Klagen vedrører en konkret dispositions kvalificering som godtgørelse ved ophør af forpagtningskontrakt eller gældsnedsættelse.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af beløb på 600.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren drev i henhold til forpagtningsaftale med A/S B en servicestation beliggende i X.

I forbindelse med driften af servicestationen var der mellem klageren og A/S B indgået aftale vedrørende indkøbssamarbejde og gennemførelse af kampagner/aktiviteter. Ifølge aftalen stod A/S B som økonomisk delkrederansvarlig over for leverandørerne for klagerens betaling af varer købt i henhold til indgåede leverandøraftaler.

A/S B ønskede i august 1998 at opsige forpagtningsaftalen med klageren. Forpagtningsaftalen mellem klagen og A/S B har ikke kunnet fremskaffes, men ifølge B´s standardforpagtningskontrakt kan kontrakten opsiges af begge parter med 1 års varsel.

B tilbød ved brev af 21. august 1998 klageren erstatning og fratrædelsesgodtgørelse på 600.000 kr. ved fratræden senest den 15. april 1998, jf. nedenfor:

”Vedr. erstatning og fratrædelsesgodtgørelse for tabt indtjening for det kommende år.
Såfremt A fratræder senest den 15. september 1998 tilbydes kr. 600.000,- som erstatning for opsigelsen og godskrivning af den manglende indtjening, fordi A fratræder senest den 15.9.1998, og dermed ikke har et års indtjening.”

Klageren havde ifølge kontoopgørelse pr. 14. september 1998 en gæld til A/S B på 347.582 kr. Ved omposteringer af 14. september 1998 blev gælden nedskrevet med 600.000 kr. til –252.418 kr.

Ved brev af 31. august 1998 fra B til klageren bekræftede B den indgåede aftale om godtgørelse på 600.000 kr. til klageren, jf. nedenfor:

”I henhold til aftale fratræder du den 14.9.1998 som forpagter af ovennævnte servicestation, og vi har desuden aftalt, at vi yder dig en samlet godtgørelse på kr. 600.000,00.

Dette beløb omfatter godtgørelse efter benzinforhandlerkontraktlovens § 3a, stk. 3 samt godtgørelse for, at du fratræder pr. den 14.9.1998 og til fuld og endelig afgørelse i forbindelse med din fratræden som forpagter. Beløbet omfatter derimod ikke varelager og/eller driftsinventar, som vi måtte købe.
 ..”

Ved brev af 26. oktober 1998 til klageren anførte B følgende:

”Vi bekræfter i enighed at du ophørte som forpagter på ovennævnte station den 14. september 1998.

Det er i den forbindelse aftalt, at A/S B overtager varelager ifølge optælling opgjort pr. 14. september og inventar m.m. ifølge opgørelse, samt vaskemaskine til vurderingssum.

A/S B yder akkord på kr. 600.000, som modregnes i vores tilgodehavende, under forudsætning at A/S B´s og C´s saldo hermed er indfriet.

A frafalder samtidigt ethvert krav om godtgørelse i forbindelse med ophøret som forpagter i X.”

Skatteankenævnets afgørelse

Det modtagne beløb på 600.000 kr. er anset for skattepligtig for klageren, jf. den dagældende ligningslovs § 16 E, stk. 1, nr. 4.

Beløbet på 600.000 kr. er anset som erstatning fra B for tab af indtjening ved ophør af samarbejdsaftale. At den oprindelige benævnte erstatning i henhold til tilbud fra B i den endelige aftale er ændret til en akkord, kan efter ankenævnets opfattelse ikke tillægges skattemæssig betydning. Dette begrundes med, at B i henhold til forpagtningsaftalen har et opsigelsesvarsel på 1 år og angiveligt ønskede at forkorte denne periode af andre hensyn end ud fra en fra klagerens side rent økonomisk årsag. Det faktum, at opsigelsesvarslet forkortes, giver efter ankenævnets opfattelse klageren ret til en kompensation af en vis størrelse. Det er således ankenævnets opfattelse, at den modtagne godtgørelse – eller hvad man end benævner denne – er skattepligtig.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren har modtaget en akkord fra N, og at akkorden er skattefri efter kursgevinstlovens § 24. Den foretagne forhøjelse af indkomsten på 600.000 kr. påstås derfor annulleret.

Klageren var frem til 14. september 1998 forpagter af en B-servicestation i X. B ønskede i august 1998 at opsige forpagtningsaftalen med klageren med kortere varsel end 1 år – formentlig af strategiske årsager, som klageren ikke har nærmere kendskab til.

Driften af servicestationen havde i 1994-1997 følgende resultater:

* Resultat er pr. 31.08.1998.

Som det fremgår, var resultaterne faldende og egenkapitalen konstant negativ.

Som følge af klagerens økonomiske situation måtte B i forbindelse med en opsigelse imødese tab dels på lån til klageren, dels på nogle kautionsforpligtelser. Klageren og B havde indgået en indkøbsaftale, hvor B påtog sig at være økonomisk delkrederansvarlig (garant) over for klagerens leverandører for betaling af varer købt i henhold til den indgåede aftale, jf. nedenfor:

”4.3 Delkrederansvarlig
Det er hensigten, at B skal stå økonomisk delkrederansvarlig over for leverandørerne for forhandlernes betaling af varer købt i henhold til indgåede leverandøraftaler.
…

I tilfælde af realiseret delkrederansvar er B berettiget til at søge regres over for den enkelte forhandler, herunder foretagne modregning i ethvert forhandleren tilkommende tilgodehavende eller kræve dækning i henhold til en af forhandleren over for B stillet sikkerhed.”

Klagerens gæld til B pr. 14. september 1998 udgjorde 347.582 kr. Derudover var B på det tidspunkt delkrederansvarlig for i alt 410.240 kr. B var derfor interesseret i at begrænse tabet fra driften, da det ville øge deres tab. B tilbød derfor klageren en erstatning på 600.000 kr. for at acceptere opsigelsen. Klageren ønskede imidlertid ikke at udtræde som forpagter, idet han forventede, at udviklingen netop stod for at vende. Han afslog derfor B’s tilbud.

B ønskede fortsat at opsige kontrakten og efter videre forhandling, blev parterne enige om, at klageren skulle fratræde som forpagter pr. 14. september 1998 mod at få en akkord på 600.000 kr. Til gengæld frafaldt klageren ethvert krav om godtgørelse i forbindelse med ophøret af forpagtningsaftalen. Ved opsigelsen af forpagtningsaftalen ville B ellers være erstatningsansvarlig i henhold til lov om benzinforhandlere. Erstatning i henhold hertil ville udgøre 100.000-200.000 kr.

Akkorden var betinget af, at gæld til B og den gæld, de hæftede for, blev indfriet. Det drejede sig på det tidspunkt kun om en gældspost til C på 122.027,15 kr. Der havde desuden været en gæld på 288.213,15 kr. til D, men denne gældspost blev betalt den 30. september 1998 via klagerens mellemregning med B og var dermed betalt, da aftalen om akkord blev bekræftet skriftligt den 26. oktober 1998. Akkorden havde effekt fra 14. september 1998.

Aftalen mellem B og C kan ikke fremlægges, da B ikke ønsker at udlevere denne, da den indeholder fortrolige oplysninger, men B har ved brev af 30. oktober 2002 bekræftet, at C var omfattet af garantien.

I stedet for at indfri klagerens gæld til C og derved erhverve et regreskrav mod klageren, valgte B altså at yde en akkord, der indbefattede, at gælden til C blev modregnet. Akkorden blev gennemført ved omposteringer på mellemregningen.

Foruden aftalen om akkord blev parterne enige om, at B overtog varelagre og inventar pr. 14. september 1998. Aktiverne udgjorde da ca. 875.000 kr., hvilket B har betalt i form af kreditnotaer pr. 13. oktober 1998.

Som det fremgår, havde klageren en gæld til B, der oversteg nedskrivningen. Akkorden blev ydet ved en skriftlig aftale mellem parterne. Det kan ikke tillægges betydning, at B forud herfor tilbød klageren en erstatning, da et tilbud ikke er en aftale og dermed ikke en skattepligtig transaktion. Der foreligger således en aftale om akkord, der som udgangspunkt må lægges til grund for den skattemæssige behandling. Skattemyndighederne kan ikke tilsidesætte parternes aftale herom.

Klageren og B er ikke interesseforbundne parter, hvorfor B ikke havde grund til at begunstige klageren på bekostning af dem selv. Konkret kan det dog siges, at der ikke forelå modstridende interesser, da B ikke umiddelbart stilles dårligere ved at yde en akkord frem for at give en erstatning, hvorimod klageren vil være skattepligtig af erstatningen, men skattefri af en akkord.

Det ville dog have haft betydning for B, om de har ydet klageren en erstatning eller en akkord, hvis klageren var blevet erklæret konkurs. Ved en erstatning kunne B ikke have gennemført modregning og ville derfor have lidt et væsentligt større krav.

For klageren var en erstatning ikke et alternativ til akkorden. Klageren accepterede aldrig opsigelsen i forbindelse med, at han blev tilbudt en erstatning.

Ved overvejelserne om at opsige klageren har B foretaget en vurdering af hans økonomiske situation og det tab, som B kunne forvente. Tabsrisikoen skal ses både i relation til den fordring, B allerede havde mod klageren, samt de regresfordringer, som B måtte forvente ville blive aktualiseret i denne sammenhæng. Som det fremgår af regnskabet for 1998, var egenkapitalen pr. 31. december 1998 - det vil sige efter akkorden - på 42.603 kr. Der er således god sammenhæng mellem akkorden og klagerens økonomiske situation. Samlet set må B’s vurdering af fordringens værdi lægges til grund, og fordringen kan dermed ikke anses for at være nedskrevet til et mindre beløb end dens værdi for B.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til aftale om fratræden pr. 14. september 1998 tilbød B klageren et beløb på 600.000 kr. som erstatning i henhold til lov om benzinforhandlerkontrakter samt godtgørelse for, at klageren fratrådte pr. 14. september 1998. Efter det oplyste accepterede klageren aldrig tilbuddet.

I B´s brev af 26. oktober 1998 til klageren er det anført, at B yder klageren en akkord på 600.000 kr. under forudsætning af, at B´s og C´s tilgodehavender indfries. Det anføres videre i brevet, at klageren samtidig frafalder ethvert krav om godtgørelse i forbindelse med ophøret som forpagter.

Efter de foreliggende oplysninger er det rettens opfattelse, at klageren ved en fratræden pr. 14. september 1998 var berettiget til erstatning i henhold til loven om benzinforhandlerkontrakter samt berettiget til godtgørelse for tabt indtjening som følge af, at klageren fratrådte uden brug af det aftalte opsigelsesvarsel på 1 år.

Retten er på denne baggrund enig med ankenævnet i, at det ikke kan tillægges skattemæssig betydning, at den oprindelige benævnte erstatning og godtgørelse efterfølgende er benævnt som en akkord, da der efter rettens opfattelse reelt er tale om, at klageren har modtaget en erstatning i henhold til lov om benzinforhandlerkontrakter samt en godtgørelse for fratræden uden brug af opsigelsesvarslet på 1 år.

Da repræsentanten ikke har bestridt, at erstatning i henhold til lov om benzinforhandlerkontrakt og godtgørelse for ophør af forpagtningsforholdet er skattepligtig, er retten af den opfattelse, at klageren er skattepligtig af beløbet på 600.000 kr.

Ankenævnets afgørelse stadfæstes således.