1 Sammenfatning
Styresignalet angår ikke-benzindrevne traktorer (dieseltraktorer), der er registreringspligtige, og hvor der betales vægtafgift og udligningsafgift efter vægtafgiftsloven.
Motorstyrelsen ændrer med dette styresignal praksis for beregning af vægtafgift og udligningsafgift på ikke-benzindrevne traktorer, så vægtafgiften fremadrettet beregnes på grundlag af tilladt totalvægt.
For traktorer, hvor der ifølge Motorstyrelsens oplysninger er blevet betalt for meget i vægtafgift og udligningsafgift i perioden 6. juni 2012-[udgivelsesdato], omberegner Motorstyrelsen af egen drift afgifterne og tilbagebetaler evt. for meget opkrævet afgift.
For øvrige traktorer omfattet af styresignalet, hvor der efter ejerens eller brugerens (herefter ejerens) opfattelse er betalt for meget i afgift, kan afgiftsberegningen genoptages efter anmodning til Motorstyrelsen. Der kan genoptages sager, hvor betalingen af afgiftsbeløbet er sket i perioden [fra dato for udgivelse af styresignalet minus 10 år - til udgivelsesdato]. Anmodningen skal indgives til Motorstyrelsen senest 6 måneder fra offentliggørelsen af dette styresignal på skat.dk
For traktorer, hvor der som følge af den ændrede praksis skal betales højere afgifter, vil ændringen kun have fremadrettet virkning. Dvs. der vil ikke blive efteropkrævet afgift for afgiftsperioder, hvor afgiften er opkrævet før offentliggørelsen af dette styresignal.
Opkrævning af vægtafgift og udligningsafgift efter den hidtidige praksis vil fortsætte, indtil Skatteforvaltningens systemer er blevet ændret, så den nye praksis kan håndteres - forventet ultimo juni 2022. For opkrævninger udstedt mellem dette styresignals udgivelse og det tidspunkt, hvor systemtilretningen er sket, vil Skatteforvaltningen efterfølgende genoptage sagerne og efteropkræve for lidt betalt afgift eller tilbagebetale for meget betalt afgift inklusive rentegodtgørelse.
2 Baggrund for ændring af praksis
Gennem en årrække er vægtafgift og udligningsafgift for registreringspligtige ikke-benzindrevne traktorer, der er registreret med anvendelsen "godstransport", blevet opgjort på grundlag af køretøjets egenvægt tillagt 200 kg. Beregningen af afgift er sket automatisk i Køretøjsregisteret (Motorregistret). Det fremgår af vægtafgiftsloven, at afgiften skal opgøres på baggrund af køretøjets tilladte totalvægt.
3 Det retlige grundlag
Styresignalet omfatter kun ikke-benzindrevne traktorer, der er registreringspligtige efter køretøjsregistreringslovens § 2, og hvor der som følge af registreringspligten skal svares vægtafgift ifølge vægtafgiftslovens § 5 efter satserne i vægtafgiftslovens § 4. Afgift efter vægtafgiftslovens § 4 skal opgøres på baggrund af køretøjets tilladte totalvægt.
Det følger af køretøjsregistreringslovens § 2, at bl.a. traktorer skal registreres og forsynes med nummerplade, inden de tages i brug på færdselslovens område. Der er således som hovedregel registreringspligt for traktorer. Der gælder dog følgende undtagelser fra registreringspligten:
- Traktorer, der ganske overvejende anvendes uden for vejene som træk- eller drivkraft for et arbejdsredskab, skal ikke registreres. Se nærmere i køretøjsregistreringslovens § 3.
- Traktorer, der tilhører ejeren eller brugeren af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, kan uden almindelig registrering anvendes til visse transporter, hvis de er godkendt til det (godkendte traktorer). Se nærmere i køretøjsregistreringslovens § 4.
4 Ny praksis
Praksis for beregning af vægtafgift og udligningsafgift for registreringspligtige ikke-benzindrevne traktorer ændres med dette styresignal, så afgiftsberegningen foretages på grundlag af tilladt totalvægt efter satserne i vægtafgiftslovens § 4, som nævnt i § 5.
Ændringen træder i kraft fra datoen for offentliggørelse af dette styresignal.
Opkrævning af vægtafgift og udligningsafgift efter den hidtidige praksis vil fortsætte, indtil Skatteforvaltningens systemer er blevet ændret, så den nye praksis kan håndteres. For opkrævninger udstedt mellem styresignalets udgivelse og det tidspunkt, hvor systemtilretningen er sket, vil Skatteforvaltningen efterfølgende genoptage sagerne og efteropkræve for lidt betalt afgift eller tilbagebetale for meget betalt afgift inklusive rentegodtgørelse.
Ændringen af praksis omfatter kun registreringspligtige ikke-benzindrevne traktorer, der er registreret med anvendelsen "godstransport". For størstedelen af disse traktorer får den nye praksis ingen praktisk betydning.
Ændringen af praksis vil dog for visse registreringspligtige ikke-benzindrevne traktorer medføre, at den opkrævede vægtafgift og udligningsafgift fremover vil være højere end hidtil. Størrelsen af afgiftsforhøjelsen afhænger af forskellen mellem det hidtidige afgiftsgrundlag (egenvægt tillagt 200 kg) og det nye afgiftsgrundlag (tilladt totalvægt). For traktorer med tilladt totalvægt i intervallet 2.001-4.000 kg vil der i en del tilfælde skulle betales en højere vægtafgift og udligningsafgift end hidtil.
Praksisændringen vil særligt have betydning for de traktorer, der er registreret med tilladelsen "terminaltraktor" (tidligere betegnet "Ureg. påhængsvogn (havnecirkulære)"), fordi der for disse traktorer kan være stor forskel mellem egenvægt tillagt 200 kg og tilladt totalvægt.
Den nye praksis vil desuden for et mindre antal registreringspligtige ikke-benzindrevne traktorer medføre, at der fremadrettet opkræves lavere afgiftsbeløb end hidtil.
Praksis om registreringspligt ifølge køretøjsregistreringslovens §§ 2-4 ændres ikke.
5 Genoptagelse og tilbagebetaling
5.1 Skærpelse af praksis - forhøjelse af afgifter
Ved en praksisændring som denne genoptages sager vedr. tidligere afgiftsbetalinger som udgangspunkt kun, hvis det er til fordel for skatteyderen.
For ejerne af de traktorer, hvor den nye praksis medfører opkrævning af højere afgiftsbeløb end hidtil, er der tale om en skærpelse af praksis.
Da der er tale om en skærpelse, vil praksisændringen, hvor den fører til afgiftsforhøjelser, kun få virkning fremadrettet fra offentliggørelsen af dette styresignal. Skatteforvaltningen efteropkræver således ikke afgift for afgiftsperioder, der er påbegyndt før dette tidspunkt.
Der henvises til Den juridiske vejledning afsnit A.A.7.1.5 om skærpelse af praksis.
5.2 Lempelse af praksis - nedsættelse og tilbagebetaling af afgifter
Krav på tilbagebetaling er omfattet af forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist, som regnes fra det tidspunkt, hvor den oprindelige betaling af afgiften er sket.
Skatteforvaltningen anser denne frist for suspenderet fra den 26. oktober 2010. Dog forældes krav altid senest efter 10 år, uanset at den 3-årige frist er suspenderet. Den 10-årige forældelsesfrist afbrydes efter forældelseslovens § 15 ved dette styresignals offentliggørelse, og der kan derfor højst tilbagebetales afgift for en periode på 10 år tilbage regnet fra tidspunktet, hvor styresignalet offentliggøres.
Det betyder, at for meget betalt afgift vil kunne tilbagebetales, hvis den oprindelige indbetaling af afgiften er sket den [udgivelsesdato minus 10 år] eller senere.
Der vil ved tilbagebetaling af for meget betalt afgift desuden blive udbetalt rentegodtgørelse efter de almindelige regler herom.
Der henvises til Den juridiske vejledning afsnit A.A.7.1 og A.A.7.1.6 om ændring af praksis.
5.2.1 Skattestyrelsen tilbagebetaler af egen drift
For ejerne af de traktorer, hvor den nye praksis medfører opkrævning af lavere afgiftsbeløb end hidtil, er der tale om en lempelse af praksis. Motorstyrelsen har identificeret ca. 700 traktorer, for hvilke praksisændringen forventes at udgøre en lempelse.
Motorstyrelsen tilbagebetaler af egen drift den afgift, der er betalt for meget for disse traktorer fra og med den 6. juni 2012 og frem, dog kan der maksimalt tilbagebetales 10 år tilbage i tid fra offentliggørelsen af dette styresignal.
Ejerne af disse traktorer, der hæfter for betalingen af afgiften, vil modtage meddelelse om tilbagebetaling.
Hvis disse traktorer tidligere har haft en eller flere andre ejere, vil det være den eller de tidligere ejere, der oprindeligt hæftede for betalingen af afgiften for en given afgiftsperiode, der er berettiget til tilbagebetaling. Tilbagebetalingen opgøres således pr. afgiftsperiode og afregnes til den, der oprindeligt havde pligt til at betale afgiften for den pågældende periode.
5.2.2 Anmodning om tilbagebetaling
For øvrige traktorer omfattet af styresignalet, hvor der efter ejerens opfattelse er betalt for meget i afgift, kan afgiftsberegningen genoptages efter anmodning til Motorstyrelsen, dog således at der maksimalt kan tilbagebetales 10 år tilbage i tid fra offentliggørelsen af dette styresignal.
Anmodninger om genoptagelse skal være Motorstyrelsen i hænde senest 6 måneder efter, styresignalet er offentliggjort på skat.dk.
5.2.3 Dokumentation
Ved anmodning om genoptagelse indsendes specifikation af tilbagebetalingsbeløbet og dokumentation for beløbets rigtighed, ejerskab mv. til Motorstyrelsen. Anmodningen kan indsendes til Motorstyrelsen ved at logge på tastselv.skat.dk og vælge kontakt.
6 Gyldighed
Den ændrede praksis, som er indeholdt i dette styresignal, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 202x-x, afsnit I.A.4.3.
Styresignalet ophæves automatisk efter indarbejdelse i og offentliggørelse af Den juridiske vejledning 202x-x på offentliggørelsestidspunktet, dog tidligst ved udløbet af reaktionsfristen på 6 måneder.