SKAT har forhøjet selskabets sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 371.571 kr. og 266.706 kr. som konsekvens af en ansættelsesændring for selskabets datterselskab, H1-1 ApS (CVR-nr. […]).
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse
Faktiske oplysninger
Selskabet var i indkomstårene 2013 og 2014 sambeskattet med datterselskabet H1-1 ApS.
SKAT har ved afgørelse af 29. september 2016 ændret datterselskabets moms og skattepligtige indkomst for indkomstårene 2012-2014. SKAT har blandt andet nægtet fradrag for et antal udgifter, anset afholdte udgifter for maskeret udlodning og anset udbetalt kørselsgodtgørelse for løn.
SKATs afgørelse vedrørende datterselskabet blev påklaget til Landsskatteretten samtidig med, at der blev indgivet klage i nærværende sag. Datterselskabet er imidlertid efterfølgende taget under konkursbehandling, og kurator i konkursboet har meddelt Skatteankestyrelsen, at boet ikke ønsker at indtræde i klagesagen. Klagesagen vedrørende datterselskabet er derfor henlagt.
SKATs afgørelse
SKAT har forhøjet selskabets sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis 371.571 kr. og 266.706 kr. På grund af et fremført underskud er der dog ingen af indkomstårene indkomst til beskatning.
SKAT har anført i afgørelsen, at ændringen skyldes, at SKAT samme dag har ændret grundlaget for skatten for selskabets sambeskattede datterselskab, H1-1 ApS. SKAT har endvidere gengivet begrundelsen fra afgørelsen i datterselskabets sag.
Klagerens opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om, at sambeskatningsindkomsten ansættes til det selvangivne.
Der er i den forbindelse anført følgende
"Klagen vedr. den fremsendte klage for H1-1 (jf. vedhæftet) hvor der er nogle sambeskatningsmæssige konsekvenser af forhøjelserne i H1-1. I det nogle af skat foretagne forhøjelser på klages for H1-1 påklages de tilsvarende forhøjelser for H1 aps ligeledes - jf. klagen for H1-1."
Af klagen vedrørende datterselskabet fremgik blandt andet følgende:
"Det er min påstand, at selskabet har fradrag for udgifter til klargøring af […] som rette omkostningsbærer, og at der derfor ikke foreligger maskeret udlodning.
Det er endvidere min påstand, at udgifter til kontormøbler på 69.000 kr. ekskl. moms, præmie på 50.000 kr. udbetalt til medarbejdere hos G1 samt udgifter til G2 i det hele er afholdt i selskabets erhvervsmæssige interesse, og at der derfor ikke foreligger maskeret udlodning.
Det er yderligere min påstand, at udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse er skattefri for lønmodtagerne og at udbetalingerne derfor ikke skal anses for yderligere løn. Af samme grund hæfter selskabet ikke for ikke-indbetalt A-skat og AM-bidrag."
Landsskatterettens afgørelse
Da ansættelsen vedrørende sambeskatningsindkomsten er en følge af et af sambeskatningen omfattet selskabs indkomstopgørelser, kan selskabet ikke ved påklage af ansættelsen af sambeskatningsindkomsten opnå behandling af skatteansættelsen for H1-1 ApS. Der henvises til SKM2014.856.BR, der er tilgængelig på SKATs hjemmeside.
SKATs afgørelse stadfæstes.