Dato for udgivelse
08 feb 2018 11:01
Resumé

SKAT har indtil videre udsendt afgørelser i 31 skattesager på baggrund af de såkaldte Panama Papers. Det samlede reguleringsbeløb i sagerne er indtil nu mere end 140 mio. kr. med et potentielt provenu på ind til videre ca. 30 mio. kr. Derudover har SKAT foreslået yderligere forhøjelser for mere end 330 mio. kr.

 


I september 2016 fik SKAT tilladelse til at købe lækkede data om danskere, som optrådte i de såkaldte Panama Papers. I alt modtog SKAT i den forbindelse oplysninger om 317 danske selskaber og 500-600 danske statsborgere.

Siden da har SKAT arbejdet med oplysningerne, og en midlertidig status viser, at der indtil nu er rejst 77 sager på baggrund af oplysningerne.

Der er sendt afgørelser ud i 31 sager, hvor SKAT har reguleret skatteansættelsen hos 12 selskaber og 19 privatpersoner med 141,3 mio. kr. Den potentielle skattebetaling beløber sig ind til videre til 29,3 mio. kr.

Derudover har SKAT sendt 46 forslag til reguleringer af skatteansættelsen ud til 23 selskaber og 23 personer. Det samlede reguleringsbeløb i disse sager er 330,4 mio. kr. Da sagerne ikke er afgjorte, kan den potentielle skattebetaling endnu ikke opgøres.

Selvom det endnu er for tidligt at drage endelige konklusioner, ser købet af oplysningerne fra Panama Papers ud til at blive værdifulde for SKAT. Jim Sørensen, der er fagdirektør i SKAT, hæfter sig ved, at skattesagerne havde været umulige at rejse uden køb af de lækkede oplysninger.

- Det er et kompliceret arbejde, og vi er langt fra at være færdige med at gennemgå alle oplysningerne. På nuværende tidspunkt har vi identificeret hovedparten af de implicerede personer, og resten har vi bedt en udenlandsk myndighed om hjælp til at identificere. Men det står allerede nu klart, at vi ikke kunne have afdækket de her sager uden papirerne, siger Jim Sørensen og fortsætter:

- Oplysningerne har desuden givet os en indsigt i skattelyområdet, som vi ellers ikke ville have fået indsigt i. Samtidigt har oplysningerne også givet os værdifulde erfaringer og et stærkere internationalt netværk, så vi er bedre rustet til at håndtere eventuelle fremtidige lækager. Derudover er jeg overbevist om, at lækager som denne har en præventiv effekt på dem, der overvejer at skjule penge i skattely, siger Jim Sørensen.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818