I skal indberette om alle låntagere. Det står i skatteindberetningslovens § 13, stk. 2.

Hvis låneforholdet har flere end to hæftende, kan I indberette en eller flere af de hæftende, med angivelse af om der er flere end to hæftende. Det står i § 6, stk. 2 i skatteindberetningsbekendtgørelsen. 

Indberetning om kautionist som dækker for låntagers forpligtigelser
Der er pligt til at indberette om kautionisten i stedet for låntageren i de tilfælde, hvor kautionisten dækker for låntagers forpligtigelser. Denne bestemmelse er indført for at sikre, at der er overensstemmelse mellem indberetnings- og fradragsreglerne. Renterne vil automatisk blive fortrykt på kautionistens årsopgørelse, hvis denne er en person.

I skal, indtil vi anviser om andet, kun indberette om kautionisten i de situationer:

  • Hvor der er én kautionist, eller der er solidarisk hæftelse mellem to eller flere kautionister, og de dækker for låntagers forpligtigelser.
  • Hvor låntageren/låntagerne ikke hæfter for gælden mere. Det vil sige i de tilfælde, hvor låntageren/låntagerne har fået en offentlig gældssanering og hele gælden bortfalder, eller er afgået ved døden, og dødsboet er afsluttet.