Dato for udgivelse
27 Mar 2019 13:38
Til
Importører mv.
Sagsnummer
19-0019634
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Toldstyrelsen – 72 22 12 12
Resumé

Danske virksomheder har mulighed for at gøre indsigelse mod nye toldsuspensioner eller -kontingenter, hvis de fremstiller tilsvarende eller lignende produkter. Indsendes inden 1. maj.


Toldstyrelsen har fra Kommissionen modtaget kopier af ansøgninger fra EU-landenes industrier om toldsuspensioner og toldkontingenter, der skal træde i kraft den 1. januar 2020 (januar - runden 2020). Danske virksomheder kan komme med indsigelser mod disse ansøgninger.

Det fremgår af Kommissionens vejledende meddelelse (2011/C 363/02) om autonome toldsuspensioner og toldkontingenter, at virksomheder i Fællesskabet efter ansøgning kan indføre råvarer, halvfabrikata og i visse tilfælde færdige komponenter toldfrit eller til en reduceret told. Det er en betingelse, at der ikke er produktion af de pågældende råvarer m.v. eller af tilsvarende varer i EU. Danske virksomheder, der fremstiller substituerbare produkter, har mulighed for at gøre indsigelse mod en eller flere ansøgninger om toldsuspension eller toldkontingent fra konkurrerende europæiske virksomheder. Der er også mulighed for at gøre indsigelse mod en toldsuspension eller et toldkontingent, der allerede er vedtaget.

På Kommissionens hjemmeside, er det muligt fra midten af april, at se listen over de produkter, for hvilke, der ansøges om toldnedsættelse og som for øjeblikket undersøges af Kommissionen bistået af komiteen for økonomisk toldspørgsmålet. Ansøgningerne er ordnet efter hvilke varekoder, der er ansøgt om suspension/kontingent på i toldtariffens kapitler:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/dds2/susp/susp_home.jsp?Lang=da

Indsigelser indsendes til Toldstyrelsen (Told 22, Att: Anton Schlichtkrull) via skattemappen på formularen, der er angivet i Kommissionens meddelelse vedrørende autonome toldsuspensioner og toldkontingenter, Bilag IV (både på dansk og på engelsk). Ansøgningerne bliver drøftet i Kommissionskomitéen vedrørende økonomiske toldspørgsmål, hvor Toldstyrelsen er repræsenteret. For øvrige spørgsmål henvendelse samme sted.

Eventuelle indsigelser skal fremsættes senest i forbindelse med komitéens 2. møde. Vi opfordrer til at fremsende eventuelle indsigelser hurtigst muligt inden 1. maj, således at spørgsmål til indsigelsens udformning kan afklares i forbindelse med 1. møde den 13. maj.

I den Juridiske Vejledning, Told, afsnit F.A.6 og F.A.7, er der mere information om toldsuspensioner og toldkontingenter. Den seneste udgave af den Juridisk Vejledning kan findes på SKAT.dk under punktet "Jura".

Kommissionens officielle meddelelse om ovenstående offentliggøres i EU-tidende medio april 2019.