Parter
Anklagemyndigheden
mod
T1 cpr-nummer (red. cpr. nr. fjernet)
Anklageskrift er modtaget den 17. marts 2021.
T1 er tiltalt for
overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 1494 af 6. december 2016 om spil § 59 stk. 1, med senere ændring i lovbekendtgørelse nr. 1303 af 4. september 2020, ved i tiden op til den 11. februar 2020 ved et af Spillemyndighedens kontrolbesøg, og på et senere kontrolbesøg den 17. juni 2020, uden at have erhvervet tilladelse fra Spillemyndigheden, på G1-virksomhed, Y1-adresse, at have udbudt spillet Døde Duer og væddemål på resultat af lotteri.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf og har nærmere påstået udmålt en bøde på 8.000 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af NE, IR, PK, MB og SC.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det fremgår af sagens oplysninger og de afgivne forklaringer, at der i G1-virksomhed, som tiltalte ejer og driver, har været udbudt dels spillet "Døde Duer" og dels spil på udtrukne tillægstal ved G2-virksomheds lottotrækninger.
Tiltalte og vidnerne NE og IR, der begge er ansat som servitricer i pub'en, har samstemmende forklaret, at spillene udbydes af en spareforening og en lottoklub for gæster og andre med tilknytning til G1-virksomhed. Det fremgår af sagen, at der ved Spillemyndighedens kontrolbesøg i G1-virksomhed fandtes opslag i baren om de to spil. Tiltalte og de nævnte vidner har bekræftet, at deltagerne indbetaler deres indskud i baren. Det fremgår af forklaringerne, at en af pub'ens stamgæster foretager udtrækning af tal til brug for "Døde Duer" og forestår udbetaling af præmier, mens tiltalte kontrollerer lottotillægstallene og foretager udbetaling af præmier for dette spil.
Retten finder efter en samlet vurdering, at de omhandlede udbud af spil har en sådan tilknytning til G1-virksomhed, at tiltalte som indehaver af virksomheden må anses for at være spiludbyder. Retten lægger vægt på, at spillene foregår i pub'en, og at tiltalte med bistand af sine ansatte har en afgørende rolle som administrator af indbetalinger af indskud og til dels udbetaling af gevinster. Ligeledes lægger retten vægt på, at udbud af de pågældende spil må anses for at være i tiltaltes interesse som erhvervsdrivende, da spillene er egnede til at bestyrke deltagernes tilknytning til pub'en som socialt samlingssted. Der er derimod ikke grund til at antage, at tiltalte har haft en direkte økonomisk gevinst ved udbud af spil.
Retten lægger til grund, at Spillemyndigheden efter kontrolbesøget på tiltaltes pub den 11. februar 2020 sendte vejledningsbrev af 17. februar 2020 til tiltaltes virksomheds e-Boks, og at Spillemyndigheden ligeledes efter det opfølgende besøg den 17. juni 2020 sendte brev af 29. juni 2020 med anmodning om oplysninger til virksomhedens e-Boks. Endelig lægges det til grund, at Spillemyndigheden på samme måde sendte et høringsbrev den 15. september 2020, og at de nævnte breve er kommet frem.
Spillet "Døde Duer" er et lotteri, som dette er defineret i spillelovens § 5, nr. 2, og reguleret i lovens § 10 og bekendtgørelse nr. 1288 af 29. november 2019 om almennyttige lotterier. Tiltaltes udbud af "Døde Duer" opfylder ikke betingelserne for lovlig afholdelse af almennyttige lotterier uden tilladelse i bekendtgørelsens § 8, da det ikke afholdes af en forening eller organisation, hvis formål ikke udelukkende eller fortrinsvis er afholdelse af lotteri.
Spil på udtrukne tillægstal ved G2-virksomheds lottotrækninger er væddemål, som dette er defineret i spillelovens § 5, nr. 4, og reguleret i § 11. Bestemmelsen i § 11, stk. 3, indeholder et absolut forbud mod udbud af væddemål på resultatet af lotterier, som det er tilfældet i denne sag.
Tiltaltes udbud af de to spil er af de anførte grunde ulovligt, og tiltalte er derfor skyldig.
Straffen fastsættes til en bøde på 5.000 kr., jf. spillelovens § 59, stk. 1.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Retten har ved bødens udmåling lagt vægt på det ret begrænsede omfang af ulovligt spiludbud til en mindre kreds af personer og på, at tiltalte ikke kan antages at have haft en direkte økonomisk gevinst ved overtrædelsen.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T1 skal betale en bøde på 5.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.