Dato for udgivelse
29 Aug 2024 15:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jun 2024 12:56
SKM-nummer
SKM2024.422.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
sag nr. BS-35304/2021-FRB og sag BS-20295/2022-FRB
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradrag - tab - fordring
Resumé

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer på 9.187.434 kr. efter kursgevinstlovens § 2 henholdsvis statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i indkomståret 2015 samt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til advokatbistand på 113.975 kr. forbundet med inddrivelse af fordringerne i indkomståret 2015 og 2016. 

Skatteyderen overførte i 2015 i alt 9.187.434 kr. til udenlandske konti med henblik på investeringer. Skatteyderen havde indvilliget i overførslerne på baggrund af en henvendelse fra en person, som oplyste at repræsentere en investeringsagent. Skatteyderen modtog aldrig et afkast og fik heller ikke midlerne tilbagebetalt, til trods for selskabets henvendelser herom til de personer, som selskabet havde været i kontakt med vedrørende investeringerne. Skatteyderen forsøgte herefter i løbet af 2015 og 2016 at inddrive pengene med advokatbistand og ved en politianmeldelse, hvilket ikke lykkedes, da det viste sig, at investeringsagenten ikke eksisterede, og at personerne bag ikke kunne identificeres. 

Med henvisning til bl.a., at tabsfradrag efter kursgevinstloven er betinget af, at der er ført bevis for, hvem rette debitor er, fandt retten, at selskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde. 

I forhold til spørgsmålet om fradrag for et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fandt retten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at selskabet havde drevet investeringsvirksomhed, og dermed at overførslerne var en sædvanlig omkostning relateret til selskabets løbende drift. Retten fandt derfor heller ikke grundlag for at tage påstanden om fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, til følge.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Reference(r)

Kursgevinslovens § 1, stk.1, nr. 1

Kursgevinstlovens § 2

Statsskattelovens § 6, litra a.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit C.B.1.7.5.

Redaktionelle noter

Tidligere instans:

Landsskatteretten, j.nr. 18-0004895, offentliggjort.

Appelliste

Sag BS-35304/2021-FRB

Parterne

 H1

(advokat Julian Rosencrone von Benzon)

mod

Skatteministeriet

(advokat Tim Holmager)

og

Sag BS-20295/2022-FRB

H1

(advokat Julian Rosencrone von Benzon)

mod

H2 og H3

Denne dom er afsagt af dommer Dan Bjerring.

Sagens baggrund og parternes påstande

H1 har den 17. september 2021 stævnet Skatteministeriet og har den adciteret H2 og H3 i en sag, der drejer sig om H1’s tab på i alt 9.187.434,00 kr. og virksomhedens advokatudgifter i den forbindelse på i alt 113.975,00 kr.

I forhold til Skatteministeriet drejer sagen sig om, hvorvidt H1 har ret til fradrag af beløbene, enten efter kursgevinstloven eller statsskatteloven, og i forhold til H2 og H3 drejer sagen sig om, hvorvidt H1 har krav på erstatning for tabet og advokatudgifterne.

H1 har over for Skatteministeriet nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1’s indkomstansættelser for indkomstårene 2015 og 2016 skal nedsættes til det selvangivne.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse H2 og H3 nedlagt påstand om betaling af 9.301.434,00 kr.

Der er sket forkyndelse i Statstidende over for H2 og H3, der ikke har indleveret svarskrift inden for fristen H1 har anmodet retten om, at afsige udeblivelsesdom i forhold til H2 og H3, jf. retsplejelovens § 352, stk. 1.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Procedure

H1 har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 22. maj 2024, hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første principalt gældende, at H1 har ret til fradrag for tabet på fordringen på 9.187.434 kr. efter kursgevinstloven.

Spørgsmålet er, hvorvidt der er stiftet en pengefordring i medfør af kursgevinstlovens § 1.

Landsskatteretten har afvist, at der foreligger en pengefordring i medfør af kursgevinstlovens § 1 med henvisning til, at debitor ikke kan identificeres.

Det følger af forarbejderne til kursgevinstlovens § 1, at bestemmelsen som udgangspunkt omfatter alle fordringer uanset deres art. Det er således uden betydning på hvilken måde kravet er opstået.

Endvidere følger det af Den juridiske vejledning, afsnit C.B.1.7.5, at tab på debitorer skal fradrages i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op. Under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del af fordringen er tabt eksempelvis ved debitors forsvinden eller lignende. Således kan tabsfradrag foretages, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt.

Det er ikke en forudsætning for tabsfradrag, at fordringen i enhver henseende uomtvisteligt og endeligt skal være tabt. Nedskrivning kan anerkendes, selvom uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig.

Tab på debitorer anerkendes således under særlige omstændigheder, når debitor er forsvundet.

Der er i nærværende sag tale om, at H1 har foretaget en række overførsler til en række nærmere angivne selskaber efter aftale med investeringsvirksomheden H2 i Y1-land til brug for investering i aktier. Det har dog efterfølgende vist sig, at H1 blev udsat for investeringsbedrageri.

Det gøres gældende, at dette må sidestilles med et tilfælde, hvor debitor er forsvundet, og at der således ikke kan stilles krav om identifikation af debitor.

Der kan i denne forbindelse henvises til Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 13-0218216, hvor en person i 2011 havde underskrevet en aftale med et påstået investeringsfirma om at åbne en konto. Personen overførte herefter penge til en bankkonto i Y2-by efter anvisninger fra den påståede markedsplads. Det viste sig dog efterfølgende, at personen var blevet bedraget for de overførte beløb. Landsskatteretten lagde til grund, at SKAT havde anerkendt, at der forelå en fordring, og det var herefter afgørende, hvornår fordringen måtte anses for tabt. Efter det oplyste kunne Landsskatteretten ikke afvise repræsentantens påstand om, at fordringen måtte anses for tabt i 2011, blandt andet henset til, at de Y3-nationalitet myndigheder i 2011 havde udsendt en advarsel om, at der var tale om et falsk mæglerfirma og en falsk børs. Herefter anerkendte Landsskatteretten, at der kunne indrømmes tabsfradrag efter kursgevinstloven.

Der kan endvidere henvises til SKM 2010.144 SR og SKM 2010.148

SKAT (Phoenix Kapitaldienst), hvor investorerne fik fradrag efter kursgevinstloven, uanset at det var åbenbart, at der var tale om bedrageri.

Endelig kan der henvises til SKM 2018.12 LSR, hvor Landsskatterettens flertal lagde til grund, at fordringen var omfattet af kursgevinstloven, uanset at debitor ikke kunne identificeres. Fradrag for tabet blev imidlertid nægtet med henvisning til, at der ikke forelå objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at den var tabt, og at anskaffelsessummen for fordringen i øvrigt måtte anses for at være 0 kr.

I nærværende sag er fordringens eksistens klart dokumenteret. Det er ligeledes dokumenteret, at H1 i løbet af 2015 har foretaget alle relevante skridt med henblik på at inddrive fordringen med advokatbistand og politianmeldelse, men at inddrivelsen har været forgæves, og at værdien af fordringen ved årets udgang således var 0 kr. Da det må lægges til grund, at der fra starten har været tale om bedrageri, er fordringen etableret ved indbetalingerne af de pågældende beløb, og anskaffelsessummen for fordringen er dermed 9.187.434 kr.

Det er på denne baggrund sammenfattende vores vurdering, at der er stiftet en pengefordring i medfør af kursgevinstlovens § 1, og at H1 derfor har ret til fradrag for tabet på 9.187.434 kr. efter kursgevinstloven. Det gøres derfor gældende, at Landsskatterettens afgørelse af den 18. juni 2021 ikke er i overensstemmelse med tidligere praksis.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det subsidiært gældende, at H1 har ret til fradrag for tabet som et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten har afvist, at H1 er berettiget til fradrag for tabet som et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, med henvisning til, at selskabet ikke driver investeringsvirksomhed.

Dette er vi ikke enige i.

H1 drev formuepleje både forud for investeringen i 2015 og i de efterfølgende år, jf. hertil bilag 2-11.

Det gøres derfor gældende, at der er fradrag for udgifterne som formueadministrationsudgifter, jf. SKM2012.13.HR, hvor et ventureselskabs udgifter til management fee blev anset for fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår fradrag for tab på fordringen efter kursgevinstloven gør Skatteministeriet gældende, at sagsøger ikke på et aftaleretligt grundlag havde krav på tilbagebetaling af tabet, og at sagsøger heller ikke på et erstatningsretligt grundlag havde en fordring mod H2. Skatteministeriet gør endvidere gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at selskabet har lidt et tab på en fordring. Endelig gør Skatteministeriet gældende, at det ikke er godtgjort, at H2 eller H3 udgjorde selvstændige retssubjekter.

Der er tale om nye synspunkter, som Landsskatteretten har afvist. Ifølge Landsskatteretten foreligger der en mislykket investering, dvs. et aftaleretligt grundlag, hvilket også fremgår af bilagene besvaret ved opfordring 1. Landsskatteretten finder også, at der er tale om bedrageri, hvorfor der også er et erstatningsretligt grundlag. Det er derfor Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at de anførte anbringender er korrekte, da Landsskatteretten jo har afvist synspunkterne. I den forbindelse opfordres H1 Skatteministeriet til at oplyse, om politiet har flere eller færre ressourcer til at opklare, hvem der har bedraget sagsøger.

Vedr. advokatudgifter

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det andet gældende, at H1 har ret til fradrag for udgifterne til advokatbistand på 113.975 kr. som en driftsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten har afvist, at der er fradrag for udgifterne til advokatbistand med henvisning til, at udgifterne ikke relaterer sig til selskabets drift.

Som nævnt ovenfor, er det vores opfattelse, at selskabets tab ved investeringsbedrageriet har forbindelse til selskabets drift, idet selskabet driver formuepleje.

Da advokatudgifterne relaterer sig til assistance til politianmeldelse mv. i forbindelse med investeringsbedrageriet, er det vores opfattelse, at udgifterne relaterer sig til selskabets drift.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at H1 er berettiget til fradrag for advokatudgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 22. maj 2024, hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i overensstemmelse med SKAT´s afgørelse som stadfæstet af Landsskatteretten overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet efter kursgevinstloven er berettiget til fradrag med 9.187.434 kr. for tab på en fordring i indkomståret 2015 (afsnit 3.1, jf. nedenfor).

Sagsøgeren har endvidere ikke godtgjort, at selskabet er berettiget til at fradrage beløbet på 9.187.434 kr. som et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at advokatudgifterne på 113.975 kr. er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (afsnit 3.2, jf. nedenfor).

Som konsekvens heraf er der heller ikke grundlag for at nedsætte den skattepligtige indkomst for indkomståret 2016.

3.1 Fradrag efter kursgevinstloven

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at betingelserne for at foretage fradrag efter kursgevinstloven er opfyldt.

Det følger af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at loven omfatter gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer.

Det følger videre af lovens § 2 og § 3, at selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne gevinst og tab på fordringer omfattet af lovens § 1.

Det er således en betingelse for at foretage fradrag efter kursgevinstloven, at der foreligger en pengefordring, og at der er lidt et tab på fordringen. Bevisbyrden herfor påhviler den, der påberåber sig fradrag.

I medfør af kursgevinstlovens § 25, stk. 3, skal selskaber ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer som udgangspunkt benytte lagerprincippet, dvs. forskellen mellem værdien af en fordring ved indkomst- årets begyndelse og værdien ved indkomstårets udløb. Dette er også beskrevet i Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.B.1.7.5, "Generelt om realisations- og lagerprincippet".

Sagsøgeren anfører i replikken (s. 3, nederst), at det er ubestridt, at den omhandlede situation kan sidestilles med et tilfælde, hvor debitor er forsvundet, og at der ikke kan stilles krav om identifikation af debitor. Sagsøgeren anfører samme sted endvidere, at det er ubestridt, at Landsskatterettens afgørelse af 18. juni 2021 ikke er i overensstemmelse med tidligere praksis.

Disse forhold er ikke ubestridte.

Skatteministeriet er således ikke enig i sagsøgerens udlægning af praksis vedrørende fradrag for tab på en fordring, herunder at der ikke kan stilles krav om identifikation af debitor, og at Landsskatterettens afgørelse ikke er i overensstemmelse med tidligere praksis. Tværtimod følger det af praksis, at der ikke er fradrag for tab i den omhandlede situation, jf. f.eks. UfR 2022.188 V, SKM2018.12.LSR, SKM2018.444.LSR og SKM2018.428.SR samt nærmere nedenfor.

Landsskatteretten har da også i sin begrundelse henvist til praksis, jf. bilag 1, side 10, 2. afsnit.

Sagsøgeren har ikke bevist, at selskabet erhvervede en pengefordring i indkomståret 2015

Sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden for, at selskabet erhvervede en pengefordring i indkomståret 2015 i forbindelse med overførslerne til udlandet.

Sagsøgeren har således ikke fremlagt materiale, som med den fornødne sikkerhed dokumenterer, hvad der var aftalt vedrørende de omhandlede investeringer, herunder f.eks. om investeringerne skulle foretages i sagsøgerens navn, eller hvad der var aftalt vedrørende udbetaling af et eventuelt afkast/tilbagebetaling af de overførte penge til sagsøgeren.

Det er derfor forbundet med betydelig usikkerhed, hvad der var aftalt vedrørende disse forhold. Sagsøgeren overførte betydelige beløb til udlandet og havde derfor mulighed for og særlig anledning til at sikre sig dokumentation, men det gjorde selskabet ikke. Dette kommer sagsøgeren bevismæssigt til skade.

I mangel af aftale for andet må det lægges til grund, at sagsøgeren ikke ifølge aftale med H2 eller H3 havde krav på at få tilbagebetalt de penge, selskabet overførte. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at selskabet til enhver tid kunne kræve de overførte beløb tilbagebetalt. Meningen var da tilsyneladende også, at pengene skulle investeres - og at der skulle foretages en række reinvesteringer (af sagsøgeren) - før sagsøgeren kunne få overført resultatet af disse investeringer, som derfor kunne ende med at være alt fra et betydeligt beløb til nul kroner.

Dette understøttes af det materiale, som sagsøgeren har fremlagt i sagen. Således fremgår det, at sagsøgeren i forbindelse med den første pengeoverførsel underskrev H2´s "GENERAL TERMS AND CONDITIONS" (bilag 14, s. 7). Forretningsbetingelserne er generiske og indeholder ikke specifikke vilkår vedrørende de konkrete handler, men følgende fremgår bl.a., jf. bilag 14, s. 7, 6. afsnit, in fine:

“You must acknowledge and accept that there can be no guarantee of profits or no exception from losses while executing orders for purchase and/or sale of a security."

Det fremgår endvidere af det fremlagte materiale, at sagsøgeren har underskrevet såkaldte "Letter of Instructions" (f.eks. bilag 16, s. 7, og bilag 17, s. 4), men at H2 oplyste, at salg af sagsøgerens aktiebeholdning forudsatte, at sagsøgeren investerede i yderligere aktier, eller at der blev indbetalt yderligere beløb (f.eks. bilag 16, s. 1, og bilag 17, s. 1-2) samt beskrivelsen af sagsforløbet i Landsskatterettens afgørelse, jf. bilag 1, side 2-3).

Det fremgår derimod ikke, at sagsøgeren var garanteret udbetaling af de indbetalte beløb. Dette understøttes yderligere af, at hverken H2 eller H3 så vidt ses reagerede på sagsøgerens henvendelser vedrørende en exitordning, jf. bilag 21 og bilag 25.

Det må altså lægges til grund, at sagsøgeren ikke uden videre kunne kræve de ca. 9,1 mio. kr. tilbagebetalt, og at han ikke havde nogen garanti for (fordring på), at han ville modtage noget beløb på et senere tidspunkt. På denne baggrund gør ministeriet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han på et aftaleretligt grundlag havde en pengefordring svarende til de ca. 9,1 mio. kr., som han overførte og påstår fradrag for.

Det bestrides i øvrigt, at der rent faktisk blev foretaget investeringer. Dette er ikke godtgjort ved det fremlagte materiale, og sagsøgeren betegner det da også som "investeringsbedrageri", jf. f.eks. replikken, s.3, tredjesidste afsnit.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at selskabet i indkomståret 2015 havde en fordring mod H2 eller H3 på et erstatningsretligt grundlag. Det er således ikke i 2015 ved dom eller på anden autoritativ måde fastslået, at sagsøgeren dengang havde en fordring omfattet af kursgevinstloven i form af f.eks. krav på erstatning eller tilbagebetaling af de overførte midler.

Sagsøgeren anfører i replikken (s. 4, andet afsnit), at Landsskatteretten fandt, at der er tale om bedrageri, og at der derfor foreligger et erstatningsretligt grundlag. Dette er ikke korrekt.

Landsskatteretten anførte i afgørelsen (bilag 1, s. 9, sidste afsnit), at den omtvistede fordring angiveligt er opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering. Landsskatteretten anførte videre, at debitor ikke kan identificeres, og at der ikke foreligger objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at fordringen kan anses for tabt. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at der er stiftet en pengefordring efter kursgevinstloven. Landsskatteretten fandt altså ikke, at sagsøgeren havde en fordring omfattet af kursgevinstloven i form af krav på erstatning eller tilbagebetaling af de investerede beløb - tværtimod.

I tilknytning hertil bemærkes, at sagsøgeren heller ikke har ført bevis for, hvem rette debitor for en eventuel fordring er, herunder om debitor er et selskab eller en eller flere fysiske personer, og i givet fald hvilket selskab eller hvilke fysiske personer.

Sagsøgeren oplyste til Landsskatteretten, at selskabet telefonisk blev kontaktet af en repræsentant fra H2, som angiveligt skulle være hjemmehørende i Y1-land, jf. herved anmeldelsen til SØIK (bilag C), side 1, tredje afsnit. Det fremgår imidlertid af overførselsmeddelelserne, at sagsøgeren overførte de omhandlede penge til en række andre aktører, herunder "G1." i Y4-land, “G2" i Y2-by samt “G3" i Y2-by, jf. herved bilag B.

Af politiets afgørelse fremgår det som citeret ovenfor, at politiet ikke var i stand til at identificere gerningsmændene, og at det var politiets vurdering, at de i sagen omhandlede personer og selskaber var opdigtet, jf. herved ovenfor samt bilag C. Sagsøgerens advokat var heller ikke i stand til at identificere nogle af selskaberne eller verificere eksistensen heraf, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1), side 3, nederst.

Det fremlagte materiale, herunder de fremlagte udskrifter fra henholdsvis H2’s og H3’s hjemmeside (bilag 1213), korrespondancen mellem sagsøgeren og de personer, som sagsøgeren blev kontaktet af i forbindelse med pengeoverførslerne (bilag 21-24), samt de udskrifter, der ifølge sagsøgeren er udskrifter fra offentlige selskabsregistre i Y2-by (bilag 27), godtgør endvidere ikke, hvem der er rette debitor for en eventuel pengefordring.

Sagsøgeren har dermed ikke godtgjort, at H2 eller H3 udgjorde selvstændige retssubjekter. Det er heller ikke godtgjort, hvilke fysiske personer, der stod bag henvendelserne til sagsøgeren. Sagsøgeren indtager jo netop også det standpunkt, at debitor ikke kan identificeres.

Sagsøgeren har således heller ikke godtgjort, at selskabet har foretaget de fornødne inddrivelsesskridt for at søge fordringen inddrevet og derved konstatere et tab i 2015. Der foreligger ikke oplysninger om, hvad sagsøgeren har foretaget sig efter, at politiet standsede efterforskningen i december 2016, og det må således umiddelbart lægges til grund, at sagsøgeren ikke har foretaget yderligere (rets)skridt. At sagsøgerens rådgivere har anset en fordring for tabt, er naturligvis ikke tilstrækkeligt.

Sagsøgeren har ikke lidt et tab

Selv hvis sagsøgeren havde ført bevis for, at sagsøgeren i 2015 havde en pengefordring mod H2 eller H3, har sagsøgeren ikke godtgjort, at han har lidt et tab på en sådan fordring i indkomståret 2015.

Efter kursgevinstlovens § 26, stk. 2, opgøres gevinst eller tab på fordringer som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Anskaffelsessummen fastsættes til kursværdien på erhvervelsestidspunktet.

Efter ministeriets opfattelse har appellanten ikke erhvervet en fordring i indkomståret 2015, jf. ovenfor. Men hvis han anses for at have erhvervet en sådan fordring, må det lægges til grund, at anskaffelsessummen var 0 kr.

Appellanten har nemlig ikke godtgjort, at en fordring mod H2 eller H3 ville have en kursværdi, der på erhvervelsestidspunktet var højere end 0 kr.

Hvis eksempelvis en fordring var fastslået på grundlag af et erstatningsansvar som følge af bedrageri, må det antages, at kursværdien af en sådan fordring mod H2 eller H3 ville udgøre 0 kr., jf. f.eks. UfR 2019.2813 V og SKM2016.459.LSR.

Det følger også af administrativ praksis, at der ikke er fradrag for tab i den omhandlede situation, jf. f.eks. SKM2018.12.LSR, SKM2018.427.SR, SKM2018.428.SR.

3.2 Fradrag efter statsskatteloven

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at selskabet er berettiget til at foretage fradrag som et driftstab for et beløb svarende til de overførte midler på 9.187.434 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at selskabet er berettiget til at fradrage udgifterne på 113.975 kr. til advokatbistand, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er en betingelse for at foretage fradrag for udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifterne angår virksomhedens drift, og at der er tale om omkostninger, der i årets løb er anvendt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens skattepligtige indkomst. Det er herved en betingelse, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Bevisbyrden herfor påhviler sagsøgeren, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H, og denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er realiseret et tab, jf. også ovenfor afsnit 3.1 og at der - i givet fald - ville være tale om et fradragsberettiget driftstab.

Sagsøgeren overførte som beskrevet ovenfor ca. 9,1 mio. kr. til forskellige konti i Y2-by og Y4-land uden at sikre sig dokumentation, herunder for hvilke personer/selskaber, der blev indgået aftaler med, samt hvem der ultimativt modtog de betydelige midler, som blev overført. Et eventuelt tab forbundet med disse dispositioner er ikke udslag af en sædvanlig driftsrisiko, og betingelserne for at foretage fradrag som driftstab er derfor ikke opfyldt.

Som anført af Landsskatteretten har sagsøgeren heller ikke godtgjort, at selskabet drev investeringsvirksomhed, herunder at selskabet var næringsdrivende med køb og salg af værdipapirer. Der foreligger altså ikke den fornødne forbindelse mellem overførslen af pengene og selskabets drift.

Sagsøgeren har som bilag 2-11 fremlagt opgørelser over sagsøgerens aktiebeholdning for 2011 til 2020. Det fremgår heraf, at sagsøgeren anskaffede aktier i selskabet G4 i 2009 og 2010, jf. bilag 2. Disse aktier blev afhændet i 2015, jf. bilag 6, og det må derfor lægges til grund, at der i perioden fra 2009 til 2015 ikke har været øvrige køb og salg af aktier. Det bemærkes i den forbindelse, at aktierne i G4 i sagsøgerens regnskab i balancen er angivet som et finansielt anlægsaktiv og altså ikke som et omsætningsaktiv, jf. årsrapporten for 2014, side 8 (bilag E).

Sagsøgeren har endvidere ikke godtgjort, at selskabet har fradrag for pengeoverførslerne "som formueadministrationsudgifter", jf. stævningen, s. 3, næstsidste afsnit. Der er ingen dokumentation for en aftale om, at pengene helt eller delvis skulle medgå til at honorere tredjemand som "management fee" eller lignende for at investere pengene på sagsøgerens vegne, eller for at pengene rent faktisk medgik hertil, jf. herved også ovenfor under afsnit 3.1.

De advokatudgifter, som sagsøgeren under sagen påstår fradrag for, knytter sig til en politianmeldelse angående et ikke-fradragsberettiget forhold, jf. ovenfor, og disse udgifter kan derfor heller ikke fradrages."

Rettens begrundelse og resultat

Sag BS-35304/2021-FRB

Spørgsmålet om fradrag i medfør af kursgevinstloven

Kursgevinstloven omhandler den skattemæssige behandling af kursgevinster og kurstab på bl.a. fordringer.

H1 har sandsynliggjort, at virksomheden i 2015 blev udsat for et bedrageri af ukendte gerningsmænd og i den forbindelse overførte de omhandlede 9.187.434 kr. til disse. Da der i givet fald var tale om et forsætligt bedrageri, fik H1 allerede ved overførslen af pengene en fordring på samme beløb på gerningsmændene.

Selv hvis det lægges til grund, at fordringen er tabt, har H1 imidlertid ikke lidt et kurstab omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med "afståelse" af fordringen, og som kan fastslås ved opgørelse efter lovens § 25, stk. 3, 1. pkt., jf. § 2, i forlængelse heraf.

Hertil kommer i øvrigt, at dommen gengivet i U 2022.188 V umiddelbart må forstås således, at det bl.a. er en betingelse for at opnå fradrag for et eventuelt kurstab på en fordring efter kursgevinstloven, at den skattepligtige beviser, hvem der er rette debitor for fordringen. Dette bevis har H1 heller ikke ført.

Der er derfor ikke grundlag for at tage H1’s anbringende om, at selskabet har ret til fradrag for tabet på 9.187.434 kr. efter kursgevinstloven, til følge.

Spørgsmålet om fradrag efter statsskatteloven

H1 har ikke har godtgjort, at selskabet har befattet sig med investeringsvirksomhed, og i hvert fald ikke, at selskabet har befattet sig med sådan virksomhed i et omfang, der gør, at overførslerne på de ganske betydelige beløb på i alt 9.187.434 kr. har været en sædvanlig omkostning relateret til selskabets løbende drift.

H1 har dermed heller ikke godtgjort, at der er tale om et fradragsberettiget driftstab. Hvis der overhovedet er tale om et realiseret tab, er der er derimod tale om et formuetab, der falder uden for rammerne for en naturlig driftsrisiko for selskabet.

Det bemærkes herved i øvrigt, at et selskabs bevisbyrde for at være berettiget til et skattefradrag i en sag, som denne, hvor det må lægges til grund, at selskabet har overført meget betydelige midler til andre virksomheder, der har vist sig ikke at eksistere, er skærpet.

Efter de foreliggende oplysninger - og i øvrigt i mangel af en partsforklaring om de nærmere omstændigheder - er bevisbyrden ikke løftet, og det må derimod lægges til grund, at selskabet har udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed ved overførslerne af de ganske betydelige pengebeløb.

Der er derfor heller ikke grundlag for at tage påstanden om fradrag efter statsskattelovens § 6, litra a, til følge.

Konklusion

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages på denne baggrund til følge.

Sagsomkostninger 

H1 skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 80.000,00 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand, og der er ved fastsættelsen af beløbet, ud over sagens værdi, lagt vægt på sagens karakter, omfang og varighed.

Sag BS-20295/2022-FRB

Da det kan lægges til grund, at de adciterede, H2 og H3 med angiven adresse i Y1-land, ikke eksisterer, finder retten ikke grundlag for at afsige dom efter retsplejelovens § 352, stk. 1, og adcitationssagen afvises herefter fra domstolene.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

Sag BS-20295/2022-FRB afvises fra domstolene.

H1 skal inden 14 dage betale 80.000,00 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.  

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.