Dato for udgivelse
05 Dec 2018 14:31
Til
Virksomheder og medarbejdere beskæftiget med Told
Sagsnummer
18-1881282
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 12 12 - Toldstyrelsen
Resumé

Virksomheder, der eksporterer varer for en værdi over 6 000 EUR til Sydkorea, skal have en gyldig bevilling for, at deres kunder kan drage fordel af toldpræferencer


Virksomheder, der eksporterer varer for en værdi over 6 000 EUR til Sydkorea, skal have en gyldig bevilling for, at deres kunder kan drage fordel af toldpræferencer (toldfordele, der udgør nultold eller nedsat told) i henhold til frihandelsaftalen med Sydkorea. Hvis den samlede værdi af varer, der eksporteres ikke overstiger 6.000 EUR, kan enhver eksportør udstede en oprindelseserklæring uden Toldstyrelsens bevilling.

Hvis du som eksportør ikke har en bevilling til ”Godkendt eksportør” og gerne vil have dine kunder i Sydkorea kan drage fordel af toldpræferencer ved eksport af dine varer, skal du ansøge om en bevilling via nedenstående link.

En gyldig bevilling til ’Godkendt eksportør’ giver for varer med EU-oprindelse adgang til det sydkoreanske marked på frihandelsvilkår og de dermed følgende toldpræferencer. Eksport til Sydkorea uden en gyldig bevilling, hvor der er udstedt en oprindelseserklæring, vil betyde uforudsete udgifter til told for dine kunder.

Når varer med EU-oprindelse eksporteres til Sydkorea skal varerne, for at opnå toldpræference i henhold til frihandelsaftalen, være ledsaget af en oprindelseserklæring.

Teksten til oprindelseserklæringen findes i bilag III til oprindelsesprotokollen (link nedenfor) i frihandelsaftalen, som gengivet herunder:

The exporter of the products covered by this document (customs authorisation No … ( 1 )) declares that, except where otherwise clearly indicated, these products are of … ( 2 ) preferential origin.”

Med bevillingen til ’Godkendt eksportør’ følger et unikt autorisationsnummer, der indsættes i oprindelseserklæringen. Et dansk autorisationsnummer har følgende opbygning: DK/00/000000.

Når der er tale om varer med EU-oprindelse, indsættes et ’EU’ i erklæringen: ”these products are of EU preferential origin”.

Oprindelseserklæringen med Toldstyrelsens autorisationsnummer kan kun benyttes, når der er tale om varer med EU-oprindelse og når eksportøren har en gyldig bevilling (jf. ovenfor).

Oprindelseserklæringen indsættes i fakturaen eller hvert andet gyldigt handelsdokument til kunden i Sydkorea.

En bevilling til ’Godkendt eksportør’ udstedt efter 1. juli 2018 gælder i tre år fra udstedelsen ved eksport til alle lande, med hvilke EU har en frihandelsaftale. Bevillinger af ældre dato giver ikke umiddelbart adgang til det sydkoreanske marked - med mindre det klart fremgår af bevillingen!

Virksomheder, der eksporterer til Sydkorea med henblik på præferencetoldbehandling, opfordres derfor til at kontrollere, at bevillingen er opdateret.

Link til ansøgningsblanketten 19.055 og dertilhørende vejledning

Link til den juridiske vejledning vedr. præference

Link til EU-Korea-oprindelsesprotokollen