Dato for udgivelse
28 Mar 2017 12:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Oct 2016 09:52
SKM-nummer
SKM2017.226.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
S-856-16
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, A-skat, kædesvig, stråmand, afmeldt, momsregistrering
Resumé

T var tiltalt for grov momssvig ved som ejer og direktør i et selskab at have angivet selskabets momstilsvar for lavt for perioderne 3. kvartal 2011 - 2. kvartal 2012 samt 3. kvartal 2012 - 2. kvartal 2013. For 3. kvartal 2013 havde han undladt at angive selskabets momstilsvar og han havde ladet selskabet fortsætte sine momspligtige aktiviteter i 4. kvartal 2013 og udstede fakturaer med moms, efter at selskabet var afmeldt fra momsregistrering. Han havde endvidere for perioderne september 2011 - juni 2012 samt 1. juli 2012 - 31. december 2013 ladet selskabet udbetale løn uden indeholdelse af AM-bidrag og A-skat til en ubestemt personkreds. Efter at det første selskab blev taget under konkursbehandling stiftede han et nyt selskab. Han afgav urigtige momsangivelser for perioderne 4. kvartal 2013 samt 1. kvartal 2014 for det nye selskab ligesom han udbetalte løn til en ubestemt personkreds uden at indeholde A-skat og AM-bidrag for perioderne oktober 2013 til december 2013 samt januar 2014 til marts 2014. Han havde derved unddraget for 2.785.376 kr. i moms, 4.453.204 kr. i kildeskat og 704.171 kr. i skat i alt.

T forklarede at det var nogle andre, der styrede selskaberne, og at han blev presset til at lægge navn til aktiviteterne. T var alene stråmand for nogle personer, som han ikke ville oplyse nærmere om hvem var.

Byretten fandt T skyldig i momssvig og svig med kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Ts forklaring fandt retten utroværdig. Retten tillagde det blandt andet vægt, at T deltog aktivt i hævninger af meget store beløb og ikke foretog sig noget for at sikre, at der blev oplyst og afregnet de korrekte beløb i moms, skat og AM-bidrag. T idømtes 1 år og 6 måneders fængsel, tillægsbøde på 7.500.000 kr., rettighedsfrakendelse samt betale 7.942.751 kr. med tillæg af procesrente til SKAT.

Landsretten stadfæstede byretsdommen. 

Reference(r)

Straffelovens § 289

Momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1

Momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 2, jfr. § 57, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, 2. pkt., til dels § 81, stk. 1, nr. 2, jfr. § 52a, stk. 6.

Kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1

Henvisning

-

Østre Landsrets dom afsagt d. 12. oktober 2016, sags nr. S-856-16

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(v/Adv. Steffen Thorborg, besk.)

Afsagt af Landsretsdommerne

Nikolaj Aarø-Hansen, Dorthe Wiisbye og Casper Hauberg Grønnegaard (kst.) med domsmænd

............................................................................................................................

Byrettens dom afsagt d. 8. marts 2016, sags nr. 60-13/2016

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 29. december 2015 og berigtiget under hovedforhandlingen.

T er tiltalt for overtrædelse af:

1.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til momsunddragelse, at have ladet selskabets momstilsvar for perioden 3. kvartal 2011 til 2. kvartal 2012 angive for lavt med 858.857,00 kr., hvorved det offentlige blev unddraget moms med 858.857,00 kr.

2.

overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1,

ved som ejer og direktør for selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden september 2011 til juni 2012, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 2.911.809 kr. uden indeholdelse af AM bidrag, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 232.945 kr.

3.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden september 2011 til juni 2012, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 2.911.809,00 kr. uden indeholdelse af A-skat, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 1.473.375,00 kr.

4.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til momsunddragelse, at have ladet selskabets momstilsvar for perioden 3. kvartal 2012 til 2. kvartal 2013 angive for lavt med 958.348 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms med 958.348,00 kr.

5.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 2, jfr. 57, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, 2. pkt., til dels § 81, stk. 1, nr. 2, jfr. § 52 a, stk. 6,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til momsunddragelse, at have undladt at angive selskabets momstilsvar for 3. kvartal 2013, og ved at have ladet selskabet fortsætte sine momspligtige aktiviteter i 4. kvartal 2013 og lade selskabet udstede fakturaer med moms, efter at selskabet var afmeldt fra momsregistrering og efter at tiltalte var fratrådt som direktør den 23. august 2013, hvor selskabet blev taget under likvidation, alt hvorved statskassen blev unddraget moms med 378.254,00 kr.

6.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1 ,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden 1. juli 2012 til 31. december 2013, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 4.120.375,00 kr. uden indeholdelse af AM-bidrag, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 329.630,00 kr.

7.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som ejer og direktør i selskabet G1, Y1-adresse, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden juli 2012 til december 2013, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 4.120.375,00 kr. uden indeholdelse af A­ skat, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 2.084.910,00 kr.

8.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som direktør og daglig leder af selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til momsunddragelse, at have ladet selskabets momstilsvar for 4. kvartal 2:013 angive for lavt med 324.269 kr., hvorved det offentlige blev unddraget moms med 324.269 kr.

9.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1,

ved som direktør og daglig leder af selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til momsunddragelse, at have ladet selskabets momstilsvar for 1. kvartal 2014 angive for lavt med 265.648 kr., hvorved det offentlige blev unddraget moms med 265.648 kr.

10.

overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1 , nr. 1,

ved som direktør og daglig leder i selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden oktober 2013 til december 2013, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 1.065.229 kr. uden indeholdelse af AM­-bidrag, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 84.224 kr.

11.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1 , nr. 1,

ved som direktør og daglig leder i selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden oktober 2013 til december 2013, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 1.065.229 kr. uden indeholdelse af A-skat, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 532.041 kr.

12.

overtrædelse af straffelovens § 289, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. Stk. 1 , nr. 1,

ved som direktør og daglig leder i selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, for perioden januar 2014 til marts 2014, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 717.150 kr. uden indeholdelse af AM-bidrag, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 57.372 kr.

13.

overtrædelse af straffelovens § 289, jfr. kildeskattelovens § 74, stk. 2, jfr. stk. 1 , nr. 1,

ved som direktør og daglig leder i selskabet G2, CVR.nr. ...11, med forsæt til at unddrage det offentlige skat for, perioden januar 2014 til marts 2014, at have ladet selskabet udbetale løn til en ukendt kreds af personer med 717.150 kr. uden indeholdelse af A-skat, hvorved det offentlige blev unddraget skat med 362.878 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel og tillægsbøde.

Anklageren nedlagde endvidere påstand om, at tiltalte i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., jf. § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2 frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

SKAT har påstået at tiltalte skal betale 7.942.751 kr. i erstatning

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet PK.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Tiltalte er tidligere straffet

Ved dom af 24. august 2005 med fængsel i 8 måneder, betinget i 2 år, blandt andet på vilkår af 100 timers samfundstjeneste, for overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276, jf. § 23, og § 21 og § 285, stk.1, jf. 276. Tilsyn, særvilkår og prøvetid er ophørt den 7. april 2006.

Tiltalte har afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har under hovedforhandlingen afgivet en forklaring, hvorefter han alene skulle have været stråmand for nogle personer, som han ikke vil oplyse nærmere om. Denne forklaring afviger væsentligt fra hans tidligere oplysninger i sagen. Der findes ingen objektive holdepunkter, der understøtter den nu afgivne forklaring, og retten forkaster derfor denne forklaring som værende utroværdig.

Retten har lagt vægt på, at tiltalte har forklaret, at han havde stiftet et selskab og oprettet nogle konti til dette selskab. Han har endvidere forklaret, at han løbende fik kontoudtog og meddelelser bl.a. fra SKAT, som han gjorde sig bekendt med. Uanset dette deltog han aktivt i hævninger af meget store beløb fra G3 og foretog sig ikke noget for at sikre, at der blev oplyst og afregnet de korrekte beløb i moms, skat og AM-bidrag. Da selskabet G1 blev taget under konkursbehandling fortsatte han sin aktivitet i det nye selskab, G2.

SKAT har afgivet forklaring om, hvorledes man er kommet frem til de unddragne beløb, idet man har lagt de i selskabernes bankkontoudtog angivne beløb til grund, ligesom man har fratrukket de beløb, som selskaberne selv havde angivet, ligesom man også uprøvet har lagt de opgivne tal for købsmoms til grund.

Under disse omstændigheder anses tiltalte i det hele skyldig i den rejste tiltale.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf i 1 år 6 måneder, samt en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år 6 måneder, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 57, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, 2. pkt til dels § 81, stk. 1, nr. 2, jf. § 52 a, stk. 6, samt straffelovens § 289, jf. Kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 7.500.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten har lagt vægt på de meget store beløb, der er unddraget statskassen, samt på at unddragelsen har fundet sted over en længere periode og via to selskaber.

De begåede forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af sin stilling, og derfor tages påstanden om rettighedsfrakendelse til følge i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., jf. § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 1 år 6 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 7.500.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte T frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage til SKAT, betale 7.942.751 kr. med tillæg af procesrente fra dags dato.

...........................................................................................................................

Østre Landsrets dom afsagt d. 12. oktober 2016, sags nr. S-856-16

Byrettens dom af 8. marts 2016 (60-13/2016) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Tiltalte har navnlig anført, at forholdene ikke strafferetligt kan tilregnes ham, idet unavngivne personer i det hele har truet eller tvunget ham til at fungere som stråmand i relation til de to virksomheders drift. Det bestrides derimod ikke, at det offentlige er unddraget beløb som nævnt i anklageskriftet, ligesom den beløbsmæssige opgørelse i det hele ikke bestrides.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Herunder påstås fængselsstraffen forhøjet. Samtidig har anklagemyndigheden påstået tillægsbøden og rettighedsfrakendelsen stadfæstet, og således at det præciseres, at rettighedsfrakendelsen sker indtil videre.

Anklagemyndigheden har på vegne af skattemyndighederne nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens bestemmelse om tiltaltes betaling af 7.942.751 kr. i erstatning med procesrente fra den 8. marts 2016.

Tiltalte har under henvisning til sin påstand om frifindelse i strafferetlig henseende bestridt erstatningspligten, men har ikke bestridt opgørelsen af erstatningskravet.

Forklaringer

I landsretten har tiltalte og vidnet PK afgivet supplerende forklaring.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han videresendte SKATs breve mv. til de andre personer, hvis navne han heller ikke vil nævne for landsretten. Han tog ikke selv kontakt til SKAT, men lod personerne om at gøre det. Han troede, at de andre personer havde styr på det hele. I begyndelsen angik henvendelserne fra SKAT beløb på i alt f.eks. 1 eller 2 mio. kr., men det gjorde ham ikke urolig. Han gik ud fra, at personerne ville ordne alt med SKAT. Han troede, at der højst kunne blive tale om bøde og lukning af firmaet. Først til sidst blev han klar over, at der samlet var tale om meget større beløb.

På grund af frygt for repressalier turde han ikke sige sandheden under politiafhøringerne.

I sin forklaring under afhøringen hos politiet sagde han f.eks. "Det er hårdt at være i sådan et firma, når man bliver styret alle mulige steder fra. Han håbede, at politiassistenten så at sige ville "lugte lunten" og selv opdage de andres rolle.

Først da han blev afhørt i byretten, fortalte han om truslerne fra de pågældende personer. Hans daværende kæreste IK har overværet, at han blev opsøgt og truet i sit hjem af personerne. Men hun blev skubbet ind i soveværelset og overværede ikke, hvad de pågældende personer nærmere truede ham med.

Den person, der oprindelig lånte ham penge til at påbegynde firmaet, henviste ham til at kontakte G4. Långiveren sagde til ham, at det kostede 80.000 kr., at oprette et selskab. Han er aldrig blevet opfordret til at deltage i generalforsamling for sine selskaber. Han har aldrig talt med nogen i den virksomhed, der hedder G6. Han har heller ikke talt med nogen, der var ansat i dette firma.

Firmanavnet G5 siger ham ikke noget. Adresse og tekst på en fremlagt faktura af 11. november 2011 fra en kunde ved navn G5 siger ham heller ikke noget.

På et tidspunkt havde han strittet lidt imod at fortsætte med selskabet, men fik så besøg og blev truet af de andre, hvorefter han måtte fortsætte sin deltagelse, når de andre krævede det.

Efter at han havde været i byretten den 8. marts 2016, blev han den 6. maj 2016 opsøgt af 4 personer på sin bopæl. Den ene blev ude og holdt vagt, mens de tre andre kom ind og truede ham. Han havde aldrig set dem før. De var udlændige, måske fra Pakistan. De sagde noget i retning af: "Du er stikker, og du har snakket alt for meget. Nu ved vi, hvor du bor". Han skulle holde sin mund og fortsætte med sin deltagelse. Han blev tvunget til at udlevere sit NemID og sit pas med mere. De tre mænd blev også klar over, at han skulle i landsret­ten i dag, fordi hans indkaldelse lå fremme.

Derefter flygtede han til Y2, hvor han havde en bekendt, som han kunne bo hos. Der bor han fortsat.

Hans advokat har den 9. maj 2016 sendt anmeldelse til politiet om mulige vidnetrusler og muligt hjemmerøveri i anledning af episoden i hans hjem d. 6. maj 2016. Ved breve af 23. maj 2016 og 10. oktober 2016 har advokaten rykket politiet, men har intet svaret.

Vidnet PK har supplerende forklaret blandt andet, at han fortsat vedstår de fremlagte beregninger og redegørelser, som han har udarbejdet om de unddragne beløb. De beløb, der er rejst tiltale for under sagen, er fremkommet ved hans beregninger, således som han nærmere har redegjort for det i sin forklaring for byretten.

For så vidt angår forhold 8 er tallet for den opgjorte købsmoms lavere end tallet for den købsmoms, som virksomheden har angivet. Da der i kontoudtog mv. ikke figurerede poster, der lignede driftsudgifter, men alene f.eks. kontanthævninger eller overførsler til vekselbureau, nedsatte SKAT beløbet for købsmoms. SKAT godkendte imidlertid en del udokumenteret købsmoms, men alene i et omfang, der svarede til 0 % af den opgjorte salgsmoms.

Personlige oplysninger

Om sine personlige forhold har tiltalte supplerende forklaret, at han nu bor i Y3 og har fået et fuldtidsarbejde. Han bor i lejebolig, som er knyttet til en landbrugsejendom. Han bor sammen med sin kæreste. Han ser jævnligt den ældste af sine to børn. Hans kæreste har fire børn.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes der af de grunde, som byretten har anført, at måtte ses bort fra tiltaltes forklaring i byret og landsret om hans påståede rolle som stråmand for personer, som han ikke vil oplyse nærmere om.

Også for landsretten har vidnet PK som repræsentant for skattemyndighederne afgivet forklaring og nærmere redegjort for, hvorledes de unddragne beløb er beregnet, herunder på grundlag af de beløb og overførsler, som har kunnet genfindes i de to virksomheders bankkonti, sammenholdt med de beløb, som virksomhederne selv har angivet.

På denne baggrund tiltræder landsretten, at tiltalte i det hele er anset som skyldig som nævnt i anklageskriftet.

Efter oplysningerne om forholdenes karakter og antal, størrelsen af de unddragne beløb, der angår to forskellige virksomheder, samt det tidsrum, som kriminaliteten har strakt sig over, finder landsretten, at straffen bør forhøjes til fængsel i 2 år. I den forbindelse har landsretten efter de foreliggende oplysninger om sagens fremdrift angående efterforskning, afhøringer, sigtelse og tiltalerejsning vedrørende forholdene, der er begået i perioden fra 3. kvartal 2011 til. marts 2014, ikke fundet grundlag for at anse sagsbehandlingstiden som en formildende omstændighed.

Af de ovennævnte samme grunde, og idet der ikke ganske kan bortses fra tiltaltes for straf angående samfundstjeneste i anledning af berigelseskriminalitet, finder landsretten ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, ej heller med vilkår om udførelse af samfundstjeneste.

Videre tiltræder landsretten af de nævnte samme grunde, at de begåede forhold begrunder en nærliggende fare for, at tiltalte vil misbruge en stilling som deltager i ledelsen af erhvervsvirksomhed som anført af byretten. Det tiltrædes derfor, at tiltalte indtil videre frakendes retten til at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. straffelovens § 79, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 78, stk. 2.

Tillægsbøden og forvandlingsstraffen for denne findes passende.

Af de grunde, som er nævnt vedrørende spørgsmålet om strafskyld, tiltræder de juridiske dommere, at den nedlagte erstatningspåstand fra skattemyndighederne er taget til følge med renter som påstået.

Med den anførte ændring af frihedsstraffens længde og den nedenfor anførte præcisering af rettighedsfrakendelsen stadfæster landsretten herefter byrettens dom.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom i sagen mod T ændres således, at straffen forhøjes til fængsel i 2 år, og at rettighedsfrakendelsen sker indtil videre.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.