Dato for udgivelse
21 Aug 2024 11:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 Jun 2024 11:04
SKM-nummer
SKM2024.400.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
21-0022939
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Skattepligt, skattemæssigt hjemsted, grænsegængere, overførsel, personfradrag, befordringsfradrag, Polen
Resumé

Sagen angik, om klageren i indkomstårene 2017-2019 var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Polen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, herunder om klageren i disse indkomstår kunne anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover angik sagen, om klageren for de samme indkomstår var berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren havde sædvanlig bopæl.

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var skattepligtig til Danmark, ligesom det blev lagt til grund, at klageren var skattepligtig til Polen. Da klageren havde bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skulle klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Idet klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, skulle klageren herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Ud fra det i sagen fremlagte havde klageren opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår, hvorved retten fandt, at klageren var hjemmehørende i Polen.

I relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var i Polen. Herved lagde retten bl.a. vægt på, at klageren havde opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, ligesom klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Desuden lagde retten vægt på, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden, idet klageren delte en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejede den ejendom i Polen, som klageren boede i sammen med sin familie.

Retten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke tidligere havde forholdt sig til denne del.

Reference(r)

Ligningslovens § 9 C
Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, §§ 5 A-D
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, artikel 4, stk. 2, litra a og b
OECD’s modeloverenskomst, kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted

Henvisning

Den Juridiske Vejledning C.F.1.2.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning C.F.8.2.2.4.1.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning C.F.9.2.15.6.2

Klageren [A] har for indkomstårene 2017-2019 indberettet befordringsfradrag med henholdsvis 77.727 kr., 90.715 kr. og 89.940 kr. for kørsel mellem Danmark og Polen. For indkomstårene 2017 og 2018 har klageren anvendt reglerne for grænsegængere og derved fået overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag, hvilket klageren også har anmodet om at få for indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomstårene 2017-2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og derfor ikke kan anvende reglerne for grænsegængere. Endvidere har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag i indkomstårene 2017-2019.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattemæssigt hjemsted, idet klageren anses for at være hjemmehørende i Polen. Klageren kan herefter anvende reglerne for grænsegængere i indkomstårene 2017-2019. Derudover finder Landsskatteretten, at klageren for de omhandlede indkomstår har sædvanlig bopæl i Polen og dermed er berettiget til et befordringsfradrag. Landsskatteretten hjemviser den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger
Klageren er polsk statsborger og har siden den 13. juli 2011 været registreret i det danske folkeregister på adressen Adresse Y1, By Y1. Ifølge oplysninger fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) er boligen registreret som en lejlighed på 69 m2 med tre værelser. Der er registreret en anden på adressen udover klageren i de omhandlede indkomstår. Klageren har videre oplyst, at han deler lejligheden med flere andre kollegaer.

Klageren har siden den 4. juli 2011 været ansat som […] i Danmark hos H1 A/S med arbejdssted på Adresse Y2, By Y2. Der er fremlagt tillæg til klagerens ansættelsesaftale, hvoraf det fremgår, at klagerens ansættelse var tidsbegrænset indtil den 9. september 2011 og at klagerens ansættelsesforhold herefter har været tidsubegrænset.

Ifølge Google Maps er afstanden mellem klagerens folkeregisteradresse og arbejdssted 3,1 km hver vej.

I indkomstårene 2017-2019 har klageren modtaget A-indkomst fra H1 A/S med henholdsvis 393.778 kr., 434.006 kr. og 384.732 kr. Ifølge klagerens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver for de omhandlede indkomstår indberettet henholdsvis 1.646, 1.776 og 1.648 arbejdstimer. Klageren har i disse indkomstår betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til [fagforbund].

Klageren har fremlagt arbejdssedler fra sin arbejdsgiver for de omhandlede indkomstår. På arbejdssedlerne fremgår det for hver uge, hvilke dage klageren har været på arbejde, og hvilke dage klageren har været fraværende på grund af sygdom, ferie, afspadsering m.v., som er angivet med fraværskoder. Ifølge arbejdssedlerne har klageren haft varierende arbejdsuger på mellem to, tre, fire eller fem arbejdsdage i perioden fra mandag til fredag. Ved en gennemgang af arbejdssedlerne kan det konstateres, at klageren har været på arbejde 166 dage i 2017, 180 dage i 2018 og 180 dage i 2019.

I indkomstårene 2017-2019 har klageren tillige modtaget børne- og ungeydelse fra Danmark med henholdsvis 11.184 kr., 11.232 kr. og 11.352 kr., ligesom klageren har haft en dansk bankkonto.

Klageren har ægtefælle og barn i Polen, ligesom klageren ejer en fast ejendom i Polen på adressen Adresse Y3, By Y3. Hertil er der fremlagt vielsesattest, polsk bopælsattest af 15. juli 2013, forsikringspolicer, dokumentation for betaling af ejendomsskat, certifikat for skattemæssigt hjemsted (CFR-1) og dokumentation for, at klagerens ægtefælle ikke har haft indkomst i Polen i indkomstårene 2017-2019. Klageren har oplyst, at han har boet det meste af sit liv i boligen i Polen og på klagetidspunktet fortsat bor på adressen sammen med sin familie.

Ifølge Google Maps er der 1.249 km mellem klagerens adresse i Polen og arbejdssted i Danmark.

Derudover ejer klageren en racedueavl i Polen. Klageren har fremlagt dokumentation for, at han er medlem af en polsk racedueforening i form af certifikat for medlemskab dateret den 22. marts 2021, og en udateret erklæring fra foreningens præsident, hvori det fremgår, at klageren deltager aktivt i konkurrencer, der afholdes hver uge. Hertil har klageren fremlagt billeder af vundne diplomer for afholdte konkurrencer i de omhandlede indkomstår.

For indkomstårene 2017-2019 har klageren via TastSelv indberettet befordringsfradrag med henholdsvis 77.727 kr., 90.715 kr. og 89.940 kr. Befordringsfradraget er beregnet ud fra henholdsvis 30, 35 og 24 arbejdsdage og med 2.600 km for alle indkomstårene.

Klageren har oplyst, at han har kørt til Polen hver weekend, alle fridage med få undtagelser og samtlige ferier. Derudover har klageren oplyst, at han har arbejdet på aftenhold, og at han har kørt til Polen på dage, hvor han har fået fri samme dag og har kørt tilbage til Danmark omkring midnat på dage, hvor han har været på arbejde samme dag. Klageren har oplyst, at han har kørt sammen med andre i en bil.

I forbindelse med klagen har klageren fremlagt kalendere for de omhandlede indkomstår, hvorpå klageren har markeret, hvilke dage han har opholdt sig i Polen. Ud fra en optælling af klagerens markeringer, har klageren i indkomstårene 2017-2019 opholdt sig i Danmark i henholdsvis 191, 196 og 201 dage, mens klageren har opholdt sig i Polen i henholdsvis 174, 169 og 164 dage. Ifølge kalenderne har klageren været i Polen henholdsvis 44, 44 og 45 gange i de omhandlede indkomstår. Klageren har ikke markeret sine rejsedage på de fremlagte kalendere.

Klageren har fremlagt kontoudskrifter fra sin konto i F1-Bank, konto nr. […], for de omhandlede indkomstår. På kontoudskrifterne har klageren markeret køb i Polen. 

Ved en gennemgang af klagerens kontoudskrifter fremgår det, at størstedelen af de markerede køb er foretaget ved tankstationer i Polen eller Tyskland. Købene er foretaget i umiddelbar forlængelse af de dage, som klageren ifølge de fremlagte kalendere har oplyst at være i Polen. Beløbene for købene i Polen er konsekvent trukket fra klagerens konto på tirsdage eller onsdage.

Ved at sammenholde klagerens kontoudskrifter og de fremlagte kalendere, kan det konstateres, at der ud af de 44 gange, som klageren har oplyst at have været i Polen i 2017, er trukket beløb på klagerens konto for køb i Polen i umiddelbar forlængelse af 38 af de oplyste ophold. Ud af de 44 gange, som klageren har oplyst at have været i Polen i 2018, er der trukket beløb på klagerens konto for køb i Polen i umiddelbar forlængelse af 43 af de oplyste ophold. Ud af de 45 gange, som klageren har oplyst at have været i Polen i 2019, er der trukket beløb på klagerens konto for køb i Polen i umiddelbar forlængelse af 39 af de oplyste ophold.

Det fremgår af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2017, opgørnr. 2, og årsopgørelse for indkomståret 2018, opgørnr. 2, (begge fra før den påklaget afgørelse), at klageren er anset som begrænset skattepligtig, at skatteberegningen er foretaget efter regler for grænsegængere, og at der ved skatteberegningen er taget hensyn til overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller. Dette fremgår ikke af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2019.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomstårene 2017-2019, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdspladsen i Danmark i indkomstårene 2017-2019.

Som begrundelse er følgende anført:

"[…]
Det er Skattestyrelsens vurdering, at du ikke er berettiget til dit registrerede kørselsfradrag for 2017-2019, da dit skattemæssige hjemsted anses for at være i Danmark.

Du har indsendt dokumentation for din kørsel til Polen i form af kontoopgørelser og oversigter over hvor ofte du var i Polen. Derudover har du indsendt kopi af bopælsattest og et tillæg til din ansættelsesaftale.

Dit skattemæssige hjemsted vurderes til at være Danmark.
Dette vurderes ud fra, om du først og fremmest har fast bolig til rådighed i begge lande, og dernæst hvor midtpunktet for dine livsinteresser er. Dette vurderes til at være i både Polen og Danmark, efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, art. 4, stk. 2, litra a. Dine økonomiske livsinteresser er i Danmark og dine sociale livsinteresser er i Polen, dine økonomiske- og sociale livsinteresser tæller lige meget. Da du har dine livsinteresser i både Polen og Danmark, er det ikke muligt at afgøre hvor centrum for dine livsinteresser er.
Herefter vurderes det derfor ud fra, hvor du sædvanligvis opholder dig, og det vurderes at dit sædvanlige opholdssted er i Danmark, efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen art. 4, stk. 2, litra b.

Dette opgøres ud fra det antal dage du har opholdt dig i Danmark contra i Polen.

I Danmark har du opholdt dig følgende antal dage (rejsedage medregnes i begge lande):
2017: 229 dage
2018: 240 dage
2019: 241 dage

I Polen har du opholdt dig følgende antal dage (rejsedage medregnes i begge lande):
2017: 214 dage
2018: 212 dage
2019: 211 dage

Du har i 2017 og 2018 været registreret som fuld skattepligtig med dobbeltdomicil og skattemæssigt hjemsted i Polen. Derudover har du været registreret som grænsegænger. I 2019 har du været registreret som fuld skattepligtig med dobbeltdomicil og skattemæssigt hjemsted i Polen, og du har anmodet om at blive registreret som grænsegænger.

Din skat kommer derfor til at ændre sig.

Skattestyrelsen skal derfor gøre opmærksom på, at idet du anses for at være fuld skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her, så omfattes du af globalindkomstprincippet. Dette princip betyder, at al indtægt skal beskattes i Danmark - det gælder også for eventuelle indtægter fra Polen eller andre lande.
Globalindkomsten opgøres efter danske regler med fradrag for samtlige udgifter afholdt for at erhverve indkomsten. Reglerne følger Statsskattelovens § 4, stk. 1 og § 6, stk. 1, litra a.

Du har desuden tidligere været berettiget til at få overført din ægtefælles uudnyttede personfradrag efter personskatteloven § 10, stk. 3, da din ægtefælle blev anset for at være fuld skattepligtig til Danmark ved skatteberegningen efter Kildeskattelovens § 5C, stk. 2, denne bestemmelse finder ikke længere anvendelse i dit tilfælde, da du ikke længere er grænsegænger.
Det betyder, at du ikke kan få overført din ægtefælles uudnyttede personfradrag, da din ægtefælle ikke længere anses som værende fuld skattepligtig ved skatteberegningen efter kildeskatteloven § 1, og dermed ikke har et personfradrag i Danmark.

Din sædvanlige bopælsadresse er bestemt ud fra hvor du har centrum for dine livsinteresser, og i denne konkrete vurdering indgår disse parametre samlet:

·         Din personlige tilknytning
·         Din sociale tilknytning
·         Din familiemæssige tilknytning
·         Din boligmæssige tilknytning
·         Dine opholds hyppighed
·         Tilmelding til folkeregisteret.

Du har den økonomiske tilknytning i Danmark, og din sociale tilknytning i Polen. Din familiemæssige tilknytning er i Polen. Derudover opholder du dig generelt mest i Danmark, og derfor vurderes din sædvanlige bopæl at være i Danmark.

Det fremgår af Google maps, at afstanden mellem din danske bopæl og dit arbejde i er 8 km (4 km hver vej). Du kan få kørselsfradrag, hvis du har mere end 24 km til og fra arbejde (over 12 km hver vej), og kun for den kørsel der ligger ud over de 24 km. Det er ligegyldigt, hvilket transportmiddel du benytter, transporten må dog ikke være betalt af din arbejdsgiver. Da afstanden mellem din bopæl og din arbejdsplads er mindre end 12 km hver vej, er du ikke berettiget til befordringsfradrag for denne kørsel efter ligningsloven § 9C.
Du kan ikke få godkendt den kørsel du har foretaget til og fra Polen, da dette ikke anses at være din sædvanlige bopælsadresse.

Svar på bemærkninger 

Du har skrevet at du ikke er enig i det afsendte forslag af flere grunde.

Du mener at du har ret til fradragene, da du har to bopæle og er polsk statsborger, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, art. 4, stk. 2, litra C.

Skattestyrelsen har ikke grund til at benytte sig af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, art. 4, stk. 2, litra C, da spørgsmålet om dit skattemæssige hjemsted allerede afgøres i litra B. (For uddybelse, se svaret til protesten nedenfor).

Derudover har du skrevet under på en protest, der gennemgår nogle af de problemstillinger der er gældende i din sag.

Herunder vil protesten blive besvaret, og her kan du finde svar på dit øvrige spørgsmål.

Helt overordnet, er der stor forskel på den vurdering der foretages, hos Skattestyrelsen når der besluttes hvor der er skattemæssigt hjemsted og hvor det sædvanlige ophold i forhold til befordring er, og hos Motorstyrelsen når de vurderer, om der er sædvanligt ophold i forhold til om der må benyttes et udenlandsk registreret køretøj i Danmark. Der er tale om flere forskellige regelsæt, og Skattestyrelsen kan ikke forholde sig til det regelsæt som Motorstyrelsen bruger, men udelukkende forholde sig til det regelsæt der er oplyst i forslaget og afgørelsen. Selvom begrebet "skattemæssigt hjemsted" bruges både af Skattestyrelsen og af Motorstyrelsen, er der ikke tale om de samme forhold.

I forhold til den fulde skattepligt, så er alle fuldt skattepligtige til Danmark, så snart man har en bopæl i Danmark og tager ophold i Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1 og § 7. Karakteren af bopælen er underordnet, det kan både være en lejebolig og en ejerbolig, det essentielle er, at man har en bolig til sin rådighed, herunder også et værelse, en seng i en større lejlighed, mm.

Selvom man er fuldt skattepligtig til Danmark, kan man også være fuldt skattepligtig i et andet land, i dette tilfælde Polen. Hvis dette er tilfældet, bestemmes det skattemæssige hjemsted efter reglerne i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen (Bekendtgørelse 2003-01-09 nr. 2 af overenskomst af 6. december 2001) Art. 4, stk. 2.
Bestemmelsen har følgende regler i forhold til, hvordan det skattemæssige hjemsted er, og der er tale om en prioriteret rækkefølge:
Der hvor personen har en fast bolig til rådighed
Hvis personen har fast bolig til rådighed i begge lande, bestemmes det ud fra hvor personen har de stærkeste økonomiske og personlige forbindelser
Hvis det ikke kan fastgøres under de første punkter, afgøres det ud fra hvor man sædvanligvis har ophold.
Hvis det ikke kan afgøres i nogen af ovenstående punkter, afgøres det ud fra hvor personen er statsborger.
1. Som nævnt, afgøres det skattemæssige hjemsted først og fremmest ud fra, hvor personen har en bolig til rådighed. Karakteren af boligen er underordnet, og det er uden betydning hvorvidt der er tale om en lejebolig eller en ejerbolig, samt indretningen af boligen.

2. Dernæst afgøres det ud fra, hvor personens stærkeste økonomiske og personlige forbindelser er, altså centrum for deres livsinteresser. De to parametre vægter lige højt, så hvis de økonomiske og personlige forbindelser ikke er i samme land, kan det ikke afgøres hvor centrum for livsinteresser er.
De personlige forbindelser vurderes ud fra hvor personens familie, venner og andre sociale interesser befinder sig.
De økonomiske forbindelser vurderes ud fra, hvor personen tjener sine penge. Det har derfor ikke noget at gøre med, hvor personen har sine udgifter og sine aktiver.

3. Herefter afgøres det ud fra, hvor personen har sit sædvanlige ophold. Dette er en meget konkret vurdering, hvor man tæller ALLE personens dage med. Om der er tale om arbejdsdage eller fridage er underordnet, og rejsedage tæller både i Danmark og det andet land, i dette tilfælde Polen.

4. Hvis man ikke kan afgøre hvor personen har sit sædvanlige ophold, afgøres det ud fra hvor personen har statsborgerskab. Såfremt personen har statsborgerskab i begge lande, skal det skattemæssige hjemsted besluttes imellem Danmark og Polen.

I forhold til befordringsfradrag, følger dette reglerne i Ligningslovens § 9 C (Lovbekendtgørelse nr. 117 af 29. januar 2016 med efterfølgende ændringer).
Her beskrives det, at der kun kan ske fradrag fra den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen, man kan kun have en sædvanlig bopæl.

Her vurderes den sædvanlige bopæl ud fra følgende:

·         personlig tilknytning
·         social tilknytning
·         familiemæssig tilknytning
·         boligmæssig tilknytning
·         opholdenes hyppighed
·         tilmelding til folkeregisteret
·         det erhvervsmæssige tilhørsforhold
Det er en samlet vurdering af alle forholdene, og vurderingen foretages på baggrund af de faktuelle oplysninger, og på baggrund af retspraksis.
Relevant retspraksis: SKM2019.603.LSR

I forhold til de afgørelser der er analyseret i protesten:
Den domsanalyse af de to afgørelser der er beskrevet i protesten, er faktuelt forkert, og situationerne i afgørelsen er ikke sammenlignelige med den/de situation/situationer der protesteres imod. Der nævnes desuden i samme afsnit, at polakker har to sædvanlige opholdssteder/bopæle, det ikke muligt at have to sædvanlige bopæle i forhold til befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C.

Alt dette er beskrevet i afgørelsen, i forhold til din konkrete situation.
[…]"

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at han har haft skattemæssigt hjemsted i Polen i indkomstårene 2017-2019, og at han derved har kunne anvende grænsegængerreglerne. Derudover har klageren nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdspladsen i Danmark i disse indkomstår.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

"Jeg vil klage over Skattestyrelsens afgørelse om ændring af min skat for 2017, 2018 og 2019 af 18. december 2020, fordi jeg mener, at Skattestyrelsen ikke har taget højde for mine personlige-, sociale- og økonomiske forbindelser i udlandet, samt skattestyrelsens fastsættelse af min sædvanlige bopæl til at være i Danmark.

Jeg har bibeholdt boligen i Polen, hvor jeg det meste af mit liv har boet, og hvor jeg fortsat bor sammen med min ægtefælle og vores barn, og dette sted bliver aldrig udlejet til fremmede. Og det er der, jeg vil vende tilbage, når jeg ikke længere arbejder i Danmark. Der investerer jeg mine penge og har ejendele, og der betaler jeg alle udgifter.

Jeg ejer en stor racedueavl og beskæftiger mig med avl, opdræt, udstillinger og flyvningsmesterskaber, og som både er sport og hobby, og mine duer har vundet mange medaljer og pokaler. Det har jeg gjort siden 2004. Jeg er aktivt medlem af Racedueforening, hvor jeg kan fremme kendskabet til og interessen for opdræt af duer og receduesporten. I Racedueforeningen er jeg medlem af udvalg, som er ansvarlig for indretning og kontrol af transport af duer til udstillinger og mesterskaber, og det foregår de fleste weekender i året. Dette understøtter min sociale tilknytning til Polen. Jeg vil snart indsende dokumentation, som bekræfter mit aktive medlemskabet i foreningen.  Der udover har jeg hele mit netværk - venner og familie i Polen. Alene disse fakta skal væsentligt bidrage til at vise, at jeg har bevaret centrum for mine livsinteresser i Polen.

Jeg mener, at Skattestyrelsen ikke har taget hensyn til væsentlige faktorer, der er relevante for begrebet "sædvanligvis ophold" og betragter mine rejser til familiemedlemmer (ægtefælle og teenager barn), der er ladt tilbage i hjemlandet Polen, på linje med private rejser til udlandet, som jeg kan fravælge. Mine rejser hjem til Polen er ikke i ferieøjemed, idet jeg har en søn, hvis liv jeg deltager aktivt i. Jeg deltager i opdragelsen af mit barn, hvilket blandt andet også inkluderer hjælp til hjemmearbejde, deltagelse i fritidsaktiviteter og familiearrangementer, samt i det hele taget tilstedeværelse i hans liv i så stort et omfang som muligt.

I Skattestyrelsen begrundelse kan man læse, at mine økonomiske interesser alene er i Danmark, hvilket ikke er korrekt. Jeg ejer to biler og fast ejendom i Polen og er ene forsøger for min hjemmegående kone og vores barn. Jeg har efterladt min familie i Polen og er rejst til Danmark for at sikre os en bedre tilværelse. Under mit ophold i Danmark har det kun været tale om en arbejdsmæssig tilknytning. I Danmark deler jeg en lejerlejlighed med flere andre, for det drejer sig kun om arbejde og overnatning for mig. Her ejer jeg intet. Min indtægt fra Danmark er grundlaget for mine og min families aktiver og liv i Polen, hvilket således underbygger min påstand om, at jeg har centrum for mine livsinteresser og er hjemmehørende i Polen.

Opholdenes hyppighed i Danmark er udelukkende betinget af mit arbejdsskema. Jeg har opholdt mig i Polen alt den tid, der har været muligt under hensyntagen til mit arbejde i Danmark, idet jeg har tilbragt alle weekender, fridage (med få undtagelser) og samtlige ferier i Polen. idet jeg har tilbragt alle weekender, fridage (med få undtagelser) og samtlige ferier i Polen, og jeg vil tilføje, at hver femte weekend har jeg haft en lang weekend på 4 dage, da jeg har arbejdet 4 dage om ugen på aftenhold. Det skal også bemærkes, at jeg arbejder på aftenhold og kører hjem til Polen umiddelbart efter arbejde mellem kl. 21 og kl. 23, og kører tilbage omkring midnat den dag, hvor jeg skal på arbejde igen. Da vi altid kører 5-6 personer i bilen, kører vi skiftevis, og derfor er det muligt for os at køre de lange ture umiddelbart efter arbejde. Sammenhold af opgørelsen over dage med arbejde i Danmark og kalendere med mine opholdsdage i Polen, viser, at jeg har været hjemme i Polen alt den tid, der har været muligt under hensyn til mit arbejde i Danmark. Jeg har tidligere indsendt et skema med datoer, hvor jeg kører fra Danmark til Polen og retur fra Polen til Danmark, men disse er ikke udfyldt korrekt, idet udrejsedatoer fra Danmark til Polen har jeg påført datoer for den efterfølgende dag. Jeg indsender arbejdsplaner og kalender med opholdsdage i Polen, som kan være mere overskuelig i forhold til optællingen af opholdsdage i begge lande.
Men jeg mener, at det er svært at argumentere for, at jeg sædvanligvis opholder mig i Danmark og fastslå på baggrund af denne optælling, at jeg har sædvanligt ophold i Danmark.

Anvendelsen af dette kriterium kan ikke afgøres alene ved at tælle, i hvilket af de to lande jeg har tilbragt flest dage i en given periode. Begrebet "sædvanligt ophold" er bredere og henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en persons fastlagte livsvaner og dermed ikke blot er forbigående.

Jeg har udelukkende erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Min tilknytning til Polen er således stærkest på baggrund af mine opholdsmønstrer, familiemæssige, private, boligmæssige, økonomiske, kulturelle og sociale forhold. Og det er netop disse kriterier - som begrebet også indebærer - at den sædvanlige bopæl fastsættes ud fra efter en individuel konkret vurdering.

På den baggrund mener jeg, at jeg i 2017 - 2019 har haft sædvanligt ophold i Polen.
Kunne det ikke med sikkerhed fastslås, hvor jeg har sædvanligt ophold, er jeg en polsk statsborger, og jeg vil derfor skulle anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter dette kriterie."

Klageren har fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår:

"Hej der er A cpr […] .Jeg giver ny oplisningere at ar har 365 dagen. I har skriver at jeg har i Danmark 229 dagen og Polend 214 dagen for 2017 ar alt 443 dagen der er for maget.Naester for 2018 ar Denmark 240 dagen og Polend 212 dagen alt 452 dagen ???. Sidste for 2019 ar i Danmark 241 dagen og Polend 211 dagen alt 452 dagen elt for maget ?"

Retsmøde
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

"[...]
Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, sådan som det fremgår af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse dateret den 15. januar 2024. 

Skattestyrelsen tiltræder således Skatteankestyrelsens indstilling om, at klageren skal anses for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen i indkomstårene 2017-2019, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Som følge heraf tiltræder Skattestyrelsen også, at klageren derfor har kunnet anvende reglerne for grænsegængere i disse indkomstår, jf. kildeskattelovens §§ 5 A-D. Klageren har således også været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Skattestyrelsen fastholder, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2017-2019 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som derved ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

De påklagede punkter
Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling, at Landsskatteretten for indkomstårene 2017-2019 skal tage stilling til klagerens skattepligt og skattemæssige hjemsted for at kunne afgøre, om klageren kan anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, om klageren for de samme indkomstår er berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C.

Skattepligt - dobbelt domicil
Klageren anses i indkomstårene 2017-2019 som fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren har siden 2011 haft en bolig til rådighed i Danmark og været tilmeldt det danske folkeregister.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i de omhandlede indkomstår, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Skattestyrelsen er her enig i Skatteankestyrelsens indstilling om, at eftersom klageren har haft økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen er hjemmehørende.

Klageren skal i stedet anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Skattestyrelsen er også her enig i Skatteankestyrelsens indstilling, om at klageren efter en konkret vurdering og på det foreliggende grundlag har tilstrækkelig sandsynliggjort, at klageren har opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår.

Antallet af klagerens opholdsdage kan i indkomståret 2017 opgøres til 245 dage i Polen og 198 dage i Danmark.

I indkomståret 2018 kan det opgøres til 253 dage i Polen og 202 dage i Danmark, mens det for indkomståret 2019 kan opgøres til 247 dage i Polen og 206 dage i Danmark

Klageren anses herefter for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen i indkomstårene 2017-2019, jf. opholdsreglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Som følge heraf har klageren derfor kunne anvende reglerne for grænsegængere i disse indkomstår, jf. kildeskattelovens §§ 5 A-D. Klageren har således også været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Fra praksis henviser Skattestyrelsen til SKM2019.603.LSR.

I SKM2019.603.LSR var klageren en polak, der i en lang årrække havde haft stærke økonomiske forbindelser til Danmark i form af arbejde her. Klagerens økonomiske interesser talte for, at han skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. For så vidt angik hans personlige interesser i Polen havde han sin ægtefælle og to børn boende i Polen, som han besøgte. Klageren havde således personlige interesser til Polen. Da klageren havde økonomiske interesser til Danmark og personlige interesser til Polen, fandt Landsskatteretten, at han skulle anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b), hvilket var Danmark. Landsskatteretten kunne således ikke afgøre, i hvilken af staterne klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser, selv om han havde bibeholdt sin bolig i det land, hvor han altid havde boet (Polen), hvor han havde arbejdet, og hvor han havde sin familie og ejendele.

Fra praksis henviser Skattestyrelsen desuden til SKM2020.246.LSR.

I SKM2020.246.LSR skulle der tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra b). Der var ikke nogen signifikant forskel på antallet af opholdsdage i henholdsvis Norge og Danmark. Baseret på det oplyste om spørgerens opholdsmønster ville anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge (Norden), artikel 4, stk. 2, litra b, derfor ikke føre til, at det med sikkerhed kunne fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholdt sig i det ene land frem for det andet. Spørgers skattemæssige hjemsted måtte derfor vurderes ud fra reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge (Norden), artikel 4, stk. 2, litra c om statsborgerskab.

Af SKM2020.246.LSR fremgår blandt andet følgende af Skattestyrelsens indstilling og begrundelse til spørgsmål 1:
"Anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra b), og dermed besvarelsen af spørgsmålet på dette grundlag for perioden med dobbeltdomicil forudsætter således, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholder sig i det ene land frem for det andet. I nærværende sag vil fordelingen af dage mellem Danmark og Norge efter det oplyste være relativt jævnbyrdig (245 dage i Danmark, 215 dage i Norge), differencen vil således kun være ca. 30 dage på årsbasis. Skattestyrelsen finder på dette grundlag, at anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra b), ikke vil føre til, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholder sig i det ene land frem for det andet."

I nærværende sag er Skattestyrelsen som allerede anført ovenfor enig i Skatteankestyrelsens indstilling, om at klageren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han har opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår.

Det kan således ud fra opgørelsen af klagerens oplandsdage i Danmark og i Polen med tilstrækkelig sikkerhed fastslås, at klageren sædvanligvis, det vil sige i overvejende grad, har opholdt sig i Polen frem for Danmark.

Befordringsfradrag
Herom henviser Skattestyrelsen til Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit C.A.4.3.3.1.1 Sædvanlig bopæl. Afsnittet definerer, hvad der i forhold til fradraget for befordring mellem bopæl og arbejdsplads skal forstås ved “sædvanlig bopæl".

Af afsnittet fremgår blandt andet, at der kun er én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium. 

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling om, at efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder skal klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2017-2019 anses at være i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Blandt andet har klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser været i Danmark, idet klageren siden 2011 har arbejdet ved H1 A/S som fuldtidsansat.

Klageren har siden 2011 også har være tilmeldt det danske folkeregister og været registeret med bopælsadresse på Adresse Y1, By Y1, hvor klageren har boet under sine ophold i Danmark.

Klagerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var boligen i Danmark, jf. ligningslovens § 9 C.
Derfor er klagerens sædvanlige transport i forhold til ligningslovens § 9 C foretaget mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdspladsen på Adresse Y2, By Y2.

Klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er dermed en privat udgift, som derved ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens 9 C.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR, fastslået, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst i ét land og samtidig have sædvanlig bopæl i et andet land i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, idet der er tale om to forskellige regelsæt, hvor der foretages to selvstændige vurderinger.

Dette gælder uanset at der i tilfælde, hvor der én bopæl i Danmark og én bopæl i udlandet, er et vist sammenfald mellem vurderingen af, hvor den skattepligtige er hjemmehørende efter artikel 4, stk. 2, i en evt. dobbeltbeskatningsoverenskomst og hvor den skattepligtige har sin "sædvanlige bopæl" i forhold til bestemmelsen i ligningslovens § 9 C.

Skatteankestyrelsen har i sin indstilling henvist til Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR (tidligere instans SKM2021.51.LSR), hvor retten ud fra en samlet vurdering af forholdene fandt, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark.

I SKM2023.547.ØLR lagde retten således vægt på at skatteyderens erhvervsmæssige tilknytningsforhold og væsentligste økonomiske interesser var i Danmark, idet skatteyderen havde haft indtægtsgivende arbejde i Danmark siden 2014.

Det tilsvarende gør sig efter Skattestyrelsens opfattelse sig også gældende i nærværende sag, hvor klageren siden 2011 har arbejdet ved H1 A/S som fuldtidsansat. Skattestyrelsen bemærker også, at det i nærværende sag anses for godtgjort, at den kvalificerende indkomst i forhold til grænsegængereglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D i de omhandlede indkomstår har udgjort mere end 75 pct. af globalindkomsten.

Klagerens erhvervsmæssige tilknytningsforhold og væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, idet klageren har haft indtægtsgivende arbejde i Danmark siden 2011. Klagerens sædvanlige transport er derfor foretaget mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdspladsen på Adresse Y2, By Y2. Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som “sædvanlig bopæl.

Fradrag kan kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer. Det fremgår af ligningslovens § 9 C, stk. 2.

Afstanden mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdspladsen udgør alene 6,2 km tur/retur, og overstiger dermed ikke 24 km pr. arbejdsdag, hvorfor klageren ikke kan få godkendt et befordringsfradrag herfor."

Klageren har ikke fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse.

På retsmødet indstillede Skattestyrelsen i overensstemmelse med ovenstående udtalelse, at klageren skal anses for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, mens Skattestyrelsen fastholdt, at klagerens sædvanlige bopæl har været i Danmark i indkomstårene.

Klageren deltog ikke på retsmødet.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal for indkomstårene 2017-2019 tage stilling til klagerens skattepligt og skattemæssige hjemsted for at kunne afgøre, om klageren kan anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, om klageren for de samme indkomstår er berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren har haft sædvanlig bopæl.

Skattepligt - dobbelt domicil
Retsgrundlaget
Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl i Danmark, er fuldt skattepligtige til landet.

Det fremgår af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen (herefter benævnt dobbeltbeskatningsoverenskomsten), at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes dennes status efter følgende regler:

a)       han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)      hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)       hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)      hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Der er tale om en prioriteret orden i artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst.

Af kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted i modeloverenskomsten, fremgår bl.a. følgende:

"[...]
12. Litra a) betyder derfor, at ved anvendelse af overenskomsten (dvs. hvor der er en konflikt mellem lovene i de to stater) anses bopælen for at være det sted, hvor den fysiske person ejer eller råder over en bolig. Denne bolig skal være af vedvarende karakter, dvs. den fysiske person skal have etableret og bibeholdt den til stadig brug, i modsætning til det at opholde sig et bestemt sted under sådanne vilkår, at det er åbenbart, at opholdet er tilsigtet at være af kort varighed.

13. Med hensyn til begrebet “bolig" skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Et hus, som ejes af en fysisk person, kan f.eks. ikke anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.
[...]"

Fuldt skattepligtige til Danmark, der er dobbeltdomicileret og anses for skattemæssigt hjemmehørende i en anden stat, og tillige tjener mindst 75 % af deres samlede indkomst i Danmark, kan vælge at blive beskattet efter grænsegængerreglerne og derved bl.a. få overført en ægtefælles uudnyttede personfradrag. Det fremgår af kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Klageren har siden 2011 haft en bolig til rådighed i Danmark og været tilmeldt det danske folkeregister. Som følge heraf finder Landsskatteretten, at klageren i indkomstårene 2017-2019 som udgangspunkt har været fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i de omhandlede indkomstår, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Det lægges i denne sammenhæng til grund, at klageren har været fuldt skattepligtig til Polen efter deres regler.

Klageren skal herved anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har arbejdet hos H1 A/S siden 4. juli 2011, og har i indkomstårene 2017-2019 haft en indtægt herfra på henholdsvis 393.778 kr., 434.006 kr. og 384.732 kr. Klagerens økonomiske interesser er på baggrund heraf i Danmark, hvilket taler for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår personlige interesser har klageren haft sin ægtefælle og barn boende i Polen, som han jævnligt har besøgt, ligesom klageren har en racedueavl i Polen. Da klageren ikke har fremlagt dokumentation for en indtægt i forbindelse med racedueavlen i de omhandlede indkomstår, betegnes det som en personlige interesse, jf. SKM2023.199.LSR. Klageren har således haft sine personlige interesser i Polen.

Da klageren har haft økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er hjemmehørende. Klageren skal i stedet anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Det bemærkes indledningsvist, at rejsedage efter praksis medregnes som opholdsdage i begge lande. Det samlede antal opholdsdage kan derfor overstige antallet af dage på et kalenderår.

Ved at sammenholde de fremlagte arbejdssedler, kalendere og kontoudskrifter kan klagerens ophold, når klagerens rejsedage medregnes som opholdsdage i begge lande, opgøres til 245 dage i Polen og 198 dage i Danmark for indkomståret 2017. For indkomståret 2018 kan det opgøres til 253 dage i Polen og 202 dage i Danmark, mens det for indkomståret 2019 kan opgøres til 247 dage i Polen og 206 dage i Danmark. Ved opgørelsen heraf er der taget udgangspunkt i de køb, som klageren har foretaget på tankstationer i Tyskland og Polen samt de øvrige køb, som klageren har foretaget i Polen, idet det viser, at klageren, dels har været på vej til Polen, dels har været i Polen.
På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at klageren på det foreliggende grundlag har tilstrækkelig sandsynliggjort, at klageren har opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår. Klageren anses herefter for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen i indkomstårene 2017-2019, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Som følge heraf har klageren derfor kunnet anvende reglerne for grænsegængere i disse indkomstår, jf. kildeskattelovens §§ 5 A-D. Klageren har således også været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C. Det lægges herved til grund, at den kvalificerende indkomst i denne periode har udgjort mere end 75 pct. af globalindkomsten.

Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Befordringsfradrag
Retsgrundlaget
Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Bevisbyrden påhviler - i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal således i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2017-2019 har været i Polen i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Der er herved henset til, at klageren har opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår, og at klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstår veldokumenterede. På det foreliggende grundlag anses klageren herefter at have bibeholdt sin sædvanlige bopæl i Polen, uagtet at klageren siden 2011 har haft en økonomisk og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Dertil kommer, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskiller sig fra hinanden, idet klageren deler en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejer den ejendom i Polen, som klageren bor i sammen med sin familie.

Da klageren har haft sædvanlig bopæl i Polen i de omhandlede indkomstår, er klageren berettiget til et befordringsfradrag. Skattestyrelsen har som førsteinstans ikke forholdt sig til størrelsen på det af klageren indrettede befordringsfradrag, hvorfor denne del hjemvises til førsteinstansbehandling.

Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse vedrørende sædvanlig bopæl, mens Landsskatteretten hjemviser den talmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen.