Rubrikken omfatter:
- Realiserede og urealiserede gevinster og tab på aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et aktiebaseret investeringsselskab. Gevinst og tab på aktier/beviser i aktiebaserede investeringsselskaber skal medregnes efter lagerprincippet. Du skal derfor både medregne realiserede og urealiserede gevinster og tab.
Rubrikken omfatter ikke:
- Gevinst og tab på beviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Det står i rubrik 30.
- Gevinst og tab på beviser i obligationsbaserede investeringsselskaber. Det står i rubrik 38.
- Gevinst og tab på beviser i aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Det står i rubrik 66.
- Gevinst og tab på beviser i akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber. Det står i rubrik 66.
Det er vigtigt, at du tjekker de indberettede beløb
Det fortrykte beløb kan være sammensat af flere beløb. Vi får oplysningerne fra fx dit pengeinstitut. Disse oplysninger er ikke altid komplette, så derfor er det vigtigt, at du følger vejledningen herunder.
Du finder indberettede køb og salg samt en specifikation af beregningen af gevinster og tab ved at vælge lommeregneren ved rubrik 345, som automatisk fører dig over til beregningssystemet Aktier og investeringsbeviser. Her kan du oplyse manglende køb og salg af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, og investeringsbeviser. Du kan også oplyse kursværdien af dine aktier/beviser i investeringsselskaber, hvis den ikke er indberettet. Er det første gang du bruger systemet, kan du blive bedt om at taste nogle oplysninger om din restbeholdning, som vi mangler. Så kan vi beregne dine gevinster eller tab for dig og overføre dem til årsopgørelsen. Bemærk, at der kun overføres gevinster og tab for de papirer, hvor vi har tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en beregning.
Hvis du har fået erstatning fra for eksempel dit pengeinstitut som følge af dårlig rådgivning, skal erstatningssummen betragtes som en (yderligere) salgssum. Erstatningen anses som skattepligtig på det tidspunkt, hvor du erhverver endelig ret til erstatningen, også i de tilfælde, hvor værdipapiret er solgt på et tidligere tidspunkt. Det er ikke sikkert, at erstatningen bliver indberettet som en salgssum af dit pengeinstitut. Du skal derfor selv sørge for, at den gevinst eller det tab, der står på årsopgørelsen, er korrekt.
Du skal selv oplyse om køb og salg gennem et udenlandsk depot, med mindre du har aftalt med den udenlandske depotholder, at denne indberetter på dine vegne.
Du kan se flere detaljer ved at vælge Skatteoplysninger på forsiden af TastSelv.
Indtastningen i systemet Aktier og investeringsbeviser er frivillig. Hvis du ikke ønsker at benytte Aktier og investeringsbeviser, kan vi ikke altid beregne dine gevinster og tab korrekt. Dermed kan der være overført forkerte beløb til din årsopgørelse. Du skal derfor selv skrive de korrekte gevinster eller tab på din årsopgørelse.
Sådan ændrer du beløbet
Hvis det fortrykte beløb er forkert, skal du ændre det. Skyldes det forkerte eller mangelfulde indberetninger, kan du bede indberetter om at indberette igen. Hvis det er fordi vi mangler oplysninger, kan du klikke på lommeregneren og selv skrive oplysningerne om for eksempel købesum, kursværdi og ejerandel. Du kan også selv beregne summen af dine gevinster og tab og skrive dem i rubrikken.
Betingelser for fradrag for tab
Du har kun ret til fradrag for tab på aktier/beviser i investeringsselskaber købt før 1. juni 2014, hvis
- Aktien/beviset indgår i de beholdningsoplysninger, som er indberettet til os pr. 31. december 2014 eller
- Du selv har oplyst os om købet inden udløbet af selvangivelsesfristen for 2015.
Du har kun ret til fradrag for tab på aktier/beviser i investeringsselskaber købt den 1. juni 2014 eller senere, hvis
- Oplysninger om køb er indberettet til os eller
- Du selv har oplyst os om købet senest 1. juli året efter du har købt aktien/beviset.
Oplysninger om køb omfatter: Identitet, antal, kurs, købstidspunkt og købesum.
Mere information
Betingelser for fradrag for tab på aktier og investeringsbeviser
Investeringsforeninger og investeringsselskaber
Aktier og andre værdipapirer