Dato for udgivelse
11 jan 2021 11:31
Til
Virksomheder, der har tilslutningsaftale til Motorregistret
Sagsnummer
20-0266746
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Motorstyrelsen tilbagekalder alle tilslutningsaftaler til Motorregistret og erstatter dem med nye og opdaterede aftaler. Motorstyrelsen vil derudover indgå aftaler med nummerpladeoperatører om deres autorisation til at håndtere nummerplader.


Motorstyrelsen vil over en periode fra starten af 2021 tilbagekalde alle nuværende tilslutningsaftaler til Motorregistret.

Motorstyrelsen tilbagekalder tilslutningsaftalerne, fordi de skal opdateres i forhold til EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger (GDPR-reglerne), så det fremgår tydeligt, hvilke krav virksomheden skal opfylde for at få adgang til Motorregistret, og hvad adgangen til Motorregistret må anvendes til.

Alle virksomheder, der har en tilslutningsaftale til Motorregistret, vil modtage et brev i deres e-Boks, hvor vi tilbagekalder deres nuværende aftale. Vi vil herefter kontrollere, om virksomhederne fortsat opfylder betingelserne for at have adgang til Motorregistret.

Virksomheder, der fortsat opfylder betingelserne, modtager en ny tilslutningsaftale i deres e-Boks. Virksomheder, der ikke opfylder aftalerne, modtager et høringsbrev om, at deres aftale ikke kan fornys, samt en efterfølgende afgørelse, hvor det vil fremgå, hvornår tilslutningsaftalen bortfalder. Motorstyrelsen forventer dog, at de fleste virksomheder fortsat opfylder betingelserne.

De nuværende tilslutningsaftaler vil være gældende frem til det tidspunkt, hvor de nye aftaler træder i kraft. Det betyder, at virksomheder, der i dag opfylder betingelserne, ikke vil blive berørt af overgangen til nye aftaler.

Nummerpladeoperatører skal fremover indgå en autorisationsaftale med Skatteforvaltningen om de krav, som gælder for håndteringen af nummerplader. De tidligere vejledninger for nummerpladeoperatører bliver en del af disse aftaler, det gælder fx procedurer for afmeldte køretøjer og håndtering af nummerplader. Tilføjelserne skal minimere fejl og sikre, at virksomheder, der handler på vegne af Motorstyrelsen, overholder reglerne.