åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Det er en betingelse for anvendelse af LL § 7 P, at vederlaget modtages af en person som led i et ansættelsesforhold. Se LL § 7 P, stk. 1.

Det vil sige, at der skal være tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. Personer, der modtager aktierne mv. som vederlag i en aftale om ydelse af personligt arbejde udenfor et egentligt ansættelsesforhold, samt personer, der modtager aktierne mv. i deres egenskab af valgt medlem af eller medhjælp for selskabets bestyrelse, kan ikke anvende reglerne i LL § 7 P.

Ansættelsesforholdet skal bestå på aftaletidspunktet. Det er uden betydning, om ansættelsesforholdet ophører, inden retserhvervelsen eller udnyttelse sker.

I SKM2021.316.SR kunne nogle medarbejdere alene udnytte tegningsretter, hvis der indtrådte en exitsituation af medarbejderselskabet. Tegningsretterne blev i den konkrete situation anset for at være vederlag i ansættelsesforhold efter LL § 7 P, stk. 1.

I SKM2021.574.SR fik Spørger tildelt tegningsretter i H1 A/S. Hvis Spørger senere hen blev medlem af bestyrelsen i H1 A/S og hans ansættelse hos H1 A/S ophørte, ville Spørger som udgangspunkt skulle anses for at være ansat så længe, at han var medlem af bestyrelsen i H1 A/S. Dette havde betydning for opsigelsesdatoen for Spørgers rettigheder til ikke vestede / ikke udnyttede tegningsretter. Tegningsretterne blev i den konkrete situation anset for at være vederlag i ansættelsesforhold efter LL § 7 P, stk. 1.