Identitetstyveri
Når nogen ulovligt tilegner sig en andens oplysninger, og misbruger disse oplysninger til at optage lån, skal der ikke ske indberetning af disse lån.
Er der sket indberetning, skal I efterfølgende invalidere indberetningen, når domstolen har konstateret, at der er tale om et identitetstyveri.
Det krav som efterfølgende opstår mellem virksomheden der har ydet lånet og den dømte er et fakturakrav, hvor der ikke skal ske indberetning, da der ikke foreligger en låneaftale.
Indberetning ved fusion
►Ved fusion skal indberetningerne fra det ophørte institut indberettes med en KontoOphørDato, Restgæld 0 kr. samt de forfaldne renter for perioden.
Det fortsættende institut skal indberette den oprindelige KontoStartDato for lånet, restgælden pr. 31.12 samt de forfaldne renter for den periode som det fortsættende institut har ejet fordringerne.◄
Indberetning i de situationer, hvor en ejendom er solgt, og der fortsat er en restgæld, og restgælden overgår til Udlån
►Udlånsindberetningen:
I skal indberette den oprindelige KontoStartDato fra prioritetslånet i udlånsindberetningen. Hvis lånet er restancemarkeret i prioritetslån, og der fortsat er ubetalte forfaldne renter for tidligere indkomstår, skal I fortsat restancemarkere lånet i udlånsindberetningen. I må ikke ændre KontoID.
Prioritetslånsindberetningen:
I skal indsætte en KontoOphørDato i prioritetslånsindberetningen med datoen for salget af ejendommen. I skal indberette restgælden med 0 kr.
Ovenstående gælder kun i de situationer, hvor der ikke foreligger et nyt lånedokument◄
Indberetning af NemKonti som ejes af ophørt virksomhed
Ved en virksomheds ophør lukkes virksomhedens NemKonto efter 360 dage.
En konto med kontotype 13 (Indlån) og kontotype 56 (Udlån) afvises først i det andet år efter virksomheden er ophørt. Der gives et advis om, at virksomheden er afmeldt det år, virksomheden er ophørt og i det efterfølgende år.
Indberetning af konto som bliver genåbnet
Når en konto bliver genåbnet, efter at den fejlagtigt har været lukket, er det vigtigt, at den bliver indberettet med samme KontoID, UdlånKontoNummer og KontoStartDato.
I skal ikke oprette en kontoperiode for den lukkede periode, hvis der i øvrigt ikke er nogen ændringer i ejerforholdet. Kontoen skal I indberette som om den aldrig har været lukket.
Indberetning af børneopsparing i det år bindingsperioden ophører
Saldoen pr. 31.12 i det år, hvor bindingsperioden udløber, afgør hvordan I skal indberette kontoen. Se bilag 3 i Indlåns-vejledningen.
Indberetning på flygtninge, hvor der er overtræk på indlånskontoen
Hvis en indlånskonto har overtræk, kan indberetning ske på 2 måder:
- Den negative rente indberettes i Indlån og hvis negativ saldo på kontoen pr. 31/12 indberettes den med 0 kr.
- I skal indberette kontoen i Udlån, som UkendtKontohaver.
Det er valgfrit hvilken metode I anvender.
Læs yderligere i afsnit 4.7.1.
Udbetalte beløb som led i kunde- eller medlemsprogrammer eller lignende generelle ordninger.
Fra 1. januar 2021, er der indført pligt for finansielle virksomheder til at indberette beløb, som er betalt som led i kunde- eller medlemsprogrammer eller lignende generelle ordninger til den enkelte kunde.
Pligten fremgår af skatteindberetningslovens §19 A. Af paragraffen fremgår det at alle skattepligtige beløb, som er udbetalt som led i kunde- eller medlemsprogrammer eller lignende generelle ordninger til de enkelte kunder i det forudgående kalenderår, skal indberettes jf. denne paragraf, når det skattepligtige beløb ikke er omfattet af andre indberetningspligter i kapitel 2 i skatteindberetningsloven.
Kunde- eller medlemsprogrammer eller lignende generelle ordninger skal i denne bestemmelse forstås som ordninger, hvor finansielle virksomheder betaler kunder beløb som led i en generel ordning, der ud fra markedsføringsmæssige eller lignende hensyn tilbydes en større gruppe af kunde, fx kompensation til udvalgte kunder for forhøjet bidragssats.
Læs yderligere i afsnit 4.5 og 4.5.3.
Hvis I er usikre på den skattemæssige kvalifikation af udbetalte beløb til jeres kunder, er der mulighed for at søge om bindende svar. I kan også kontakte eKapital for nærmere vejledning.