En spiller skal fastsætte en indbetalingsgrænse, inden spil kan påbegyndes. Spilleren skal kunne vælge, om indbetalingsgrænsen skal være daglig, ugentlig eller månedlig. Beløbene på indbetalingsgrænsen, med undtagelse af en øvre indbetalingsgrænse, må ikke være forudbestemt af tilladelsesindehaver.

En spillers anmodning om forhøjelse af en tidligere fastsat indbetalingsgrænse må tidligst træde i kraft efter 24 timer.

Ved indbetalingsgrænse forstås en grænse for det samlede beløb en spiller kan indbetale fra en ekstern kilde til sin spilkonto. Indskudsgrænser til selve spillene reguleres derfor ikke af bestemmelsen, men tilladelsesindehaver kan godt vælge også at have regler for maksimale indskud i spillene.

Det er vigtigt, at spilleren fastsætter en indbetalingsgrænse inden spil kan påbegyndes. Fastsættelse af en indbetalingsgrænse skal derfor være et obligatorisk led ved oprettelse af en spilkonto.

Ved eksisterende kunder, som ikke har fastsat en indbetalingsgrænse, skal tilladelsesindehaver ligeledes sikre, at spilleren fastsætter en indbetalingsgrænse, inden spilleren kan fortsætte sit spil.

Spilleren skal som minimum fastsætte én af følgende indbetalingsgrænser:

  1. Beløbsgrænse for samlede daglige indbetalinger på spilkontoen,
  2. Beløbsgrænse for samlede ugentlige indbetalinger på spilkontoen, eller
  3. Beløbsgrænse for samlede månedlige indbetalinger på spilkontoen.

Ugentlig forstås som mandag til søndag. Månedlig forstås som den første dag i måneden til den sidste dag i måneden.

Det er vigtigt, at spilleren aktivt tager stilling til, hvad indbetalingsgrænsen skal være på. Derfor må der ikke foreslås et standardbeløb for spilleren, som vælges, hvis spilleren ikke selv tager stilling.

Tilladelsesindehaver bør vise omtanke for, om den måde spilleren skal fastsætte sin indbetalingsgrænse på, tilskynder spilleren til at fastsætte meget høje indbetalingsgrænser frem for realistiske og lavere grænser.

Indbetalingsgrænsen skal være effektiv og må ikke blive illusorisk. Der må derfor ikke kunne vælges en meget høj indbetalingsgrænse eller en indbetalingsgrænse på et højere beløb end det, som spilsystemet maksimalt tillader, at der kan indbetales til spilkontoen.

Udbetalinger af gevinster fra spilkontoen må ikke modregnes i indbetalingsgrænsen. Det betyder, at den indbetalingsgrænse, som spilleren aktivt har fastsat, bliver ved at med at være gældende, uanset hvad spilleren måtte få af udbetalt fra spilkontoen.

Det er tilladt at tilbyde spilleren yderligere begrænsninger, fx i form af tabsbegrænsning eller lignende, så længe indbetalingsgrænsen er hovedreglen, og så længe det tydeligt fremgår, hvilken begrænsning der er tale om.

Det, at en spillers anmodning om forhøjelse af en tidligere fastsat indbetalingsgrænse tidligst må træde i kraft efter 24 timer skal sikre, at indbetalingsgrænsen rent faktisk er effektiv, og at spilleren ikke kan forhøje grænsen løbende. Omvendt skal en formindskelse af indbetalingsgrænsen træde i kraft med det samme.

Se BEK 1274/2019 § 21 og BEK 1276/2019 § 15.