Dato for udgivelse
26 maj 2023 09:21
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen (selskaber) - 72 22 28 82
Resumé

Ny funktionalitet i TastSelv Selskabsskat (DIAS) gør det fremover muligt for selskaber virtuelt at give Skattestyrelsen midlertidig adgang til at kunne se det samme, som revisorer og selskaber selv ser, når de tilgår oplysningsskemaet. Løsningen skal bidrage til, at revisorer og selskaber mere effektivt kan få hjælp af Skattestyrelsen, når de har spørgsmål til indberetning af oplysningsskemaet.


Med virkning fra d. 18. maj 2023 introduceres ny funktionalitet, “Vis som", i TastSelv Selskabsskat (DIAS)

Revisorer og selskaber kan give Skattestyrelsen midlertidig adgang til at være tilskuer til selskabets oplysningsskema, for at Skattestyrelsen kan yde en bedre og mere effektiv vejledning. Løsningen giver udelukkende Skattestyrelsen læseadgang i en tidsbegrænset periode, og Skattestyrelsen har således ikke mulighed for at indtaste eller ændre oplysninger, men kan vejlede herom.

Guide til at tilgå den nye funktionalitet for revisorer og selskaber

Når revisorer og selskaber er logget ind i TastSelv Selskabsskat (DIAS), befinder sig på oplysningsskemaet og vil til at anvende den nye support-funktionalitet, skal de først klikke på "Gem kladde" nederst på siden, for at indtastede oplysninger ikke forsvinder.

Herefter kan revisorer og selskaber, der er logget ind i DIAS og befinder sig på oplysningsskemaet, klikke på knappen "Åben supportvindue", som er synlig i nedre højre hjørne. Derved får selskaber og revisorer mulighed for at tillade support til oplysningsskemaet fra Skattestyrelsen, ved at klikke på knappen “Start deling".

Hvis selskabet klikker på "Start deling", udvides knappen. Der vises nu følgende informationer: "Tid tilbage" og tid angivet i minutter og sekunder, samt "Vis som kode" og en 5-cifret kode. Dertil vises følgende to knapper: "Stop vis som" og "Forlæng tid".

Revisoren/selskabet kan mundtligt overbringe den unikke 5-cifrede "vis som kode" til Skattestyrelsen, som ved hjælp af koden kan logge på revisorens/selskabets delingssession.

Revisorens/selskabets delingssession er som udgangspunkt begrænset til 30 minutter. Den tilbageværende tid vises. Revisoren/selskabet kan forlænge tiden ved at klikke på "Forlæng tid". Skattestyrelsen har ikke mulighed for at forlænge tiden.

Revisoren/selskabet kan klikke på "Stop vis som", hvis de ønsker at afbryde delingssessionen, hvorefter Skattestyrelsen ikke længere vil have adgang til at kunne se det samme, som revisoren/selskabet selv ser på oplysningsskemaet i TastSelv Selskabsskat (DIAS).

Beskrivelse af hvad medarbejder fra Skattestyrelsen kan se og har adgang til, når løsningen anvendes

Medarbejderen fra Skattestyrelsen vil kun have adgang til delingssessionen, når revisoren/selskabet har oplyst den 5-cifrede "vis som kode", og Skattestyrelsen vil kun kunne se de samme sider, som revisoren/selskabet selv ser og har adgang til at se i systemet.

Løsningen giver udelukkende Skattestyrelsen læseadgang. Skattestyrelsen har således ikke mulighed for at indtaste eller ændre oplysninger, men udelukkende at vejlede herom.

Skattestyrelsen kan ikke se revisorens/selskabets konkrete færden på oplysningsskemaet, fx vil Skattestyrelsen ikke kunne se, hvis selskabet taster bogstaver og bevæger musemarkøen. Skattestyrelsen vil dog have adgang til at se, hvilken side/fane selskabet befinder sig på, fx om selskabet befinder sig på indberetningsfanen eller underskudsfanen.

Bemærk: Skattestyrelsen vil først have adgang til at se indtastede oplysninger på oplysningsskemaet, når selskabet har gemt oplysningerne. Det gør revisoren/selskabet ved at klikket på "Gem kladde" eller ved at skifter side/fane. Bemærk hertil at "Gem kladde" funktionen ikke fungerer på underskudsfanen. Skattestyrelsen vil i stedet have mulighed for at se indtastet underskud, når revisoren/selskabet har klikket sig videre til næste side/fane på oplysningsskemaet. Problemet med "Gem kladde" på underskudsfanen forventes løst inden udgangen af 2023.

Både revisoren/selskabet og Skattestyrelsen kan afslutte sessionen.

Hvis revisoren/selskabet lukker fanen eller mister internetforbindelsen, vil tilladelsen til læseadgangen trækkes tilbage indenfor 2 minutter.

Har du spørgsmål? 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os på tlf. nr. 72 22 28 82.

Venlig hilsen

Skattestyrelsen