Dato for udgivelse
18 sep 2023 07:10
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. august 2023
SKM-nummer
SKM2023.449.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Sagsnummer
BS-11001/2022-ALB
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Indregistrering og vægtafgift + Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Eksportgodtgørelse, selvanmelder, udførselstidspunkt
Resumé

Sagen angik, om sagsøgeren, der var selvanmelder (registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven), var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ af to brugte køretøjer efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c. I den forbindelse angik sagen, om det var dokumenteret, at køretøjerne var udført, og om den (selv-)angivne afgiftspligtige værdi af køretøjerne kunne lægges til grund, hvis køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder fra det tidspunkt, da sagsøgeren satte køretøjerne på sine månedsangivelser.

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ med 238.091 kr., hvilket forudsatte, at køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder, regnet fra de respektive angivelsestidspunkter, og at den selvangivne afgiftspligtige værdi og eksportgodtgørelse derfor skulle lægges til grund af Motorstyrelsen.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, hvorfor retten afsagde dom i overensstemmelse hermed.

Reference(r)

Registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit I.A.1.6

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten JR.nr. 20-0107536, 21-0050586, 20-0105417 - ej offentliggjort

Appelliste

Parter

H1 (under konkurs)
(v/advokat Diana Mønniche Eriksen)

mod

Skatteministeriet Departementet
(v/Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afgørelsen er truffet af

Denne afgørelse er truffet af dommer Jette F. Skole.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 18. marts 2022.

Sagen angår, hvorvidt H1 (under konkurs) er berettiget til eksportgodtgørelse efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c.

H1 (under konkurs) har principalt nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 (under konkurs) er berettiget til eksportgodtgørelse med 238.091 kr.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle.

H1 (under konkurs) og Skatteministeriet har indleveret bemærkninger til rettens fastsættelse af sagsomkostninger.

Rettens begrundelse og resultat

Da Skatteministeriet har taget til bekræftende til genmæle, afsiger retten dom efter H1 (under konkurs)’s påstand.

Retten har ved fastsættelsen af sagens omkostninger lagt vægt på sagens værdi og problemstillinger, omfanget af skriftvekslingen, og at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle under to uger før hovedforhandlingens begyndelse og på dagen for sidste frist for indlevering af påstandsdokument.

Sagsomkostningerne skal dække H1 (under konkurs)’s udgift til advokat med 50.000 kr. og til retsafgift med 4.500 kr., i alt 54.500 kr. Sagsomkostningerne er eksklusive moms, idet det er oplyst, at sagen relaterer sig til H1 (under konkurs)’s momspligtige aktivitet, idet dette dog afgøres endeligt af Skattestyrelsen.


T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 (under konkurs) er berettiget til eksportgodtgørelse med 238.091 kr.

Skatteministeriet skal til H1 (under konkurs) betale sagsomkostninger med 54.500 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.