Dato for udgivelse
25 Jun 2020 14:23
Til
Virksomheder beskæftiget med Motorregistret
Sagsnummer
19-9999999
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Med virkning fra den 1. juli 2020 sættes en ny release af Motorregistret i drift.
Releasen indeholder ændringer vedrørende:

  • Afskaffelse af selvanmelderordningen på eksport
  • B2B-service til sekundære erhvervsaktører udvides med oplysninger om køretøjers anvendelse
  • Ændring af frist for værditabsberegning.

Opdateringerne foretages i perioden 30. juni kl. 19:00-23:00, og når der igen er adgang til Motorregistret, vil det fremgå her: Driftslog - Motorregistret


Afskaffelse af selvanmelderordning på eksport

Selvanmelderordningen for eksport af køretøjer afskaffes med virkning fra den 1. juli 2020. Læs mere om dette i tidligere nyhedsbrev.

Det betyder, at virksomheder, der er registreret som selvanmeldere, ikke længere kan foretage værdifastsættelse og afgiftsberegning af køretøjer til eksport. Dermed bliver eksportgodtgørelser heller ikke længere afregnet via virksomhedens månedsangivelse.

Specifikt bliver Motorregistrets funktion "Registreringsafgift - Anmod om eksportgodtgørelse" deaktiveret. Hvis du som registreret selvanmelder bruger funktionen, bliver du bedt om i stedet at bruge funktionen "Registreringsafgift - Anmod om værdifastsættelse" under brug af årsagen "Eksport".

Når du anmoder om værdifastsættelse, bliver der oprettet en sag hos Motorstyrelsen, som modtager og kontrollerer den dokumentation, du indsender om fx ejerskab og udførsel af køretøjet. 
Når eksportanmodningen er belyst og godkendt, foretager Motorstyrelsen værdifastsættelse, beregning og udbetaling af eksportgodtgørelsen for det enkelte køretøj.

I forbindelse med anmodningen bliver du oplyst om forhold på køretøjet, som Motorstyrelsen har kendskab til på anmodningstidspunktet, og som kan påvirke afgørelsen om, hvorvidt der kan udbetales eksportgodtgørelse. Du kan blive bedt om at acceptere disse oplysninger, før du godkender og betaler gebyret for anmodningen om eksportgodtgørelse. Bemærk i øvrigt, at gebyret for anmodningen pr. 1. juli hæves til 2.350 kr., se bekendtgørelse 897 om opkrævning af gebyr.

B2B-service til sekundære erhvervsaktører

Sekundære erhvervsaktører, der anvender udstillingsservicen USKøretøjRegistreringSekundærErhvervListeHent, vil nu modtage yderligere oplysninger om køretøjers registrerede anvendelse. Se tidligere nyhedsbrev om dette.

Ændring af frist for beregning af værditab

Det er ved udløb af en leasingaftale muligt at foretage en værditabsberegning, som resulterer i en eventuel. regulering af den forholdsmæssige afgift for leasingperioden. Fristen for værditabsberegningen har indtil nu været én arbejdsdag. Denne frist ændres nu til tre år fra leasingaftalens slutdato.

Reguleringen er indtil nu sket ved at lave en værdifastsættelse på det konkrete køretøj, man ønsker at foretage en værditabsberegning på, for derefter at foretage reguleringen. Det ændres nu sådan, at værdifastsættelsen foretages som en del af reguleringen i Motorregistret.

Når et køretøj fremsøges i det aktuelle flow, vises alle udløbne leasingaftaler, der har udløb inden for fristen for værditabsberegning. Når en aftale vælges, skal handels- og nypris angives som ved en almindelig værdifastsættelse på et brugt køretøj. Anmeldelsesdatoen er låst til leasingaftalens udløbsdato.

Når der er foretaget en værditabsberegning, kan denne ikke længere foretages på samme aftale. Skulle der være sket en fejl i indtastningen, så har Motorstyrelsen dog mulighed for at rette værditabsberegningen.

Venlig hilsen
Motorstyrelsen