Parter
A
(v/advokat Othman El-Khadri)
mod
Skatteministeriet
(v/advokat Asger Hinsch)
Denne afgørelse er truffet af dommer Mette Søgaard Vammen, dommer Anne Segato og retsassessor Nicolai Bødker Huus.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen, der er anlagt ved Retten i Aarhus den 17. august 2021, angår spørgsmålet om fortolkningen af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., herunder hvad der skal forstås ved formuleringen "foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkende ejendom det seneste år".
Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstand:
Omberegning af grundskatteloftsværdien for ejendommen beliggende Y1-adresse, ejendomsnummer (red.fjernet.ejendomsnummer) hjemvises til fornyet behandling ved Vurderingsstyrelsen.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Retten har besluttet ikke at behandle sagen efter reglerne om småsager.
Oplysningerne i sagen
Af Landsskatterettens afgørelse af 19. maj 2021 fremgår blandt andet:
"…
Klager: A
Klage over: Omvurderingen pr. 1. oktober 2019
Ejendomsnummer: (red.fjernet.ejendomsnummer)
Beliggenhed: Y1-adresse
| Klagepunkt | Vurderingsstyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
| Omberegnet grundværdi | 96.300 kr. | 69.681 kr. | 96.300 kr. |
Møde mv.
Klagerens repræsentant har udtalt sig ved et retsmøde med Landsskatteretten.
Faktiske oplysninger
Ejendommen er en ejerlejlighed beliggende Y1-adresse, i Y2-by. Den har benyttelseskode (red.fjernet.benyttelseskode).
Ejendommen har lejlighedsnummer (red.fjernet.lejlighedsnummer) og et fordelingstal på (red.fjernet.fordelingstal).
Ejendommen er blevet omvurderet pr. 1. oktober 2019, da der er tale om en ny ejendom, som er opstået ved en ejendoms opdeling i ejerlejligheder.
Ejendommen er med approbation den 9. april 2019 blevet udstykket fra moderejendommen (ejendomsnummer (red.fjernet.ejendomsnummer)).
Moderejendommen omfatter en grund med et vurderet og matrikuleret areal på 4.903 m2, heraf vej på 122 m2, og den har matrikel nr. (red.fjernet.matrikel.nr.).
Det fremgår af BBR-meddelelsen for moderejendommen, at den omfatter 4 bygninger, der alle er opført i 2019. Bygning 1 er opført i (red.fjernet.etager) etager med i alt (red.fjernet.antal) boliger, bygning 2 er opført i (red.fjernet.etager1) etager med i alt (red.fjernet.antal1) boliger, bygning 3 er opført i (red.fjernet.etager2) etager med i alt (red.fjernet.antal2) boliger og bygning 4 er opført i (red.fjernet.etager3) etager med i alt (red.fjernet.antal3) boliger.
Ejendommen er beliggende i bydelen Y1-adresse. Ejendommen ligger ca. 1.000 m nord for Y2-by og ca. 300 m øst for Y3-område.
Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. (red.fjernet.lokalplan.nr.) - Etageboligbebyggelse på Y1-adresse. Lokalplanen er endeligt vedtaget den 21. juni 2017 og offentliggjort den 6. juli 2017. Lokalplanområdet er udlagt til centerformål og må anvendes til etageboligbebyggelse med tilhørende fællesfaciliteter. En mindre del af bebyggelsen kan anvendes til tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse/byhuse. Desuden kan en mindre del af bebyggelsen anvendes til erhvervsformål.
Ejendommen er beliggende i byzone i vurderingskreds (red.fjernet.vurderingskreds), grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde)).
Moderejendommen er omfattet af pligten til at betale grundskyld og har ved den seneste vurdering basisår i 2003.
Moderejendommen var ved vurderingen pr. 1. oktober 2003 beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1), som have byzonestatus og var udlagt som centerområde. Moderejendommen var i 2002 også beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1).
Ved vurderingen pr. 1. oktober 2003 var etagearealprisen i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) af Skatteforvaltningen ansat til 1.400 kr. Ved vurderingen pr. 1. januar 2002 var etagearealprisen ansat til 1.000 kr.
Moderejendommen blev vurderet ved den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002. Ved ansættelsen af grundværdien anvendte Skatteforvaltningen en etagearealpris på 1.000 kr.
Moderejendommen blev ved vurderingen pr. 1. oktober 2003 årsreguleret.
Klagerens repræsentant har fremsendt følgende oversigt, som oplyses at være modtaget efter aktindsigt:
"Oversigt over ejendomme beliggende i kommune (red.fjernet.vurderingskreds)
Grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) for år 2003.
(…)
Ejendomsnr. (red.fjernet.ejendomsnumre)
(…)
De ni ejendomme med ejendomsnumrene (red.fjernet.ejendomsnumre) var i 2002 og 2003 beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1). Alle ni ejendomme blev vurderet ved den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002 og ved ansættelsen af grundværdien anvendte Skatteforvaltningen en etagearealpris på 1.000 kr. Alle ni ejendomme blev ved vurderingen pr. 1. oktober 2003 årsreguleret.
De to ejendomme med ejendomsnumrene (red.fjernet.ejendomsnumre1) var i 2002 og 2003 beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1). Begge ejendomme blev vurderet ved den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002 og ved ansættelsen af grundværdien anvendte Skatteforvaltningen en etagearealpris på 1.000 kr. Begge ejendomme blev desuden vurderet ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2003 og ved ansættelsen af grundværdien anvendte Skatteforvaltningen en etagearealpris på 1.400 kr.
…
Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 3, at der foretages omvurdering af ejerboliger, som pr. 1. oktober 2019 opfylder betingelserne for omvurdering efter § 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 med senere ændringer (i det følgende benævnt vurderingsloven), og at omvurderingen foretages efter reglerne i vurderingsloven.
Af vurderingslovens § 2 fremgår det, at vurderingsterminen er den 1. oktober.
Af vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 7, fremgår følgende:
"§ 3. Året efter den almindelige vurdering foretages der omvurdering
7) af nye ejendomme, herunder ejendomme, som er opstået ved opfyldning, ved en ejendoms opdeling i ejerlejligheder eller ved opførelse af en bygning på lejet grund,"
Ved omvurderingen er vurderingsterminen 1. oktober i det år, hvori vurderingen foretages. Det fremgår af vurderingslovens § 3, stk. 4.
Af vurderingslovens § 16 A, fremgår følgende:
"I forbindelse med ansættelsen af ejerlejligheder ansættes grundværdien for grundarealet ifølge matriklen for den ejendom, som er opdelt i ejerlejligheder. Ansættelsen af de enkelte ejerlejligheders grundværdi sker ved fordeling af den i 1. pkt. omhandlede grundværdi. Fordelingerne foretages efter det for ejerlejlighederne i ejendommen fastsatte fordelingstal. Er der intet fordelingstal fastsat, fordeles grundværdien ligeligt på samtlige ejerlejligheder. Reglerne i 3. og 4. pkt. kan fraviges, hvis de fører til en åbenbart urimelig fordeling."
Af vurderingslovens § 33, stk. 18, fremgår følgende:
"Når en ny ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. kapitel 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien. Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi. Har den nye ejendom hidtil været undtaget fra vurdering, jf. § 7, stk. 1, eller er vurdering undladt, jf. § 7, stk. 2, omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af omliggende ejendomme af den pågældende art det seneste år, hvor grundværdien for disse efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi."
SKM2020.295.VURDST er et styresignal omhandlende afskæring af adgang til genoptagelse fra og med den 1. november 2020 af ejendomsvurderinger. Styresignalets afsnit 3 vedrører forhold, der kan foranledige overvejelser om anmodning om genoptagelse, og følgende fremgår bl.a. heraf:
"Fejl i de fastsatte skattestop- og grundskatteloftsværdier (...)
Det kan være relevant at overveje, om der med urette er sket en yderligere ansættelse af den omberegnede grundværdi for en nyopstået ejendom i strid med reglerne i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme § 33, stk. 18.1 disse tilfælde vil de nyopståede ejendomme efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme § 33, stk. 18, arve basis året fra den ejendom, de er udstykket fra, uanset om basisårs- ansættelsen for udstykningsejendommen er fejlbehæftet, selvom den nyopståede ejendom i basisåret var blevet vurderet i niveauet før basisåret, hvis den nyopførte ejendom var opstået i basisåret. Det gælder uanset om den nyopståede ejendom har andre anvendelses- og udnyttelsesmuligheder end den ejendom, denne er udstykket fra. Fx skal en nyopstået ejerlejlighed, der er udskilt fra en ejendom, der havde basisår 2012, ansættes i niveauet i 2012, selvom ejendommen i 2012 ville være blevet vurderet i niveau 2011.
(...)"
SKM2017.388.SKAT er et styresignal omhandlende ændring af praksis vedrørende hvilke forhold, der må rettes i forbindelse med en yderligere ansættelse af grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 16- 18.
Styresignalet var en følge af Landsskatterettens afgørelse af 6. maj 2015, der fastslog, at det alene er den hændelse, der har medført en yderligere ansættelse af grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 16-18, der må medtages i den yderligere ansættelse. Der må ikke i den forbindelse rettes andre fejl i vurderingen. Disse andre fejl skal i givet fald rettes ved anvendelse af de almindelige genoptagelsesregler.
Ejendommen er blevet omvurderet pr. 1. oktober 2019, da der er tale om en ny ejendom, som er opstået ved en ejendoms opdeling i ejerlejligheder.
Den påklagede ejendom er udstykket fra ejendommen med ejendomsnummer (red.fjernet.ejendomsnummer), der er omfattet af pligten til at betale grundskyld. Det seneste år, hvor den faktiske grundværdi tillige udgjorde den afgiftspligtige grundværdi er 2003. Retten finder herefter, at den påklagede ejendoms omberegnede grundværdi skal ansættes med 2003 som basisår.
Den omberegnede grundværdi skal desuden ansættes under hensyn til de anvendelses- og planforhold, som er gældende for den påklagede ejendom, og vurderingsniveauet i basisåret.
Retten finder, at den for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) gældende etagearealpris pr. 1. oktober 2003 på 1.400 kr. skal lægges til grund for ansættelsen.
Retten har herved henset til, at moderejendommen pr. 1. oktober 2003 var beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1), der var udlagt som centerområde og som have byzonestatus. Moderejendommen havde således samme anvendelses- og planforhold som den påklagede ejendom.
For så vidt angår det af klageren anførte om vurderingerne pr. 1. oktober 2003 for moderejendommen samt ni af ejendommene på den fremsendte oversigt, skal retten bemærke, at disse ejendomme i henhold til vurderingslovens § 1 (dagældende affatning) og bekendtgørelse nr. 128 af 3. marts 2003 (dagældende) skulle vurderes i lige år, hvorfor 2003 for deres vedkommende er et reguleringsår, jf. vurderingslovens § 3A (dagældende).
I et reguleringsår er der ikke foretaget en selvstændig vurdering, men alene en regulering under hensyn til den ændring i prisforholdene, der er sket siden den seneste almindelig vurdering, som ellers i det hele lægges til grund. Dette er baggrunden for, at der for de i alt 10 ejendommes vedkommende er anvendt en etagearealpris på 1.000 kr., idet dette er etagearealprisen for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. januar 2002.
Retten bemærker desuden, at to ejendomme på den fremsendte oversigt (ejendomsnumrene (red.fjernet.ejendomsnumre1)) i henhold til vurderingslovens § 1 (dagældende affatning) og bekendtgørelse nr. 128 af 3. marts 2003 (dagældende) skulle vurderes i ulige år, hvorfor disse ejendomme blev vurderet ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2003. Retten påpeger, at derved de to ejendommes vurdering pr. 1. oktober 2003 blev anvendt en etagearealpris på 1.400 kr., i overensstemmelse med den for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) ansatte etagearealpris pr. 1. oktober 2003.
Retten bemærker endvidere, at det fremgår af vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., at ansættelsen af den omberegnede grundværdi "foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld (...) udgjorde den afgiftspligtige grundværdi".
Der sondres i bestemmelsen ikke mellem ordinære vurderingsår og vurderingsfri reguleringsår. Det er således niveauet for en vurdering i det relevante basisår, der skal lægges til grund ved ansættelsen af omberegnet grundværdi. Det betyder, at det er etagearealprisen gældende for grundværdiområdet i basisåret 2003, som skal anvendes i nærværende sag.
Det forhold, at moderejendommen ikke havde vurderingstermin i 2003, og i stedet blev årsreguleret, kan derfor ikke føre til et andet resultat. Retten henviser i øvrigt til SKM2012.695.LSR, hvor klagen vedrørte ejendommens omberegnede grundværdi. Retten fremkom i sin begrundelse med bemærkninger om reguleringsår kontra vurderingsår tilsvarende det ovenfor anført. I den pågældende sag fandt retten fandt desuden, at den påklagede ejendoms omberegnede grundværdi skulle ansættes med 2003 som basisår, samt at den for grundværdiområdet gældende etagemeterpris pr. 1. oktober 2003 skulle lægges til grund for ansættelsen.
Klageren henviser til SKM2020.295.VURDST samt et citat herfra. Retten bemærker hertil, at der citeres fra et afsnit, som beskriver situationen, hvor der med urette er ansat omberegnet grundværdi for en ejendom, idet basisårsansættelsen er fejlbehæftet. Retten påpeger, at sådanne forhold ikke findes at foreligge i nærværende sag, hvilket der i øvrigt heller ikke er nedlagt påstand om. Styresignalet giver ikke retten anledning til yderligere.
Klageren henviser også til styresignalet SKM2017.388.SKAT samt Vurderingsstyrelsens bemærkninger i en konkret sag, hvor Vurderingsstyrelsen fandt grundlag for anvendelse af dette styresignal.
Retten påpeger, at efter det oplyste har Vurderingsstyrelsen ved ansættelsen af den omberegnede grundværdi i nærværende sag alene medtaget den hændelse, der har medført den yderligere ansættelse efter vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt. Der er således ikke tale om, at Vurderingsstyrelsen i denne forbindelse retter andre fejl, hvilket der i øvrigt heller ikke er nedlagt påstand om. Henvisningen til SKM2017.388.SKAT giver derfor ikke retten anledning til yderligere.
Klageren henviser desuden til omvurderingen af moderejendommen pr. 1. oktober 2018, herunder at Vurderingsstyrelsen ved denne omvurdering ansatte den omberegnede grundværdi på grundlag af en etagearealpris på 1.000 kr.
Retten påpeger, at efter det oplyste har Vurderingsstyrelsen ved den pågældende omvurdering pr. 1. oktober 2018 ansat den omberegnede grundværdi i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 16. Der er således ikke grundlag for at sidestille denne ansættelse med ansættelsen i nærværende sag, hvor den omberegnede grundværdi skal ansættes i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 18. 2. pkt. Henvisningen til omvurderingen af moderejendommen pr. 1. oktober 2018 giver derfor ikke retten anledning til yderligere.
Landsskatteretten stadfæster således den af Vurderingsstyrelsen ansatte omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2019.
…"
Ejendommen beliggende Y1-adresse i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) er vurderet pr. 1. januar 2002 med en etagearealpris på 1.000 kr. pr. m2. Ejendommen er ikke vurderet i 2003, men blev pr. 1. oktober 2003 årsreguleret. I 2003 var etagearealprisen for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) 1.400 pr. m2.
Under sagens behandling ved retten er der mellem parterne enighed om, at Vurderingsstyrelsen med rette har foretaget en omvurdering af ejerlejligheden i medfør af dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 7, samt at der er foretaget en omberegnet grundværdi pr. 1. oktober 2019 med hjemmel i dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18. Der er desuden enighed om, at rette basisår for ejendommen er 2003, at det er etagearealprincippet, der finder anvendelse, samt at det er de samme planforhold, der gør sig gældende for den udstykkede ejendom og den i sagen omhandlede ejendom. Endelig er der enighed om, at den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2019 skal foretages i medfør af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt.
Parternes synspunkter
A har i sit påstandsdokument anført:
"…
Anbringender
Vurderingslovens § 33, stk. 18, har følgende ordlyd:
"Stk. 18. Når en ny ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. kapitel 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien. Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi. Har den nye ejendom hidtil været undtaget fra vurdering, jf. § 7, stk. 1, eller er vurdering undladt, jf. § 7, stk. 2, omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af omliggende ejendomme af den pågældende art det seneste år, hvor grundværdien for disse efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi."
Bestemmelsen i § 33, stk. 18, 2. pkt., henviser til det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år (basisåret), hvor grundværdien udgjorde den afgiftspligtige grundværdi. Bestemmelsen henviser dels til det "seneste år " og dels til det "niveau, som gælder for vurderinger (…)".
Når basisåret er fastlagt, er det således niveauet for vurderingen i basisåret, som skal anvendes. I den konkrete sag er basisåret 2003 og der er i sagen enighed om, at den udstykkede ejendom er vurderet med en pris på 1.000 kr. i 2003, hvilket udgør niveauet i henhold til § 33, stk. 18, 2. pkt.
Da der samtidig er enighed om, at anvendelses- og planforholdene ikke er ændret pr. vurderingsterminen 1. oktober 2019, fremstår Landsskatterettens afgørelse at være udtryk for en forkert retsanvendelse.
Bestemmelserne i vurderingslovens § 33, stk. 16-18, er indsat ved L 2002 1047 og bestemmelserne skal ses i lyset af det loft, der er lagt over de årlige stigninger i ejendomsskatterne.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 805 - 807, er det blandt andet anført:
“1. Lovforslagets formål
Formålet med lovforslaget er at begrænse stigningen i ejendomsskatterne for grundejere, d.v.s. boligejere, ejere af produktionsjord, ejere af udlejningsejendomme m.v. Det sker ved at indføre et loft over, hvor meget den enkelte grundejers grundskyld ved uændret grundskyldpromille kan stige i det enkelte år." (min understregning)
Af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser fremgår på side 813 vedrørende stk. 18:
“Stk. 18 finder anvendelse for nye ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld.
Nye ejendomme er ejendomme, der udskilles fra ejendomme, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld. Nye ejendomme er også ejendomme, der hidtil har varet undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, stk. 1, eller hvor vurdering er undladt efter vurderingslovens § 7, stk. 2. Ejendomme, der har været omfattet af pligten til at betale grundskyld, men som efter bestemmelserne i den kommunale ejendomsskattelovs §§ 7 og 8 har været helt eller delvist fritaget for at betale grundskyld, anses ikke som nye ejendomme. Det vil sige, at der af hensyn til loftet over grundskylden vil skulle foretages en yderligere vurdering i de samme tilfælde som de, der er omfattet af vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 7.
Princippet for disse vurderinger er, at vurderingsmyndigheden i forbindelse med den almindelige vurdering eller en omvurdering af den nye ejendom skal foretage en yderligere ansættelse af grundværdien af den nye ejendom.
Denne ansættelse foretages, ligesom den almindelige vurdering eller omvurderingen, under hensyn til de for den nye ejendom gældende anvendelses- og planforhold. Har den nye ejendom hidtil været vurderet som en del af en ejendom (den udstykkede ejendom), foretages vurderingen i det niveau, der gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det år, hvor der senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld og den afgiftspligtige grundværdi. Det vil sige det niveau, der efter stk. 16 eller 17 skulle have været anvendt, såfremt grunden med de for denne gældende anvendelses- og planforhold skulle have været vurderet sammen med den udstykkede ejendom.
Har den nye ejendom ikke hidtil været vurderet, eksisterer der ikke for denne ejendom en tidligere vurdering, der kan anvendes ved beregningen af loftet over beregningsgrundlaget for grundskylden. Det foreslås derfor, at vurderingen skal foretages i det niveau, der gælder for vurderinger af de omliggende ejendomme af samme art det år, hvor der for disse ejendomme senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld og den afgiftspligtige grundværdi." (mine understregninger)
Sagsøger gør indledningsvist gældende, at Landsskatteretten i sin afgørelse de facto har anvendt vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt., i stedet for vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., uanset at Landsskatteretten henviser til bestemmelsen i vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt.
Dette skyldes, at Landsskatteretten har anvendt en etagearealpris på 1.400 kr. i stedet for 1.000 kr. med henvisning til at de omkringliggende ejendomme i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1), herunder særligt, at to omkringliggende ejendomme har en etagearealpris på 1.400 kr., som er prisen i grundværdiområdet (red.fjernet.grundværdiområde1).
Sagsøger gør derfor gældende, at Landsskatterettens afgørelse er i strid med ordlyden i vurderingslovens § 33, stk. 18 herunder retspraksis, der utvetydigt sondrer imellem "nyopståede ejendomme " og "ejendomme der ikke tidligere har været vurderet ".
Da sagsøgers ejendom er nyopstået fra en ejendom, som tidligere er vurderet (den udstykkede ejendom), er det i sagens natur i strid med ordlyden i bestemmelsen, at den omberegnede grundværdi foretages med udgangspunkt i omkringliggende ejendomme.
Der er i sagen enighed om, at sagsøgers ejendom er nyopstået som følge af udstykningen (opdeling i ejerlejligheder).
Det følger herefter af vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., at i tilfælde af, at den udstykkede ejendom (moderejendommen) har været offentligt vurderet, skal det seneste vurderingsår for den udstykkede ejendom anvendes som niveau ved vurderingen af den nye ejendom. I den forbindelse sondres der ikke mellem såkaldte vurderingsår og reguleringsår.
Det er kun i de tilfælde, hvor den nye ejendom hidtil har været undtaget fra vurdering, at ansættelsen foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af omkringliggende ejendomme.
I det konkrete tilfælde er sagsøgers ejendom udstykket fra moderejendommen (red.fjernet.ejendomsnummer) (den udstykkede ejendom). Da der enighed om, at denne ejendom har 2003 som basisår, skal samme niveau, anvendes for sagsøgers ejendom. I sin udtalelse (fremlagt som bilag 4), har Vurderingsstyrelsen da også anført:
"Moderejendommen havde ved udstykning basisår 1. oktober 2003, dette basisår "arver" denne ejendom. Ejendommen har dermed 1. oktober 2003 som basisår ved omvurderingen pr. 1. oktober 2019."
Omberegning af grundværdien burde derfor være sket med udgangspunkt i samme niveau, som den udstykkede ejendom, som havde en etagearealpris på 1.000 kr. i 2003.
Hverken Vurderingsstyrelsen eller Landsskatteretten har redegjort nærmere for, hvorfor bestemmelsen fraviges i dette tilfælde. Det forhold, at der henvises til "områdeprisen" for grundværdiområdet på 1.400 kr., er i denne forbindelse uden betydning, da denne pris ikke er udtryk for "niveauet" for den udstykkede ejendom (moderejendommen), men derimod udtryk for "niveauet" for omkringliggende ejendomme.
Sagsøger gør i forlængelse heraf gældende, at det er uden betydning, at der for to ud af 11 sammenlignelige ejendomme i grundværdiområdet (red.fjernet.grundværdiområde1) er anvendt en etagearealpris på 1.400 kr. i 2003, da dette ifølge § 33, stk. 18, 3. pkt., kun vil have relevans, hvis sagsøgers ejendom var udstykket fra en ejendom, som hidtil havde været undtaget fra vurdering. Denne situation er netop ikke aktuel i det foreliggende tilfælde, hvilket der i sagen er enighed om, idet den udstykkede ejendom (red.fjernet.nummer) har haft en offentlig vurdering.
Landsskatterettens opfattelse, hvorefter det er niveauet for de omkringliggende sammenlignelige ejendommes niveau, der anvendes, er derfor i strid med bestemmelsens ordlyd. Når der tages udgangspunkt i lovens formål, kan det ligeledes konstateres, at Landsskatterettens afgørelse ikke er i overensstemmelse med hverken lovens formål eller lovgivers hensigt.
Formålet med loven har været at begrænse stigningen af de afgiftspligtige grundværdier - og dermed stigningen af ejendomsskatterne for den enkelte ejendom.
Lovens formål har derimod ikke været at sikre en ensartet beskatning af sammenlignelige ejendomme, og derfor er Landsskatterettens henvisning til niveauet for omkringliggende ejendomme uforenelig med lovens ordlyd og formål, herunder sagens faktiske forhold.
Allerede fordi sagsøgers ejendom er nyopstået som følge af udstykning fra en ejendom, som tidligere har været vurderet, er det udelukket at foretage en omberegning af grundværdien med udgangspunkt i omkringliggende ejendomme. Dette synspunkt er fastslået af Højesteret ved dom af 7. februar 2017 offentliggjort i SKM 2017.286HR.
I dommen fastslår Højesteret, hvordan vurderingslovens § 33, stk. 18, skal fortolkes, herunder hvornår niveauet skal ansættes ud fra henholdsvis moderejendommens niveau og niveauet for omkringliggende ejendomme.
Højesteretssagen handlede om, hvorvidt omberegning af grundværdien skulle foretages med udgangspunkt i niveauet for den udstykkede ejendom (moderejendommen) eller med udgangspunkt i niveauet for omkringliggende ejendomme.
Grundejeren gjorde gældende, at den omberegnede grundværdi skulle ansættes med udgangspunkt i niveauet for de omkringliggende ejendomme. Grundejeren henviste i den forbindelse til, at prisniveauet for alle sammenlignelige omliggende villaejendomme i området siden 2001 har udviklet sig langt over stigningsbegrænsningen, som følge af loftet over grundlaget for beregningen af kommunal grundskyld, der blev indført ved lov nr. 1047 af 17. december 2002. Den omberegnede grundværdi for disse ejendomme blev foretaget med udgangspunkt i 2001 niveau, hvorfor grundejeren ligeledes gjorde gældende, at det vil være urimeligt og i strid med lovens formål, hvis der ved beregningen af grundskatteloftet for grundejerens ejendom - som de eneste i området - skulle anvendes et niveau senere end 2001, uanset at det var vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., der fandt anvendelse.
Skatteministeriet gjorde i den forbindelse gældende at det følger af 2. pkt. i vurderingslovens § 33, stk. 18, at ansættelsen af den omberegnede grundværdi for en ny ejendom foretages med samme basisår (niveau), som gælder for den udstykkede ejendom. Skatteministeriet gjorde også gældende, at formålet med loven er at begrænse stigningen af de afgiftspligtige grundværdier - og dermed stigningen af ejendomsskatterne for den enkelte ejendom, og at formålet med loven ikke er at sikre en ensartet beskatning af sammenlignelige ejendomme.
Højesteret udtalte følgende:
"Fortolkningen af vurderingslovens § 33, stk. 18. Når en ny ejendom efter udstykning bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld efter ejendomsbeskatningsloven, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter vurderingslovens § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien, jf. lovens § 33, stk. 18, 1. pkt. Efter § 33, stk. 18, 2. pkt., skal ved ansættelsen af grundværdien for den nye ejendom anvendes samme basisår som for den udstykkede ejendom, når den udstykkede ejendom er omfattet af pligten til at betale grundskyld. Når den nye ejendom hidtil ikke har været vurderet, fordi den har været undtaget fra vurdering, jf. lovens § 7, stk. 1, eller fordi vurdering har været undladt, jf. § 7, stk. 2, skal basisåret for omliggende ejendomme af samme art anvendes ved ansættelsen af grundværdien for den nye ejendom, jf. § 33, stk. 18, 3. pkt. Fastlæggelsen af basisåret er afgørende for beregningen af grundskatteloftet for den nye ejendom, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 4.
(…)
Efter ordlyden af vurderingslovens § 33, stk. 18, er det bestemmelsens 2. pkt., der finder anvendelse ved ansættelsen af grundværdien for B’s ejendom (den nye ejendom), da den er fremkommet ved udstykning fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom). Efter bestemmelsens ordlyd skal ansættelsen af grundværdien for hendes ejendom således foretages med samme basisår som for den udstykkede ejendom - det vil sige 2009.
Formålet med reglerne om indførelse af et loft over grundlaget for beregningen af kommunal grundskyld, som blev indført ved lov nr. 1047 af 17. december 2002, var at begrænse stigningen i ejendomsskatterne for den enkelte grundejer. For B’s ejendom er der imidlertid tale om ansættelse af grundværdien for en ny ejendom efter udstykning.
Den indskrænkende lovfortolkning, som B argumenterer for, ville i realiteten indebære, at vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt., skulle finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Imidlertid er anvendelse af reglen i vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt., om benyttelse af samme basisår som for omliggende ejendomme af samme art såvel efter ordlyden som forarbejderne forbeholdt de tilfælde, hvor ejendommen hidtil har været undtaget fra vurdering, eller hvor vurdering hidtil har været undladt.
Højesteret finder herefter, at 2009 skal anvendes som basisår ved fastsættelsen af grundskatteloftet i henhold til ejendomsbeskatningsloven for B’s ejendom. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i samme område er et større antal sammenlignelige ejendomme, hvis grundværdier er ansat med 2001 som basisår, med heraf følgende betydelige forskelle ved fastsættelsen af de afgiftspligtige grundværdier og grundskylden." (mine understregninger)
De faktiske forhold i Højesteretsdommen er identiske med nærværende sag, idet Højesteret, ligesom retten i denne sag, skulle tage stilling til, hvorvidt en ejendom omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., kunne vurderes med udgangspunktet i niveauet for omkringliggende ejendomme jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt.
Det af sagsøger anførte i nærværende sag, er således helt i overensstemmelse med den fortolkning, Højesteret har lagt til grund, herunder i overensstemmelse med bestemmelsens formål og ordlyd. Det skal særligt bemærkes, at Skatteministeriet under Højesteretssagen gjorde samme betragtninger gældende, som sagsøger gør i denne sag. Det er disse betragtninger, som Højesteret altså har fastslået udgør den korrekte fortolkning af vurderingslovens § 33, stk. 18.
Der er derfor ikke tvivl om, at Landsskatterettens afgørelse er afsagt på et forkert grundlag, idet der ikke er hjemmel til at "blande" de to forskellige situationer omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 18 (pkt. 2 og pkt. 3).
Landsskatteretten har tværtimod fejlagtigt anvendt prisniveauet for de omkringliggende ejendomme til at fastsætte den omberegnede grundværdi for sagsøgers ejendom, som er nyopstået fra en ejendom der tidligere er vurderet. Dette gælder, uanset at Landsskatteretten er enig i, at sagsøgers ejendom er udstykket fra en ejendom, som tidligere er vurderet, og at plan- og anvendelsesmulighederne er de samme. Landsskatterettens opfattelse er, som det er fastslået af Højesteret, alene forbeholdt de tilfælde, hvor ejendommen hidtil har været undtaget fra vurdering, eller hvor vurdering hidtil har været undladt.
I forlængelse af ovenstående skal det ligeledes bemærkes, at der i grundværdiområdet (red.fjernet.grundværdiområde1) er 11 ejendomme, hvoraf 9 ejendomme har et prisniveau på 1.000 kr., mens det alene er 2 ejendomme, som har et prisniveau på 1.400 kr. Selv hvis Landsskatterettens fortolkning lægges til grund, skal niveauet for sagsøgers ejendom fastsættes med udgangspunkt i 1.000 kr., idet det alene er 2 ejendomme som har en etagearealpris på 1.400 kr. Såfremt der tages udgangspunkt i Landsskatterettens begrundelse for, hvorfor disse ejendomme ikke er sammenlignelige med sagsøgers ejendom, kan det ligeledes konstateres, at afgørelsen er afsagt på et forkert grundlag. Landsskatteretten lægger specifikt vægt på, at de 9 ejendomme, som alle er vurderet med en etagearealpris på 1.000 kr., er vurderet i "lige år", hvorfor 2003 for deres vedkommende er et reguleringsår. Samtidig har Landsskatteretten anført, at der i vurderingslovens § 33, stk. 18 ikke sondres mellem vurderingsår og reguleringsår. Alligevel lægger Landsskatteretten afgørende vægt på dette forhold.
At der ikke sondres mellem vurderingsår og reguleringsår er ligeledes fastslået af Højesteret i SKM2011.1HR. Landsskatteretten har da også henvist til Landsskatterettens egen kendelse offentliggjort i SKM2012.695LSR, hvor Landsskatteretten i forbindelse med omberegning af grundværdien udtalte:
"Landsskatteretten bemærker, at den omberegnede grundværdi herved ansættes med udgangspunkt i et ulige år, uagtet at ejendommen, der er en beboelsesejendom med flere end tre lejligheder, i henhold til vurderingslovens § 1, dagældende bekendtgørelse nr. 128 af 3. marts 2003 og bekendtgørelse nr. 814 af 26. juni 2007, skal vurderes i lige år. Retten finder imidlertid, at vurderingslovens § 33, stk. 18, udelukker et andet resultat."
Det forekommer derfor ganske misvisende, at Landsskatteretten i nærværende sag sondrer mellem vurderingsår og reguleringsår. Uanset at Landsskatterettens afgørelse er misvisende og i strid med Landsskatterettens egen praksis, foruden Højesteretspraksis, kan disse forhold imidlertid ikke tillægges vægt. Det skyldes, at det afgørende for, hvilket prisniveau der skal anvendes ved omberegning af grundværdien i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 18, er, hvorvidt den nye ejendom er udstykket fra en ejendom, som tidligere er vurderet eller om udstykningen er sket fra en ejendom der tidligere har været fritaget for vurdering…"
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
"…
4. Anbringender
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at betingelserne for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende ejendommens omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2019 ikke er opfyldt.
En ejer kan alene få tilsidesat en ejendomsvurdering, såfremt det godtgøres, at skønnet hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette er egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller hvis det godtgøres, at værdiansættelsen er åbenbart urimelig, jf. f.eks. UfR 2016.191 H (MS…).
Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for et få tilsidesat skønnet er opfyldt.
Denne bevisbyrde er ikke løftet.
Ejendommen beliggende Y1-adresse, opstod ved udstykning som ny ejendom, og omvurderingen af ejendommen skete derfor i henhold til dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 7 (MS…).
For ejendomme opstået ved udstykning skal omberegningen af grundværdien ske efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. (MS…), jf. SKM 2017.286 HR (MS…).
Af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18 (MS…), fremgår følgende:
"Når en ny ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. kapitel 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien. Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi. Har den nye ejendom hidtil været undtaget fra vurdering, jf. § 7, stk. 1, eller er vurdering undladt § 7, stk. 2, omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af omliggende ejendomme af den pågældende art det seneste år, hvor grundværdien for disse efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi." (min understregning af 2. pkt.)
Ved omberegningen skal der ifølge dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., tages hensyn til de anvendelses- og planforhold, der gælder den nye ejendom, jf. herved også bemærkningerne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger til § 2, nr. 8 i LFF 2002-10-23 nr. 39 (MS…)), hvor der er anført følgende:
"Princippet for disse vurderinger er, at vurderingsmyndigheden i forbindelse med den almindelige vurdering eller en omvurdering af den nye ejendom skal foretage en yderligere ansættelse af grundværdien af den nye ejendom.
Denne ansættelse foretages, ligesom den almindelige vurdering eller omvurderingen, under hensyn til de for den nye ejendom gældende anvendelses- og planforhold." (mine understregninger)
Det fremgår videre af forarbejderne (sammesteds (MS…)) om vurderingen:
"Har den nye ejendom hidtil været vurderet som en del af en ejendom (den udstykkede ejendom), foretages vurderingen i det niveau, der gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det år, hvor der senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld og den afgiftspligtige grundværdi. Det vil sige det niveau, der efter stk. 16 eller 17 skulle have været anvendt, såfremt grunden med de for denne gældende anvendelses- og planforhold skulle have været vurderet sammen med den udstykkede ejendom." (mine understregninger)
Landsskatterettens skøn er udøvet i overensstemmelse med principperne i dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. (MS…).
Landsskatteretten har i overensstemmelse med dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., lagt til grund - hvilket parterne da også er enige om - at ejendommens omberegnede grundværdi skal ansættes med 2003 som basisår.
Landsskatteretten har herefter i overensstemmelse med dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., inddraget de anvendelses- og planforhold, som gælder for den nye ejendom, og sammenholdt disse med anvendelses- og planforholdene for moderejendommen. Landsskatteretten har i den forbindelse vurderet - hvilket da heller ikke er bestridt - at de samme anvendelses- og planforhold var gældende for både moderejendommen og den nye ejendom.
Landsskatteretten har herefter skønnet, at en etagearealpris på 1.400 kr., som var gældende for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. oktober 2003 (basisåret), skal lægges til grund for ansættelsen.
Denne etagearealpris var netop den pris, som gjaldt "for vurderinger af den udstykkede ejendom" pr. 1. oktober i basisåret, jf. dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt.
Der sondres i bestemmelsen ikke mellem ordinære vurderingsår og vurderingsfri reguleringsår. Det er således niveauet for en vurdering i det relevante basisår, der skal lægges til grund ved ansættelsen af omberegnet grundværdi.
Det betyder, at det er etagearealprisen gældende for grundværdiområdet i basisåret 2003, som skal anvendes i nærværende sag, jf. også f.eks. SKM 2012.695 LSR (MS…).
Der er ingen hjemmel til at foretage en fortolkning som gjort af sagsøgeren (bl.a. replikkens side 3. 3., afsnit - MS…), hvorefter "niveauet" efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., alene skulle baseres på den etagearealpris, som er anvendt ved moderejendommens vurdering. Tværtimod fremgår det af ordlyden af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt., at ansættelsen foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom.
Desuden er sagsøgerens udlægning af SKM 2017.286 HR (MS…) og Skatteministeriets anbringender i sagen ikke rigtig. Højesteret tog i dommen alene stilling til, hvilket basisår der skulle anvendes og således ikke fortolkningen af, hvilket niveau der skal lægges til grund ved omberegningen i basisåret.
Skønsgrundlaget er således korrekt.
Det er heller ikke godtgjort, at skønnet er åbenbart urimeligt.
Sagsøgeren har gjort gældende, at etagearealprisen på 1.400 kr. var for høj, idet moderejendommen samt ni øvrige ejendomme beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. oktober 2003 havde en etagearealpris på 1.000 kr. Disse ejendomme skulle imidlertid vurderes i lige år, hvorefter 2003 var et reguleringsår.
I et reguleringsår er der ikke foretaget en selvstændig vurdering, men alene en regulering under hensyn til den ændring i prisforholdene, der er sket siden den seneste almindelig vurdering, som ellers i det hele lægges til grund. Dette er baggrunden for, at der for de i alt 10 ejendommes vedkommende er anvendt en etagearealpris på 1.000 kr., idet dette var etagearealprisen for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. januar 2002. For "nye" vurderinger i 2003 var etagearealprisen i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) 1.400 kr.
Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at den skønnede etagearealpris på 1.400 kr. er åbenbart urimelig.
Der er dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.
Til støtte for den nedlagte subsidiære hjemvisningspåstand gøres det gældende, at sagen skal hjemvises, såfremt retten alligevel måtte finde, at det udøvede skøn skal tilsidesættes.
4.1 Sagsøgerens udlægning af SKM2017.286HR
Sagsøgeren har i sin replik, side 4 (E…), i processkrift af 11. januar 2022 (E… - …) og processkrift 2 af 4. oktober 2023 (E… - …) anført en række synspunkter vedrørende sagsøgerens udlægning, herunder rækkevidden, af SKM2017.286HR (MS…). Sagsøgeren har med sit processkrift 2 desuden fremlagt Skatteministeriets processkrift fra en anden retssag, der verserer ved Retten i Horsens (bilag 13 - E…).
Sagsøgerens udlægning af retspraksis bestrides, ligesom det bestrides, at ministeriets synspunkt i nærværende sag og sagen ved Retten i Horsens ikke er forenelige…"
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Ejerlejligheden beliggende Y1-adresse, blev den 1. oktober 2019 omvurderet i medfør af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. Ejerlejligheden var en ny ejendom opstået ved udstykning den 9. april 2019 fra moderejendommen, der bestod af 173 lejligheder.
Moderejendommen var både i 2002 og pr. vurderingen den 1. oktober 2019 beliggende i grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1). Grundværdien af moderejendommen blev pr. 1. januar 2002 vurderet ved ordinær vurdering, hvor etagearealprisen blev ansat til 1.000 kr., som var etagearealprisen for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. januar 2002. Denne etagearealpris blev for moderejendommen videreført ved årsreguleringen pr. 1. oktober 2003.
Efter oplysningerne i sagen lægger retten til grund, at etagearealprisen pr. 1. januar 2023 for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) var 1.400 kr.
Der er i sagen enighed om, at ansættelsen af den omberegnede grundværdi for den udstykkede ejerlejlighed skal ske med 2003 som basisår, idet 2003 er det seneste år, hvor grundværdien udgjorde den afgiftspligtige grundværdi for moderejendommen, jf. vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt.
Der er i sagen alene tvist om, hvilken etagearealpris, der retteligt skal anvendes ved beregningen af grundværdien for den udstykkede ejendom i basisåret 2003.
Af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 18, 2. pkt. fremgår følgende:
" Er den nye ejendom udskilt fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom), omfatter denne ansættelse grunden under hensyn til de for denne gældende anvendelses- og planforhold og foretages på det niveau, som gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det seneste år, hvor grundværdien efter fradrag for forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld, jf. nævnte lovs § 1, stk. 2, nr. 1, udgjorde den afgiftspligtige grundværdi."
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger til § 2, nr. 8 i LFF 2002-10-23 nr. 39) bl.a., at:
" Har den nye ejendom hidtil været vurderet som en del af en ejendom (den udstykkede ejendom), foretages vurderingen i det niveau, der gælder for vurderinger af den udstykkede ejendom det år, hvor der senest har været sammenfald mellem den aktuelle grundværdi efter fradrag af forbedringer og reduktion for fritagelser for grundskyld og den afgiftspligtige grundværdi. Det vil sige det niveau, der efter stk. 16 eller 17 skulle have været anvendt, såfremt grunden med de for denne gældende anvendelses- og planforhold skulle have været vurderet sammen med den udstykkede ejendom."
Der er i sagen enighed om, at de samme anvendelses- og planforhold var gældende for henholdsvis moderejendom og den udstykkede ejendom.
Der sondres i vurderingslovens § 33, stk. 18, 2.pkt. ikke mellem ordinære vurderingsår og vurderingsfri reguleringsår, hvorfor det ved omvurderingen den 1. oktober 2019 af grundværdien for den udstykkede ejerlejlighed er niveauet for vurderingen i det relevante basisår (2003), der skal lægges til grund ved ansættelsen af etagearealprisen. Dette må efter ordlyden af bestemmelsen forstås som etagearealprisen på 1.400 kr., som var gældende for grundværdiområde (red.fjernet.grundværdiområde1) pr. 1. oktober 2003.
Herefter, og idet retten bemærker, at Højesteret ved dom af 7. februar 2017, gengivet i SKM 2017.286 H, har behandlet spørgsmålet om rette basisår ved beregningen af grundskatteloftet og ikke hvilken etagearealpris, der skal lægges til grund for beregningen, er der ikke grundlag for at tage sagsøgeren, A’s, påstand om hjemvisning til følge. Skatteministeriet frifindes derfor.
Efter sagens udfald, værdi, omfang og forløb skal sagsøgeren, A, betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 20.500 kr. Beløbet er fastsat til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand under sagen. Skatteministeriet har oplyst ikke at være momsregistreret.
THI KENDES FOR RET:
Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.
Sagsøgeren A skal til sagsøgte Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 20.500 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.