Sag BS-26879/2022-FRB

Parter

A

(advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Halfdan Lien Kjær)

Denne afgørelse er truffet af dommerfuldmægtig Mette Hansen Hølledig.

Retten har modtaget sagen den 13. juli 2022.  

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt A skal beskattes af indsætninger på 3.390.000 kr. i indkomståret 2016 og 12.360.000 kr. i indkomståret 2017. Endvidere drejer sagen sig om, hvorvidt der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 27.  

A har nedlagt principal påstand om, at A’s personlige indkomst nedsættes med 3.390.000 kr. for indkomståret 2016 og nedsættes med 12.360.000 kr. for indkomståret 2017.  

A har nedlagt subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til Skatteankenævn Y1-landsdel, mere subsidiært til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Skatteministeriet har nedlagt principal påstand om frifindelse.

Skatteministeriet har nedlagt subsidiær påstand om frifindelse, idet Skatteministeriet anerkender, at forhøjelserne på 3.390.000 kr. i 2016 og 12.360.000 kr. i 2017 ikke udgør arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Forklaringer

A, IA, IC, IE, IG, IH og IK har afgivet forklaring.  

A har bl.a. forklaret, at han er uddannet (red.uddannelse.nr.1.fjernet), og at han har brugt sin uddannelse som (red.uddannelse.nr.1.fjernet). Han har ejet en ejendomskoncern, som han solgte i 2019.

Han opbyggede sin egen ejendomsportefølje i 2008. I begyndelsen købte han små ejendomme på Y2-landsdel, som primært var til boligudlejning. Han købte flere nødlidende ejendomme, hvor han kunne overtage ejendommen ved at overtage gældsforpligtelsen. I begyndelsen tog det ikke meget af hans tid, men jo længere i forløbet, han kom, des mere tid brugte han. Han finansierede selv ejendommene. Siden han var studerende, har han købt og solgt ejendomme. Han købte sin første ejendom, da han var 18-19 år. Han opbyggede kapital ved at købe og sælge ejendomme. IK var ikke inde over finansiering af hans ejendomme.  

Han havde mødt IK kort forinden, at han begyndte at arbejde for IK. I årene inden hans ansættelse, kontaktede IK ham for at få (red.uddannelse.nr.1.fjernet)-bistand. Han vil tro, at han begyndte at arbejde for IK i 2006.

Hans arbejde i IK’s selskaber bestod i at udbygge ejendomsporteføljen samt drift og vedligehold af ejendommene.  

Han vil tro, at han flyttede til Y3-by i 2006. Han arbejdede fra Danmark, men han boede i Y3-by. Han ville gerne prøve at bo i Y3-by, og IK var indforstået med dette. Han boede i Y3-by i en årrække.  

Han og IK havde ikke en relation i Y3-by, hvor IK også bor. De så kun hinanden i professionelle sammenhænge. Han er meget introvert, og IK har en helt anden personlighed.

Hans løn var afhængig af hans ansvar og opgaver. Lønnen var udtryk for ansvarsområder, arbejdet og antal arbejdstimer. Når dette ændrede sig, ændrede lønnen sig også.  

IK vidste, at han havde en ejendomsportefølje. Der var forskel på driften i IK’s og hans ejendomsportefølje. Han koncentrerede sig om ejendomme på Y2-landsdel, og IK koncentrerede sig om ejendomme i Y4-by.  

Selskabet, som han solgte til IK i 2019, hed G1-virksomhed. Der blev gennemført en fusion mellem holdingselskaberne G1-virksomhed og G2-virksomhed, hvor G1-virksomhed var det fortsættende selskab. Årsagen til fusionen var, at der skulle ryddes op.  

Overdragelse af anparterne i G1-virksomhed til IK havde en lang forhistorie. Han var kommet hjem fra Y3-by og var træt af at arbejde så meget. Han ønskede at sælge ejendomskoncernen i 2014 for at få mere ro på sit liv og drosle ned. Han havde en idé, om at han skulle være en stor ejendomsmand, og han var drevet af karriere. Men han fandt ud af, at han havde valgt at blive (red.uddannelse.nr.1.fjernet), fordi han var god til mursten. Han var ikke god til de menneskelige relationer og ansvaret forbundet hermed. Han var ikke komfortabel i det setup, hvor han var ejer og koncernopbygger.  

IK og han ejede hver sin ejendomskoncern og arbejdede med det samme. De var businesspartnere. Når der i sagens bilag 21 står "virksomheden", er det en metafor for deres samarbejde. Det var et spørgsmål om, at han ønskede at komme ud af sin egen ejendomsportefølje og virksomhed. Han ønskede også at drosle meget ned i arbejdet i IK’s koncern. Han var en nøglemedarbejder på ejendomssiden i det selskab, han arbejdede for hos IK. IK ville gerne have, at han fortsatte, men IK ville acceptere, hvis han valgte ikke at fortsætte.  

Det var en rodet affære i perioden 2014 til 2019. Han ville meget gerne sælge hurtigt. IK ville gerne købe, men pga. likviditetsproblemer kunne IK ikke købe så hurtigt, som han gerne ville sælge. Der var også klausuler om debitorskifte i låneaftalerne, hvorefter lånene skulle indfries ved ejerskifte.  Han pressede på for at komme ud af selskabet, da han havde en drøm om mindre stress og pres. Han undersøgte ikke, om der var andre købere.  

Pdf-filen på ekstraktens side 190 var vedlagt e-mail på ekstraktens side 189. Han og IK har underskrevet aftalen, der fremgår af pdf-filen på ekstraktens side 190. Det var deres aftaledokument. Der lå mange forhandlinger forud for aftaledokumentet. Overdragelsesaftalen i 2014 blev ikke gennemført. Efterfølgende blev der indgået en aftale om forudbetalinger.  

IM var ikke hans advokat. Han havde kun indledende møder med IM. Han fandt ud af, at det ikke fungerede. Derefter havde han ingen advokat.  

Da IK ikke havde likviditet til at købe anparterne i G1-virksomhed, indgik de en optionsaftale. Han accepterede den lange købeperiode, da det var lettest for ham at sælge til IK. Købesummen for anparterne var det, de kunne blive enige om. Han ville gerne have en højere pris, men IK ville ikke give mere. Han syntes, at prisen var fair, ellers havde han ikke accepteret den. Der var en forskel på ejendomsporteføljens værdi i regnskabet og købsprisen, da købsprisen blev forhandlet.  

Der blev indgået en "nærmere aftale", som gik ud på, at IK løbende forudbetalte, så han kunne mærke, at han havde mulighed for at komme af med sit selskab. Beløbene på hans konto er forudbetalinger fra IK.  

Initialerne KNE, der fremgår af sagens bilag 25, er IE, som var ansat i IK’s finansafdeling. Det er korrekt, at alle indbetalinger var godkendte. Alle indbetalingerne blev løbende godkendt af IK og ham. IE lavede regnskabet. Ratebeløbene var de aftalte beløb. Disse beløb udgjorde den "nærmere aftale" i optionsaftalen. Beløbene var aftalte forudbetalinger. Forudbetalingerne blev ikke betalt som aftalt, og derfor foretog IE renteberegninger.  

Han synes ikke, at det er underligt, at der ikke foreligger en skriftlig aftale om forudbetalinger. IE skulle holde regnskab med forudbetalingerne. Han tænkte ikke, at det var nødvendigt med en aftale. For ham er en mundtlig aftale lige så god som en skriftlig aftale. Da han ikke fik betaling fra IK, genovervejede han ikke, om det var nødvendigt med en skriftlig aftale. Han stolede på IK. Hans garanti var, at der først skete overdragelse af anparterne, når købesummen blev betalt.

Dokumentet i sagens bilag 25 var inspireret af aftalen i sagens bilag 4. Der blev ikke indgået en aftale mellem G3-virksomhed og G4-virksomhed. I den endelige aftale blev det rettet, så aftalen blev indgået mellem IK og ham personligt.  

Betalingen på 2.500.000 kr., som fremgår af sagens bilag 11, er den samme betaling som den, der nævnes i sagens bilag 25. IK betalte, hvad han kunne, selvom de havde aftalt et andet beløb. IE kørte regnskab på dette.

Mailkorrespondancen i sagens bilag 11 var et udtryk for, at han var træt af, at han ingen penge fik. Derfor bad han om at få 40.000 kr., så han ikke skulle arbejde så meget. De 40.000 kr. var ikke løn for udført arbejde.  

Optionsaftalen blev forlænget, fordi IK ikke have råd til betaling. Han gik derfor med til en forlængelse.  

Han lånte penge til IK (bilag N), fordi IK havde brug for penge. IK spurgte om et lån, og han sagde ja.  

Forudbetalingerne på ca. 10.000.000 kr. fragik købesummen, og derfor var gældsbrevet i sagens bilag 8 på det resterende beløb. Han formoder, at det var IC, der udarbejdede gældsbrevet. IC var IK’s advokat. Hvis IK ikke kaldte optionen, skulle han betale forudbetalingerne tilbage til IK, og så ville han have gæld til IK.  

Hans arbejde i forbindelse med overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet) bestod i fremvisning af IK’s ejendomme over 1-2 dage i 2017. Han skulle låse op og vise ejendommene frem. Han havde intet at gøre med selve overdragelsen. Beløbene på hans bankkonto er ikke løn for fremvisninger i de dage. Beløbene er forudbetalinger.

Han var ikke involveret i transaktionen vedrørende G6-virksomhed. Betalingerne i 2017 vedrørte ikke denne transaktion.  

Rejsen til Y5-ø var en fejring af mange års arbejde. Han havde arbejdet for IK i en årrække og opbygget ejendomsporteføljen. Rejsen var ikke betaling for arbejde i 2017. IK var lykkedes med et salg, og han havde lagt et stort stykke arbejde, som IK ville sige tak for.  

IA har bl.a. forklaret, at han kan kende afgørelsen fra Skatteankenævn Y1-landsdel i sagens bilag 1. Han bistod A under den ligningsmæssige behandling.  

Han har været involveret i A’s selskaber. Han har været rådgiver for IK i ca. 30 år og har været rådgiver for A i ca. 15 år. Han udfører stadig arbejde for dem begge. Han har kun været ekstern rådgiver og har aldrig været ansat i deres selskaber. Han er medlem af bestyrelsen i G7-virksomhed.  

Han er bekendt med A’s salg af anparter til IK.

Han var involveret i salgsprocessen i de sidste måneder af 2014. Han tog sig af de skattemæssige forhold. Han arbejdede for begge parter. Det kunne lade sig gøre, da A og IK var enige om at indgå en handel samt prisen. Det eneste, der ikke var enighed om, var metodevalg. Derfor mente han, at det var ansvarligt at varetage begge sider. A kontaktede en advokat, der var med langt ude på sidelinjen. Der var ingen konflikt, der gjorde, at det var kriminelt at rådgive begge.  

Historikken var, at A havde udtrykt et ønske om at gå ned i tid og sælge sine anparter. IK ville gerne købe anparterne. Det var en lang proces, og der var to modstridende interesser, idet A gerne ville handle med det samme, men IK ville ikke handle med det samme. Derfor indgik de et kompromis. I stedet for at overdrage anparterne i 2015, indgik de en optionsaftale. A ville have, at IK skulle vise vilje og betale. Det gjorde han i et ok omfang, indtil optionen blev kaldt i 2019.  

Alle betalinger undervejs fra indgåelse af optionsaftalen til kald af optionen blev opgjort. Beløbet på ca. 20 mio. kr. var han med til at opgøre med IE. A fik differencen som forudbetalinger.

Metoden om betaling i fremtiden blev valgt af flere årsager. IK var interesseret i at handle, men IK kunne ikke pga. manglende likviditet og change of control klausuler.  

Han kan kende dokumenterne, der fremgår af sagens bilag 7 og 8. Han kan også kende optionsaftalen i sagens bilag 5. Den var han med til at udarbejde i samarbejde med IC.  

De arbejdede ikke med de to selskaber som aftaleparter. Selskaberne stod der fra starten af. IK havde meddelt dette til IC, men IK var i vildfarelse om dette. G3-virksomhed var ikke ejer af anparterne og kunne derfor ikke indgå aftale om overdragelse. Han tror først, at navnene blev ændret senere. Det var aftalens indhold, der interesserede ham, og ikke parternes navne. Der var en skattemæssig fordel for IK ved at købe personligt. Aftalen blev rettet til, så det var A og IK personligt, der indgik aftalen.  

IK’s likviditet var ikke så god som forventet. Derfor ville IK låne nogle penge af A. Han lånte i hvert fald 3,5 mio. kr.  

Han kan kende dokumentet, som fremgår af sagens bilag 9. Han har udarbejdet det. A havde modtaget ca. 15,5 mio. kr. af IK i perioden 2016-2018. Da IK ikke havde betalt beløbene til tiden, havde IE beregnet en teknisk rente undervejs på ca. 1,7 mio. kr., som skulle fratrækkes.  

Derfor anses de ca. 13 mio. kr. for forudbetalingen. Overdragelsessummen var ca. 30 mio. kr. Derfor skulle der udarbejdes et gældsbrev på ca. 17 mio. kr., men da A også havde ydet IK et lån på 3,5 mio. kr., blev der udstedt et gældsbrev på ca. 20 mio. kr.  

Der blev ikke selvangivet renteudgifter, da der ikke er tale om en egentlig rente men en regulering.  

Der var ingen tvivl om, hvad den "nærmere aftale", der fremgår af optionsaftalen, var. De forudgående 5 måneder havde der været mange udkast frem og tilbage. Det er hele den registrering, der blev foretaget i G4-virksomhed-, G5-virksomhed-, G7-virksomhed-koncernen.  

IK kaldte optionen for 30 mio. kr. og solgte for 49 mio. kr.

Han var ikke involveret i udarbejdelse af gældsbrevet, da optionen blev kaldt. Det var IC, der stod for dette. Gældsbrev i 2019 blev ikke selvangivet, og han ved ikke hvorfor.

Han er bekendt med overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet). Han var til stede ved en del møder i forbindelse med overdragelsen og mødte ikke A til nogle af disse møder.  

Han har ikke sagt til SKAT, at A var involveret i overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet). Han sendte mange dokumenter til SKAT og var i kontakt med A.   

Han var initiativtager til og involveret i transaktionen vedrørende G6-virksomhed. Han rådgav IK i forbindelse med processen. A var ikke involveret i processen. IK’s koncern og A’s koncern var opbygget således, at hvert selskab havde en ejendom. Derfor blev selskaber lagt sammen, hver gang de kunne lægges sammen. KDL (står for IK, IG og IH). Det er IK’s selskab.  

Han kan ikke udelukke, at der har været andet end forretningsmæssig relation mellem IK og A.  

IC har bl.a. forklaret, at hun er bekendt med A’s salg af anparterne. Hun var IK’s advokat. Hun har udarbejdet dokumenterne i sagens bilag 7 og 8.  

Hun kender optionsaftalen fra marts 2015. Den har hun udarbejdet. IK og A forhandlede løbende ca. et halvt år forinden aftaleindgåelsen. A ville sælge sine anparter, og IK ville købe dem. IK havde ikke tilstrækkelig likviditet, og der var realkreditlån, der skulle overdrages. Derfor indgik de en optionsaftale. Der er en forskel på ca. 10 mio. kr. på beløbet i sagens bilag 7 og beløbet i optionsaftalen. A fik de sidste 10 mio. kr. ved løbende betaling. Hun fik en opgørelse fra IE. IK havde løbende likviditetsproblemer, derfor blev der udstedt et gældsbrev på 20 mio. kr. A havde fået de første 10 mio. kr.

Parterne i aftaleudkastene i sagens bilag 15 blev lavet om. Hun modtog et notat fra IA om, at G1-virksomhed var ejet af A. Derfor blev det lavet om. Det var ikke underligt at ændre aftaleparterne. Det var et udkast, hvor de blev klar over, at det skulle se anderledes ud. Det første udkast lå stille i noget tid. I starten havde de ikke haft revisor inde over. Hun mener, at IA så udkastene. I løbet af foråret blev de enige om, at det skulle se anderledes ud.

Hun var oprindeligt hos R1-advokathus, men hun blev senere in-house advokat i IK’s selskaber i perioden 2015 til 2021. Hun var inde over overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet) fra start til slut. A deltog ikke i arbejdet med transaktionen. Hun, IP og IH deltog. Hun og A blev bedt om at lave et notat om mulige problemer ved ejendommene. Hun skulle tage sig af de juridiske problemer, og A skulle tage sig af de tekniske problemer. A var ikke involveret i andet end at bidrage med faktuelle oplysninger om ejendommene i starten af transaktionen.

Hun er bekendt med transaktionen vedrørende G6-virksomhed. Hun ved ikke, om A var involveret, men det kunne hun ikke forestille sig.  

Hun kan ikke sige noget om tallene, og hvorfor de er anderledes i sagens bilag 15 i forhold til i sagens bilag 4.

Hun kan ikke sige, hvor hun har fået at vide, at beløbet i sagens bilag 8 skulle afdrages over 7 år med 250.000 kr. om måneden. På dette tidspunkt havde IK likviditet til det.   

IE har bl.a. forklaret, at han har været ansat i IK’s selskaber i perioden fra september 2014 til januar 2020 som financial controller.

Det er rigtigt, at han svarede det, som er anført i sagens bilag 11.  

Han kender dokumentet i sagens bilag 25. Han har lavet regnearket, og der står hans initialer på. Regnearket blev lavet for at holde styr på indbetalinger efter aftale. De 2,5 mio. kr. i sagens bilag 11 bør være dem, der fremgår af regnearket.

Det var faktiske betalinger, som han fik besked om fra A. Som han husker det, var der ikke likviditet til de rater, der var aftalt. Derfor blev der indbetalt 40.000 kr. om måneden, og derefter blev der indbetalt større beløb. Han fik oplyst, at det var betalinger fra IK til A. Alle betalingerne blev godkendt af IK og A. Hver gang, der skete betaling, fik IK og A en besked fra ham om, hvorvidt de var enige i dette.  

I sagens bilag 25 blev der beregnet renter. De penge, der blev betalt først, gik til opfyldelse af første rate, hvorefter der blev fyldt op. Han kan vedstå, at han har lavet denne. Alle beløb gik ind på samme mellemregningskonto.

Han tror, at kontoen, som A henviser til i sin mail i sagens bilag 11, er en konto, der tilhører G3-virksomhed. Han husker, at der var to aftaler. En aftale mellem selskaberne og en aftale mellem personerne.  

Årsagen til, at han indledte regnskabet i sagens bilag 25 med en forudsætning var, hvis nogle skulle bruge det senere. Det måtte være aftalen mellem selskaberne.  

Om der bruges ordet lån eller betalinger har været hip som hap. Han havde den opfattelse, at A skulle låne penge. Om han kaldte det lån eller betalinger kan være et spørgsmål om ikke at kende aftalen. Det er et spørgsmål om ord.  

IG har bl.a. forklaret, at han er statsautoriseret revisor, og at han er revisor for G4-virksomhed-, G5-virksomhed-, G7-virksomhed-koncernen.

I forhold til hævningerne, som er nævnt i sagens bilag K og bilag L, var han i 2019 af den opfattelse, at der var tale om et gældsforhold. Han fandt efterfølgende ud af, at det var et låneforhold. Han præciserede, at det ikke var et gældsforhold, men at det var et låneforhold.  

Han deltog i stiftelsen af G6-virksomhed og rådgav i forbindelse hermed. A var ikke involveret i arbejdet med stiftelsen af G6-virksomhed.  

Han har været revisor for G1-virksomhed-koncernen, som A ejede. Men han var ikke involveret i A’s personlige forhold.  

IR, som fremgår af sagens bilag D, arbejdede i deres skatteafdeling, men IR var ikke revisor.  

Han kan ikke huske noget om udgifter til en rejse.  

IH har bl.a. forklaret, at han var involveret i overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet). Han bistod G4-virksomhed-, G5-virksomhed-, G7-virksomhed-koncernen. Transaktionen kom ind i januar 2017 og blev closed 1. august 2017. A udførte ikke arbejde som led i transaktionen. A fortalte om de fysiske forhold ved ejendommene, så de vidste det. Det tog ca. en time til halvanden time. Det var en faktuel overlevering af ejendommenes stand. Det var den eneste gang, han mødte A i forbindelse med transaktionen.  

IK har bl.a. forklaret, at han kender A. Han har kendt A siden 2005. IU, som var møbelchef, introducerede ham for A. A har arbejdet for ham. De har haft et forretningssamarbejde.  

A og han boede i to forskellige lejligheder i samme ejendom i Y3-by. Han ser ikke A privat og har aldrig gjort det. Han er lidt vildere end A, og de er meget forskellige.  

Han erhvervede alle anparterne i A’s selskab for ca. 30 mio. kr. Han købte ikke anparterne i 2014 pga. hans likviditetsmæssige situation. Han havde en stor egenkapital, men der var ikke likvider. Det var ikke pga. debitorskifteklausuler. Det var ren og skær likviditet, det drejede sig om. Ingen pengeinstitutter ville låne ham penge efter finanskrisen. Han var i bad standing. Efter overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet) blev han likvid igen.  

Pdf-filen på ekstraktens side 190 var vedlagt e-mail på ekstraktens side 189. Den ene underskrift er hans.

Han kaldte optionen den 1. januar 2019. Han kan bekræfte, at det var optionen, der fremgår af optionsaftalen i sagens bilag 5, der blev kaldt. Hans underskrift fremgår af optionsaftalen. A havde fået ca. 13 mio. "Efter nærmere aftale", som fremgår af optionsaftalen, var en aftale om forudbetalinger, som var ratebeløb. Det var ikke en låneaftale, men en forudbetalingsaftale. A fik ca. 40.000 om måneden, og A fik store summer. De 40.000 kr., som nævnes i sagens bilag 11, er de 40.000 kr., som han taler om. Dette var forudbetaling, indtil han kunne overtage 1. januar 2019.  

Regnearket, som fremgår af sagens bilag 25, har IE lavet. Det er korrekt, at han godkendte betalingerne. Første række i regnearket var ratebeløb, som han skulle betale. Det var forudbetaling for handlen. IE er tidligere revisor, så IE var god til at lave det. IE lavede også renteberegningerne. Han havde ikke likviditet til at betale ratebeløbene, og derfor løb der renter på.  

Optionen blev udsat som følge af manglende likviditet. Den 1. januar 2019 blev han ultralikvid igen, og det er han også i dag.  

Gældsbrevet på 3,5 mio. kr., som A udstedte til ham, var fordi, han manglede likvider. Han vidste, at han ville få pengene i løbet af et halvt år.

A fik løbende 10 mio. kr. Det kan man se af IE’s opgørelse. Ingen af betalingerne, der fremgår af sagens bilag 25, er udbetalt som løn eller gave. Han ved ikke, hvor SKAT har den opfattelse fra. Det er betaling for anparterne og de 3,5 mio. kr. og intet andet.  

Hvis optionen ikke blev kaldt, da skulle A selvfølgelig give ham pengene tilbage. Der var ikke nogen sikkerhedsstillelse, da han havde fuld tillid til A. Han har kendt A i 18 år. A har altid holdt, hvad A har lovet. Han kendte økonomien, og han var ikke nervøs for konkurs.  

I forbindelse med overdragelsen af 50% af anparterne i G5-virksomhed til (red.fond.nr.1.fjernet) og (red.fond.nr.2.fjernet) i 2017 fik R2-advokathus ca. 6 mio. kr., og IH fik ca. 4 mio. kr. Der var store advokatudgifter. A udførte ikke arbejde i forbindelse med transaktionen.  

A var ikke involveret i transaktionen vedrørende G6-virksomhed.  

A var ikke involveret i andre store transaktioner. A var ikke involveret i noget med tal.

Rejsen til Y5-ø var en fejl. Han var glad for lukningen, og derfor gav han A en tur for lang tro tjeneste. Han har tidligere givet medarbejdere ture til Y6-stat, så det gør han nogle gange. Dette var ud over det sædvanlige, men han havde også lige fået en kvart mia. kr. Det var ikke betaling for arbejde. A er fantastisk dygtig. A har ikke noget med de Y7-nationalitet selskaber at gøre.  

De har ikke tidligere købt selskaber af hinanden. De stoler blindt på hinanden. Den eneste, han stoler på, er A, og derfor er A også direktør i G7-virksomhed i dag. A er vanvittig dygtig.  

Han kan huske e-mailen i sagens bilag 21. Aktierne, der henvises til i mailen, er G1-virksomhed. Virksomheden, som han henviste til, er A’s virksomhed. Der står "dine" aktier og ikke "mine" aktier. A fortsatte i hans virksomhed. A ønskede at stoppe helt, men han ville gerne have, at A blev i hans virksomhed.  

A har kun fået forudbetalinger og lånet på 3,5 mio. Han og A fastsatte i samarbejde med revisor og IA, prisen af anparterne. Han kendte A’s ejendomme godt. Han foretog derfor ikke en due diligence. Han stoler blindt på A.

Hans reaktion, da der blev indledt en skattesag i 2018 var, at der var tale om en personlig hetz.  

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. Anbringender  

3.1. Ad principal påstand  

Det gøres til støtte for den principale påstand gældende, at de i 2016 og 2017 modtagne beløb er skattefrie formuebevægelser, jf. statsskattelovens § 5.  

Skatteankenævnet har i modsætning til Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse, jf. bilag 10, ikke fundet, at A og IK var interesseforbundne parter og dette er ubestridt af Skatteministeriet. A er enig i, at IK og han ikke var eller er interesseforbundne parter.  

Videre bestrides det, at parterne skattemæssigt var interesseforbundne, som følge af interessesammenfald.  

De modtagne beløb er forudbetalinger/lån som led i A’s overdragelse af kapitalandele til IK, hvor A erhvervede ret til betalinger fra IK i 2019 i forbindelse med berigtigelsen af en købesum efter kald af en option vedrørende de af sagsøger dengang ejede kapitalbeviser. Havde optionsaftalen ikke ført til indgåelse af den endelige handel i 2019, så havde A været forpligtet til at tilbagebetale forudbetalingerne som ethvert andet lån.  

A og IK har alene haft et forretningsmæssigt forhold. Det bestrides, at der er grundlag for eller hjemmel til, at omkvalificere betalinger fra at være forudbetalinger til at være vederlag.  

Skatteankenævnet har anført, at nævnet ikke finder det godtgjort, at der er en sammenhæng mellem betalingerne i 2016 og 2017 og kaldet af optionsaftalen i 2019. Det nævnes videre, at der ikke er fremlagt objektivt bestyrket dokumentation herfor. Dette bestrides, og der henvises til det fremlagte dokumentationsmateriale samt til Skatteministeriets manglende besvarelse af den processuelle opfordring (1) herom.

Skatteankenævnet og Skattestyrelsen har antaget, at pengeoverførsler fra IK i perioden 2016-2018 var vederlag for en ekstraordinære store arbejdsindsats, som A havde udført for IK i forbindelse med overdragelsen af 50 pct. af kapitalbeviserne G5-virksomhed.

Rigtigheden af denne antagelse bestrides. Hertil gøres det gældende, at det er i strid med forvaltningsretlige grundprincipper, at afgørelserne fra Skattestyrelsen og Skatteankenævnet bygger på sådan antagelser eller formodninger, jf. Fenger, Forvaltningsret, 2018, side 488-489.  

Da A har sandsynliggjort, at overførslerne ikke er skattepligtige for ham, men er skattefrie formuebevægelser, jf. statsskattelovens § 5, så vender bevisbyrden. Det er herefter Skatteministeriet, der i overensstemmelse med det almindelige bevisbyrdegrundprincip om, at bevisbyrden for beskatning af indkomster påhviler Skatteforvaltningen, jf. systematikken i statsskattelovens §§ 4-6 og grundprincippet om, at den der påberåber sig et synspunkt bærer bevisbyrden herfor, jf. Danske Lov 1-14-5.  

Det gøres gældende, at denne bevisbyrde skærpes af, at en forvaltningsmyndighed ønsker at påberåbe sig denne ubegrundede antagelse til skade for borgeren, jf. f.eks. Fenger, Forvaltningsret, 2018, side 490. Ligesom bevisbyrden skærpes af manglende besvarelse af de fremsatte processuelle opfordringer ovenfor.  

Skatteministeriet har ikke løftet sin bevisbyrde for rigtigheden af den foretagne beskatning af A for 2016 og 2017, og (også) derfor skal A have medhold i sin påstand.

3.2. Ad ugyldighed  

Det gøres til støtte for A’s påstand gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Der henvises til det i stævningen side 4-5 anførte, idet det gøres gældende, at Skattestyrelsen som forvaltningsmyndighed ikke må træffe afgørelser ud fra antagelser, jf. Fenger, Forvaltningsret, 2018, side 488ff.  

3.3. Ad fristreglerne  

Ansættelsen for indkomståret 2016 er en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27.  

Bevisbyrden, for at betingelserne for fristgennembrud ved ekstraordinær ansættelse er opfyldt, påhviler skattemyndighederne/Skatteministeriet, jf. almindelige bevisbyrdeprincipper og U2022.820H/SKM2021.7078H.  

Det bestrides, at bevisbyrden for, at betingelserne i § 27 er opfyldt, herunder, at Skattestyrelsen i sin afgørelse har godtgjort dette.  

Den uagtsomhedsnorm, som Skattestyrelsen skal påvise skulle være overtrådt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er den samme uagtsomhedsnorm, som anklagemyndigheden skal løfte for at opnå domfældelse i en straffesag om skattesvig, Skattekontrollovens afsnit III, jf. lovmotiverne til 2003/2004 ændringen af skattestyrelseslovens §§ 34 og 35.

Det gøres videre gældende, at den subjektive tilregnelse for A skal have været til stede i 2016.  

Dette er ikke godtgjort, og det bestrides derfor, at A har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive forudbetalingerne som vederlag. Det følger ikke af skattekontrollovens bestemmelser, at forudbetalinger skal selvangives - tværtimod, jf. statsskattelovens § 5.  

Det bestrides videre - subsidiært - at A har handlet groft uagtsomt i den situation, hvor retten måtte komme frem til, at forudbetalingerne skal kvalificeres som skattepligtigt vederlag. § 27, stk. 1, nr. 5, forudsætter, at der altid foretages en individuel vurdering af, om dette er tilfældet og dette begrundes. Der er ikke noget legalt grundlag for automatisk at sidestille en manglende selvangivelse med en groft uagtsom overtrædelse, jf. f.eks. SKM2017.357.ØLR.  

Måtte retten finde, at der er tale om, at overførslerne skal kvalificeres som vederlag, så gøres det gældende, at parterne vurderede og agerede ud fra, at der var tale om forudbetaling. En sådan efterfølgende skatteretlig omkvalificering kan ikke føre til, at der er tale om grov uagtsomhed. Det gøres gældende, at A ud fra en samlet bedømmelse i denne situation ikke har handlet subjektivt dadelværdigt. En sådan subjektiv tilregnelse forudsætter, at skattemyndighederne kan godtgøre, at A havde indset eller burde have indset, at han handlede på en måde, han ikke burde - det er ikke det, der er tale om.  

Betingelserne for ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for indkomståret 2016 er derfor allerede af den grund ikke opfyldt, og afgørelsen er derfor ugyldig, skatteforvaltningslovens § 26, jf. § 27, stk. 1, nr. 5.  

Det følger af § 27, stk. 2, at

"En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26."  

6-måneders varslingsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen har haft kundskab på det tidspunkt, hvor de faktiske oplysninger er kommet frem til myndigheden, jf. U2022.820H/SKM2021.7078H. Som forudsat i lovmotiverne til lov nr. 381/1999 begynder fristen at løbe allerede fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen er blevet opmærksom på det forhold, der begrunder fristgennembruddet, jf. bemærkningerne til § 20 i lovforslag nr. 192/1999.  

Skattestyrelsen siden foråret 2019 har undersøgt overførslerne til A, jf. bilag K og 67 (E 396 og 398-400). Henset hertil må Skattestyrelsen allerede i foråret 2019 have været opmærksom på det forhold, der begrunder fristgennembruddet.  

Det bestrides, at Skatteministeriet har løftet bevisbyrden for at 6-måneders varslingsfristen er overholdt. Ligesom det bestrides, at Skatteministeriet i øvrigt har løftet bevisbyrden for fristgennembrud er opfyldt.

Det gøres derfor gældende, at afgørelsen er ugyldig, idet Skatteministeriet ikke har godtgjort, jf. f.eks. U2022.820H/SKM2021.7078H, at betingelserne for fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 27 er overholdt.  

3.4. Ad Skatteministeriets nye subsidiære påstand  

Skatteministeriet har i processkrift A (E 150) nedlagt en ny subsidiær påstand om, at såfremt overførslerne ikke kan anses for vederlag, skal disse anses for en skattepligtig gave.  

Den subsidiære påstand svarer til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i bilag 10 (E 630-697, som blev tilsidesat af Skatteankenævnet, jf. bilag 1 cf. bilag 10 modsætningsvis.  

Højesteret har i U.2022.907H beskrevet gavebegrebet således:  

"Fastlæggelsen af dette udtryk må derfor ske med udgangspunkt i det civilretlige gavebegreb, hvorefter der er tale om en gave, når der foreligger en vederlagsfri overførsel af et formuegode, der er udslag af gavmildhed."  

Dette er i overensstemmelse med Skattestyrelsens beskrivelse i den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.6.1.1 Beskatning af gaver:

"Hvornår er der tale om en gave?

I civilretten defineres en gave traditionelt som en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel, der bliver givet som et udslag af gavmildhed, i gavehensigt.  

I skattelovgivningen er der ingen entydig definition af en gave. Det er dog en ufravigelig betingelse i skatteretten for at behandle en ydelse som en gave, at der er tale om en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel. …  

Betingelser

Det er en betingelse for, at en gave er givet, at gavemodtageren kender til gaveløftet, således at gavemodtageren har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren. Se fx TfS1989.176.VL  

Det er en betingelse for at beskatte en ydelse som gave, at der ikke er betalt vederlag eller kun delvis vederlag. I praksis sker der kun korrektion og beskatning, hvis det fastsatte vederlag klart afviger fra handelsværdien. Hvis den ene part ved indgåelse af en aftale gør en god forretning, kan besparelsen ikke beskattes, når vederlaget ifølge parterne tilsigter at udgøre fuldt vederlag, og parterne ikke har interessesammenfald."

Ingen af disse betingelser er opfyldt.  

Der henvises videre til det i indlæg til Skatteankestyrelsen af 2. februar 2022, jf. bilag 63 (E 712), anførte, idet de samme synspunkter gøres gældende under nærværende sag.

Hvis IK havde haft en intention om at yde en gave, ville han naturligvis ikke have optaget betalingerne i sit bogholderi med teksten "lån".  

IK ville heller ikke have holdt minutiøst regnskab med den til en hver tid foretagne udbetaling af "lån".  

Hele forløbet fra indgåelse af optionsaftalen til senere kald af option faktuelt beviser, at A leverede en modydelse i form af levering af kapitalbeviser.  

I udtalelse fra Skattestyrelsen af den 11. august 2021 i forbindelse med sagens behandling ved skatteankenævnet anføres  

"I denne nu påklagede sag har Skattestyrelsen kunne konstatere, at der kan være en modydelse, hvilket fremgår af begrundelsen."  

I udtalelse fra Skattestyrelsen af den 14. september 2021 i forbindelse med sagen behandling ved skatteankenævnet anføres:

"Skattestyrelsen har alene i vores afgørelse anført, at baggrunden for vederlagene fra IK kunne være en ekstraordinær stor arbejdsindsats i forbindelse med salget af en del af koncern."  

I Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 24. januar 2022, jf. bilag 10, side 66, anføres i forslaget, at indsætninger på bankkonti efter Skatteankestyrelsens opfattelse var skattepligtige gaver.  

Dette begrundes i indstillingen side 66 (E 697) således:

"Nævnet finder ikke, at der er fremlagt oplysninger i sagen, der tilsiger, at der skulle været tale om vederlag med eller uden modydelse. Idet der ikke findes at være holdepunkter for at de overførte beløb udgør AM-bidragspligtige vederlag, er det nævnets opfattelse, at de overførte beløb skal anses som en skattepligtig gave jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c."  

Skatteankenævnet tilsidesatte i afgørelsen Skatteankestyrelsens forslag om, at indsætningerne på bankkonti var skattepligtige gaver, men fastholdt, at A havde ydet en modydelse.  

Af skatteankenævnets begrundelse bilag 1, side 74, næstsidste afsnit (E87) fremgår det:

"Nævnet finder herefter, at de til klageren overførte beløb er vederlag, som kan henføres til arbejde som klageren har udført for IK, herunder ekstraordinært arbejde i forbindelse med IK’s omstruktureringer/salg i hans ejendomskoncern."  

Skatteankenævnet har således lagt til grund, at A ydede en eller flere modydelser, og at der i konsekvens heraf aldrig ville kunne være tale om en gave.

Det er A opfattelse, at Skatteankenævnet afstod fra at følge indstillingen, da den restriktive retspraksis alene finder anvendelse, når der er tale om kredsen af gaveafgiftspligtige personer, jf. boafgiftslovens § 22 eller interesseforbundne parter.  

A, IK og deres koncerner er ikke omfattet af gaveafgiftskredsen eller er interesseforbundne, jf. ligningslovens § 2 eller efter en konkret vurdering, jf. f.eks. SKM2006.241. LR. Henset hertil er der - allerede af den grund - en formodning for, at der ikke er tale om nogen gave, jf. Skatteretten 1, 9. udg., side 525.  

Det bestrides, at der foreligger en gave, men at der er tale om skattefrie formuebevægelser, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c.

3.5. Ad subsidiær påstand  

For det tilfælde, at der måtte være behov for hjemvisning til fornyet behandling, f.eks. beløbsmæssig opgørelse, skal sagen subsidiært hjemvises til Skatteankenævn Y1-landsdel, mere subsidiært til Skattestyrelsen.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. Anbringender

A har ikke dokumenteret, at indsætningerne på hans konti på i alt 3.390.000 kr. i indkomståret 2016 og 12.360.000 kr. i indkomståret 2017 ikke er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, jf. nedenfor afsnit 3.1 og 3.2.  

Det er endvidere berettiget, at Skattestyrelsen har foretaget ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2016 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, jf. herom afsnit 3.3. Indkomståret 2017 er genoptaget inden for de ordinære ansættelsesfrister.

Der er endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling, jf. afsnit 3.4.  

3.1 A har ikke dokumenteret, at de indsatte beløb ikke er skattepligtige  

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og enhver skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst, jf. dagældende skattekontrollovs § 1 (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013). Det er A, der bærer bevisbyrden for, at beløb, der er indsat på hans bankkonto, ikke er skattepligtige, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H.  

Den foreliggende sag handler om overførsler til en bankkonto. I sådanne sager gøres det af skatteyderen ofte gældende, at de indsatte beløb hidrører fra et låneforhold. Det følger af fast retspraksis, at bevisbyrden for, at de indsatte beløb er lån, alene kan løftes, hvis forklaringen er bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H, UfR 2011.1599 H og SKM2021.162.ØLR, hvor landsretten fandt, at skatteydernes forklaringer, om at de i sagen omhandlede beløb var lån, måtte tilsidesættes, "henset til de i sagerne meget få objektive omstændigheder".  

Et lånedokument, f.eks. et gældsbrev, godtgør efter fast retspraksis ikke i sig selv, at der reelt har været et gældsforhold, jf. eksempelvis UfR 2018.3603 H, SKM2020.457.ØLR og SKM2021.162.ØLR. Såfremt gældsbrevet er oprettet på usædvanlige lånevilkår, eller det er etableret mellem interesseforbundne eller nærtstående parter, skærpes bevisbyrden for, at der eksisterer et reelt gældsforhold, jf. eksempelvis SKM2003.247.VLR, UfR 2009.2325 H, SKM2012.586.ØLR og SKM2015.137.ØLR.  

A’s bevisbyrde for, at der ikke er tale om skattepligtige overførsler, er skærpet. Det bemærkes herved, at overførslerne er foretaget fra et selskab, som er ejet af A’s tidligere arbejdsgiver og samarbejdspartner gennem en lang årrække, at A og IK har fælles interesser i adskillige selskaber (E875), at de hævdede gælds- og/eller forudbetalinger er sket under omstændigheder og på vilkår, der må betegnes som højst usædvanlige, og at de fremlagte dokumenter ikke understøtter A’s synspunkt om, at der var tale om forudbetalinger og/eller lån.  

A har hverken under skattemyndighedernes sagsbehandling eller med den under retssagen fremlagte dokumentation ført bevis for, at overførslerne hidrører fra et låneforhold og derfor ikke er skattepligtige efter statsskattelovens § 4.

A gør gældende, at de indsatte beløb var "forudbetalinger/lån" til ham (E109, 4. afsnit). A henviser herved til et gældsbrev fra ultimo 2014, som han ikke er part i, og som ikke er underskrevet (E214), en optionsaftale af 5. marts 2015 inkl. senere allonge af 15. maj 2018 (E221 og E271), samt et brev af 1. januar 2019 om udnyttelse af optionen og gældsbrev af samme dato (E367 og E368).  

A har fortsat heller ikke fremlagt gældsbreve eller låneaftaler, hvorved A anerkender at have pligt til at tilbagebetale de modtagne beløb, såfremt optionsaftalen (E221) ikke udnyttes, og det er heller ikke i allongen af 15. maj 2018 til optionsaftalen (E271) nævnt, at der på dette tidspunkt skulle være sket forudbetaling af en væsentlig del af den aftalte købesum.  

I tilknytning hertil bemærkes, at det hverken har støtte i de fremlagte aftaler eller i gældsbrevene, at overførslerne var forudbetalinger/lån vedrørende A’s overdragelse af sin koncern til IK. Det kan således ikke udledes af optionsaftalen af 5. marts 2015 (E221), at IK var forpligtet til at overføre midler til A, inden optionen udnyttes.  

Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation for, at der er indgået aftale om sikkerhedsstillelse for eller forrentning af de anseelige beløb, som A angiveligt har lånt/modtaget som forudbetaling.  

G7-virksomhed’s bogføringsmateriale for 2017 (E19, nederst, til E20, øverst) understøtter desuden ikke, at overførslerne til A var forudbetalinger/lån. Hovedparten af overførslerne, der efter det oplyste er blevet posteret på IK’s mellemregningskonto med selskabet (E40, tredjesidste afsnit, og E41, nederst), er alene bogført med teksten "A". Det er derfor ikke muligt at udlede af bogføringen, hvilken karakter overførslerne har.  

For andre af overførslerne understøtter selskabets posteringstekster, at der netop ikke er tale om overførsler angående lån/forudbetaling fra IK til A. Eksempelvis er de to overførsler af 40.000 kr. den 3. januar henholdsvis den 2. februar 2017 begge bogført med teksten "Lån G3-virksomhed". Det fremgår ikke, om der er tale om udbetaling af et lån eller hel eller delvis tilbagebetaling af et lån.  

Det samme gælder overførslerne af 22. august 2017 på henholdsvis 500.000 kr. og 1.000.000 kr. Disse overførsler er bogført med teksterne "(red.posteringstekst.nr.1.fjernet)" og "(red.posteringstekst.nr.2.fjernet)". Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse (E20, øverst), at A’s rådgiver efterfølgende har tilkendegivet, at der var tale om "(red.posteringstekst.nr.3.fjernet)". Dette harmonerer dog ikke med, at A (nu) gør gældende, at overførslerne er en del af det lån/den forudbetaling, som IK har ydet/betalt til A.

A’s redegørelse for sagens faktiske omstændigheder er generelt præget manglende dokumentation. Eksempelvis anføres det i replikken (E125, 8.-9. afsnit), at "den endelige aftale blev forhandlet mundtligt på plads", og at IK "ikke så sig i stand til at underskrive en købsaftale", fordi "han ikke havde økonomi til at leve op til betalingsforpligtelserne og var nervøs for hans kreditværdighed ville tage skade".  

Det er i øvrigt uklart, hvordan IK på den ene side frygtede for sin kreditværdighed, men samtidig - som hævdet - var i stand til at forudbetale eller yde lån via sine selskaber. Det anførte harmonerer heller ikke med, at A - ubetinget - kunne kalde optionen i perioden 15. november 2016 - 15. december 2018. Det fremgår således af optionsaftalen af 5. marts 2015 (E221, 4. afsnit), at "Perioden for udøvelse af optionen er 15. november 2016 til 15. december 2018 og udøvelse kan ske ved skriftlig meddelelse til køber [dvs. IK] og som skal være køber i hænde senest den 1. juni 2018".  

Der er desuden ingen dokumentation for, at A - som følge af IK’s hævdede frygt for sin kreditværdighed - ikke ønskede "at indgå en aftale om salg, men accepterede, at IK fik en købsoption på betingelse af, at IK så hurtigt som muligt deponerede optionsprisen". Synspunktet strider i øvrigt imod det anførte i notatet fra IA (E194), hvoraf fremgår, at "A (MW) og  IK) har i september 2014 indgået en aftale, hvorefter A afstår samtlige kapitalbeviser i G2-virksomhed og G8-virksomhed mod betaling af 28,95 mio. kr."  

Det er i øvrigt ganske bemærkelsesværdigt, at der ikke er fremlagt en overdragelsesaftale vedrørende den hævdede erhvervelse af kapitalandelene i G1-virksomhed. Der foreligger således ingen oplysninger om værdiansættelsen af anparterne og de øvrige vilkår for en sådan overdragelse. Det er også bemærkelsesværdigt, at optionen (E221) kan kaldes af sælger (A) og ikke af køber (IK).

Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at A - trods gentagne opfordringer (C) hertil - ikke har været i stand til at redegøre nærmere for, hvorfor det er G3-virksomhed, der fremgår af udkastene (f.eks. E199 og E202) og ikke A personligt. Det bemærkes herved, at det var A, der var ejer af G1-virksomhed og ikke G3-virksomhed.

Hertil kommer, at A ikke selv har ageret som om, at indsætningerne havde karakter af "forudbetalinger" eller "lån", idet A ikke i de omhandlede indkomstår har selvangivet andre renteindtægter eller -udgifter end de af pengeinstitutter og realkreditinstitutter indberettede oplysninger om renteindtægter og renteudgifter (E25, 4. afsnit, samt E549 og E569). Efter fast domstolspraksis indgår det med betydelig vægt i bevisbedømmelsen, at skatteyderen ikke har ageret i overensstemmelse med sit synspunkt, jf. f.eks. SKM2020.523.ØLR og SKM2023.485.VLR.

I tilknytning hertil bemærkes, at det netop fremgår af bilag 23 (E253), at der skulle betales 5 % i rente af mellemværendet mellem A og IK, og at der i 2015 og 2016 var tilskrevet renter for 568.325,29 kr. Af blandt andet et af de interne regneark fremgår, at der er tilskrevet renter for 1.353.844,81 kr. pr. 15. februar 2018 (E324), men som nævnt kan disse renteudgifter ikke findes i A’s skatteoplysninger.  

Der er desuden ingen holdepunkter for A’s synspunkt om, at Skatteankenævnet har fundet, at der ikke var interessefællesskab, fordi ankenævnet ikke har skrevet, at der var interessefællesskab. Det fremgår intetsteds af ankenævnets afgørelse, at der ikke var interessefællesskab, og der er således ikke belæg for A’s antagelse. Som beskrevet ovenfor var der et klart interessefællesskab mellem A og IK.  

A har flere gange opfordret (1) ministeriet "til at redegøre for og dokumentere, hvilket arbejde A skulle have udført for IK, eller hvilket arbejde A skulle have udført for "andre" med redegørelse for, hvilke "andre", der måtte være tale om". Ministeriet har hver gang henvist til Skattestyrelsens begrundelse (E521-523) og til skatteankenævnets begrundelse (E87, næstsidste afsnit), hvoraf bl.a. fremgår, at beløbene anses som vederlag for bl.a. ekstraordinært arbejde for IK.  

A har gjort gældende (bl.a. E169, øverst), at Skatteministeriet har bevisbyrden for, hvilket arbejde A har udført, og at ministeriets manglende besvarelse af opfordringen (1) skal tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, med den konsekvens, at det - også af den grund - må lægges til grund, at betalingerne i nærværende sag ikke var vederlag til A.  

A kan ikke - blot ved at påberåbe sig processuel skadevirkning - vende bevisbyrden. A må i overensstemmelse med mangeårig fast retspraksis føre objektivt bevis for, at betalingerne udgjorde lån eller at de på anden vis ikke var skattepligtige. Det bestrides derfor, at det skulle være Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at der er ydet en arbejdsindsats, herunder at denne skulle være skærpet.

3.2 Skatteministeriets subsidiære påstand  

Den subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at retten måtte finde, at der ikke var tale om vederlag for arbejde udført af A. I så fald gør ministeriet gældende, at han i stedet har modtaget en skattepligtig gave, jf. statsskattelovens § 4, litra c, hvis A ikke kan godtgøre, at der var tale om forudbetalinger/lån.

Det bestrides, at Skatteministeriet ikke har besvaret opfordring (6), idet Skatteministeriet har henvist A til at rette henvendelse til Skatteankestyrelsen (E176, 2. afsnit), hvilket han har undladt. Det bestrides ligeledes, at en eventuel manglende besvarelse af opfordringen skal tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, med den konsekvens, at retten kan lægge til grund, at Skatteankenævnet i sin behandling af sagen har forholdt sig til, at der ikke var grundlag for at træffe afgørelse om gavebeskatning. Skatteankenævnet har ikke taget stilling til spørgsmålet om gavebeskatning, og en sådan stillingtagen ville i alle tilfælde ikke medføre, at Skatteministeriet er afskåret fra at gøre gældende, at A i stedet har modtaget en skattepligtig gave, jf. f.eks. UfR 2017.3366 H.  

3.3 Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2016  

3.3.1 A har handlet groft uagtsomt  

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at skattemyndighederne kan foretage ændring i skatteansættelsen, uanset fristerne i § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller ved grov uagtsomhed har bevirket, at myndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.  

Det følger af skattekontrollovens dagældende § 1, stk. 1, at skattepligtige til Danmark skal selvangive deres indkomst. Der påhviler som følge heraf den skattepligtige en selvstændig forpligtelse til at selvangive samt at kontrollere, at indholdet af selvangivelserne og årsopgørelserne er korrekt.  

Såfremt retten bevismæssigt lægger til grund, at indsætningerne på A’s konto udgør skattepligtig indkomst for ham, således at retten herved tilsidesætter A’s anbringende om, at indsætningerne var lån/forudbetalinger, må det samtidig bevismæssigt lægges til grund, at A har haft kendskab til alle de faktiske omstændigheder, der indebærer, at han må anses for skattepligtig af indsætningerne.  

Ved ikke at have selvangivet de omhandlede indsætninger - selv om indsætningerne har karakter af skattepligtige indtægter, har han mindst groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. UfR 2018.3603 H, UfR 2018.3845 H og UfR 2023.5413 H.

A har til støtte for sit synspunkt om, at manglende selvangivelse ikke i sig selv er groft uagtsomt henvist til Østre Landsrets dom i SKM2017.357.ØLR, hvor landsrettens flertal fandt, at det forhold, at et ægtepar i en årrække, hvor de var fuldt skattepligtige til Danmark, havde indgivet selvangivelse som begrænset skattepligtige, ikke var mindst groft uagtsomt, hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke var opfyldt.  

Østre Landsrets dom er efterfølgende blevet ændret af Højesteret, der ved sin dom i UfR 2018.3845 H fandt, at ægteparret "ved at have indgivet selvangivelse som begrænset skattepligtige for indkomstårene 2003-2006 groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget ansættelserne for de pågældende skatteår på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag". Højesteret fandt således, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse.  

3.3.2 Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt  

Reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt, og Skattestyrelsens forhøjelse er dermed foretaget rettidigt.  

Fristen begynder at løbe fra tidspunktet, hvor Skattestyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af de ordinære frister i § 26. Efter fast højesteretspraksis er kundskabstidspunktet det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. SKM2012.168.ØLR, UfR 2018.3603 H, UfR 2018.3845 H, UfR 2023.5413 H og Østre Landsrets dom af 19. december 2023 (utrykt).  

Skattestyrelsen havde - forud for opstarten af sagen vedrørende A’s indtægtsforhold - for indkomståret 2017 og frem modtaget diverse kontospecifikationer i G7-virksomhed, hvoraf der fremgik, at der var sket overførsler til A’s bankkonti. Skattestyrelsen var derimod ikke på dette tidspunkt bekendt med, at der var sket indsætninger på konti i indkomståret 2016. Skattestyrelsen havde således ikke ved modtagelsen af kontospecifikationer i G7-virksomhed grundlag for at fastslå, at der kunne ske forhøjelse af A’s skattepligtige indkomst, ligesom Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2016.  

Skattestyrelsen påbegyndte på denne baggrund den 24. april 2020 en undersøgelse af A’s indtægtsforhold og sendte samme dag en materialeindkaldelse til A (E426), hvorved Skattestyrelsen blandt andet anmodede A om at fremsende 1) bankkontoudtog for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2018 for i alt 9 bankkonti, 2) redegørelse og dokumentation for vederlag mv. i forbindelse med ændring af ejerforhold i A’s anpartsselskaber og 3) opgørelse og dokumentation af hans privatforbrug 2016 - 2018.

A sendte det materiale, som Skattestyrelsen havde efterspurgt, til Skattestyrelsen ad flere omgange frem til den 3. august 2020 (E58, 9. afsnit). Den 19. maj 2020 fremsendte A blandt andet en oversigt over sine formuebevægelser i perioden 2015 til 2018 (E482), der viste, at han ved udgangen af 2018 havde et tilgodehavende mod "(red.tekst.nr.1.fjernet)" på 4.500.000 kr., og at IK ved udgangen af 2018 havde et tilgodehavende mod A på 14.100.000 kr.  

Det af A fremsendte materiale gav Skattestyrelsen kundskab om, at der også var sket indsætninger i indkomståret 2016, men styrelsen havde fortsat hverken grundlag for at fastslå, at der kunne ske forhøjelse af A’s skattepligtige indkomst, ligesom Skattestyrelsen ikke havde grundlag for at fastslå, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse (E544, 5.-6. afsnit).  

Skattestyrelsen anmodede derfor i en yderligere materialeindkaldelse af den 16. november 2020 om fremsendelse af blandt andet gældsbreve (E58, 10. afsnit og E430). A besvarede denne materialeindkaldelse den 5. januar 2021, i hvilken forbindelse han fremsendte et gældsbrev mellem sig selv og sin mor (E58, 11. afsnit). Der blev ikke i forbindelse med besvarelsen fremlagt andre gældsbreve, herunder de gældsbreve, der er fremlagt i denne sag.  

Herefter vurderede styrelsen den 5. januar 2021, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå et reelt låneforhold, og at der dermed var tale om ikke-skattepligtige eller allerede beskattede midler.  

Det var således først den 5. januar 2021, at Skattestyrelsen fik tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og fristen kan dermed tidligst regnes fra dette tidspunkt (E544, tredjesidste afsnit).  

Skattestyrelsen sendte herefter et forslag til afgørelse den 14. april 2021 (E59, 5. afsnit), hvilket er inden for 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.  

A har i stævningen henvist til UfR 2022.820 H, men Højesteret har ikke herved fragået sin praksis fastslået ved UfR 2018.3603 H og UfR 2018.3845 H. Tværtimod henviser Højesteret netop til disse domme i sin begrundelse. De faktiske omstændigheder i UfR 2022.820 H er ikke sammenlignelige med den foreliggende sag, da det i sagen var ubestridt, at SKAT havde samtlige oplysninger i mere end 6 måneder, før varslingen skete. Højesteret henviser igen i UfR 2023.5413 H til ovennævnte to domme i sin begrundelse.

I den foreliggende sag har Skattestyrelsen - som nævnt ovenfor - ikke forud for A’s svar af 5. januar 2021 på Skattestyrelsens yderligere materialeindkaldelse haft grundlag for at fastslå, at A’s skatteansættelser var urigtige eller ufuldstændige, og at dette skyldtes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos ham.  

3.4 Ikke grundlag for hjemvisning  

Skatteankenævnet fandt ved sin afgørelse, at Skattestyrelsen ikke i forbindelse med sagsbehandlingen havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed (E83, sidste afsnit, til E85, tredjesidste afsnit), og A har da heller ikke i stævningen gjort gældende, at afgørelsen er ugyldig.  

A har heller ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse af sin personlige indkomst, men anfører desuagtet (E97), at "for det tilfælde, at der måtte være behov for hjemvisning til fornyet behandling, f.eks. beløbsmæssig opgørelse, skal sagen hjemvises til Skatteankenævn Y1-landsdel, mere subsidiært til Skattestyrelsen."  

Der er ikke fremlagt oplysninger eller gjort synspunkter gældende, der kan medføre, at sagen skal hjemvises.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Der blev i årene 2016 og 2017 indsat betydelige beløb på A’s bankkonto.  

Parterne er enige om, at sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indsætningerne er skattepligtige efter statsskattelovens § 4 eller ikke-skattepligtige efter statsskattelovens § 5.

Da der er tale om betydelige indsætninger over en længere periode, bærer A bevisbyrden for, at indsætningerne er ikke-skattepligtige, jf. statsskattelovens § 5.  

Det følger af fast højesteretspraksis, at bevisbyrden for, at der er tale om ikkeskattepligtige indsætninger, alene kan løftes, hvis de afgivne forklaringer er bestyrket af objektive kendsgerninger.  

Det er ubestridt, at IK købte alle anparterne i A’s selskab, G1-virksomhed, den 1. januar 2019. Dette fremgår også af selskabets ejerbog.  

Retten lægger endvidere til grund, at A og IK indgik en optionsaftale den 5. marts 2015 om IK’s køb af A’s anparter i G1-virksomhed. Købesummen var fastsat til 30.866.000 kr.  

Ifølge optionsaftalen skulle IK enten betale købesummen kontant eller "efter nærmere aftale". A har gjort gældende, at der "efter nærmere aftale" er indgået en aftale om forudbetaling af købesummen for anparterne i G1-virksomhed, og at indsætningerne på A’s bankkonto i årene 2016 og 2017 er forudbetalinger i henhold til denne aftale.  

Aftale om forudbetaling af købesummen

Efter de afgivne forklaringer indgik A og IK en aftale om forudbetaling af købesummen for anparterne i G1-virksomhed. Baggrunden herfor var, at IK på grund af manglende likviditet ikke kunne købe anparterne i 2014. I efteråret 2014 og frem til indgåelse af optionsaftalen den 5. marts 2015 var der derfor længerevarende forhandlinger om betalingsmetoden, og der blev udarbejdet flere aftaleudkast, herunder blandt andet udkast til låneaftale og optionsaftale.  

Retten finder, at aftaleudkastene, der blev udarbejdet i efteråret 2014 og frem til indgåelse af optionsaftalen den 5. marts 2015, bestyrker forklaringerne om, at der blev indgået en aftale om forudbetaling, og retten finder, at de længerevarende forhandlinger og aftaleudkastene danner grundlag for aftalen om forudbetaling. Retten lægger særlig vægt på det af A og IK underskrevne aftaleudkast om overdragelse af anparterne i G1-virksomhed fra september 2014, hvoraf "afdrag af rest købesum fordelt over 4 år" blandt andet fremgår. Endvidere lægger retten særlig vægt på, at udkastet til låneaftalen blandt andet indeholder ratebetalinger samt vilkår om bortfald af låneaftalen og modregningsadgang ved kald af optionen. Endelig lægger retten særlig vægt på, at der i henhold til udkastet til optionsaftalen skal ske kontant betaling af købesummen, hvorimod der i henhold til den endelige og underskrevne optionsaftale skal ske enten kontant betaling eller betaling "efter nærmere aftale".  

Det forhold, at der blev udarbejdet udkast til låneaftale, og at parterne i flere aftaleudkast var A’s og IK’s selskaber, ændrer ikke herved. Retten lægger særlig vægt på forklaringerne fra skatterådgiver IA og IK’s advokat IC - som begge deltog i forhandlingerne, udarbejdede og reviderede aftaleudkastene - hvorefter der var længerevarende forhandlinger om valg af betalingsmetoden forud for indgåelse af optionsaftalen, og at det beroede på en misforståelse, at aftaleparterne indledningsvist var A’s og IK’s selskaber.  

Retten finder det herefter godtgjort, at A og IK i forbindelse med indgåelse af optionsaftalen den 5. marts 2015 indgik en aftale om forudbetaling af købesummen for anparterne i G1-virksomhed.

Løbende forudbetalinger i henhold til aftalen

Efter de afgivne forklaringer blev der løbende indbetalt beløb til A, som var forudbetaling af købesummen for anparterne i G1-virksomhed. IE, tidligere financial controller i G7-virksomhed, forklarede, at han udarbejdede en oversigt over indbetalingerne og forestod den løbende opgørelse af mellemværendet mellem A og IK på baggrund af de faktiske indbetalinger.

Retten finder, at oversigten over indbetalingerne udarbejdet af IE og dateret 4. juli 2018 understøtter forklaringerne om, at der i overensstemmelse med aftalen om forudbetaling faktisk skete løbende forudbetaling til A. Retten lægger særlig vægt på, at de aftalte ratebeløb, der fremgår af oversigten over indbetalinger, svarer til de ratebeløb, der fremgår af et udkast til låneaftale, og at de faktisk betalte ratebeløb i oversigtsdokumentet i det væsentligste svarer til indsætningerne på A’s bankkonto. Endvidere lægger retten særlig vægt på A’s e-mail til IE af 23. juni 2016 vedrørende fast månedlig overførsel på 40.000 kr. Endelig lægger retten særlig vægt på IE’s forklaring.

Efter de afgivne forklaringer blev restkøbesummen opgjort med udgangspunkt i købesummen for anparterne i G1-virksomhed med fradrag af de løbende forudbetalinger. IA forklarede med udgangspunkt i en af ham udarbejdet opgørelse, at restkøbesummen blev opgjort således, at de modtagne forudbetalinger på 15.508.000 kr. blev fratrukket rente for sen betaling på 1.694.000 kr., hvorefter den faktiske forudbetaling udgjorde 13.814.000 kr. Da købesummen udgjorde 30.865.000 kr., skulle der udstedes et gældsbrev på 17.051.000 kr., men da A havde ydet et lån på 3.500.000 kr. til IK, blev der udarbejdet et gældsbrev på ca. 20.551.000 kr., som udgjorde restkøbesummen.  

Retten finder, at kald af optionen dateret 1. januar 2019, gældsbrev stort 20.551.450,88 kr. dateret 1. januar 2019 og den underskrevne aftale mellem IK og A af 1. januar 2019 bestyrker forklaringerne om, at der på tidspunktet for kald af optionen var en restkøbesum, og retten finder, at restkøbesummen var indeholdt i gældsbrevet stort 20.551.450,88 kr. Retten lægger særlig vægt på, at der i kald af optionen af 1. januar 2019 er anført en restkøbesum, som skulle betales ved udstedelse af gældsbrev stort 20.551.450,88 kr. dateret 1. januar 2019. Endvidere lægger retten særlig vægt på, at det af aftale mellem IK og A af 1. januar 2019 fremgår, at gældsbrevet stort 20.551.450,88 kr. dateret 1. januar 2019 vedrører både betaling for anparterne i G1-virksomhed samt den resterende del af gældsbrev stort 3.500.000 kr. udstedt af A til IK. Endelig lægger retten særlig vægt på IA’s forklaring.

Retten finder det derfor godtgjort, at IK løbende forudbetalte købesummen for anparterne i G1-virksomhed til A, og at den samlede forudbetaling er i samme beløbsmæssige størrelsesorden, som indsætningerne på A’s bankkonto.

Det er rettens vurdering, at de afgivne forklaringer om de indgåede aftaler og foretagne indbetalinger til A har været troværdige og sammenhængende, og at forklaringerne er bestyrket af objektive kendsgerninger.  

På den baggrund finder retten, at indsætningerne på A’s bankkonto på i alt 3.390.000 kr. i indkomståret 2016 og 12.360.000 kr. i indkomståret 2017 er ikke-skattepligtige, jf. statsskattelovens § 5.  

Allerede af den grund har Skattestyrelsen ikke haft grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 27.  

Retten tager derfor A’s principale påstand til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 325.000 kr. og af retsafgift med 4.500 kr., i alt 329.500 kr. A er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

A’s personlige indkomst nedsættes med 3.390.000 kr. for indkomståret 2016 og nedsættes med 12.360.000 kr. for indkomståret 2017.

Skatteministeriet skal til A betale sagsomkostninger med 329.500 kr.  

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.