at der den 2. februar 2011 blev hævet 40.000 kr. med posteringsteksten "...". Det fremgår videre af et kontoudtog af 31. januar 2012 (bilagssamlingen side 376), at der den 12. januar 2012 blev indsat 25.000 kr. på kontoen med posteringsteksten "... A ..."

Vedrørende postering 34, en indbetaling på 30.000 kr. den 8. februar 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 385):      

"...

...2 den. 02.04.2014

Hermed bekræfter jeg, at have lånt 30.000 kr til A beløbet er overført den 08.02.2011

OB

[Underskrift]

..."

Af en udskrift af 29. oktober 2015 vedrørende overførselsdetaljer (bilagssamlingen side 400) fremgår det, at der den 4. januar 2012 blev overført 20.000 kr. fra As konto i Jyske Bank til en konto i Danske Bank. Teksten på As kontoudskrift er "OB".

Vedrørende postering 35, en indbetaling på 30.000 kr. den 9. februar 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 386):

"...

...2 den. 02.04.2014

Hermed bekræfter jeg, at have lånt 30.000 kr til A beløbet er overført den 09.02.2011

UN

[Underskrift]

..."

Vedrørende posteringerne 28 og 32, indbetalinger på i alt 22.000 kr. den 7. januar 2011 og den 2. februar 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 391):

"...

...6 den 03.3.2015

A i 2010 have låne 22.000 kr til mig og jeg betalt tilbage 8.000 og 14.000 til A i 2011

...

[Underskrift]

TM

..."

Af et kontoudtog af 31. juli 2010 vedrørende As konto i Jyske Bank (bilagssamlingen side 291) fremgår det, at der den 5. juli 2010 blev hævet 22.000 kr. på kontoen med posteringsteksten "TM".

Vedrørende posteringerne 29 og 37, indbetalinger på i alt 20.000 kr. den 17. januar 2011 og den 28. februar 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 393):

"...

...1 den 04.03.2015

Jeg bekræfter hermed, at A i 2010 have låne 20.000 kr til mig. låne er betalt tilbage 10.000 i januar 2011 og 10.000 i februar 2011.

...

[Underskrift]

NN

..."

Vedrørende posteringerne 38 og 45, indbetalinger på i alt 20.000 kr. den 14. marts 2011 og den 7. juni 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 389):

"...

...3 den 01.03.2015

Jeg bekræfter hermed, at A have lånt 20.000 til mig. jeg betalt beløbe tilbage 10.000 i marts 2011 og 10.000 i juni 2011.

[Underskrift]

NL

..."

Vedrørende postering 39, en indbetaling på 5.000 kr. den 25. marts 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 390):

"...

...3 den 01.03.2015

Jeg bekræfter hermed, at A have lånt 5.000 til mig 27.01.2011. jeg betalt beløbe tilbage 25.03.2011.

[Underskrift]

HT

..."

Af et kontoudtog af 31. januar 2011 vedrørende As konto i Jyske Bank (bilagssamlingen side 273) fremgår det, at der den 27 januar 2011 blev hævet 5.000 kr. på kontoen med posteringsteksten "...".

Vedrørende posteringerne 47, 49, 50, 54, 56 og 59, indbetalinger på i alt 141.000 kr. i perioden fra den 5. juli 2011 til den 3. oktober 2011, er der fremlagt en erklæring, hvoraf fremgår følgende (bilagssamlingen side 392):

"...

...4 den.03.03-2015

Hermed bekræfter jeg, at have låne 141.000 kr af A. jeg have betalt beløb tilbage i flere gang 2011.

...

[Underskrift]

LS

..."

Af et kontoudtog af 30. april 2011 vedrørende As konto i Jyske Bank fremgår det, at der den 11. april 2011 blev hævet 50.000 kr. og den 18. april 2011 blev hævet 41.000 kr. på kontoen (bilagssamlingen side 304). Posteringsteksten vedrørende begge posteringer er "LS".

Af et kontoudtog af samme dato vedrørende As ægtefælle, BAs, konto i Jyske Bank (bilagssamlingen side 328) fremgår det, at der den 11. april 2011 blev hævet 50.000 kr. på kontoen, ligeledes med posteringsteksten "LS".

Vedrørende posteringerne 62 og 64, indbetalinger på i alt 34.000 kr. den 25. oktober 2011 og den 16. november 2011, fremgår det af et kontoudtog af 31. oktober 2011 vedrørende As konto i Jyske Bank (bilagssamlingen side 282), at der den 4. oktober 2011 blev overført 40.000 kr. til en konto tilhørende TH.

Der er endvidere under sagen fremlagt en række præmieboner fra Danske Spil for årene fra 2001 til 2011 vedrørende bl.a. spillene "Den Lange", "Matchen" og "Lotto", samt et præmieregnskab. Af præmieregnskabet fremgår det, at nettooverskuddet ved spil har udgjort 92.322 kr. i 2010 og 58.566 kr. i 2011.

Forklaringer

A har forklaret, at han oprindeligt kommer fra Vietnam. Han har boet i Danmark i 27 år. Han er gift og har 3 døtre på 10, 8 og 1½ år. I 2010 og 2011 var han ansat i restaurant G1 i ...1, som hans bror, TL, ejede. I slutningen af 2011 rejste hans bror tilbage til Vietnam for at starte en restaurant i ...5 City. Hans brors restaurant er meget eksklusiv og har haft gæster bl.a. fra kongehuset og fra ambassader. Hans bror havde brug for penge til at etablere restauranten, og han ville gerne hjælpe sin bror. Derfor lånte han penge af venner og bekendte, som han videreudlånte til sin bror. Forevist side 301 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A om en indbetaling den 3. februar 2011 forklaret, at ON er en ven fra ...2, som han har lånt 40.000 kr. af. Forevist side 302 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A om en postering den 9. februar 2011 forklaret, at UN er en kvindelig bekendt fra ...2, som han har lånt 30.000 kr. af. Forevist side 274 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A om en postering den 8. februar 2011 forklaret, at OB også er en ven fra ...2. Han har lånt 30.000 kr. af OB. I den vietnamesiske kultur opretter man ikke lånedokumenter, når man låner penge af hinanden, og man bliver fornærmet, hvis man bliver spurgt, hvad man skal bruge pengene til. Han opfattede de i alt 100.000 kr. som lån, han skulle betale tilbage. Forevist side 400 i bilagssamlingen har A om en overførsel på 20.000 til OB forklaret, at der er tale om en delvis tilbagebetaling af lånet på 30.000 kr. Forevist side 376 i bilagssamlingen har A forklaret, at han den 12. januar 2012 tilbagebetalte 25.000 kr. til ON. Forespurgt, om resten af lånet er blevet betalt tilbage, har A forklaret, at han tilbagebetalte de sidste 15.000 kr. i forbindelse med en julefrokost i 2012. Alle de tre lån er i dag blevet tilbagebetalt. Det er rigtigt, at der er mange, der har tilbagebetalt lån til ham i 2011. Forevist side 417 i bilagssamlingen har A forklaret, at de personer, der er anført med rød skrift i højre side af oversigten, har tilbagebetalt penge, som han har lånt dem. TM er en ven fra ...6. Forevist side 291 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A forklaret, at han den 5. juli 2010 lånte TM 22.000 kr. Han har prøvet at kontakte TM i anledningen af sagen. Hun er pensionist og har det ikke så godt, og derfor er hun ikke blevet indkaldt som vidne. Om oversigten på side 417 i bilagssamlingen har A videre forklaret, at NN er en ven fra ...1. ON, OB og UN er som sagt nogle venner, der bor i ...2. Posteringen den 7. juni 2011 angår rettelig NL, og ikke NU som anført i oversigten. Den pågældende er også en af hans venner. HT er hans niece, og LS er hans bedste ven fra ...4. Forevist side 304 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A om to posteringer henholdsvis den 7. og den 18. april 2011 forklaret, at han ved disse to overførsler lånte LS 91.000 kr.

Videre fremgår det af side 328 i bilagssamlingen, at der den 11. april 2011 blev overført 50.000 kr. til LS fra hans kones konto i Jyske Bank. Sammenlagt lånte han således LS 141.000 kr. Som det fremgår af oversigten på side 417 i bilagssamlingen har hun tilbagebetalt lånet over flere gange, og pengene er blevet indsat på hans konto. TH er hans niece. Forevist side 282 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har A om en overførsel den 4. oktober 2011 forklaret, at han lånte TH 40.000 kr. Hun er ikke indkaldt som vidne, da hun bor i Vietnam. I forbindelse med at han har udlånt pengene, er det ikke blevet aftalt, hvornår han skulle have dem tilbagebetalt, eller hvad de pågældende skulle bruge pengene til. I den vietnamesiske kultur stoler man på hinanden, og man bliver som sagt fornærmet, hvis man bliver spurgt, hvad man skal bruge pengene til. Han har ikke stillet krav om at få lånene tilbagebetalt, men det har hele tiden været forudsat, at der var tale om lån, som skulle tilbagebetales. Forevist side 63-235 og side 339-353 i bilagssamlingen har A forklaret, at det er hans præmieboner. "Den Lange" drejer sig om fodboldkampe. Han har brugt mange år på at følge de forskellige hold, og han har en meget høj gevinstprocent. Han spiller næsten på Oddset hver dag. Forevist oversigten fra Danske Spil på side 382 i bilagssamlingen har A forklaret, at gevinstprocenten på 87 på "Den Lange" slet ikke passer på ham. Han går højt op i det, og han bruger meget tid på at følge de enkelte hold. Hans chancer for at vinde er derfor meget højere end 87 pct. Han spiller mest i G2 i ...1, men nogle gange har han også spillet i G3 eller G4. Han har som sagt en meget høj gevinstprocent, da han har forstand på det. Hans eneste interesse er at spille på "Oddset". Det er rigtigt, at han har spillet lidt poker på nettet hos Ladbrokes. Han var ikke særlig god til det og tabte penge, og derfor spiller han ikke poker længere. Når han har spillet ti gange på "Oddset", har han måske tabt en enkelt gang. Han har brugt lang tid på at studere og analysere de enkelte hold. Han har fået præmierne udbetalt kontant. Når han har vundet, har han fået en præmiebon. Det står ingen steder, at man skal have gevinsterne overført til sin bankkonto. Han har haft mange penge liggende derhjemme. Han har ikke sat pengene i banken, da han gerne har villet have dem i kontanter. Forespurgt, hvorfor han lånte ca. 298.000 kr. i forbindelse med køb af en bil, hvis han havde så mange penge liggende derhjemme, har A forklaret, at det ikke er spor mærkeligt for en vietnameser. Da han købte bilen, indgik hans tidligere bil i bytte, og han fik tilbudt lånet på attraktive vilkår. Det gav ham mulighed for at beholde de penge, som han havde liggende derhjemme. Det er en del af den vietnamesiske kultur, at man elsker at have kontanter liggende derhjemme.

Om de 40.000 kr., han har forklaret, at han har lånt af ON, har A supplerende forklaret, at han ringede til ON og spurgte, om han kunne låne pengene, og ON sagde o.k. Pengene blev overført til hans konto. Da han betalte de sidste 15.000 kr. til ON, fik han ikke en kvittering på, at lånet var blevet tilbagebetalt. Han lånte de 30.000 kr. af OB, for at han kunne videreudlåne pengene til sin bror. Han tilbagebetalte de sidste 10.000 kr. til OB i forbindelse med den samme julefrokost, hvor han betalte 15.000 kr. til ON.

OB har om postering 34 forklaret, at hans storebror har overtaget As tidligere restaurant i ...2. Vidnet arbejder i restauranten, og han og A er gode venner. Forevist side 385 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at han har underskrevet den pågældende erklæring af 2. april 2014. Det er rigtigt, at han lånte A 30.000 kr. den 8. februar 2011. Forevist side 274 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at det er ham, der overførte de 30.000 kr. til A den 8. februar 2011. Han kan ikke huske, hvad A skulle bruge pengene til. De var gode venner, og hvis A havde brug for pengene, havde vidnet ikke noget problem med at låne ham 30.000 kr. A har måske sagt noget om, hvad han skulle bruge pengene til, men i så fald husker vidnet det ikke i dag. Der blev ikke oprettet noget lånedokument, for han stoler på A. Det er helt almindeligt, at vietnamesere stoler på hinanden. Vidnet har fået alle sine penge igen. Forespurgt, hvordan lånet er blevet tilbagebetalt, har vidnet forklaret, at han fik ca. 20.000 kr. overført til sin konto. Resten af pengene betalte A tilbage i kontanter. Så vidt vidnet husker, var det til en julefrokost, hvor A kom på besøg.

UN har om postering 35 forklaret, at hun kender A fra dengang, han boede i ...2. Hun har været gæst i hans restaurant. De er gode venner. Vidnet arbejder i dag som kok. Forevist side 386 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er hende, der har underskrevet den pågældende erklæring af 2. april 2014. Det er rigtigt, at hun lånte A 30.000 kr. den 9. februar 2011. Forevist side 301 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at det er hende, der overførte de 30.000 kr. til hans konto. Forespurgt, hvad baggrunden var, for at hun lånte ham pengene, har vidnet forklaret, at A ringede og spurgte, om han kunne låne 30.000 kr. af hende til noget privat. Da hun havde pengene, sagde hun ja. Det var en selvfølge, at hun skulle have pengene tilbagebetalt. De har tillid til hinanden, og hun opfatter dem nærmest som bror og søster. Derfor var det ikke nødvendigt at udarbejde et lånedokument.

ON har om postering 33 forklaret, at han har været gæst i As restaurant i ...2. A er venner med vidnets forældre. Vidnet arbejder som kok i en restaurant. Forevist side 384 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er ham, der har underskrevet den pågældende erklæring af 2. april 2014. Det er rigtigt, at han lånte A 40.000 kr. den 3. februar 2011. Forevist side 301 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at det er ham, der den 3. februar 2011 overførte pengene til As konto. Forevist side 375 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Danske Bank, har vidnet forklaret, at han den 2. februar 2011 overførte pengene til A. Forespurgt, hvorfor han lånte A pengene, har vidnet forklaret, at A er en god ven. A ringede til vidnet og spurgte, om han kunne låne pengene. Vidnet vidste ikke, hvad A skulle bruge pengene til, og det behøvede han heller ikke at vide. Der blev ikke lavet noget lånedokument. Vidnet var ikke bange for, at han ikke skulle få sine penge tilbage. Forevist side 376 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Danske Bank, har vidnet forklaret, at de 25.000 kr., som A indsatte på hans konto den 12. januar 2012, var en delvis tilbagebetaling af lånet. Vidnet har fået resten af pengene i forbindelse med en julefrokost, hvor A betalte 15.000 kr. til ham kontant. Han har således fået hele lånet tilbagebetalt.

NL har om posteringerne 38 og 45 forklaret, at A er hans kones onkel. De er venner. Vidnet bor for tiden hos sin svigermor i ...1, og han arbejder i As restaurant. Forevist side 389 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er ham, der har underskrevet den pågældende erklæring af 1. marts 2015. Det er rigtigt, at han har lånt 20.000 kr. af A, og at han har tilbagebetalt lånet over to gange. Der blev ikke lavet en skriftlig låneaftale.

HT har om postering 39 forklaret, at A er hendes onkel. Vidnet bor i ...7 i ...1, og hun arbejder som medhjælper i en grillbar i ...3. Forevist side 390 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er hende, der har underskrevet den pågældende erklæring af 1. marts 2015. Det er rigtigt, at hun har lånt 5.000 kr. af A, og at hun har betalt pengene tilbage. Forevist side 273 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at A overførte 5.000 kr. til hende den 27. januar 2011. Hun har tilbagebetalt pengene kontant. Der blev ikke lavet en skriftlig låneaftale. Hun vidste, at A skulle have pengene tilbage.

PT har om posteringerne 29 og 37 forklaret, at A er en af hendes venner. Hun er arbejdsløs for tiden, men hun arbejder nogle timer i en butik. Hun bor i ...1. Forevist side 393 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er hende, der har underskrevet den pågældende erklæring af 4. marts 2015. Det er rigtigt, at A har lånt hende 20.000 kr. i 2010, og at hun har tilbagebetalt 10.000 kr. i januar 2011 og 10.000 kr. i februar 2011. Der blev ikke lavet en skriftlig låneaftale. A vidste ikke, hvad hun skulle bruge pengene til. Hun var af den opfattelse, at der var tale om et lån, som hun skulle betale tilbage. A bad hende ikke om at betale pengene tilbage. Det var hende selv, der tog initiativ hertil. Når man låner penge, har man også ansvaret for at betale dem tilbage.

TO har om postering 6 forklaret, at hans kone er As niece. Han og A er gode venner. Vidnet bor i ...1 og arbejder som kok. Forevist side 383 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er ham, der har underskrevet den pågældende erklæring af 1. april 2014. Det er A, der har skrevet erklæringen. Det er rigtigt, at han lånte 50.000 kr. af A i september 2009. Vidnet skulle bruge pengene til en rejse til Vietnam. Forevist side 265 i bilagssamlingen, et kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at han den 28. maj 2010 overførte 50.000 kr. til As konto. Foreholdt, at det fremgår af erklæringen på side 383, at lånet blev tilbagebetalt den 3. september 2010, har vidnet forklaret, at han tilbagebetalte lånet den 28. maj 2010. Forespurgt, om der er tale om en fejl, når han har skrevet under på, at lånet blev tilbagebetalt den 3. september 2010, har vidnet forklaret, at han bare underskrev erklæringen, da han vidste, at han havde tilbagebetalt lånet. Der blev ikke lavet en skriftlig låneaftale. Vidnet og A er i familie med hinanden, og hvis A ikke havde tillid til vidnet, ville han ikke have lånt ham pengene. Når man låner penge, skal man også betale dem tilbage. Vidnet tilbagebetalte lånet, da han havde pengene.

LK har om posteringerne 47, 49, 50, 54, 56 og 59 forklaret, at hun og A har været venner i 20 år. De kender hinanden fra ...6. Vidnet er restauratør og bor i ...4. Forevist side 392 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at det er hende, der har underskrevet den pågældende erklæring af 3. marts 2015. Det er rigtigt, at hun har lånt i alt 141.000 kr. af A, og at hun har tilbagebetalt lånet over flere gange i 2011. Forevist side 304 og side 328 i bilagssamlingen, kontoudtog fra Jyske Bank, har vidnet forklaret, at det er hendes navn, der står ud for overførslerne den 11. og den 18. april 2011. Det kan godt passe, at hun fik de 141.000 kr. overført i tre beløb. De aftalte ikke, hvornår vidnet skulle tilbagebetale pengene, men hun sagde, hun ville gøre det, når hun havde pengene dertil. Forevist oversigten på side 417 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at hun betalte pengene kontant til A, når de mødtes. Det var ikke altid ham, der bad om, at hun betalte. Der var gange, hvor han bad hende om det, og andre gange, hvor hun selv tog initiativ hertil. Hun har tilbagebetalt hele beløbet. Forevist side 328 i bilagssamlingen og forespurgt, om overførslen på 50.000 kr. den 11. april 2011 er udtryk for et lån fra As kone, har vidnet forklaret, at man som vietnameser opfatter mand og kone som én og samme person.

NK har forklaret, at han er indehaver af G2 i ...1. Spil er en væsentlig del af omsætningen i kiosken. Hvis ikke han havde omsætningen fra spil, ville han ikke kunne eksistere. 80 pct. af hans kunder er stamkunder, og A er en af dem. A kommer ind i kiosken flere gange om ugen for at spille. Forevist side 205 i bilagssamlingen, nogle præmieboner, har vidnet forklaret, at ... er hans forhandlernummer. Præmier på op til 2.000 kr. er man som forhandler forpligtet til at udbetale kontant, og præmier på mellem 2.000 og 10.000 kr. må man udbetale kontant. Vidnet har bedt A om lov til at udbetale præmiebeløbene kontant, da det er langt det billigste for vidnet. Hvis man som forretningsdrivende vil indsætte sin omsætning i banken, tager banken et gebyr på 35 kr. eller 1 promille af omsætningen. Forevist oversigten fra Danske Spil på side 382 i bilagssamlingen har vidnet forklaret, at A er en af de kunder, der er god til det, og han vinder tit. I Danmark er der vel et sted mellem 300 og 500 personer, der lever af at spille "Oddset". I ...1 drejer det sig nok om 3-4 personer, der gør det. Vidnet vil vurdere A til at være i den kategori. Præmiebonerne er As. Vidnet udleverer ikke præmieboner til nogen, der ikke har vundet. Det kan han ikke, da det foregår helt maskinelt. Det er hans opfattelse, at A godt kan lide at spille.

Parternes synspunkter

A har gjort gældende, at indbetalingerne på hans bankkonti ikke skal beskattes, da der er tale om skattefrie indtægter. Posteringerne 33, 34 og 35 på sammenlagt 100.000 kr. vedrører lån, som han har optaget hos OB, UN og ON. Der er derfor ikke grundlag for at beskatte ham af disse beløb, jf. statsskattelovens § 5, litra c. Den omstændighed, at der ikke i forbindelse med etableringen af låneforholdene blev oprettet skriftlige lånedokumenter med nærmere angivelse af bl.a. forrentning og afvikling, kan ikke føre til, at låneforholdene uden videre kan underkendes. Det, der er afgørende, er, om der er indgået en reel, retlig forpligtende låneaftale, jf. herved f.eks. afgørelserne i TfS 1998.46 og TfS 1999.404. Retten må ved vurderingen heraf lægge vægt på, at man kan følge de enkelte betalinger, at långivernes navne fremgår af kontoudtogene, samt at der ikke består noget interessefællesskab mellem ham og långiverne.

Om posteringerne 6, 28, 29, 32, 37-39, 45, 47, 49, 50, 54, 56, 59, 62 og 64 på sammenlagt 258.000 kr. har A gjort gældende, at beløbene vedrører tilbagebetaling af lån, som han tidligere har ydet til TM, NN, LS, NL, HT og TO. Der er derfor ikke grundlag for at beskatte ham af disse beløb, da han ikke har oppebåret nogen gevinst herved. Retten må ved vurderingen heraf lægge vægt på vidnernes forklaringer og de fremlagte erklæringer. En vidneforklaring kan konkret være et tilstrækkeligt bevismiddel, jf. herved afgørelserne i SKM2014.533.BR, SKM2013.537.ØLR, SKM2011.81.BR og SKM2014.254.ØLR.

Om de øvrige posteringer har A gjort gældende, at de vedrører spillegevinster, dels opnået i de i sagen omhandlede indkomstår, dels i tidligere indkomstår. Der er ikke hjemmel til at beskatte ham af disse indbetalinger, jf. spilleafgiftslovens § 1, stk. 3. Han har opnået betydelige gevinster fra spil, jf. de fremlagte præmieboner for perioden fra 2001 og frem. Der må endvidere lægges vægt på det fremlagte præmieregnskab, hvoraf det fremgår, at han i de i sagen omhandlede indkomstår har haft nettogevinster på henholdsvis 92.322 kr. og 58.566 kr. samt på vidnet NKs forklaring.

Til støtte for den subsidiære påstand har A gjort gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT, såfremt retten måtte finde det bevist, at alene en del af de foretagne indbetalinger på hans konti er at anse som skattefrie indtægter.

Skatteministeriet har gjort gældende, at det er A, der har bevisbyrden for, at indbetalingerne stammer fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler, jf. f.eks. afgørelserne i SKM2002.70.HR, SKM2008.905.HR og SKM2010.70.HR. I en situation som den foreliggende, hvor der over en længere periode er indsat betydelige beløb, er bevisbyrden skærpet. Endvidere skal As oplysninger om, at der er tale om ikke-skattepligtige beløb være bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. f.eks. afgørelserne i SKM2009.37.HR, SKM2011.208.HR og SKM2015.633.ØLR.

A har ikke løftet bevisbyrden for, at posteringerne 33, 34 og 35 er udtryk for optagelse af lån og dermed ikke er skattepligtige. Der foreligger hverken kontoudskrifter, oprindelige lånedokumenter eller anden lignende objektiv konstaterbar dokumentation for, at han i februar 2011 har lånt sammenlagt 100.000 kr. af OB, UN og ON. De skriftlige erklæringer fra de pågældende er udarbejdet til brug for skattesagen, hvilket er utilstrækkeligt, jf. eksempelvis afgørelserne i SKM2009.37.HR og SKM2002.258.HR. Oplysningerne om låneforholdene er således ikke tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, idet erklæringerne er oprettet under sådanne omstændigheder, at de ikke kan anses som bevis for, at der eksisterer et reelt gældsforhold. Lånebetingelserne, herunder hvornår pengene skal tilbagebetales, fremgår heller ikke af erklæringerne, hvorfor låneforholdene må tilsidesættes som udokumenterede.

Om posteringerne 6, 28, 29, 32, 37-39, 45, 47, 49, 50, 54, 56, 59, 62 og 64 på sammenlagt 258.000 kr. har Skatteministeriet gjort gældende, at de påståede låneforholds eksistens hverken er bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af oprindelige lånedokumenter eller lignende objektiv konstaterbar dokumentation. De fremlagte erklæringer er udarbejdet til brug for sagen, og i mangel af underliggende dokumentation for pengestrømmene er dette ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden for, at A skulle have udlånt penge til TM, NN, LS, NL, HT og TO. Der må endvidere lægges vægt på, at der ikke er overensstemmelse mellem oplysningerne på låneerklæringerne vedrørende tilbagebetalingstidspunktet og det, som fremgår af kontoudtogene vedrørende As konti.

Om de øvrige posteringer har Skatteministeriet gjort gældende, at A heller ikke har løftet bevisbyrden for, at en del af indsætningerne stammer fra skattefrie spillegevinster. Det følger af retspraksis, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at gevinsterne er tilgået ham, og at der har været et nettooverskud ved spillene, jf. bl.a. afgørelserne i SKM2010.131.ØLR og SKM2015.642.VLR. Han har alene fremlagt kvitteringer for det tilfælde, at der har været en gevinst, men der er ikke fremlagt nogen opgørelse over tabte spil. Sandsynligheden for kontinuerligt at vinde så mange gevinster, som det fremgår af præmieregnskabet, uden samtidig at have anvendt betydelige summer på tabsgivende spil, må anses for forsvindende lille. Der må herved tillige lægges vægt på, at Danske Spil til SKAT har oplyst, at gevinstchancerne på "Den Lange" er omkring 87 pct. De fremlagte præmieboner er uden dokumentationsværdi, da de alene udgør en kvittering på, at gevinsten er udbetalt, men ikke til hvem, jf. herved bl.a. afgørelsen i SKM2014.134.BR. A har heller ikke løftet bevisbyrden for, at en del af indbetalingerne på hans konti hidrører fra spillegevinster i tidligere år, som han har haft opbevaret i hjemmet. Hvis det forholdt sig sådan, forekommer det usandsynligt, at han har optaget et lån på 298.580 kr. i forbindelse med køb af en bil.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges som anført i Landsskatterettens kendelse til grund, at A i det meste af 2010 og 2011 var ansat som lønmodtager i sin brors restaurant.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A med rette er anset for indkomstskattepligtig af 65 indbetalinger på sammenlagt 1.144.850 kr. på hans bankkonti i 2010 og 2011.

Retten finder, at det i en situation som den foreliggende påhviler A at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra midler, der ikke er skattepligtige, jf. herved bl.a. Højesterets dom af 10. oktober 2008 (SKM2008.905.HR).

De skriftlige erklæringer, der er fremlagt i sagen, er alle udfærdiget af A til brug for skattesagen, og retten finder ikke, at erklæringerne kan tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

Efter As forklaring udgør 100.000 kr. af de samlede indbetalinger på 1.144.850 kr. penge, som han har lånt af OB, UN og ON, og 258.000 kr. udgør tilbagebetaling af lån, som han har ydet til TM, NN, LS, NL, HT og TO. De resterende 786.850 kr. udgør efter hans forklaring penge, som han har vundet ved spil på bl.a. Den Lange, Matchen og Lotto.

A har fremlagt et præmieregnskab for de i sagen omhandlede indkomstår. Præmieregnskabet udviser nettoverskud på 92.322 kr. i 2010 og på 58.566 kr. i 2011. Præmieregnskabet indeholder imidlertid kun oplysninger om gevinstgivende spil, og retten finder, at det fuldstændig kan udelukkes, at der ikke har været spil, som har været tabsgivende. Retten bemærker herved, at A har forklaret, at han spiller på Oddset næsten hver dag, men at der ifølge præmieregnskabet er længere perioder, hvor han ikke har haft gevinster, ligesom der af kontoudtogene vedrørende As konto nr. ...-121014-4 i Jyske Bank fremgår betalinger til G2, som ikke kan genfindes i præmieregnskabet.

På denne baggrund, og når endvidere henses til oplysningen fra Danske Spil om, at den gennemsnitlige tilbagebetalingsprocent på Den Lange er 87, finder retten ikke, at det udfærdigede præmieregnskab kan tillægges nogen bevismæssig betydning.

A har forklaret, at indbetalingerne på hans konti, bortset fra posteringerne 6, 28, 29, 32-35, 37-39, 45, 47, 49, 50, 54, 56, 59, 62 og 64, dækker over spillegevinster.

Efter rettens opfattelse forekommer det ikke at være sandsynligt, at A - såfremt han på et tidspunkt bestemte sig for at indsætte præmieindtægter fra 2001 til 2009, som han havde liggende derhjemme i kontanter, i banken - ville gøre det ad mange gange over en periode på ca. to år.

Der er ikke foretaget nogen opgørelse af nettogevinsten vedrørende de i sagen fremlagte gevinstboner for 2001 til 2009, men retten finder dog umiddelbart, at det må afvises, at der har været en nettogevinst på 786.850 kr. vedrørende de spil fra 2001 til 2011, der foreligger dokumentation for i form af gevinstboner.

Som anført ovenfor må det endvidere lægges til grund, at A har spillet spil, der har været tabsgivende.

Selvom det efter NKs forklaring må lægges til grund, at A har haft en relativt høj gevinstprocent på de spil, han har foretaget i G2, finder retten herefter ikke, at A har godtgjort, at indbetalingerne på sammenlagt 786.850 kr. ikke er skattepligtige, jf. spilleafgiftslovens § 1, stk. 3.

Vedrørende postering 6:

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 1. april 2014 fra TO ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

TO har under vidneansvar forklaret, at han lånte 50.000 kr. af A i september 2009, samt at indbetalingen den 3. september 2010 vedrører tilbagebetalingen af lånet.

At A har ydet den pågældende et lån er ikke bestyrket ved objektive konstaterbar dokumentation, og retten finder på denne baggrund ikke, at A har godtgjort, at indbetalingen stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 28 og 32:

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 3. marts 2015 fra TM ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

As forklaring om, at han har lånt 22.000 kr. til TM, støttes af udbetalingen den 5. juli 2010 på hans konto med posteringsteksten "TM". Der foreligger derimod ikke objektiv dokumentation for, at der er tale om et låneforhold.

Der er heller ikke omstændigheder, som objektivt set støtter, at indbetalingerne vedrører betalinger fra TM. Det bemærkes herved, at posteringsteksten i begge tilfælde er "kundekort".

A har derfor ikke godtgjort, at indbetalingerne stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 33 og 34:

A har forklaret, at indbetalingerne på sammenlagt 70.000 kr. vedrører lån, som han har optaget hos OB og ON.

Som anført ovenfor findes de skriftlige erklæringer af 2. april 2014 fra de pågældende ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

OB og ON har under vidneansvar forklaret, at de har ydet lån til A som anført i erklæringerne. At der er tale om låneforhold støttes endvidere af den omstændighed, at A den 4. januar 2012 har overført 20.000 kr. til OB og den 12. januar 2012 har overført 25.000 kr. til ON.

Efter en samlet vurdering finder retten det herefter godtgjort, at posteringerne 33 og 34 dækker over lån, som de pågældende har ydet A, hvorfor A ikke er skattepligtig af beløbene, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c.

Vedrørende postering 35:

A har forklaret, at indbetalingen på 30.000 kr. vedrører et lån, som han har optaget hos UN.

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 2. april 2014 fra UN ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

UN har under vidneansvar forklaret, at hun har ydet lån til A som anført i erklæringen.

As og UNs forklaringer er imidlertid ikke bestyrket ved objektiv konstaterbar dokumentation, og retten finder på denne baggrund ikke, at A har godtgjort, at indbetalingen stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 29 og 37:

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 4. marts 2015 fra PT ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

PT har under vidneansvar forklaret, at hun lånte 20.000 kr. af A i september 2009, samt at indbetalingerne den 17. januar 2011 og den 28. februar 2011 vedrører tilbagebetalingen af lånet.

At A har ydet den pågældende et lån er ikke bestyrket ved objektiv konstaterbar dokumentation, ligesom der ikke er omstændigheder, som objektivt set støtter, at indbetalingerne vedrører betalinger fra PT. Det bemærkes herved, at posteringsteksten i begge tilfælde er "kundekort".

A har derfor ikke godtgjort, at indbetalingerne stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 38 og 45:

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 1. marts 2015 fra NL ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

NL har under vidneansvar forklaret, at han lånte 20.000 kr. af A, samt at han har tilbagebetalt lånet over to gange.

At A har ydet den pågældende et lån er ikke bestyrket ved objektiv konstaterbar dokumentation, ligesom der ikke er omstændigheder, som objektivt set støtter, at indbetalingerne vedrører betalinger fra NL. Det bemærkes herved, at posteringsteksten i begge tilfælde er "kundekort".

A har derfor ikke godtgjort, at indbetalingerne stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 47, 49, 50, 54, 56 og 59:

Som anført ovenfor findes den skriftlige erklæring af 3. marts 2015 fra LK ikke at kunne tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning.

At A skulle have lånt LK 141.000 kr. støttes af overførslerne den 11. og den 18. april 2011 fra A og hans kones konti i Jyske Bank samt af den forklaring, der er afgivet under vidneansvar af LK. Der foreligger derimod ikke objektiv dokumentation for, at der er tale om et låneforhold.

LK har forklaret, at hun tilbagebetalte lånet over flere gange i 2011, samt at hun betalte pengene kontant til A, når de mødtes.

Der ikke er omstændigheder, som objektivt set støtter, at indbetalingerne vedrører betalinger fra LK. Det bemærkes herved, at posteringsteksten på de seks indbetalinger er henholdsvis "indbetalt", "kundekort" og "overført".

A har derfor ikke godtgjort, at indbetalingerne stammer fra midler, der ikke er skattepligtige.

Vedrørende posteringerne 62 og 64:

På baggrund af kontoudtoget af 31. oktober 2011 vedrørende As konto i Jyske Bank lægges det til grund, at der den 4. oktober 2011 blev overført 40.000 kr. til en konto tilhørende TH.

At A har ydet den pågældende et lån er ikke bestyrket ved objektiv konstaterbar dokumentation, ligesom der ikke er omstændigheder, som objektivt set støtter, at indbetalingerne vedrører betalinger fra NL. Det bemærkes herved, at posteringsteksten i begge tilfælde er "indbetalt".

Skatteministeriet har under sagen anerkendt, at As skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 skal nedsættes med henholdsvis 45.000 kr. og 30.000 kr. Efter det anførte finder retten, at skatteansættelsen for indkomståret 2011 skal nedsættes med yderligere 70.000 kr.

Der findes ikke at være grundlag for at tage den af A nedlagte hjemvisningspåstand til følge.

I sagsomkostninger skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet dækker Skatteministeriets omkostninger til advokatbistand og er inklusive moms, da det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

Retten har lagt vægt på sagens værdi, skriftvekslingens omfang og hovedforhandlingens varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgeren, As, skatteansættelse nedsættes med 45.000 kr. for indkomståret 2010 og med 100.000 kr. for indkomståret 2011.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.