Dato for offentliggørelse
03 jun 2019 12:01
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
01 jul 2019 23:59
Kontaktperson
Helge Svendsen
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0252029
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Afgift
Emneord
Punktafgift, Chokoladeafgift, Afgiftsfritagelse, Dækningsafgift
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2019.618.SKTST: Dækningsafgift af masser mv. med indhold af kakao - præcisering af praksis - styresignal
Resumé

Chokoladeafgiftsloven har en bestemmelse om, at masser mv., som indeholder kakao, men ikke råstofafgiftspligtige varer, er fritaget for afgift i deres helhed, hvis indholdet af kakao udgør mindre end 5 pct. af varens vægt.

Indtil udgangen af 2017 var det herudover en betingelse for afgiftsfritagelsen, at massen mv. blev afsat i pakninger på mindst 5 kg. Denne betingelse bortfaldt ved lov nr. 1686 af 26. december 2017.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2917, at bestemmelsen i praksis har været fortolket således, at kravet om afsætning i pakninger på mindst 5 kg ikke gjaldt for dækningsafgiftspligtige varer.

Skattestyrelsen er dog blevet opmærksom på, at bestemmelsen ikke i alle tilfælde er blevet administreret, som anført i bemærkningerne. Skattestyrelsen ønsker derfor med dette styresignal at præcisere den praksis, som er lagt til grund i bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2017.

Reference(r)

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6, og stk. 3, § 22

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit E.A.2.3.8.

Høringsparter
Høringsliste Moms.docx

1. Sammenfatning

Chokoladeafgiftsloven har en bestemmelse om, at masser mv., som indeholder kakao, men ikke råstofafgiftspligtige varer, er fritaget for afgift i deres helhed, hvis indholdet af kakao udgør mindre end 5 pct. af varens vægt.

Indtil udgangen af 2017 var det herudover en betingelse for afgiftsfritagelsen, at massen mv. blev afsat i pakninger på mindst 5 kg. Denne betingelse bortfaldt ved lov nr. 1686 af 26. december 2017.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2917, at bestemmelsen i praksis har været fortolket således, at kravet om afsætning i pakninger på mindst 5 kg ikke gjaldt for dækningsafgiftspligtige varer.

Skattestyrelsen er dog blevet opmærksom på, at bestemmelsen ikke i alle tilfælde er blevet administreret, som anført i bemærkningerne. Skattestyrelsen ønsker derfor med dette styresignal at præcisere den praksis, som er lagt til grund i bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2017.

2. Baggrund for præcisering af praksis

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6, indeholder en bestemmelse om, at masser mv., som indeholder kakao, men ikke råstofafgiftspligtige varer, er fritaget for afgift. Efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, er det dog en betingelse for at opnå afgiftsfritagelse, at indholdet af kakao udgør mindre end 5 pct. af varens vægt. En masse mv. omfattet af bestemmelsen kan fx være en kakaocreme med indhold af kakao.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, nr. 6, indebærer, at der kun skal betales chokoladeafgift af den kakao, som indgår i massen mv., men ikke af massen i sin helhed. Uden bestemmelsen ville massen være afgiftspligtig i sin helhed efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis indholdet af kakao giver massen mv. karakter af en chokoladevare, uanset at kakaoindholdet måtte være mindre end 5 pct. af varens vægt.

Indtil 31. december 2017 var det desuden en betingelse for at opnå afgiftsfritagelse for massen mv., at den blev afsat i pakninger på mindst 5 kg. Denne betingelse bortfaldt fra og med 1. januar 2018 som følge af lov nr. 1686 af 26. december 2017.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2017, at bestemmelsen i praksis har været fortolket analogt i forhold til dækningsafgiftspligtige varer, hvor det ikke er muligt at konstatere pakningsstørrelse, og at vægtkriteriet ikke gælder i forhold til dækningsafgiftspligtige varer.

Dækningsafgiftspligtige varer er en række nærmere fastsatte varetyper, som indføres eller modtages fra udlandet, og som ikke er afgiftspligtige i deres helhed efter chokoladeafgiftslovens kap 1 (chokolade- og sukkervarer) eller kap 2 (råstofafgiften), men som indeholder dækningsafgiftspligtige bestanddele i form af varer henhørende under chokoladeafgiftslovens kap 1 og/eller kap. 2. Grundlaget for beregning af dækningsafgiften er vægten af den eller de dækningsafgiftspligtige bestanddele i varen. En dækningsafgiftspligtig vare kan fx være en importeret chokoladekiks bestående af to kiks med en identificerbar kakaocreme imellem. Bestemmelserne om dækningsafgift findes i chokoladeafgiftslovens § 22.

Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at bestemmelsen ikke i alle tilfælde er blevet administreret sådan, som det er lagt til grund i bemærkningerne til lov nr. 1686 af 26. december 2018. Derfor kan der eksempelvis være betalt dækningsafgift af hele massen mv. (som en chokoladevare) og ikke blot af vægten af kakaoen i denne.

3. Præcisering af praksis

Til og med den 31. december 2017 skal der ved opgørelse af dækningsafgift efter chokoladeafgiftslovens § 22 af masser m.v. som nævnt i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6, hvis indhold af kakao udgør mindre end 5 pct. af massens vægt, og som ikke indeholder råstofafgiftspligtige varer, kun betales dækningsafgift på grundlag af vægten af kakao i massen mv.

Kriteriet for afgiftsfritagelse i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6, som fastslog, at massen skal afsættes i pakninger på mindst 5 kg, gjaldt derfor ikke for dækningsafgiftspligtige varer.

Som nævnt ovenfor bortfaldt dette pakningskriterie fra og med 1. januar 2018 ifølge lov nr. 1686 af 26. december 2017. Fra og med 1. januar 2018 er afgiftsfritagelsen for de omhandlede masser mv.  alene betinget af, at indholdet af kakao udgør mindre end 5 pct. af massens vægt, og at massen mv. ikke indeholder råstofafgiftspligtige varer. Kravet om at massen mv. ikke indeholder råstofafgiftspligtige varer bortfalder i øvrigt fra og med 1. januar 2020.

4. Genoptagelse

Præciseringen af praksis indebærer, at virksomheder, der er registreret som varemodtager, herunder som midlertidigt registreret varemodtager, kan få tilbagebetalt dækningsafgift, der til og med 31. december 2017 er betalt for meget af masser mv. som nævnt i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6, hvis indhold af kakao udgør mindre end 5 pct. af massens vægt, og som ikke indeholder råstofafgiftspligtige varer.

I henhold til skatteforvaltningens § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

4.2 Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse kan ske digitalt på www.skat.dk eller ved at sende en skriftlig anmodning til Skattestyrelsen på adressen: Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing, med oplysninger, der kan identificere den pågældende virksomhed.

Anmodningen om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr. samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

4.3 Dokumentation

Det er en betingelse for genoptagelse, at den afgiftspligtige fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet for hver afgiftsperiode. Skattestyrelsen forbeholder sig ret til at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af afgift.

Virksomheden bør opbevare det relevante dokumentationsmateriale, indtil der er truffet endelig afgørelse om tilbagebetaling. Skattestyrelsen kan således på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet efterprøve virksomhedens oplysninger.

5. Andet

Den præciserede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil ikke blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, fordi denne praksis i dag er i overensstemmelse med lovens ordlyd. Derimod vil der blive indsat en henvisning til styresignalet i afsnit E.A.2.3.8.