Dato for offentliggørelse
06 Sep 2017 13:39
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
04 Oct 2017 12:00
Kontaktperson
Louise Egede Olesen
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
17-0683313
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Told + Moms og lønsumsafgift + Afgift + Skat
Emneord
Partsrepræsentant, forvaltningslovens § 8, Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, fuldmagtserklæring
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2020.250.SKTST: Ændring af retningslinjerne for Skatteforvaltningens henvendelser om en sag og dens afgørelse, når en borger eller en virksomhed er repræsenteret af en anden - styresignal
Resumé

Dette styresignal erstatter SKM2008.848.SKAT og ændrer retningslinjerne for SKATs henvendelser om en sag og dens afgørelse, når en borger eller en virksomhed er repræsenteret af en anden. Er en borger eller en virksomhed repræsenteret ved en anden, skal SKATs henvendelser om sagens behandling og om sagens afgørelse gives til den pågældende partsrepræsentant. SKAT kan dog, når det findes hensigtsmæssigt, eller hvor andet er fastsat ved lov eller med hjemmel i lov, også give underretning til borgeren eller virksomheden.  

Reference(r)

Forvaltningsloven

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit A.A.7.4.2. Repræsentation 

Redaktionelle noter

Se ny høring 10-10-2019 SKM2020.250.SKTST

Høringsparter
Høringsliste Told.docx
Høringsliste SKAT.docx
Høringsliste Motor.docx
Høringsliste Moms.docx
Høringsliste finans.docx

1. Sammenfatning

Dette styresignal erstatter SKM2008.848.SKAT og ændrer retningslinjerne for SKATs henvendelser om en sag og dens afgørelse, når en borger eller en virksomhed er repræsenteret af en anden.

Er en borger eller en virksomhed repræsenteret ved en anden, skal SKATs henvendelser om sagens behandling og om sagens afgørelse gives til den pågældende partsrepræsentant. SKAT kan dog, når det findes hensigtsmæssigt, også give underretning til borgeren eller virksomheden.

2. Baggrund og problemstilling

Det fremgår af SKM2008.848.SKAT, at hvis en repræsentant på vegne af en borger eller en virksomhed besvarer en henvendelse fra SKAT eller retter henvendelse til SKAT, som led i et nyt sagsforløb, og denne repræsentant er advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1 i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, eller medlem af Foreningen af Danske revisorer, eller er ansat hos en af de nævnte grupper, skal efterfølgende henvendelser fra SKAT ske både til borgeren/virksomheden og repræsentanten.

Er der tale om en henvendelse fra en repræsentant, der ikke er omfattet af den kreds, der er beskrevet ovenfor, skal SKATs efterfølgende henvendelser ske til borgeren eller virksomheden selv, medmindre SKAT er i besiddelse af en gyldig fuldmagtserklæring. Endvidere skal repræsentanten informeres om, at SKATs efterfølgende henvendelser kun vil ske til borgeren/virksomheden selv, hvis ikke SKAT forinden har modtaget en fuldmagtserklæring.

Borger- og retssikkerhedschefen har i rapport af juni 2016 "Evaluering af implementeringen af initiativer fra projekt afgørelser i Kundeservice", bemærket, at retningslinjerne må forstås således, at alle SKATs henvendelser til en nærmere angivet gruppe af professionelle repræsentanter tillige skal sendes til borgeren eller virksomheden. I øvrige tilfælde må henvendelserne fra SKAT alene sendes til repræsentanten, hvis borgeren eller virksomheden har givet fuldmagt hertil. Retningslinjerne er en skærpelse af de forvaltningsretlige krav ved partsrepræsentation. Borger- og retssikkerhedschefen anbefaler derfor, at retningslinjerne om korrespondance med repræsentanter omformuleres, og der udsendes et nyt styresignal herom.

3. Regelgrundlaget

Det fremgår af forvaltningslovens § 8, at

Stk. 1. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

Af Justitsministeriets vejledning 1986-12-04 nr. 11740 om forvaltningsloven, pkt. 43, fremgår, om kommunikation om sagen og dens afgørelse, at såfremt en part under hele sagen har været repræsenteret af en anden, da bør henvendelser fra myndigheden om sagens behandling og om sagens afgørelse normalt gives til den pågældende repræsentant. Når det findes hensigtsmæssigt, kan der også gives underretning til parten selv. Fremsætter en part anmodning om, at henvendelser fra myndigheden også eller i stedet rettes til parten selv, bør myndigheden efterkomme anmodningen. Har parten kun været repræsenteret eller bistået under en tidligere del af sagen, skal underretning gives til parten selv.

Reglerne er nærmere beskrevet i Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.7.4.2 Repræsentation.

4. Fremtidige retningslinjer

4.1. Nyt sagsforløb starter på SKATs initiativ

Ved påbegyndelse af et nyt sagsforløb, skal der som udgangspunkt kun ske henvendelse til borgeren/ virksomheden selv, medmindre SKAT på henvendelsestidspunktet har positivt kendskab til, det vil sige har fået oplyst mundtligt eller skriftligt fra borgeren/virksomheden, at denne har en aktuel repræsentant.

Hvis SKAT har oplysning om, at borgeren/virksomheden har en repræsentant, gælder de krav om en fuldmagt, som er beskrevet nedenfor under punkt 4.3.

4.2. Henvendelser fra borgeren/virksomheden selv

Hvis en borger/virksomhed selv retter henvendelse til SKAT under et sagsforløb, hvor borgeren/virksomheden har haft en repræsentant, skal SKAT anmode borgeren/virksomheden om at bekræfte mundtligt eller skriftligt, at repræsentanten ikke er fravalgt for fremtiden. En manglende bekræftelse vil være ensbetydende med, at SKATs efterfølgende henvendelser kun skal ske til borgeren/virksomheden selv.


En sådan anmodning om bekræftelse på, at repræsentanten ikke er fravalgt for fremtiden, er dog unødvendig, hvis det klart kan lægges til grund, at henvendelsen er sket i forståelse med repræsentanten og uden hensigt om fravalgt af repræsentanten.

4.3. Enhver henvendelse fra en repræsentant

Hvis en repræsentant på vegne af en borger/virksomhed besvarer en henvendelse fra SKAT eller retter henvendelse til SKAT som led i et nyt sagsforløb, skal efterfølgende henvendelser om sagens behandling og om sagens afgørelse fra SKAT som udgangspunkt kun ske til repræsentanten, med mindre det findes hensigtsmæssigt, at der også gives underretning til parten selv, eller andet fremgår ved lov eller med hjemmel i lov. Hvis parten anmoder om, at henvendelser fra SKAT også eller i stedet rettes til parten selv, skal SKAT imødekomme en sådan anmodning.

4.3.1 Krav om fuldmagt

Hvis repræsentanten er advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1 i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, eller medlem af Foreningen af Danske revisorer, eller er ansat hos en af de nævnte grupper, er det ikke en betingelse for, at SKATs henvendelser om en sag og dens afgørelse kun sker til repræsentanten, at der foreligger en fuldmagt fra borgeren eller virksomheden. Er repræsentanten fra en af de nævnte grupper, bør der kun forlanges dokumentation for repræsentationsforholdet, hvis der foreligger forhold, der gør repræsentationsforholdets (fortsatte) eksistens tvivlsomt.

Er der tale om en henvendelse fra en repræsentant, der ikke er omfattet af den kreds, der er beskrevet ovenfor, er det en betingelse for, at SKATs efterfølgende henvendelser om en sag og dens afgørelse kun sker til repræsentanten, at SKAT er i besiddelse af en gyldig skriftlig fuldmagtserklæring. Repræsentanten skal informeres om, at SKATs efterfølgende henvendelser om en sag og dens afgørelse kun vil ske til borgeren/virksomheden, hvis ikke SKAT forinden har modtaget en gyldig skriftlig fuldmagtserklæring.

4.3.2 Fuldmagtens indhold

En skriftlig fuldmagtserklæring kan formuleres således:

"Undertegnede xx. giver hermed SKAT tilladelse til, at alle henvendelser fra SKAT til mig i alle henseender/sagen vedrørende [indsæt her hvad]/dele [angiv her hvilke dele der gives tilladelse til] af henvendelser fra SKAT til mig i alle henseender/sagen vedrørende [indsæt her hvad] fremadrettet sendes til YY, som er min repræsentant i forhold til SKAT. Denne tilladelse gælder, indtil undertegnede udtrykkeligt tilbagekalder tilladelsen overfor SKAT."

På ww.skat.dk findes en blanket med den nævnte tekst i gruppe 02, skat, attestationer, blankettens nr. er 02.043.

5. Gyldighed

Dette styresignal har virkning fra offentliggørelsen på skat.dk.

Indholdet af styresignalet vil blive indarbejdet i Den Juridiske Vejledning 2018-1, afsnit A.A.7.4.2 Repræsentation. Herefter er styresignalet ophævet.