Dato for udgivelse
08 aug 2024 06:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 apr 2024 08:58
SKM-nummer
SKM2024.393.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
SS 2-18272/2022
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skat, NemID, Tast Selv
Resumé

T var som forhold 1 tiltalt for vedrørende indkomståret 2015 ved den 7. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.766 kr. og fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.822 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 8.476 kr.

T var som forhold 2 tiltalt for vedrørende indkomståret 2016 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 11. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for befordring på 58.344 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.811 kr., fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.833 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 30.220 kr.

T var som forhold 3 tiltalt for vedrørende indkomståret 2017 ved i perioden fra den 7. marts 2019 til den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 28.940 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtelser m.v. på 49.842 kr. og fradrag for befordring på 57.223 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 33.431 kr.

T var som forhold 4 tiltalt for vedrørende indkomståret 2018 ved den 20. marts 2019, via Tast Selv, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 56.880 kr., og fradrag for befordring på 91.870 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved det offentlige blev unddraget 47.953 kr.

T erkendte de faktiske omstændigheder og bestred ikke beløbenes størrelse. T forklarede, at han havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til en tidligere kollega, da han selv havde meget svært ved det med skat. Da han gav oplysningerne til kollegaen, var han klar over, at der skulle ske ændringer i skatteoplysningerne, men han vidste ikke, at de ville blive ændret til urigtige oplysninger, og han troede ikke kollegaen ville snyde ham. Han havde ikke fået nogen penge ud af det. Han blev forskrækket, da de store beløb kom ind på hans konto og blev videreført til en unavngiven konto. Da han fandt ud af, at han ikke kunne stole på kollegaen, ændrede han sine koder, men han huskede ikke, om han ændrede sit NemID. Han blev truet på livet af kollegaen, da han konfronterede ham med det passerede. T kontaktede ikke told- og skatteforvaltningen, da han ikke vidste hvordan.

Byretten fandt, at da den kollega T havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til, ikke havde kunnet udfindes på hverken navn, adresse eller ansættelsestidspunkt, og da T ikke efterfølgende havde gennemset de ændrede oplysninger eller kontaktet told- og skatteforvaltningen eller politi, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder at beløbene figurerede på T’s egne konti, det bevist, at T ved dolus eventualis, havde gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen. T idømtes en bøde på 120.000 kr.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit A.C.3.2.1.3.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit A.C.3.2.4

DOM

Afsagt den 23. april 2024 i sag

SS 2-18272/2022

Anklagemyndigheden

Mod

T

Cpr-nummer …11

Sagens baggrund og parternes påstande

Anklageskriftet er modtaget den 4. august 2022.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1, ved den 7. marts 2019, ca. kl 19.45, via TastSelv, formentlig fra adressen Y1-adresse, for indkomståret 2015, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.766 kr. og fradrag for underholdningsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtigelser mv. på 49.822 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved staten blev unddraget 8.476 kr.

2.

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1, ved i perioden fra den 7. marts 2019, ca. kl. 19.45, til den 11. marts 2019, ca. kl. 02.25, via TastSelv, formentlig fra adressen Y1-adresse, for indkomståret 2016, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for befordring på 58.344 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for renteudgifter af anden gæld på 49.811 kr., fradrag for underholdningsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtigelser mv. på 49.833 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved staten blev unddraget 30.220 kr.

3.

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1, ved i perioden fra den 7. marts 2019, ca. kl. 19.50, til den 20. marts 2019, ca. kl. 21.10, via TastSelv, formentlig fra adressen Y1-adresse, for indkomståret 2017, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 28.940 kr. og samtidig godkendte et tidligere indberettet fradrag for underholdsbidrag til tidligere ægtefælle og børnebidrag, samt aftægtsforpligtigelser mv. på 49.842 kr. og fradrag for befordring på 57.223 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved staten blev unddraget 33.431 kr.

4.

skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1, ved den 20. marts 2019, ca. kl. 21.15, via TastSelv, formentlig fra adressen Y1-adresse, for indkomståret 2018, med forsæt til skatteunddragelse, at have afgivet urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet man indberettede fradrag for renteudgifter af anden gæld på 56.880 kr., og fradrag for befordring på 91.870 kr., som man ikke var berettiget til, hvorved staten blev unddraget 47.953 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 120.000 kr.

Tiltalte har påstået frifindelse.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet IA.

Tiltalte har tilretsbogen afgivet følgende forklaring:

"… at det ikke er ham, der har tastet de forkerte oplysninger på TastSelv. Han har ikke haft de tastede udgifter. Han arbejdede på daværende tidspunkt med telemarketing i et callcenter, G1-virksomhed. Det var en tidligere kollega i G1-virksomhed, som indtastede oplysningerne. Han kender ikke vedkommendes rigtige navn, da de ansatte i G1-virksomhed gav hinanden kaldenavne. Tiltalte blev kaldt for "(red.kaldenavn.nr.1.fjernet)" og den nævnte kollega for "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Dengang boede "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" på Y2-vej. Han har besøgt ham en enkelt gang. Tiltalte har ikke længere kontakt med "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Tiltalte har altid været dårlig til skat og "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" tilbød at hjælpe ham med at udfylde forskudsopgørelsen. "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" sagde, at han havde hjulpet mange andre af de unge kolleger i firmaet med deres forskudsopgørelser. Han gav "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" alle sine oplysninger og gav ham adgang til sin Netbank. Tiltalte udleverede også sit nøglekort til "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Han talte ikke med "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" om, at der skulle indtastes andet end de korrekte oplysninger. De sad ikke sammen, da "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" gik på TastSelv hjemme hos sig selv.

Tiltalte opfattede "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" som en god ven og de hyggede sig sammen efter arbejde. Der var derfor ingen alarmklokker, der ringede hos tiltalte. Han har nok været for godtroende. "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" havde hans nøglekort i cirka 1-2 måneder.

Den 11. og 12. marts 2019 blev der fra SKAT indsat henholdsvis 39.049 kr. og 34.673 kr. på hans Netbank konto. Den 12. marts 2019 blev de 34.673 kr. overført fra hans Netbank konto til en andens konto, som han ikke kendte. Han kunne ikke se, hvem kontohaveren var, men gik ud fra, at kontoen tilhørte "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Tiltalte konfronterede "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" med passerede, og "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" svarede, at han havde snydt tiltalte. Han truede også med at slå tiltalte ihjel, hvis denne kontaktede SKAT eller politiet. Tiltalte frygtede for sit liv og turde ikke sige noget til nogen om det passerede. "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" kendte tiltaltes adresse i Y1-adresse. Tiltalte kunne ikke klare det og sagde op på sit arbejde i G1-virksomhed. Han har efterfølgende hørt, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" ikke var nogen rar person.

Han undrede sig over, hvordan "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" kunne vide, hvornår pengene gik ind på tiltaltes Netbank konto. Han opdagede, at hans telefonnummer var blevet ændret til et andet nummer, som ikke var hans eget, så han ikke længere fik SMS’er, når der skete ændringer på hans konto. Han husker ikke længere det andet nummer. Han fik ændret telefonnummeret tilbage til det rigtige.

Han ringede til F1-bank og fortalte, hvad der var sket. De kunne intet gøre, da "skaden allerede var sket". Han kontaktede ikke nogen offentlige myndigheder. Han husker ikke, om han har modtaget breve fra SKAT, men de kontaktede ham, da han var flyttet til Y3-by.

Forevist SKAT’s bilag 2, side 16, huskede tiltalte ikke at have modtaget indkaldelsen af oplysninger dateret 27. august 2019.

Forevist SKAT’s bilag 3, side 20, huskede tiltalte ikke at have modtaget ændringsforslaget dateret 4. november 2019.

Forevist SKAT’s bilag 4, side 27, huskede tiltalte ikke at have modtaget skatteændringerne dateret 4. december 2019.

Forevist SKAT’s bilag 5, side 33, forklarede tiltalte, at han havde modtaget sigtelsen dateret 5. maj 2021. Han havde ikke nået at reagere på brevet før en medarbejder fra SKAT, IG, ringede til ham og de aftalte et Teams møde den 23. juni 2021. Han havde sin nye roomie, IC, med som bisidder til mødet. Under mødet forklarede han SKAT det samme, som han har forklaret i dag i retten. De drøftede de forskellige fradrag og han oplyste, at han hverken havde kone eller børn og at han heller ikke havde haft befordringsfradrag eller renteudgifter.

Han er usikker på, om han spærrede sit NemID, men han er sikker på, at han skiftede alle koder og ændrede telefonnummeret på sin Nemkonto. Han tjekkede ikke, om hans oplysninger var blevet ændret hos SKAT. Det vidste han ikke, at man kunne.

Da han gav sine oplysninger til "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" var han klar over, at der skulle ske ændringer i skatteoplysningerne, men han vidste ikke, at de ville blive ændret til urigtige oplysninger. Han var klar over, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" havde mulighed for at ændre alt, men han troede ikke, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" ville snyde ham. Han stolede på "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)".

Foreholdt forhold 1, bilag 2, brev af 4. marts 2022, forklarede tiltalte, at det siger ham "et eller andet". Han nægtede sig jo skyldig og reagerede derfor ikke på brevet.

Afhørt af forsvareren forklarede tiltalte, at han blev meget bange for "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)", da han truede tiltalte på livet. Han har siden hørt, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" var en kriminel type som tog stoffer og færdedes på Y4-område.

Tiltalte har ikke fået nogen penge ud af det. Han fortalte SKAT hele historien. SKAT ville videresende oplysningerne til politiet. Det fremgik ikke af oplysningerne hos SKAT, at han skulle være gift eller have børn. Han blev forskrækket da de store beløb kom ind på hans konto og blev videreoverført til en unavngiven konto. SKAT udviste medfølelse, men sagde, at det var hans egen skyld, idet han selv havde udleveret sit NemID.

Han ændrede sin kode til sin konti i F1-bank, men han er i tvivl, om han ændrede sit NemID. Der er ikke siden sket noget andet mærkeligt i hans økonomi.

Han sagde op i G1-virksomhed lige efter episoden. Han nævnte ikke noget for de andre på arbejdspladsen. Han ved ikke, hvad der siden er sket med"(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Han ved dog, at en anden kollega i G1-virksomhed, IE, har oplevet det samme som tiltalte, da "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" ville hjælpe IE.

Tiltalte er ikke blevet indkaldt til afhøring og har aldrig talt med politiet. Han fik bare en indkaldelse til retsmødet. Politiet har ikke kontaktet ham ved hverken brev, e-boks, telefon eller andet. Han har fast bopæl i Y3-by og har siden 2019 arbejdet hos G2-virksomhed i Y5-by, som indberetter hans løn og skat.

Tiltalte har, foreholdt forhold 1, bilag 6, supplerende forklaret, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" er samme person som han har omtalt som "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)". Der var ansat mange af anden etnisk herkomst end dansk i firmaet, så "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" kan godt i virkeligheden have heddet "(red.navn.nr.1.fjernet). IE havde skrevet til tiltalte, at han havde talt med politiet, hvorefter tiltalte og IE talte sammen om sagen. Det var IE, der sagde, at "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" var identisk med "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)", som i virkeligheden hed "(red.navn.nr.1.fjernet)", men blev kaldt "(red.navn.nr.2.fjernet)". Tiltalte er sikker på, at den pågældende boede på Y6-adresse. Han har ikke turdet tage hen for selv at tjekke adressen. I firmaet var der 5-6 afdelinger med 10-20 ansatte i hver afdeling.

Foreholdt forhold 1, bilag 5-1 og 5-4, forklarede tiltalte, at han tidligere havde en konto i banken F2-bank, som han ikke har længere. F2-bank hørte under F3-bank. Han har aldrig brugt sin konto i F2-bank. Han har ikke været opmærksom på, at der indgik store beløb fra kontoen i F2-bank til hans konto i F1-bank. Hvis han har set det, har han nok troet, at det var lønindbetalinger. Hans løn svingede meget i størrelsen. Han tjekkede altid kun saldoen på kontoen i F1-bank og aldrig de enkelte posteringer, herunder den 23., 29. og 30. april 2019. Han har selv rettet henvendelse til F1-bank for at få oplyst, hvortil skattebeløbenet, men har ikke fået svar. Han har aldrig haft konti i F4-bank. Måske har "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)" på denne måde søgt at give det udseende af, at det var tiltalte selv, der modtog pengene. Tiltalte har aldrig modtaget nogle af skattepengene."

Vidnet IA, Skattestyrelsen har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"… at han arbejder med gennemgang af årsopgørelser hos SKAT og udvælger manuelt sager til nærmere undersøgelse. Han har været sagsbehandler på denne kontrolsag.

Vidnet opdagede den 27. august 2019, at tiltalte havde indtastet aftægtsydelser og befordringsfradrag og skrev samme dag en materialeindkaldelse til tiltalte. Da tiltalte ikke svarede, sendte han den 4. november 2019 et forslag til ændring af indkomsten til tiltalte. Da tiltalte heller ikke reagerede på denne, sendte vidnet den 4. december 2019 en afgørelse til tiltalte med ændring af skatten. Heller ikke denne afgørelse reagerede tiltalte på. Vidnet slettede herefter de indtastede fradrag og fremsendte nye årsopgørelser til tiltalte. Han videresendte samtidigt sagen til straffesagsenheden tilvidere behandling.

Foreholdt Skattestyrelsens tiltalebegæring, sige 6, midt på siden, forklarede vidnet, at det ikke er ham, der har lavet beregningerne, men straffesagsenheden. Beregningerne er udarbejdet på baggrund af de beregninger, som er udarbejdet i vidnets afdeling.

Afhørt af forsvareren forklarede vidnet, at han ikke ved, om tiltalte har ægtefælle og børn.

Afhørt af anklageren på ny forklarede han, at man får en besked, når man har været inde at ændre i sin årsopgørelse. Der var i tiltaltes tilfælde blevet ændret 3 år tilbage.

Ifølge vidnets oplysninger kan han ikke se, at pengene er udbetalt."

Personlige oplysninger

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har været ansat hos G2-virksomhed i Y5-by siden juli 2019. Han har aldrig haft hverken ægtefælle eller børn. Han har nu en kæreste, som han er flyttet sammen med i hendes lejlighed i Y7-by. Han har ingen misbrug.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Forhold 1-4

Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder og har ikke bestridt beløbenes størrelse. Tiltalte har forklaret, at han har overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til "(red.kaldenavn.nr.2.fjernet)", som ikke har kunnet udfindes på hverken navn, adresse eller ansættelsestidspunkt, med henblik på, at denne skulle ændre i tiltaltes skatteoplysninger. Da tiltalte ikke efterfølgende har gennemset de ændrede oplysninger eller kontaktet SKAT eller politi, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder at beløbene figurerer på tiltaltes egne konti, er det bevist, at tiltalte ved dolus eventualis har gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffastsættelse

Straffen fastsættes til en bøde på 120.000 kr., jf. skattelovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1. Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

THI KENDES FOR RET

Tiltalte T straffes med en bøde på 120.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salær stort 12.000 kr. + moms til den beskikkede forsvarer, advokat Knud Vedelsby.