Dato for udgivelse
15 maj 2017 23:18
Til
Virksomheder beskæftiget med eksport at varer
Sagsnummer
17-0897293
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Reglerne for ændring af varemodtager efter varerne er frigivet er ændret som følge af den nye toldkodeks.


Reglerne omkring ændring af toldangivelser er ændret med den ny EU-Toldkodeks, jfr. nærmere Den Juridiske Vejledning afsnit F.A.16.1.6.3 Ændring af en toldangivelse. I lyset heraf er fremgangsmåden i forbindelse med ændring af varemodtager på fortoldningsangivelser blevet revurderet. Der skal således fremover anvendes fremgangsmåden indeholdt i dette Nyhedsbrev.

Problemstilling

Speditører håndterer ofte toldmæssige formaliteter for virksomheder, der importerer varer fra tredjelande og er i denne forbindelse repræsentant for de pågældende virksomheder.

Det forekommer, at en speditør i en fortoldningsangivelse ved en fejl anfører et EORI/CVR-nummer tilhørende en anden virksomhed end EORI/CVR-nummeret for den virksomhed, som importerer varerne. Herved er den i fortoldningsangivelsen anførte klarerer (varemodtager) forkert. Konsekvensen af dette er, at opkrævning af told og orientering om importmoms foretages hos en forkert virksomhed. Fejlen vil ofte blive opdaget i forbindelse med virksomhedens kontrol af deres Importspecifikation.

Baggrund

Det i fortoldningsangivelsen anførte EORI/CVR-nummer tilhører i disse tilfælde en forkert klarerer (varemodtager), der ikke er involveret i importen af de pågældende varer. Ved "klarerer forstås den i hvis navn der toldangives", jfr. art. 5, nr. 15) i EUTK (EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen).

I forhold til de hidtil gældende regler er klarererens adgang til at ændre en toldangivelse med EUTK udvidet således, at der gives en egentlig adgang til, at en toldangivelse efter tilladelse også kan ændres efter varernes frigivelse i op til tre år fra datoen for antagelse af toldangivelsen, jfr. art. 173, stk. 3 i EUTK.

Ændring af en toldangivelse forudsætter således, at klarereren indgiver en ansøgning om dette.

I de her omhandlede tilfælde er fortoldningsangivelsen indgivet af en speditør, der optræder som toldrepræsentant. Den i fortoldningsangivelsen anførte klarerer (varemodtager) er imidlertid ukorrekt, og speditøren kan derfor ikke anses for at være bemyndiget til at handle på vegne af den anførte klarerer.

Toldrepræsentanten (speditøren) anses derfor for at have handlet i eget navn, og anses således for at være klarerer, jfr. art. 19, stk. 1, 2. afsnit, jfr. art. 5, nr. 15) i EUTK.

Ændring af en ukorrekt klarerer (varemodtager) i en fortoldningsangivelse vil således kunne tillades efter ansøgning fra speditøren inden for tre år fra datoen for antagelse af fortoldningsangivelsen.

I vurderingen af, om en ansøgning kan imødekommes eller ej, vil det blive vurderet, om ændringen sker for at klarereren "kan opfylde sine forpligtelser med hensyn til henførsel af varerne under den pågældende toldprocedure."

En ansøgning på grundlag af en åbenlys fejl vil normalt blive imødekommet, forudsat, at det er behørigt begrundet og dokumenteret, at der er tale om en åbenlys fejl, og ændringen ikke anses for at være udtryk for forsøg på berigtigelse af egentlige uregelmæssigheder.

Praktisk håndtering

Der skal indsendes en ansøgning om ændring af varemodtager vedlagt relevant dokumentation, som vil blive journalisere af SKAT. Ansøgningen kan indsendes enten via Told-wizard eller skriftligt.

Det vurderes, om forudsætningen om, at angivelse af en forkert klarerer (varemodtager) åbenlyst er sket ved en fejl, er opfyldt. Dette kan dokumenteres i form af faktura/øvrige handelsdokumenter hvoraf det fremgår, at de angivne varer vedrører den korrekte klarerer (varemodtager), samt at speditøren fremviser behørig fuldmagt fra den korrekte klarerer (varemodtager).

Når ansøgningen imødekommes

Hvis det vurderes, at betingelserne er opfyldt kan ansøgningen imødekommes og varemodtageren ændres på følgende måde:

Speditøren oplyses om, at de skal indsende en ny fuldstændig ekspres angivelse (FUE) med angivelse af den korrekte varemodtager. Der skal i rubrik 44.6 angives teksten: "Ændring af varemodtager som følge af fejl, oprindelig angivelse ref. nr. XXXX X XXXXXXXX, sagsnummer XX-XXXXXXX". sagsnummeret vil blive oplyst af SKAT i forbindelse med sagsbehandlingen.

SKAT vil indsætte en bemærkning i den oprindelige angivelse i rubrik 44.6 med teksten: "Slettet, ændring af varemodtager, ny angivelse ref. nr. XXXX X XXXXXXXX, sagsnummer XX-XXXXXX" Derefter slettes den oprindelige angivelse og den nye angivelse antages af SKAT.

Det skal understreges, at der i forhold til den oprindelige angivelse ikke er tale om, at denne annulleres i kodeksens forstand, men at det udelukkende er en teknisk håndtering af ændringen, som i det nuværende importsystem ikke kan foretages på anden vis.

Herudover vil SKAT kontakte speditøren og aftale den praktiske håndtering nærmere. Både told og momsbeløb vil blive korrigeret og den forkerte varemodtager skal være opmærksom på, at der skal tages højde for dette i virksomhedens momsregnskab.

Når ansøgningen afslås

Hvis det vurderes, at betingelserne ikke er opfyldt kan ansøgningen ikke imødekommes og situationen håndteres på følgende måde:

Told

Toldbeløbet opkræves hos speditøren. Om denne har mulighed for at få toldbeløbet godtgjort hos den korrekte modtager af varerne beror på privatretlige regler.

Moms

Momsbeløbet opkræves ligeledes hos speditøren, som ikke har fradragsret for denne.

Hvis speditøren viderefakturerer momsbeløbet til den rigtige varemodtager, vil der normalt kunne anvendes udlægsreglerne for moms, da dette skyldes en fejl i toldbehandlingen af varerne. Dette forudsætter, at speditøren bogfører momsbeløbet på en særlig udlægskonto, samt at beløbet bliver viderefaktureret uden nogen form for avance.

Den rigtige varemodtager vil hermed normalt have fradragsret for momsen.