I februar blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en skatteaftale, som berører 2,5 mio. borgere. Aftalen indeholder en række ændringer, som blandt andet forhøjer en række fradrag med tilbagevirkende kraft gældende fra begyndelsen af året. Derfor sender SKAT fra i dag en ny forskudsopgørelse til alle 2,5 mio. borgere, som er berørt af den nye skatteaftale.
- Skattesystemet i Danmark er et af de mest automatiserede i verden, så langt de fleste borgere, som får en ny forskudsopgørelse i disse dage, behøver ikke foretage sig noget. Vi sørger for, at rette forskudsopgørelserne og arbejdsgiveren henter automatisk det nye skattekort, når lønnen for juli skal laves, siger kontorchef i SKAT Lotte Dige Toft.
Den nye skatteaftale indeholder en række lovændringer, som hæver forskellige fradrag til personer i beskæftigelse. Blandt andet stiger det maksimale beskæftigelsesfradrag fra 33.300 kr. til 34.300 kr. Derudover indføres der et jobfradrag på maksimalt 1400 kr. Aftalen berører også alle borgere, som indbetaler til en pensionsordning. Der indføres her et fradrag, som afhænger af, hvor lang tid der går, inden den enkelte borger når folkepensionsalderen. Fradraget bliver løbende indfaset frem mod 2020.
Konkret betyder det nye fradrag, at borgere med mere end 15 år til de skal på folkepension, får 8 pct. i fradrag på deres pensionsindbetaling i 2018. Fradraget stiger til 12 pct. i 2020. Det giver en skattelettelse på 1.460 kr. i 2018 og 2.200 kr. i 2020, hvis man indbetaler op til det maksimale fradragsberettigede beløb på 70.000 kr. om året. Er der mindre end 15 år til borgeren når folkepensionsalderen, vil fradraget i 2018 udgøre 20 pct., mens det stiger til 32 pct. i 2020. Ved indbetaling af det maksimale fradragsberettigede beløb giver det en skattelettelse på 3.640 kr. i 2018 og 5.800 kr. i 2020.
Selvom SKAT automatisk danner 2,5 mio. nye forskudsopgørelser efter elementerne i skatteaftalen, så er den nye forskudsopgørelse et oplagt tidspunkt at tjekke andre oplysninger, opfordrer Lotte Dige Toft:
- Det er en god idé at benytte anledningen til at tjekke, at oplysningerne i forskudsopgørelsen er opdaterede. Det gælder især, hvis din jobsituation har ændret sig, fx hvis du er gået fra at være ledig til at være i beskæftigelse. Du skal også være særlig opmærksom, hvis du har købt eller solgt ejendom, siger Lotte Dige Toft.
Borgere, som har oplyst deres mailadresse i TastSelv på skat.dk, modtager en mail fra SKAT, hvor de bliver gjort opmærksom på, at deres nye forskudsopgørelse nu ligger klar i TastSelv. SKAT sender nye forskudsopgørelser løbende frem til den 20. juni.
Læs mere på skat.dk/forskudsopgørelse-juni-2018
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere, tlf.: 7222 1818