Pengeinstitutter
Indberetningspligten omfatter alle udlånskonti, herunder udlånskontrakter med adgang til variabel udnyttelse, pantebreve, og øvrige udlån. Leasingkontrakter er undtaget for indberetning. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsen om bankers og sparekassers regnskabsaflæggelse m.v.
Ved indberetning af syndikerede lån er det som udgangspunkt det pengeinstitut, der fremstår som kreditor/långiver over for kunden (administrator af lånet), der har indberetningspligten.
Opstår der usikkerhed om, hvem der har indberetningspligten, skal Center for eKapital kontaktes.
For konti, hvor der både kan være en indestående og en restgæld pr. 31.12, er saldoen pr. 31.12 afgørende for, om kontoen skal indberettes som udlån eller indlån. Se mere om det i afsnit 4.3.
Det skal præciseres, at pengeinstitutters egenbeholdning af pantebreve skal indberettes til udlån.
Finansieringsselskaber
Indberetningspligten omfatter samtlige de af finansieringsselskaberne ydede eller formidlede udlån.
Øvrige indberetningspligtige
Indberetningspligten omfatter samtlige udlånskonti med undtagelse af de lån, der er beskrevet i afsnit 1.2.2.
Kommuner
Indberetningspligten omfatter samtlige ydede eller formidlede udlån.
Indberetningspligten omfatter ligeledes renter af fakturakrav, hvor renter ved for sent betaling er fastsat efter § 3 i lov nr. 939 af 27. december 1991 om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner og inddrives af restancemyndigheden.
Indberetningspligt for kortudstedere
Indberetningspligten omfatter de udlånsforhold, der er omfattet af gældende lov om betalingskort.
Udlån med pant i fast ejendom
Pantebreve med pant i fast ejendom er indberetningspligtig, når pantebrevslånet er ydet "som led i virksomhedens aktiviteter".
Det vil typisk være pengeinstitutter og realkreditinstitutter, og andre finansielle virksomheder, som yder lån med pant i fast ejendom.
En produktionsvirksomhed som har erhvervet sig et pantebrev ved salg af virksomhedens ejendom, er ikke indberetningspligtig af pantebrevet, så længe de selv forvalter pantebrevet. Lægges pantebrevet derimod i depot til forvaltning hos en pantebrevsforvalter, bliver pantebrevsforvalteren indberetningspligt efter skattekontrollovens § 8 Q, og skal indberettes til rentetype Pantebreve.
Det samme princip gælder for privatpersoner, der har et pantebrev fra fx et hussalg. Den type pantebreve bliver kun omfattet af indberetningspligt, hvis de lægges i depot til forvaltning hos en pantebrevsforvalter. Pantebrevsforvalteren er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 Q, og skal indberettes til rentetype Pantebreve.