Dato for udgivelse
14 maj 2024 10:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 apr 2024 09:01
SKM-nummer
SKM2024.276.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24-0304844
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Emballageafgift, poser
Resumé

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørgers pose ikke var omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgifts-lovens § 2 a.

Spørgers pose var fremstillet af PP (polypropylen) med udvendig laminering.

Det var Skattestyrelsens vurdering, at spørgers pose var tilstrækkelig robust til at kunne sidestilles med et bærenet, hvorfor spørgers pose vurderedes at være til gentagen brug, og derfor ikke var afgiftspligtig.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 600 af 5. maj 2020 om afgift af visse emballager, poser og engangsservice (Emballageafgiftsloven)
Lov nr. 488 af 1993

Reference(r)

Emballageafgiftsloven § 2 a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit E.A.7.1.6

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at tasken ikke er afgiftspligtig (jf. emballageafgiftslovens § 2 a)?

 Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers ønsker svar på om, der er poseafgift på den fremsendte taske fremstillet i PP (polypropylen).

Spørger har oplyst følgende:

  • Tasken er konstrueret som en firkantet taske (klodspose)
  • Den har et rumindhold på over 5 liter
  • Materiale: hvid PP vævet med udvendig laminering - 120 gr/m2 som indeholder ca. 25% genbrugsmateriale
  • Tasken er syet
  • Toppen er ombukket med 3 cm og syet
  • Hanke er nylon webbing påsyet med krydssyning, 2,5 x 55 cm
  • Bredde 330 mm
  • Højde 370 mm
  • Side- og bundfals 140 mm

Skattestyrelsens beskrivelse af posen        

  • Fremstillet af tre stykker. To stykke som danner henholdsvis forsiden og bagsiden samt én sidefals. Et stykke som danner bunden.
  • Materialet føles plastikagtigt og stift
  • Materialet fremstår slidstærkt
  • Syningerne brister ikke ved moderat træk
  • Påsyet to hanke i begge sider i andet materiale - syet med "firkant" og forstærket med "kryds".
  • Hankene løsnes ikke ved moderat træk
  • Posen kan ikke umiddelbart perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk
  • Facon påvirkes ikke ved moderat træk
  • Posen fremstår robust
  • Rumfang over 5 liter

Spørger har endvidere afgivet følgende generelle oplysninger om kvaliteten af kvaliteten af materialet som pp-poser fremstillet af:

 

Polypropylen, PP-plast

Polypropylen er blandt de mest udbredte plasttyper. Det er en hård plasttype, der bl.a. bliver brugt i medico -og tøjindustrien.

 

Polypropylen (også kendt under navnet polypropen eller forkortet som PP) er et hårdt termoplastisk materiale. Materialet har som udgangspunkt en hvidlig til farveløs egenfarve, og den kan indfarves i stort set alle farver.

 

Polypropylen er efter polyethylen den mest anvendte plasttype. Materialeegenskaber for polypropylen: Polypropylen er i stand til at flyde i vand, og materialet kan modstå høje temperaturer (op til 120 grader), hvilket gør det muligt at sterilisere produkter af polypropylen, hvis man koger dem. Det er en fordel bl.a. i forhold til genanvendelse.

 

Plasttypen har kemiske egenskaber, der bl.a. indebærer, at det er svedtransporterende samt nemt at vaske rent og tørre igen. Udover polypropylens kemiske egenskaber og evne til at modstå høje temperaturer, er materialet også meget udbredt pga. dets styrke og sejhed.

 

Typiske anvendelser af polypropylen (PP-plast):

Polypropylen er en af de mest udbredte termoplast typer. Det skyldes ikke mindst, at det bliver anvendt i mange forskellige sammenhænge og produkter, såsom gryder, tønder, møbler, film, vævede poser, flaskehætter, bilstødere osv.

Nøgleord: Høj styrke. God til genanvendelse: Kan modstå høje temperaturer (kan koges). Kan flyde på vand

 

PP woven

PP Woven er betegnelsen for vævet polypropylen. Det vil sige at PP fremstilles i tråde som efterfølgende væves sammen, hvilket gør at materialet opnår en høj styrke. PP woven benyttes til en lang række produkter som kræver høj styrke.

 

PP woven benyttes f.eks. til bigbags og presenning. Det også velegnet til at fremstilling af bærenet og tasker. Allerede ved 60 gr./m2 vil det være muligt at opnå en betragtelig styrke på et bærenet. Dog vil det have et mere taske / bærenet udtryk hvis der benyttes kvaliteter i 80 gr./m2. og derover. Ikea´s blå PP taske er fremstillet i 95 gr./m2.

 

PP woven kan ligeledes indeholde genbrugsmateriale men da det er vævet materiale bibeholdes styrken i væsentlig højere grad end PP nonwoven.

 

Laminering:

Begge kvaliteter PP woven og PP nonwoven kan forsynes med en klar plastfilm, som lamineres på ydersiden. Det giver bærenettet yderligere styrke og giver ligeledes mulighed for væsentlig bedre trykkvalitet da filmen trykkes på bagsiden og dermed er beskyttet af filmen. BOPP filmen er normalt ca. 10-25 gr./m2 

Spørgers opfattelse og begrundelse

PP woven er noget af det stærkeste materiale, og sammenholdt med at  tasken ligeledes er syet og er med forstærkede håndtag, giver det en robusthed, der lægger op til genbrug adskillige gange.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgers pose ikke er omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Begrundelse

Efter emballageafgiftslovens § 2 a, skal der betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.

Spørgers pose har et rumindhold på mere end 5 l samt har en hank.

Afgiften på poser blev indsat i lov om afgift af visse detailsalgspakninger ved lov 488 af 30. juni 1993. Afgiften tager ifølge bemærkningerne til lovforslaget sigte på at afgiftspålægge de typer af poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Det er Skattestyrelsens vurdering af posen, at den kan anvendes som en traditionel pose, dvs. til at bære ting i.

Det fremgår af Den juridiske vejledning, at afgiftspligten omfatter poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og at der er ikke afgift poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.

I SKM2021.326.SR fandt Skatterådet, at en pose fremstillet af tekstillignende plastik (ikke-vævet polypropylen) var en afgiftspligtig pose. Posen fremstod porøs, var ikke forstærket i hverken syninger eller materiale, og kunne forholdsvis nemt perforeres, hvorfor posen ikke fremstod robust i samme omfang som fx bærenet og tasker. Posen kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv.

Det er Skattestyrelsens indstilling, at spørgers pose ikke er omfattet af afgiftspligten, da spørgers pose kan sidestilles med en stofpose eller en taske i robust plastik, og at spørgers pose ikke er en pose, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Det vurderes, at posen er til gentagen brug. Skattestyrelsen har i sin vurdering lagt vægt på:

  • Posens materiale fremstår slidstærkt
  • Posen kan ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet
  • Hanken kan ikke løsnes ved moderat træk i hanken
  • Posens syninger brister ikke ved moderat træk
  • Posen fremstår som værende robust.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Emballageafgiftslovens § 2 a

"Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l."

Forarbejder

Generelle bemærkninger til lov nr. 488/1993 (uddrag)

"Lovforslaget er et led i regeringens forslag om en gennemgribende omlægning af skattesystemet. Der henvises til bemærkningerne til det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlægning). Lovforslaget, der indfører afgift af visse poser af papir eller plast m.v., er et led i miljøindsatsen.

Såvel ud fra et miljøsynspunkt som et konkurrenceforvridningssynspunkt bør poser såvel af papir som plast m.v. afgiftsbelægges.

Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.

En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgiftspligten, selv om de er forsynet med hank. "

Praksis

SKM2021.326.SR

Skatterådet fandt, at spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Spørgers pose var fremstillet af tekstillignende plastik (ikke-vævet polypropylen). Posen fremstod porøs, var ikke forstærket i hverken syninger eller materiale, og kunne forholdsvis nemt perforeres, hvorfor posen ikke fremstod robust i samme omfang som fx bærenet og tasker, og posen kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv.

Den juridiske vejledning

E.A.7.1.6 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer (uddrag)

"Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som

  • har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og
  • med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Se EMBAL § 2a.

Der er ikke afgift på følgende poser

  • lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir
  • poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast."