Tiltalte har den 27. april 2011 udenretligt vedtaget en bøde på 10.000 kr. for overtrædelse af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 2. Forholdet angik manglende angivelse af A-skat og AM-bidrag for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2009 vedrørende tiltaltes virksomhed G1-virksomhed, CVR-nr. …11.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han var til stede i forbindelse med skattemyndighedernes kontrolbesøg. Det var ham, der stod for at udbetale løn til de ansatte, og han lavede også ansættelsespapirer. Skat instruerede ham i, at han skulle lave ansættelseskontrakter på de ansatte, og at han skulle sørge for at lave lønsedler. Han fik ikke indberettet skattebeløbene efter 2012, fordi han gik i "sort" fra 2013. Skattemyndighederne havde forud for 2013 opkrævet et større beløb i skat for renter, og det var i realiteten forholdet til Skat, der førte til, at han gik psykisk ned.
Hans virksomhed var i normal drift i årene 2013-2015, men herefter har der kun været meget begrænsede indtægter. I årene 2013-2015 havde han glemt alt om den bøde, som han vedtog i 2011 vedrørende manglende angivelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2009.
Han havde også ansatte i virksomheden forud for 2013, og det havde han haft helt tilbage fra omkring 1990. Der var mange ansatte fra udlandet. Han lavede lønsedler og beregnede A-skat og arbejdsmarkedsbidrag også i disse år.
Det skyldtes nok, at han var deprimeret, at han ikke fik indsendt oplysningerne til Skat om A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for de år, som denne sag angår. Han blev sur på Skat over de forhøjelser, som Skat kom frem til, og han var uligevægtig i årene efter.
Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at han i dag bruger meget tid på at passe plantagen, der er opbygget meget moderne, herunder med vandingsanlæg. Anlægget bliver dog ikke udnyttet, fordi han ikke magter det mere.
V1 har supplerende forklaret, at hun ikke mener, at hun deltog i alle kontrolbesøg. Hun deltog i to kontrolaktioner sammen med politiet og arbejdstilsynet, hvor de kontrollerede forholdene for udenlandske medarbejdere.
Ved den første kontrol mødte de (red.fjernet.identitet), der udleverede ansættelseskontrakter. Der blev efterfølgende udleveret lønsedler. Ved kontrol af lønsedlerne kunne de se, at A-skat og AM-bidrag ikke var blevet indberettet.
Hun husker, at der blev indkaldt noget materiale fra tiltalte, men ikke indholdet af den dialog, der var efterfølgende med tiltalte. Det var straffesagsenheden i Skat, der beregnede størrelsen af bøden.
Forevist Excel-ark, ekstraktens side 190, har hun forklaret, at hun mener, at hun kun deltog i afgørelsen for så vidt angår årene 2013 og 2014, men ikke 2015.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
Straffen er en tillægsstraf med hensyn til dommene af 7. september 2018 og 3. juni 2020, jf. straffelovens § 89.
Det tiltrædes endvidere med samme begrundelse, som byretten har anført, at bødet er fastsat som sket. Landsretten finder således, at oplysningerne om den lange sagsbehandlingstid og om tiltaltes personlige forhold ikke kan føre til, at bøden bør nedsættes yderligere.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.