Danske Spil A/S, Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri betaler årligt et gebyr for et kalenderår til dækning af Spillemyndighedens omkostningerne forbundet med administration af tilladelserne, tilsyn med selskabernes spiludbud af henholdsvis lotteri og klasselotteri, for overvågning af spillemarkedet med henblik på at forhindre, at der udbydes, arrangeres eller formidles deltagelse i spil her i landet uden tilladelse, tilsyn, som er pålagt Spillemyndigheden i medfør af hvidvaskloven, samt beskyttelse af spillere mod at udvikle spilafhængighed, herunder oplysning, forebyggelse, selvudelukkelse m.v.

Gebyret indbetales a conto til staten den 1. hverdag i april. Acontobeløbets størrelse fastsættes for en 1-årig periode efter aftale mellem Spillemyndigheden og henholdsvis Danske Spil A/S, Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri. Ved fastsættelsen af acontobeløbet skal der reguleres for mer- eller mindreudgifter i den foregående periode.

Udviklingsomkostninger og andre engangsomkostninger, som det ikke er muligt at skønne over på forhånd, afholdes af Spillemyndigheden og pålægges efterfølgende Danske Spil A/S, Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri.

For 2023 opkræves for Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri et gebyr for perioden fra og med den 1. juli til og med den 31. december 2023. Gebyret indbetales aconto til staten den 1. september 2023.

Se BEK nr. 873/2023 § 1 om gebyrbetaling til Spillemyndigheden.