1. Sammenfatning

Med baggrund i EU-Domstolens domme i sag C-424/11, Wheels og sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, samt Momskomiteens guideline fra det 109^th møde i Momskomiteen, som blev afholdt den 1. december 2017, ændrer Skattestyrelsen de i dansk praksis fastsatte betingelser for, at et investeringsinstitut er omfattet af begrebet "investeringsforening" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Med praksisændringen bliver det afgørende om investeringsinstituttet enten er omfattet UCITS-direktivet eller fremviser lignende kendetegn som disse, og dermed foretager de samme transaktioner eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at investeringsinstituttet konkurrerer med UCITS-investeringsinstitutterne.

Med baggrund i EU-Domstolens sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, anerkender Skattestyrelsen endvidere, at også investeringsforeninger, som investerer i andre aktiver end værdipapirer og likvide finansielle aktiver, momsretligt vil kunne anses som en investeringsforening, hvortil der kan leveres momsfritagne forvaltningsydelser.

Styresignalet skærper som udgangspunkt hidtidig administrativ praksis, idet det skønnes, at ikke alle investeringsforeninger, som efter gældende praksis anses som en investeringsforening, vil kunne opfylde de betingelser, som ifølge EU-Domstolen er afgørende. Styresignalet lemper imidlertid også hidtidig praksis, jf. at også investeringsinstitutter, som investerer i andet end værdipapirer og likvide finansielle aktiver, fx fast ejendom, ifølge EU-Domstolen tillige skal anses som investeringsforeninger.

Da en anmodning om genoptagelse ikke kan isoleres til udelukkende at vedrøre det forhold, som den afgørelse, der giver adgang til genoptagelse, vedrører, vil Skattestyrelsen i forbindelse med genoptagelse også skulle tage praksisskærpelsen i betragtning, således at afgørelsen i genoptagelsessagen materielt er korrekt og i overensstemmelse med gældende ret.

Endelig indeholder styresignalet Skattestyrelsens fortolkning af EU-Domstolens betingelser, for at der momsretligt er tale om en investeringsforening. Styresignalet præciserer således betingelserne, for at pensionsinstitutter, jf. SKM2015.734.SKAT, momsretligt kan anses som en investeringsforening. Såvel ved behandling af anmodninger om genoptagelse efter nærværende styresignal, som efter styresignalet offentliggjort som SKM2015.734.SKAT, vil Skattestyrelsens fortolkning af betingelserne i nærværende styresignal derfor være afgørende.

2. Baggrund og problemstilling

Ydelser, som kan anses for at være "forvaltning" af en investeringsforening, er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, som implementerer momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) i dansk ret.

De ydelser, som Skattestyrelsen anser for at være "forvaltning" af en investeringsforening, er præciseret i SKM201X.XXX.SKTST.

For at en forvaltningsydelse er momsfritaget, er det en betingelse, at ydelsen leveres - enten direkte eller via underleverandører - til et investeringsinstitut, som momsretligt kan anses for at være en investeringsforening.

Ifølge EU-Domstolens praksis omfatter fritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger alle investeringsforeninger, uanset deres juridiske form, jf. eksempelvis sag C-363/05, JP Morgan Fleming Claverhouse Investment Trust plc.

Når den juridiske form ikke er afgørende for anvendelsen af det momsretlige begreb "investeringsforening", bliver det instituttets leverancer, som er afgørende.

Ved vurderingen af, hvorvidt eksempelvis et pensionsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening, er det nødvendigt at foretage en vurdering af de enkelte pensionsprodukter, som udbydes af pensionsinstituttet. Som konsekvens heraf vil et pensionsinstitut skulle kvalificeres som en investeringsforening i forhold til visse pensionsprodukter, mens selvsamme pensionsinstitut i forhold til andre pensionsprodukter ikke kan anses for at opfylde betingelserne for momsretligt at blive anset for en investeringsforening.

Hverken momssystemdirektivet eller momsloven indeholder en oplistning af de betingelser, som er afgørende, for at et institut kan anses for en "investeringsforening". Begrebsafgrænsningen er derimod overladt til de enkelte medlemsstater.

I dansk ret er de investeringsinstitutter, som hidtil har været anset for omfattet af begrebet "investeringsforening" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, fastsat af Skatterådet i en vejledende udtalelse, offentliggjort som SKM2008.353.SR.

I henhold til den vejledende udtalelse fra Skatterådet, som er indarbejdet i Den juridiske vejledning afsnit D.A.5.11.9.2, skal følgende institutter anses for en investeringsforening i fritagelsesbestemmelsens forstand:

1. Investeringsforeninger og andre institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) omfattet af UCITS-direktivet.
2. Kontoførende investeringsforeninger, jf. § 2 i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger, uanset om investeringsforeningerne er omfattet af UCITS-direktivet.
3. Udloddende investeringsforeninger (nu bevisudstedende investeringsforeninger med minimumsbeskatning) omfattet af ligningslovens § 16 C, uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
4. Investeringsselskaber omfattet af ABL § 19, stk. 2, jf. stk. 3 og 4, uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
5. Certifikatudstedende akkumulerende investeringsforeninger (nu bevisudstedende akkumulerende investeringsforeninger) omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5a, uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
6. ITC’er [Investment Trust Companies], jf. EF-domstolens dom i sag C-363/05, JP Morgan, uanset om de er omfattet af nr. 2 - 5.
7. Andre institutter for kollektiv investering i værdipapirer, som efter en konkret vurdering kan anses for at udbyde ydelser, som er sammenlignelige med og i konkurrence med de ydelser, som investeringsforeninger omfattet af nr. 1 - 6 udbyder til sine medlemmer, aktionærer m.fl. med hensyn til risikospredning i forbindelse med investering i værdipapirer.

Med baggrund i EU-Domstolens dom i sag C-464/12, ATP PensionService A/S, har Skattestyrelsen endvidere anerkendt, at pensionskasser, som de i sagen omhandlede, efter en konkret vurdering kan anses for en investeringsforening i momsmæssig forstand, jf. Den juridiske vejledning afsnit D.A.5.11.9.2.

Ovennævnte udgør det nuværende samlede grundlag for afgrænsningen af de investeringsinstitutter, som momsretligt kan anses som en investeringsforening.

EU-Domstolen har imidlertid i sag C-424/11, Wheels og efterfølgende i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, taget stilling til betingelserne, for at et investeringsinstitut momsretligt kan anses for at være en "investeringsforening".

Betingelserne, for at investeringsinstitutter kan anses for at være en investeringsforening i momssystemdirektivets forstand, har tillige været diskuteret i EU’s Momskomite, som består af EU-Kommissionen og skattemyndighederne fra alle EU’s medlemslande.  

Momskomiteen har på baggrund af drøftelserne og EU-Domstolens praksis vedtaget en guideline, som bl.a. oplister betingelserne, for at investeringsinstitutter momsretligt kan anses for en investeringsforening, jf. Momskomiteens guidelines fra det 109^th møde afholdt den 1. december 2017.

De betingelser, som er oplistet i Momskomiteens guideline, er tiltrådt af et stort flertal af Momskomiteens medlemmer, herunder af Danmark.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at EU-Domstolen med dommene i sag C-424/11, Wheels og C-595/13, Fiscale Eenheid X har underkendt hidtidig dansk praksis i forhold til den momsretlige definition af begrebet investeringsforening, således som dette begreb hidtil har været fastsat af Skatterådet i den vejledende udtalelse offentliggjort som SKM2008.353.SR.

Skattestyrelsen har ved vurderingen bl.a. henset til, at hidtidig dansk praksis indebærer, at også investeringsinstitutter, som ikke opfylder de betingelser, som, EU-Domstolen vurderer, er afgørende for, at et investeringsinstitut momsretligt kan anses som en investeringsforening, har været anset som en "investeringsforening". Endvidere har investeringsinstitutter, som har investeret i andre investeringsobjekter end værdipapirer og andre finansielle aktiver, eksempelvis fast ejendom, været udelukket fra at kunne anses for en investeringsforening.

3. Lovgrundlag

Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f) fremgår:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[…]

11) Følgende finansielle aktiviteter:

[…]

f) Forvaltning af investeringsforeninger,

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f) implementerer momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) i dansk ret og skal derfor fortolkes i overensstemmelse med den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).

Direktivets artikel 135, stk. 1, litra g), har følgende ordlyd:

1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

[…]

g) forvaltning af investeringsforeninger, således som disse er fastsat af medlemsstaterne.

4. EU-Domstolens domme og Momskomiteens guideline

4.1. EU-Domstolens dom i sag C-424/11, Wheels

I sagen tog EU-Domstolen stilling til betingelserne, for at en pensionsfond er omfattet af begrebet "investeringsforening" i momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).

Om den omhandlede pensionsfond er det bl.a. oplyst, at:

• Pensionsydelserne beregnes på grundlag af de af pensionsordningen omfattede personers sidste løn og varigheden af ansættelsen i virksomheden og er dermed defineret på forhånd.
• Kun ansatte hos arbejdsgiveren kan deltage i ordningen og opnå pensionsydelser i henhold til denne.
• Under ansættelsen indbetaler de personer, som er omfattet af ordningen bidrag på et fast beløb, som trækkes i deres løn. Arbejdsgiveren indbetaler også bidrag indtil et beløb, der er tilstrækkeligt til at sikre finansieringen af de resterende omkostninger i forbindelse med pensionsydelserne. 
• Hvis pensionsordningen har flere aktiver end, hvad der kræves til at finansiere de ydelser, som udbetales i henhold til pensionsordningen, kan formueforvaltere og/eller arbejdsgiveren iværksætte en eller en kombination af følgende foranstaltninger:
  • Nedsætte arbejdsgiverens bidrag til ordningen
  • Overføre hele eller en del af afkastet af overskuddet til arbejdsgiveren
  • Forbedre pensionsydelserne til ordningens medlemmer
• Hvis ordningen har færre aktiver, end hvad der kræves til at finansiere de ydelser, som udbetales i henhold til pensionsordningen, er arbejdsgiveren normalt forpligtet til at dække underskuddet, og hvis arbejdsgiveren ikke gør dette, eller ikke kan gøre dette, nedsættes pensionsydelserne.

EU-Domstolen udtalte, at de investeringsinstitutter, som momsretligt kan anses for investeringsforeninger, er:

1. Institutter for kollektiv investering i værdipapirer som omhandlet i direktivet om investeringsinstitutter (UCITS-direktivet) 
   og
2. Fonde, der - uden at udgøre institutter for kollektiv investering som omhandlet i UCITS-direktivet - fremviser lignende kendetegn som disse og dermed foretager de samme transaktioner, eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med dem.   

EU-Domstolen konkluderede, at:

Investeringsfonde, hvori en pensionsordnings aktiver samles, og som fremviser kendetegn som den konkrete investeringsfond, kan ikke anses for et institut for kollektiv investering, som omhandlet i UCITS-direktivet, når investeringsfonden ikke er åben for offentligheden, men alene udgør en arbejdsrelateret fordel, der af arbejdsgiverne kun indrømmes deres ansatte.

Den omhandlede type af investeringsfond kunne heller ikke i en sådan grad sammenlignes med institutterne for kollektiv investering, således som disse er defineret i UCITS-direktivet, at den var i konkurrence med disse. Ved afgørelsen blev der lagt særlig vægt på, at de personer, der var omfattet af pensionsordningen, ikke bar den risiko, der var forbundet med forvaltningen af den investeringsfond, hvori pensionsordningens aktiver var samlet. Arbejdsgiveren skulle således indbetale bidrag indtil et beløb, der var tilstrækkeligt til at sikre finansieringen af de resterende omkostninger i forbindelse med pensionsydelserne.

4.2. EU-Domstolens dom i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X

EU-Domstolen tog i sagen stilling til, hvorvidt selskaber, som var stiftet af flere investorer med det ene formål at investere den indskudte formue i fast ejendom, kunne anses for en "investeringsforening" i henhold til momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).

EU-Domstolen udtalte, at ved investeringsforeninger i momsdirektivets forstand forstås:

1. Fonde, der udgør institutter for kollektiv investering i værdipapirer som omhandlet i direktivet om investeringsinstitutter (UCITS-direktivets)
   og
2. Fonde, der - uden at udgøre institutter for kollektiv investering som omhandlet i UCITS-direktivet - fremviser lignende kendetegn som disse og dermed foretager de samme transaktioner, eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med dem.   

I dommen udtalte EU-Domstolen endvidere, at fritagelsesbestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g), alene finder anvendelse på investeringsinstitutter, som er underlagt et særligt statsligt tilsyn, og dermed er undergivet de samme konkurrencevilkår og henvender sig til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne.

EU-Domstolen konkluderede, at:

De i sagen omhandlede selskaber ikke kunne anses for et institut for kollektiv investering, som omhandlet i UCITS-direktivet, idet investering udelukkende i fast ejendom ikke er undergivet UCITS-direktivet, som alene finder anvendelse på investeringsinstitutter, som investerer i værdipapirer.

Investeringsselskaber, hvori der er indskudt kapital af flere investorer, som bærer den risiko, der er forbundet med forvaltningen af aktiverne indskudt i disse selskaber med henblik på køb, besiddelse, administration og salg af fast ejendom for at opnå et afkast, der kan udloddes til samtlige andelshavere i form af en dividendeudbetaling, idet de sidstnævnte også drager fordel af andelens værdistigning, kan anses for "investeringsforeninger" i momsdirektivets forstand, såfremt den pågældende medlemsstat har underlagt disse selskaber et særligt statsligt tilsyn.

4.3. Guideline fra EU’s Momskomite   

På grundlag af EU-Domstolens retspraksis, herunder sag C-464/11, Wheels og sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, har betingelserne, for et investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening, været drøftet i EU’s Momskomite.

EU’s Momskomite har på baggrund af drøftelserne og med henvisning til EU-Domstolens retspraksis vedtaget en guideline, som bl.a. oplister betingelserne, for at investeringsinstitutter momsretligt kan anses for en investeringsforening, jf. Momskomiteens guideline fra det 109^th møde.  

De i Momskomiteens guideline oplistede betingelser er tiltrådt af et stort flertal af Momskomiteens medlemmer, herunder af Danmark.

Ifølge ovennævnte guideline skal de følgende fem betingelser alle være opfyldt, for at et investeringsinstitut - som ikke er omfattet af UCITS-direktivet -  kan anses for at fremvise lignende kendetegn som UCITS-investeringsinstitutterne og dermed foretager de samme transaktioner eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med UCITS-investeringsinstitutterne:

1. Investeringsinstituttet foretager kollektiv investering
2. Investeringsinstituttet investerer ud fra princippet om risikospredning
3. Investorerne bærer investeringsrisikoen og investeringsafkastet afhænger af investeringerne
4. Investeringsinstituttet er undergivet et særligt statsligt tilsyn
5. Investeringsinstituttet er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne

I forhold til den momsretlige kvalifikation af pensionsinstitutter som en investeringsforening fremgår følgende af Momskomiteens guideline, som ikke er offentliggjort på dansk:

"Whether pension funds qualify as special investment funds must be determined on a case-by-case basis.

In particular, the VAT Committee unanimously confirms that, in accordance with settled case-law of the CJEU, only pension funds where the investors themselves bear the risk connected with the pension fund (as opposed to that risk being borne by someone other than the investor) may be seen as sufficiently comparable to UCITS and, therefore, quality as special investment funds for the purposes of Article 135(1)(g) of the VAT Directive.

The VAT Committee almost unanimously confirms that in accordance with settled case-law of the CJEU, defined-contribution pension funds (“DC pension funds"), where the contribution to be made to the pension fund is defined, but the retirement benefit to be received depends on the performance of the investment (the risk thus being borne by the investor), shall be seen as sufficiently comparable to UCITS and therefore, qualify as special investment funds for the purposes of Article 135(1)(g) of the VAT Directive.

Futhermore, the VAT Committee almost unanimously confirms that in accordance with settled case-law of the CJEU, defined-benefit pension funds (“DB pension funds"), where the retirement benefit to be received by the investor is defined regardless of the contributions to be made to the fund (the risk thus not being borne by the investor), may not be seen as sufficiently comparable to UCITS and, therefore, they shall not qualify as special investment funds for the purposes of Article 135(1)(g) of the VAT Directive.

The VAT Committee is of the almost unanimous view that for hybrid pension funds containing element of both DC and DB pension funds to be seen as sufficiently comparable to UCITS and, therefore, qualify as special investment funds for the purposes of Article 135(1)(g) of the VAT Directive, it must be required that the investors bear themselves a substantial part of the risk connected with the pension fund."

5. Skattestyrelsens opfattelse

Investeringsinstitutter, som momsretligt anerkendes som investeringsforeninger

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at EU-Domstolens domme i sag C-424/11, Wheels og sag C-595/13, Fiscale Eenheid X ændrer dansk praksis i forhold til de betingelser, som skal være opfyldt, for at et investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening, hvortil der efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, kan leveres momsfritagne forvaltningsydelser.

Af EU-Domstolens praksis kan udledes, at de investeringsinstitutter, som kan anses for at være omfattet det momsretlige begreb "investeringsforening", er:

1. Fonde, der udgør institutter for kollektiv investering i værdipapirer omfattet af UCITS-direktivet og
2. Fonde, der - uden at udgøre institutter for kollektiv investering omfattet af UCITS-direktivet - fremviser lignende kendetegn som disse og dermed foretager de samme transaktioner, eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at de konkurrerer med dem.

Investeringsinstitutter, som er omfattet af UCITS-direktivet, vil derfor altid blive anset for at være en investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f’s forstand.

Er investeringsinstituttet ikke omfattet af UCITS-direktivet, skal der derimod altid foretages en konkret vurdering af, om det pågældende investeringsinstitut fremviser lignende kendetegn, som UCITS-investeringsinstitutterne og dermed foretager de samme transaktioner, eller i det mindste er sammenlignelig i en sådan grad, at det konkurrerer med UCITS-investeringsinstitutterne.

Betingelser for at non-UCITS investeringsinstitutter momsretligt kan anses som en investeringsforening

I overensstemmelse med de betingelser, som er oplistet i Momskomiteens guideline, er det Skattestyrelsens opfattelse, at følgende fem betingelser alle skal være opfyldt, for at et non-UCITS investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening:

1. Investeringsinstituttet har til formål at foretage kollektiv investering
2. Investeringsinstituttet investerer ud fra princippet om risikospredning
3. Investorerne bærer investeringsrisikoen og investeringsafkastet afhænger af investeringerne
4. Investeringsinstituttet er undergivet et særligt statsligt tilsyn
5. Investeringsinstituttet er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne

Derimod er det ikke et krav, at investeringsinstituttet er åbent for offentligheden i lighed med det krav, som stilles til de investeringsinstitutter, som omfattes af UCITS-direktivet, jf. sag C-424/11, Wheels. At også lukkede investeringsselskaber, som eksempelvis et ITC [Investment Trust Companies], er omfattet af begrebet "investeringsforeninger" i fritagelsesbestemmelsens forstand, er også fastslået af EU-Domstolen i sag C-363/05, JP Morgan Fleming Claverhouse Investment Trust plc.

Ved vurderingen, af om et investeringsinstitut momsretligt kan anses som en investeringsforening, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der heller ikke skal lægges vægt på, om det pågældende investeringsinstitut er omfattet definitionen på en alternativ investeringsfond i FAIF-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU). Alternative investeringsfonde vil derfor kun blive anset som en investeringsforening i momslovens forstand, såfremt det pågældende investeringsinstitut opfylder de fem overfor nævnte betingelser. Skattestyrelsens opfattelse er i overensstemmelse med den fortolkning, som er anlagt af EU’s Momskomite i guideline fra det 109^th møde afholdt den 1. december 2017.

De fem betingelser, som alle skal være opfyldt

Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt de fem betingelser for at kunne anses som en investeringsforening, er opfyldt.

Ad. 1: Har til formål at foretage kollektiv investering

Det er et afgørende kriterium, for at der er tale om en investeringsforening i momsretligt forstand, at investeringsinstituttet har til formål at foretage kollektiv investering.

Betingelsen, om at der er tale om en kollektiv investeringsordning, fordrer en pulje af midler, som hidrører fra flere fysiske eller juridiske personer.  

Derimod er det ikke et krav, at det pågældende institut, i lighed med UCITS-institutterne, har som eneste formål at foretage kollektiv investering, jf. C-464/12, ATP PensionService A/S, hvor EU-Domstolen fastslog, at der var tale om en investeringsforening, til trods for at pensionskassen også leverede supplerende forsikringsdækning, når forsikringselementet alene var sekundært.

Skattestyrelsen anerkender endvidere, at der kan være tale om en investeringsforening i tilfælde, hvor eksempelvis en pensionskasse både leverer supplerende forsikringsdækning, hvor forsikringselementet alene er sekundært, og en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær.

Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at investeringsinstituttet skal have det som sit primære formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer, likvide finansielle aktiver eller i andre investeringsaktiver, fx fast ejendom, for at investeringsinstituttet momsmæssigt kan blive kvalificeret som en investeringsforening.  

I tilfælde, hvor eksempelvis en pensionskasse både leverer en supplerende forsikringsdækning, hvor forsikringselementet alene er sekundært, og en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær, vil de forvaltningsudgifter, som direkte kan henføres til den kollektive investering og/eller til en supplerende forsikringsdækning, hvor forsikringselementet alene er sekundært, kunne anses som leveret til en investeringsforening. De forvaltningsudgifter, som direkte kan henføres til en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær vil derimod ikke være omfattet af momsfritagelsen. Forvaltningsomkostninger, som ikke kan henføres til enten kollektiv investering, herunder eksempelvis et sekundært forsikringselement eller til en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær, skal fordeles forholdsmæssigt.

Det vil altid være en konkret vurdering, om et investeringsinstitut opfylder betingelsen om, at der skal foretages kollektiv investering, idet det dog ligger implicit i begrebet "kollektiv investering", at der i hvert fald skal være mere end én investor, jf. dog straks nedenfor vedrørende Master-feeder strukturer.

Master-feeder strukturer

Når medlemmet af investeringsforeningen selv er en investeringsforening, eksempelvis et pensionsinstitut eller et lignende selskab, som netop foretager kollektiv investering af medlemmernes midler, vil betingelsen om kollektiv investering også være opfyldt, selvom det er pensionsinstituttet m.v., som er det eneste medlem i en investeringsforening, idet de enkelte pensionskunder m.v. i disse tilfælde anses for at være de egentlige investorer.

Forenklet ordning i forhold til begrebet "kollektiv investering"

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en investeringsforening altid vil opfylde betingelsen om, at der skal foretages kollektiv investering, såfremt blot én af de nedenstående to betingelser er opfyldt:

• Investeringsforeningen har mindst 8 medlemmer eller
• Investeringsforeningen har færre end 8 medlemmer, men der sker effektiv markedsføring over for offentligheden eller en vis videre kreds med henblik på at bringe antallet af medlemmer op.

Mindst 8 medlemmer

I forhold til opgørelsen af antallet af medlemmer vil koncernforbundne medlemmer, jf. kursgevinstlovens § 4, blive regnet for ét medlem.

Kravet om mindst 8 medlemmer, for at der udøves kollektiv investering, svarer til den afgrænsning af begrebet, som findes i aktieavancebeskatningsloven og selskabsskatteloven.  

Af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, in fine fremgår:

"Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og denne lovs § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager. "

Af selskabsskatteloven § 1, stk. 7, fremgår:

"Stk. 7. En bevisudstedende investeringsforening omfattet af ligningslovens § 16 C eller en kontoførende investeringsforening omfattes kun af stk. 1, nr. 5, litra c, eller nr. 6, såfremt den har mindst 8 medlemmer, medmindre der sker en effektiv markedsføring over for offentligheden eller større dele heraf med henblik på at bringe antallet af medlemmer op. Koncernforbundne medlemmer, jf. kursgevinstlovens § 4, regnes i denne sammenhæng for ét medlem".

Effektiv markedsføring

Det vil i sagens natur altid være en konkret vurdering, hvorvidt der foretages effektiv markedsføring.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at kravet generelt vil være opfyldt, når der markedsføres over for den relevante målgruppe på en sådan måde, at der er en rimelig sandsynlighed for at de ønskede mål med markedsføringen opnås.

Afdelinger i en investeringsforening

En investeringsforening er en selvstændig juridisk enhed. Investeringsforeninger skal være organiseret med en eller flere afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne efter vedtægternes bestemmelse herom.

Hver afdeling i en investeringsforening vil være en økonomisk selvstændig enhed med egne vedtægtsbestemmelser om anbringelse af formuen, således at der i praksis investeres inden for forskellige risikoområder.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved afgørelsen, af om der foretages kollektiv investering, skal foretages en bedømmelse af den enkelte afdeling i investeringsforeningen.

Ved vurderingen heraf har Skattestyrelsen, i overensstemmelse med den af Højesteret i SKM2008.542.HR anvendte metode, lagt vægt på, hvorledes afdelingerne i en investeringsforening kvalificeres og behandles i anden lovgivning.  

Civilretligt anses de enkelte afdelinger under en investeringsforening for at være en økonomisk selvstændig enhed med egne vedtægtsbestemmelser, og den enkelte afdeling hæfter kun for egne forpligtigelser, og alene subsidiært for andre afdelingers andel af fællesomkostningerne i investeringsforeningen, jf. § 6, stk. 3 i lov om investeringsforeninger.

Skattemæssigt anses de enkelte afdelinger under en investeringsforening for selvstændige juridiske enheder. I de tilfælde, hvor en investeringsforening er opdelt i flere afdelinger, afhænger den subjektive beskatning således af forholdene i den enkelte afdeling. De enkelte afdelinger i en investeringsforening kan således være undergivet beskatning efter forskellige regler, jf. afsnit C.D.1.1.10.1 i Den juridiske vejledning.

Henset til at de enkelte afdelinger under en investeringsforening både civilretligt og skatteretligt anses for at være en selvstændig enhed, finder Skattestyrelsen, at de enkelte afdelinger også skal vurderes separat i forbindelse med vurderingen af, om der momsretligt foretages kollektiv investering.

Opfylder alle afdelinger i et investeringsinstitut ikke betingelsen om, at der skal foretages kollektiv investering, vil de forvaltningsudgifter, som direkte kan henføres til afdelinger, som opfylder betingelserne, kunne anses som leveret til en investeringsforening, mens forvaltningsudgifter, som direkte kan henføres til afdelinger, som ikke opfylder betingelserne, ikke vil være omfattet af momsfritagelsen. Forvaltningsomkostninger, som ikke kan henføres til bestemte afdelinger, skal fordeles forholdsmæssigt.

Vurderingstidspunktet i forhold til kravet om kollektiv investering

Vurderingen af om investeringsinstituttet opfylder betingelsen om, at der skal foretages kollektiv investering, skal foretages på tidspunktet for stiftelsen af investeringsinstituttet, dvs. i stiftelsesåret. Selvom antallet af investorer falder i de efterfølgende år, eller at instituttet ophører med blive markedsført over for offentligheden med henblik på at opnå flere investorer, vil der derfor fortsat være tale om en investeringsforening i momsretlig forstand.

I forbindelse med investeringsinstitutter, der stiftes med henblik på senere markedsføring af andele i instituttet over for offentligheden eller en større kreds af potentielle investorer, kan Skattestyrelsen acceptere, at vurderingen af, hvorvidt investeringsinstituttet opfylder betingelsen om, at der skal foretages kollektiv investering, i stedet foretages i det år, hvor markedsføringen de facto påbegyndes.

Ad. 2 Investerer ud fra princippet om risikospredning

Det er en betingelse, at investeringsinstituttet investerer ud fra et princip om risikospredning, dvs. i en mere spredt portefølje, for derved at mindske investeringsrisikoen.

EU-Domstolen har i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X udtalt, at der vil være tale om risikospredning ved investering i fast ejendom, når formuen investeres i forskellige kategorier af fast ejendom, både beboelses- og erhvervsejendomme, og også i forskellige geografiske områder.

Feederinstitutter

Som det gælder for UCITS-institutterne, vil kravet om risikospredning være opfyldt, når feederinstiutter investerer i én anden UCITS (masterinstituttet). Masterinstituttet skal dog selv overholde reglerne om risikospredning.

Ad. 3 Investeringsrisikoen bæres af investorkunderne og afkastet afhænger af investeringerne

For at et investeringsinstitut, herunder et pensionsinstitut, kan anses for sammenligneligt med UCITS-investeringsinstitutterne, er det tillige en betingelse, at det er de enkelte investorer, som bærer investeringsrisikoen og det er et krav, at afkastet afhænger af investeringerne, jf. sag C-464/12, Wheels.

Risikobegrebet

Ud fra en almindelig sproglig fortolkning må begrebet "risiko" være udtryk for sandsynligheden, for at en uønsket hændelse indtræffer.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det momsretlige begreb "investeringsrisiko" derfor skal forstås som risikoen for at realisere et investeringsafkast, der er markant ringere end det forventede, herunder at afkastet af de enkelte investeringer kan blive negativt og dermed vil kunne indebære tab for investorkunden.

Pensionsinstitutter og kravet om at investeringsrisikoen skal bæres af investorerne

Kravet indebærer, at det er den enkelte pensionskunde, som i medfør af aftalen skal bære investeringsrisikoen. Bæres en væsentligt andel af investeringsrisikoen af andre fx en arbejdsgiver, bæres investeringsrisikoen ikke af pensionskunden, jf. tilsvarende konklusion i guideline fra det 109^th møde den 1. december 2017 iEU’s Momskomite.

Pensionsordninger

I forhold til allokeringen af investeringsrisikoen kan der helt overordnet sondres mellem "Tilsagnsordninger" (Defined Benefit) og "Bidragsdefinerede ordninger" (Defined Contribution).

Tilsagnsordninger (Defined Benefit)

Tilsagnsordninger er pensionsordninger, hvor de fremtidige pensionsydelser er forud fastsat.

I en tilsagnsordning har pensionskunden et retskrav på at få en pensionsydelse, hvis størrelse typisk er baseret på en formel, hvor der fx henses til slutlønnen sammenholdt med det antal år, hvor den pågældende har været ansat i virksomheden eller til det gennemsnitlige lønniveau i den periode, hvor den pågældende har været ansat.

Kan summen af de af arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden foretagne indbetalinger til pensionsordningen og investeringsafkastet ikke dække pensionsydelserne, er arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden forpligtet til at foretage yderligere indbetalinger til ordningen.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at investeringsrisikoen i rene tilsagnsordninger generelt ikke bæres af pensionskunderne, men derimod af arbejdsgiveren/sponsorvirksomheden, jf. tilsvarende konklusion i EU-Domstolens dom i sag, C-424/11, Wheels og Momskomiteens guideline fra det 109^th møde.  

Bidragsdefinerede ordninger (Defined Contribution)  

Ved bidragsdefineret ordninger forstås pensionsordninger, hvor størrelsen af de bidrag, som skal indbetales til pensionsordningen, er forud fastsat, mens størrelsen af den pensionsydelse, som den ansatte vil modtage, afhænger af afkastet af de foretagne investeringer.

I en bidragsdefineret ordning fremkommer de fremtidige pensionsydelser således som et produkt af de indbetalinger, der er foretaget til ordningen og den forrentning, som indbetalingerne har kastet af sig i pensionsordningens løbetid (med fradrag for omkostninger).

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er pensionskunderne, som bærer investeringsrisikoen i rene bidragsdefinerede ordninger, jf. tilsvarende konklusion i Momskomiteens guideline fra det 109^th møde afholdt den 1. december 2017.  

Pensionsordninger med elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger

De rene tilsagnsordninger (Defined Benefit) og de rene bidragsdefinerede ordninger (Defined Contribution) udgør to yderpunkter. Mellem disse to yderpunkter findes pensionsordninger, som indeholder elementer fra både tilsagnsordninger og de bidragsdefinerede ordninger, jf. nedenstående figur.

Rene tilsagnsordninger (Defined Benefit)

Bidragsdefinerede pensionsordninger med en tilknyttet garanti

Forskellige andre hybrider af tilsagns- og bidragsdefinerede ordninger

Bidragsdefinerede pensionsordninger med en tilknyttet garanti og ret til bonus

Rene bidrags-definerede ordninger (Defined Contribution)

I pensionsordninger, som indeholder elementer fra både tilsagnsordninger og bidragsdefinerede ordninger, vil investeringsrisikoen typisk være delt mellem flere parter fx mellem pensionskunden og pensionsselskabet.

I forhold til disse pensionsordninger er det Skattestyrelsens opfattelse, at betingelsen, om at pensionskunderne skal bære investeringsrisikoen, alene vil være opfyldt, når den enkelte pensionskunde bærer en væsentlig del af investeringsrisikoen, jf. tilsvarende konklusion i Momskomiteens guideline fra det 109^th møde.

Om den enkelte pensionskunde bærer en væsentlig andel af investeringsrisikoen vil altid afhænge af en konkret vurdering af den aftale, som ligger til grund for den enkelte pensionsordning, jf. tilsvarende konklusion i Kommissionens Working Paper No 936 dateret 9. november 2017.

Bidragsdefinerede pensionsordninger med en tilknyttet garanti

Garantien ved bidragsdefinerede pensionsordninger kan bestå i enten en rentegaranti eller en ydelsesgaranti.

En rentegaranti indebærer, at pensionskundens indbetalinger til ordningen og tilskrevet afkast fra tidligere år, hvert år i hele pensionsordningens løbetid, forrentes med en nominel minimumsrente.

En ydelsesgaranti indebærer, at pensionskunden har en garanti for en bestemt pensionsudbetaling, hvis kunden indbetaler det forud fastsatte beløb frem til pensionstidspunktet, svarende til en gennemsnitlig forrentning i pensionsordningens løbetid med garantirenten.

Forskellen på en rente- og en ydelsesgaranti er således, at rentegarantien sikrer pensionskunden en fast årlig forrentning af pensionsformuen, mens en ydelsesgaranti indebærer en garanti for at pensionsformuen i pensionsordningens løbetid gennemsnitlig forrentes med den garanterede rentesats.  

Det er Skattestyrelsens vurdering, at det ikke har betydning for afgørelsen af, hvem der bærer investeringsrisikoen, om der er tale om en pensionsordning med en rente- eller en ydelsesgaranti.

For en pensionskunde med en garanti om en vis minimumsrente/minimumsforrentning - eventuelt blot en minimumsrente/minimumsforrentning på 0 pct. - er der ingen risiko for tab af allerede foretagne indbetalinger på pensionsordningen, ligesom der heller ikke er risiko for tab af det afkast af investeringerne, som allerede er tilskrevet den pågældende pensionskundes depot. Uanset resultatet af de foretagne investeringer vil et negativt resultatet således aldrig kunne medføre, at pensionskunden får mindre end den forrentning af pensionsformuen, som kunden er garanteret. Konsekvenserne af et ringere investeringsafkast end det, som er garanteret, herunder risikoen for et negativt afkast, bæres således af pensionsinstituttet.

En pensionskunde, som har en garanti for en mindsterente/mindsteforrentning på mere end 0 pct., vil herudover også opnå en ret til et afkast, uanset om resultatet af de foretagne investeringer aktuelt eller over en periode tilsiger en sådan forrentning af pensionsformuen eller ej.

Risikoen, for at der opnås et investeringsafkast minimum svarende til den garanterede minimumsrente/ minimumsforrentning, påhviler således pensionsinstituttet og ikke pensionskunden.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at pensionskunder, som er garanteret en vis minimumsrente/minimumsforrentning, som er fuldstændig uafhængig af resultatet af de af pensionsinstituttet foretagne investeringer, som udgangspunkt ikke bærer investeringsrisikoen. Som udgangspunkt vil investeringsrisikoen ved disse pensionsprodukter derimod blive båret af pensionsinstituttet.

Ved den konkrete vurdering af, hvorvidt de enkelte pensionskunder bærer en væsentlig del af investeringsrisikoen, skal der derfor henses til, hvorvidt der til den konkrete aftale er tilknyttet en garanti i form af enten en rentegaranti eller en ydelsesgaranti, idet det er Skattestyrelsens opfattelse, at en tilknyttet garanti som udgangspunkt vil være udtryk for, at pensionskunden ikke bærer investeringsrisikoen.

Pensionsordninger med en tilknyttet garanti og ret til bonus

I medfør af den aftale, som ligger til grund for en pensionsordning med en tilknyttet garanti, kan det tillige være aftalt, at pensionskunden har ret til bonus.

Retten til bonus indebærer, at pensionskunden i løbet af pensionsordningens løbetid har mulighed for at opnå en ekstra gevinst oven i den forrentning, som er garanteret af pensionsinstituttet. Retten til bonus indebærer således ikke, at pensionskunden har et egentligt retskrav på bonus, hverken i det enkelte år eller i pensionsordningens løbetid.

I pensionsordninger med en garanti for en vis minimumsrente/minimumsforrentning og ret til bonus skulle "investeringsrisikoen" for den enkelte pensionskunde i givet fald ligge i spændet mellem den garanterede minimumsrente /minimumsforrentning, som pensionsinstituttet som udgangspunkt bærer investeringsrisikoen for, og så muligheden for et eventuelt højere afkast end det, som er garanteret.    

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at det forhold, at der i aftalen om et pensionsprodukt med en tilknyttet garanti gives mulighed for en yderligere gevinst i form af en bonus, som udgangspunkt ikke vil medføre, at en væsentlig del af investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne. Som anført ovenfor må begrebet "investeringsrisiko" være udtryk for sandsynligheden for en uønsket hændelse og således risikoen for at lide et tab som følge af de foretagne investeringer eller i det mindste en risiko for at få et mindre afkast end forventet. Efter Skattestyrelsens vurdering må et bonuselement i forbindelse med pensionsordninger som udgangspunkt være udtryk for en mulig ønsket hændelse og altså ikke en risiko.  

At et bonuselement i en garanteret ordning som udgangspunkt ikke kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvorvidt pensionskunderne bærer investeringsrisikoen, understøttes endvidere af EU-Domstolens dom i sag C-464/11, Wheels. EU-Domstolen fandt i den pågældende sag, som angik en tilsagnsordning, at selv om den garanterede pensionsydelse kunne forhøjes, såfremt ordningen havde flere aktiver, end hvad der krævedes til at finansiere de ydelser, som skulle udbetales, og at der var risiko for nedsættelse af de garanterede pensionsydelser, såfremt der ikke var tilstrækkelige midler i pensionsordningen, som følge af at arbejdsgiveren enten ikke ville eller ikke kunne dække underskuddet, var dette ikke tilstrækkeligt til, at pensionskunderne bar investeringsrisikoen.  

Investeringsrisikoen i medlemsejede pensionsinstitutter

I medlemsejede pensionsinstitutter, der er etableret af fx de fagforeninger, der repræsenterer medlemmerne, vil ejerkredsen og kundekredsen være den samme, således at pensionsinstituttets egenkapital og overskud tilhører medlemmerne.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at selvom der er tale om et medlemsejet pensionsinstitut, så påtager pensionskunderne sig ikke en yderligere investeringsrisiko ved at være en del af ejerkredsen.

Ved den konkrete vurdering af, hvorvidt investeringsrisikoen bæres af pensionskunderne, er det derfor Skattestyrelsens opfattelse, at det er uden betydning, om der er tale om et medlemsejet pensionsinstitut.

Afkastet skal afhænge af investeringerne

Kravet indebærer, at afkastet hidrører fra det udbytte, som opnås ved, at de indbetalte midler investeres, dvs. det udbytte, som oppebæres, som følge af at de til pensionsordningen indbetalte midler investeres i obligationer, aktier og andre investeringsaktiver.

I forhold til pensionsprodukter indebærer kravet, at der i aftalen ikke må være krav om, at fx arbejdsgiveren/sponsorvirksomhed skal foretage supplerende indbetalinger for at sikre pensionskunden en bestemt pensionsydelse.

Ad. 4 Undergivet et særligt statsligt tilsyn

Det er tillige en betingelse, for at et investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening, at investeringsinstituttet er underlagt et "særligt statsligt tilsyn", svarende til det tilsyn, som investeringsforeninger omfattet af UCITS-direktivet er underlagt, jf. EU-Domstolens dom i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X.  

Tilsynet med alternative investeringsinvesteringsinstitutter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde finder anvendelse på alle kollektive investeringsinstitutter, som ikke er omfattet af UCITS-direktivet. Direktivet pålægger de i øvrigt kompetente nationale myndigheder i forvalterens hjemland at føre tilsyn med forvaltere af alternative investeringsfonde. Derimod indeholder direktivet ingen bestemmelser, der pålægger de nationale myndigheder en pligt til at føre tilsyn med de alternative investeringsfonde, som sådan.

Direktiv 2011/61/EU er implementeret i dansk ret ved lov nr. 1166 af 19. september 2018. I lighed med direktivet er det kun forvalterne af de alternative investeringsfonde, som reguleres af loven og ikke de alternative investeringsfonde.

Tilsynet med forvalterne af de alternative investeringsfonde har til formål at sikre, at forvalterne opfylder deres pligter efter direktivet. Det er Finanstilsynets vurdering, at tilsynet dermed også bliver et indirekte tilsyn med investeringsfondene for at kontrollere, om de har indrettet sig på de bestemte måder eller foretager sig de bestemte handlinger, som forvalteren er ansvarlig for, at de gør.

Finanstilsynet har oplyst, at der findes to kategorier af forvaltere af alternative investeringsfonde.

• Forvaltere af alternative investeringsfonde, som har tilladelse efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde
• Forvaltere af alternative investeringsfonde, som er registrerede efter § 9 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

På grundlag af Finanstilsynets analyse af bl.a. reguleringsniveauet for og tilsynet med henholdsvis investeringsforeninger omfattet af UCITS-direktivet og enheder omfattet af direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde er det Finanstilsynets vurdering, at det kun er de alternative investeringsfonde, som bliver forvaltet af en forvalter, som har en tilladelse efter § 6 i lov om alternative investeringsfonde, som er undergivet et særligt statsligt tilsyn.

Ved vurderingen af om et investeringsinstitut opfylder betingelserne for momsretligt at kunne anses for en investeringsforening, er det derfor afgørende, om forvalteren har tilladelse efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde eller alene er registret efter lovens § 9.

Forvaltes enheden af en forvalter, som alene er registreret hos Finanstilsynet efter lovens § 9, er enheden ikke undergivet et særligt tilsyn med den konsekvens, at der momsretligt ikke er tale om en investeringsforening, hvortil der kan leveres forvaltningsydelserne omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f). Forvaltes enheden af en forvalter med tilladelse efter lovens § 6 er betingelsen, om at investeringsinstituttet skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn derimod opfyldt.

Tilsynet med pensionsinstitutters investeringer via underliggende enheder 

Finanstilsynet har oplyst, at investeringer, som pensionsinstitutter foretager via underliggende enheder, typisk vil være undergivet Finanstilsynets tilsyn med pensionsinstitutterne.

Ifølge Finanstilsynet kan tilsynet enten være i form af et direkte tilsyn ved, at den underliggende enhed er en reguleret finansiel virksomhed (bank/investeringsforening m.v.) eller indirekte ved, at der er indgået en outsourcingaftale med en underliggende enhed om investering af pensionsmidler.

Ifølge EU-Domstolen er det en afgørende betingelse, for at der er tale om en investeringsforening, at den pågældende enhed - i lighed med UCITS-investeringsinstitutterne - er underlagt et særligt statsligt tilsyn.

På baggrund af Finanstilsynets oplysninger er det Skattestyrelsens vurdering, at i de tilfælde, hvor de underliggende enheder er undergivet et direkte tilsyn i kraft af, at den underliggende enhed selv er en reguleret finansiel virksomhed, vil betingelsen om, at enheden skal være undergivet et særligt statsligt tilsyn, altid være opfyldt.  

I de tilfælde, hvor den underliggende enhed ikke er undergivet et direkte tilsyn, som følge af, at den underliggende enhed er en reguleret finansiel virksomhed, er det med baggrund i Finanstilsynets oplysninger Skattestyrelsens vurdering, at det er nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt den konkrete enhed opfylder betingelsen om, at være underlagt et særligt statsligt tilsyn.  Der er herved henset til, at Finanstilsynet vurderer, at disse enheder typisk, men ikke nødvendigvis i alle tilfælde, vil være undergivet Finanstilsynets tilsyn.

Vurderingen af, hvorvidt den konkrete enhed opfylder betingelsen om at være underlagt et særligt statsligt tilsyn, foretages af Finanstilsynet. Finanstilsynets vurdering vil blive lagt til grund ved Skattestyrelsens afgørelse af om betingelsen er opfyldt.

Tilsynet med de selskaber m.v., som investeringsinstitutter, herunder pensionsinstitutter, investerer i

De selskaber, som investeringsinstitutter investerer i, kan derimod ikke anses for at være undergivet tilsyn. Dette uanset størrelsen af ejerandelen.

Ad. 5 Undergivet samme konkurrencebetingelser og appellerer til samme kreds af investorer

Som anført af EU-Domstolen i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X er det en betingelse, for at et investeringsinstitut kan anses for at være tilstrækkeligt sammenligneligt med UCITS-investeringsinstitutterne, at investeringsinstituttet er underlagt de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne.  

Ved vurderingen af, hvorvidt et investeringsinstitut momsretligt skal anses for en investeringsforening, er det således ikke tilstrækkeligt at investeringsinstituttet er "sammenligneligt med et UCITS-investeringsinstitut". Investeringsinstituttet skal være tilstrækkeligt sammenligneligt med UCITS-institutterne for at investeringsinstituttet er i konkurrence med disse, jf. guideline fra det 109^th møde i EU’s Momskomite.

6. Genoptagelse

Adgang til genoptagelse

Der kan anmodes om genoptagelse af momstilsvaret, hvis hidtidig dansk praksis samlet set har været til ugunst for virksomheden. Hvis der anmodes om genoptagelse, skal anmodningen omfatte alle de afgiftsperioder, der kan ske genoptagelse for. Der kan ikke anmodes om genoptagelse alene for udvalgte perioder.

Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Ekstraordinær genoptagelse

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis eller den afgiftsperiode, der er helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelse af praksis.

I de situationer, hvor praksis underkendes af en dom fra EU-Domstolen, vil adgang til genoptagelse således afhænge af, hvilken afgiftsperiode, der forelå til prøvelse i den sag, der var forelagt EU-Domstolen.

Gældende dansk praksis er underkendt ved EU-Domstolens afgørelser i henholdsvis sag C-424/11, Wheels, afsagt den 7. marts 2013 og sag C- 595/13, Fiscale Eenheid X afsagt 9. december 2015. Sag C-424/11, Wheels vedrørte afgiftsperioden 1. juli 2004 til den 30. juni 2007, mens sag C-595/13 Fiscale Eenheid X vedrørte afgiftsperioden 1. januar 1996 til den 31. december 1996.

Efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan Skattestyrelsen alene foretage ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige. Dette er dog ikke til hinder for, at Skattestyrelsen har adgang til for samme tidsrum, som der gives genoptagelse for, at foretage andre følgevirkninger af tilbagebetalingen, herunder fradrag af besparelse i form af fradrag for købsmoms, moms af reguleringsforpligtigelser og lønsumsafgift. Dog foretages der ikke genoptagelse, hvis ændringen samlet set ville være til skade for den afgiftspligtige.

Genoptagelse er således ikke isoleret til udelukkende at vedrøre det forhold, som den afgørelse, der giver adgang til genoptagelse vedrører. I forbindelse med genoptagelsen tages det samlede retsforhold i betragtning, og vurderes på ny, således at afgørelsen i genoptagelsessagen materielt er korrekt og i overensstemmelse med gældende ret.

Som udgangspunkt, kan der derfor alene gives adgang til genoptagelse, hvis resultatet på grundlag af praksisændringen, som følge af de to domme fra EU-Domstolen i sag C-424/11, Wheels og sag 595/13, Fiscale Eenheid X, set under ét, er til gunst for den afgiftspligtige.

Idet dommen i sag C-424/11, Wheels, som udgangspunkt skærper hidtidig dansk praksis, ville praksisændringen, som følge af dommen isoleret set alene have fremadrettet virkning. Som følge heraf gives der mulighed for adgang til genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der helt eller delvist er sammenfaldende med den periode der var til prøvelse i sag i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, der isoleret set udvider hidtidig dansk praksis. Det vil sige, at der kan gives genoptagelse for afgiftsperioder, der var påbegyndt, men endnu ikke afsluttet den 9. december 2005.

Idet det ikke kan udelukkes, at der kan være foreninger, som ikke hidtil har været anset som investeringsforeninger, men som i medfør af sag C-424/11, Wheels, kan anses som en investeringsforening, kan der - uafhængig af om kriterierne i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X er opfyldt gives adgang til genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der var helt eller delvist sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i sag C-424/11, Wheels, hvilket vil sige afgiftsperioder, der var påbegyndt men endnu ikke afsluttet den 1. juli 2004.

Muligheden for genoptagelse begrænses dog af den absolutte forældelsesfrist på ti år for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse af et afgiftstilsvar, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 1 og § § 32, stk. 1.

Reaktionsfrist

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder afvigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på Skatteforvaltningens hjemmeside, www.skat.dk.

Anmodning om genoptagelse

Anmodningen om genoptagelse kan ske digitalt på www.skat.dk, eller ved at sende en skriftlig anmodning, til Skattestyrelsen på adressen: Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing med oplysninger, der kan identificere den pågældende virksomhed.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr. samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling, periodiseret for hver afgiftsperiode.

Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet for hver afgiftsperiode. Skattestyrelsen forbeholder sig ret til at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af afgift.

Virksomheden bør opbevare det relevante regnskabsmateriale, indtil der er truffet endelig afgørelse om tilbagebetaling, selvom det 5-årige opbevaringskrav er udløbet forinden. Det skal være muligt for Skattestyrelsen på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet at efterprøve virksomhedens oplysninger.

I det omfang virksomheden for perioder, der ligger ud over perioder omfattet af det 5-årige opbevaringskrav, ikke længere er i besiddelse af det relevante regnskabsmateriale m.v., skal virksomheden så vidt muligt på anden vis dokumentere sit krav, jf. ovenfor.

Dokumentationen skal kunne fremsendes til Skattestyrelsen på forlangende.

Overvæltning

For så vidt angår spørgsmålet om overvæltning, henvises til SKM2015.733.SKAT.  

7. Gyldighed

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, træder i kraft ved styresignalet offentliggørelse på skat.dk.

Denne praksis vil endvidere blive indarbejder i Den juridiske vejledning, 2019-2, afsnit D.A.5.11.9.2.

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2019-2 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, er styresignalet ophævet.