Dato for udgivelse
13 Jun 2024 12:10
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Apr 2024 11:26
SKM-nummer
SKM2024.320.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Sagsnummer
22-0041473
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Registreringsafgift, selvanmelder, afgiftspligt, hæftelse
Resumé

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet registreringsafgift af et køretøj, idet Motorstyrelsen havde konstateret, at der ikke var betalt registreringsafgift på køretøjet. Landsskatteretten fandt, at afgiftspligten indtrådte i forbindelse med registreringen af køretøjet på hvide nummerplader, idet Landsskatteretten lagde til grund, at køretøjet tidligere havde været registreret på grænsenummerplader og derfor ikke tidligere havde været afgiftspligtigt. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren hæftede for betalingen af afgiften, da han ved indregistreringen blev registreret som ejer af køretøjet. Registreringsafgiftslovens § 17 fandt ikke anvendelse, da G1 ApS ikke registrerede køretøjet og ikke angav afgiften af køretøjet. Det forhold, at klageren havde overført et beløb svarende til registreringsafgiften til G1 ApS, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Reference(r)

Registreringslovens § 2, stk. 1
Registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, § 16, stk. 1, § 17, § 17, stk. 1, § 20, stk. 1 og stk. 9

Henvisning

Den juridiske vejledning I.A.1.10

Motorstyrelsen har opkrævet 88.325 kr. i registreringsafgift, idet Motorstyrelsen har fundet, at der ikke er betalt registreringsafgift på sagens køretøj.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse, for så vidt angår selve registreringsafgiftspligten.

Spørgsmålet om værdiansættelsen af sagens køretøj er udskilt til særskilt behandling. Der henvises til afgørelsen af klagesagen med sagsnummer 22-0098540, hvor Motorankenævnet ændrede registreringsafgiften til 82.701 kr.

Faktiske oplysninger
Køretøjet blev indregistreret i Danmark første gang den 6. december 2010. Den 4. november 2014 blev køretøjet afmeldt. Ved en registrering af køretøjet den 26. februar 2019 blev klageren registreret som ejer af sagens køretøj.

Motorstyrelsen har ved en kontrol påvist, at der ikke er betalt registreringsafgift af køretøjet i forbindelse med registreringen den 26. februar 2019. Der er heller ikke tidligere betalt registreringsafgift, da køretøjet tidligere har været registreret på grænsenummerplader.

Klageren har fremlagt en faktura vedrørende køb af køretøjet i Polen dateret den 5. februar 2019.

Klageren har ligeledes fremlagt en faktura på betaling af afgift til G1 ApS, CVR-nr. […], dateret den 20. februar 2019. Herudover har klageren vedlagt udskrift fra netbank, som viser, at beløbet er overført til det kontonummer, som fremgår af fakturaen fra G1.

Ifølge Erhvervsstyrelsens CVR-register foretog G1 ApS detail- og engroshandel af personbiler, varebiler og minibusser. Selskabets formål var at værdifastsætte køretøjer med henblik på betaling af fuld registreringsafgift. Det fremgår også, at G1 ApS blev opløst efter konkurs med ophørsdato den 6. september 2022. 

Af Køretøjsregistret fremgår det, at G2, CVR-nr. […], har foretaget registreringssyn den 11. februar 2019 og efterfølgende registreret samt udleveret nummerplader (hvide) til køretøjet den 26. februar 2019.

Motorstyrelsens afgørelse
Motorstyrelsen har opkrævet registreringsafgift med 88.325 kr. for sagens køretøj under henvisning til, at der ikke er betalt registreringsafgift på køretøjet.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse for afgørelsen:

"Vi har lagt vægt på, at der ikke er betalt registreringsafgift, da afgiftspligten indtrådte den 26. februar 2019 og at du er registreret i Motorregistret som ejer af køretøjet, da afgiftspligten indtrådte.

(…)

Da G1 ikke har været registreret som ejer af køretøjet, finder vi ikke, at der er grundlag for, at virksomheden hæfter for betaling af registreringsafgiften. Ifølge Motorregistret har G1 ikke registreret eller udleveret plader til dette køretøj.

G2 har heller ikke været registreret som ejer af køretøjet og herudover har G2 heller ikke været godkendt til betaling af afgiften, hvorfor derefter Motorstyrelsens opfattelse heller ikke er grundlag for at rejse krav om hæftelse for registreringsafgiften hos dem.

(…)

Da det ikke er G1, der har anmeldt køretøjet til registreringen og da G1 ikke har været registreret som ejer af køretøjet, finder vi ikke, at der er grundlag for at virksomheden hæfter for betaling af registreringsafgiften."

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at han ikke hæfter for registreringsafgiften på 88.325 kr., idet han tidligere har betalt registreringsafgiften.

Klageren har til støtte herfor anført følgende begrundelse:

"Jeg mener ikke at det kan være rimeligt at jeg skal betale afgift 2 gange af den samme bil."

Motorstyrelsens udtalelse
Motorstyrelsen har den 27. juni 2022 sendt følgende udtalelse:

"Der er vedlagt klagen en skrivelse, der viser bilens forløb fra A køber bilen i Polen den 9. februar 2019 til de danske nummerplader udleveres til køretøjet den 26. februar 2019. Der henvises i skrivelsen til, at der er medsendt bilag til Skatteankestyrelsen. Disse bilag er ikke videresendt til Motorstyrelsen.

Der er også medsendt den skrivelse fra FDM. Denne indeholder de bemærkninger, som Motorstyrelsen har modtaget på vores forslag til opkrævning af registreringsafgift. Heraf fremgår det, at A har betalt G1 91.792 kr. for at anmelde og indbetale registreringsafgiften. Det anføres desuden, at G1 er registreret, som selvanmelder, men er nu gået konkurs. FDM har oplyst, at det er deres opfattelse, at G1 skal hæfte for registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 17. Ifølge FDM er det ikke rimeligt, at A kommer til at betale registreringsafgiften 2 gange.

Som det fremgår af afgørelsen, er der tale om et køretøj, som tidligere har været afgiftsfritaget som grænsepladekøretøj. Køretøjet bliver afgiftspligtigt, da A bliver registreret som ejer den 26. februar 2019, men registreringsafgiften blev ikke betalt.

Det fremgår af Motorregistret, at det er G2, cvr.nr. […], der har foretaget registreringssyn og udleveret nummerplader til køretøjet den 26. februar 2019. Ifølge den indsendte faktura er afgiften dog betalt til G1 cvr. […].

Da G1 ikke har været registreret som ejer af køretøjet, og da de ikke har registreret køretøjet, kan der ikke gøres krav om hæftelse gældende imod dem.

Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 5. maj 2022, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse med mere nærmere fremgår.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 88.325 kr.
Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 5. maj 2022 stadfæstes."

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, om der skal svares registreringsafgift af sagens køretøj og hæftelsen herfor.

Retsgrundlaget
Når der i det følgende henvises til registreringsloven og registreringsafgiftsloven, er dette en henvisning til henholdsvis lov nr. 309 af 19. april 2006 om registrering af køretøjer og lov nr. 221 af 26. maj 1971 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere lovændringer indtil registreringstidspunktet den 26. februar 2019.

Af registreringslovens § 2, stk. 1, fremgår:

"Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h:
1)       Motorkøretøj. Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder."

Det følger af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1:

"Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov."

Af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og stk. 9, fremgår:

"For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

(…)

Stk. 9. Stk. 1 og 2 gælder ikke i tilfælde som nævnt i § 3 a, stk. 5, § 3 b, stk. 4, og § 17, stk. 1."

Det følger af registreringsafgiftslovens § 17, stk. 1:

"En registreret virksomhed hæfter for afgiften af de køretøjer, virksomheden angiver afgiften af efter § 16."

Af registreringsafgiftslovens § 16, stk. 1, fremgår:

"En registreret virksomhed skal til told- og skatteforvaltningen angive afgiften af de køretøjer, som virksomheden anmelder til registrering i Køretøjsregisteret mod forevisning af bevis for virksomhedens registrering, jf. § 15, stk. 5."

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten finder, at afgiftspligten indtrådte i forbindelse med registreringen af sagens køretøj på hvide nummerplader den 26. februar 2019, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Det lægges til grund herfor, at køretøjet tidligere har været registreret på grænsenummerplader og derfor ikke tidligere har været afgiftspligtigt.

Landsskatteretten finder endvidere, at klageren hæfter for betalingen af afgiften, da han ved indregistreringen blev registreret som ejer af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Registreringsafgiftslovens § 17 finder ikke anvendelse, da G1 ApS ikke registrerede køretøjet og ikke angav afgiften af køretøjet.

Det forhold, at klageren har overført et beløb svarende til registreringsafgiften til G1 ApS, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.