Dato for offentliggørelse
01 Jun 2017 07:52
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
18 Jun 2017 23:59
Kontaktperson
Betina Schack Adler Kristensen
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
14-4134833
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Leasing - Leasingtager - importmoms - momsfradrag
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2019.594.SKTST: Fællesregistreringer i tredjelande - moms - praksisændring - styresignal
Resumé

En leasingtager, som indfører et materielt gode til Danmark, som er leaset hos en virksomhed, der er etableret i et land uden for EU, har ikke fradrag for importmomsen i medfør af reglerne i momslovens § 37, stk. 2. Der er herved henset til, at leasingtageren ikke har afholdt omkostningerne til anskaffelsen af det materielle gode, som leasingtager ikke er ejer af og ikke kan råde over som ejer, ligesom udgiften til anskaffelsen af det materielle gode heller ikke kan anses for at udgøre en generalomkostning i leasingtagerens virksomhed.

At leasingtageren, i medfør af de særlige hæftelsesregler i momslovens § 46, stk. 6, skal anses som betalingspligtig for importmomsen efter momslovens § 12, stk. 1 ændrer ikke herved. 

Reference(r)

Momsloven § 1,
Momsloven § 4, stk. 1, 12, stk. 1, 37 stk. 2 og 46, stk. 6. 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit D.A.11.1.3.3. 

Høringsparter
Høringsliste Moms.docx

Sammenfatning

SKAT har fundet anledning til at præcisere, at en leasingtager, som indfører et materielt gode til Danmark, som er leaset hos en virksomhed, der er etableret i et land uden for EU, ikke har fradrag for importmomsen i medfør af reglerne i momslovens § 37, stk. 2. Der er herved lagt vægt på, at leasingtageren ikke har afholdt omkostningerne til anskaffelsen af det materielle gode, som leasingtager ikke er ejer af og ikke kan råde over som ejer, ligesom udgiften til anskaffelsen af det materielle gode heller ikke kan anses for at udgøre en generalomkostning i leasingtagerens virksomhed.

At leasingtager, i medfør af de særlige hæftelsesregler i momslovens § 46, stk. 6, skal anses som betalingspligtig for importmomsen efter momslovens § 12, stk. 1 ændrer ikke herved.

Baggrund og problemstilling

Styresignalet udsendes, fordi det er konstateret, at leasingtagere, som indfører materielle goder til Danmark, der er leaset hos virksomheder, som er etableret i lande uden for EU, misfortolker betingelserne for, at erlagt importmoms kan fradrages i medfør af reglerne i momslovens § 37, stk. 2. 

Hensigten med styresignalet er at få præciseret, at de ovenfor beskrevne leasingtagere ikke kan fradrage importmomsen i medfør af reglerne i momslovens § 37, stk. 2.

Det retlige grundlag

Af momslovens § 12, stk. 1 fremgår følgende:

Der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Af momslovens § 46, stk. 6 fremgår følgende:

Betaling af afgift af varer, der indføres fra steder uden for EU, påhviler importøren.

Af momslovens § 37, stk. 2 fremgår følgende:

Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,

2) den afgift, som efter § 11 påhviler varer, der er erhvervet fra et andet EU-land,

3) den afgift, som efter § 12 påhviler varer, som virksomheden har indført fra steder uden for EU, jf. dog

    § 69, stk. 2

4) afgiften af ydelser, som virksomheden er betalingspligtig for efter § 46, stk. 1, nr. 3 og 6

5) den afgift, der skal betales efter §§ 6 og 7

Af momssystemdirektivets artikel 30 fremgår følgende:

Ved "indførsel af varer" forstås ankomst til Fællesskabet af en vare, der ikke er i fri omsætning som defineret i traktatens artikel 24.

Af momssystemdirektivets artikel 201 fremgår følgende:

Ved indførsel påhviler momsen den eller de personer, der af indførselsmedlemsstaten er udpeget eller godkendt som betalingspligtige.

SKATs opfattelse:

Den betalingspligtige

Momslovens § 46, stk. 6, er en særlig hæftelsesregel, hvorefter importmomsen ved indførsel af materielle goder påhviler importøren. Grundlaget for denne regel er momssystemdirektivets artikel 201, hvorefter indførelseslandet fastsætter, hvem betalingspligten for moms af selve indførslen påhviler.

Det er indførslen af materielle goder fra steder uden for EU, der betales moms af, jf. momslovens § 12, stk. 1. Efter bestemmelsen er det indførslen som sådan, der er momspligtig (indførselsmoms). Der kan således være pligt til betaling af indførselsmoms, uden at der er tale om momsmæssig levering af et materielt gode.

Indførselsmomsen er således ikke moms af vederlaget for leveringen af det materielle gode, hvorved forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over det materielle gode.

Da der betales moms af selve indførslen, er det uden betydning for momsforholdet, om modtageren af det materielle gode her i landet har købt godet eller lejet (leaset) det. Betalingspligten for indførselsmomsen påhviler importøren her i landet, uanset om importøren er køber, lejer (leasingtager) eller en tredjemand, f.eks. en fragtfører.

Momsfradrag:

Et køb er som udgangspunkt en momsmæssig levering i form af levering af en vare, hvorved forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Et lejeforhold (leasing) er momsmæssigt ikke levering af en vare, men derimod levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Efter momslovens § 37, stk. 1, er der ved opgørelsen af virksomhedens afgiftstilsvar fradrag for afgiften af indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.

EU-Domstolen har i sag C-29/08, AB SKF udtalt sig om betingelserne for, at en afgiftspligtig har fradrag for købsmoms. Af dommen kan udledes, at retten til at fratrække den betalte indgående moms er betinget af, at der enten er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og en eller flere udgående transaktioner, eller at omkostningerne til de omhandlede tjenesteydelser indgår i virksomhedens generalomkostninger og dermed er omkostningselementer i prisen på de goder og tjenesteydelser, som virksomheden leverer til senere omsætningsled, jf. dommens præmis 57 og 58. Disse generelle betingelser gælder også for så vidt angår fradrag for importmoms.

Når der er tale om leasede materielle goder, har leasingtager ikke afholdt omkostningerne til anskaffelsen af det materielle gode, som leasingtager ikke er ejer af og ikke har råderet over som en ejer, ligesom omkostningerne til selve anskaffelsen af det materielle gode heller ikke indgår som et omkostningselement i prisen for de varer/ydelser, som leasingtageren leverer til senere omsætningsled. Ved leasing af materielle goder er det derimod den erlagte leasingydelse, som indgår som et omkostningselement i forhold til leverancer til senere omsætningsled.  

Henset til ovenstående er der ikke hjemmel til, at leasingtagere kan få fradrag for den erlagte importmoms i medfør af reglerne i momslovens § 37, stk. 2.

At leasingtager, som konsekvens af at det er leasingtager, som importerer det materielle gode til Danmark, hæfter for importmomsen ændrer ikke herved.

Mulighed for at anvende udlægsreglerne

Det skal bemærkes, at importmoms, som skal betales af personer, som ikke ejer aktiverne, på visse betingelser kan betragtes som udlæg for ejeren af aktivet, som herefter kan medregne importmomsen som købsmoms efter momslovens almindelige regler eller modtage godtgørelse efter reglerne for udenlandske virksomheder, jf. nærmere Den juridiske vejledning afsnit D.A.11.1.3.3.

Gyldighed

Dette styresignal er en præcisering og ikke en ændring af den eksisterende praksis.

Styresignalet vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning og bortfalder herefter.