Spørgsmål

1. Skal jeg afregne dansk moms af mit arbejde som fagkyndig dommer i Norge?

Svar

1. Nej

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er af den norske domstol blevet bedt om, som fagkyndig (herefter på dansk sagkyndig) dommer, at vejlede dommerne i en norsk retssag med ekspertviden inden for sit fagområde.

Retssagen foregår i Xby lagmannsret.

Der er 5 dommere i sagen. 3 dommere er juridiske dommere og 2 er sagkyndige dommere. De sagkyndige dommere fungerer som rådgivere for de juridiske dommere, og er ikke med til at afgøre sagen eller skrive afgørelsen.

Spørger bruger sin faglige viden til at forklare de juridiske dommere, hvad advokater og faglige vidner udtaler, og hvad det betyder for sagen.

Samtidig er han rådgiver i forbindelse med, at den juridiske dommer udarbejder sin afgørelse, således det sikres, at det faglige grundlag er korrekt og dommen ikke indeholder faglige ukorrektheder.

Spørger får udbetalt et samlet timehonorar, når retssagen er færdig. Spørger bliver honoreret for det antal timer, der er brugt på sagen. Spørger får ikke udbetalt feriepenge eller honorar, hvis han er syg. Spørger kan ikke sende en anden til at udføre opgaven. Spørger har selv bestemt, hvilket timehonorar han skal have.

Spørger er fuldtidsansat ved Y, opgaven som sagkyndig dommer er en bibeskæftigelse.

Der er indsendt kopi af "Oppnevning og innkalling av fagkyndige meddommere til ankeforhandling i sivil sak", det fremgår heraf at, spørger bliver udnævnt til sagkyndig meddommer i en konkret civil sag.

Det fremgår af indkaldelsen, hvilke datoer ankeforhandlingen er fastsat til, hvor mange dage den vil vare, hvor den finder sted og hvilket tidspunkt på dagen spørger skal møde op.

Herudover fremgår det, at der efter ankeforhandlingen vil være en drøftelse og hvilken dato denne drøftelse er fastsat til, endelig fremgår det, at der vil være en domskonference i forbindelse med domsafsigelsen. Datoen for denne domskonference er endnu ikke fastsat.

Med indkaldelse er "Rettledning for meddommere og skjønnsmedlemmer" udsendt. Det fremgår heraf, at der er mødepligt, når man er blevet indkaldt som fagdommer.

Det fremgår også, at indkaldte dommere har ret til at få godtgjort udgifter til rejser, kost og overnatning.

Spørger har oplyst, at han får omkostninger til hotel og fly dækket i forbindelse med sine rejser til den norske domstol. Spørger har ikke andre omkostninger i forbindelse med retssagen. Han afholder således ingen omkostninger i forbindelse med sit arbejde som fagdommer.

Spørger oplyser også, at han ikke kan ifalde et erstatningsansvar, hvis han laver en fejl i forbindelse med retssagen og udfærdigelsen af afgørelsen.

Spørger har oplyst, at han efterfølgende er blevet anmodet om at deltage i andre civile retssager på lignende vilkår. Han oplyser i den forbindelse, at hvis han skal deltage i andre civile retssager, så indgår han nye aftaler på lignende vilkår med den enkelte domstol.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers opfattelse, at han ikke skal afregne dansk moms af sit honorar fra den norske domstol, da der er tale om et "EU-salg uden moms".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at spørger ikke skal afregne dansk moms af sit arbejde som sagkyndig dommer i Norge.

Begrundelse

For at kunne tage stilling til om spørgers ydelser skal pålægges dansk moms, er det nødvendigt at fastlægge, om spørger agerer som en afgiftspligtig person.

Er spørger en afgiftspligtig person

Omfattet af momsloven er afgiftspligtige personer, hvilket ifølge lovens § 3 er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, jf. momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.

Økonomisk virksomhed kan kun udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne i det omfang, de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar, jf. momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, og artikel 10.

EU-Domstolen har i en række domme taget stilling til afgrænsningen mellem selvstændig økonomisk virksomhed og virksomhed, der ikke udøves selvstændigt.

I sag C-288/22 tog EU-Domstolen stilling til, om et bestyrelsesmedlem i et luxembourgsk aktieselskab udøver selvstændig økonomisk virksomhed.

EU-Domstolen udtalte, at momsdirektivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at et bestyrelsesmedlem i et aktieselskab ikke udøver sin virksomhed selvstændigt i denne bestemmelses forstand, når bestyrelsesmedlemmet - på trods af at vedkommende frit tilrettelægger sit arbejde, selv oppebærer de honorarer, der udgør den pågældendes indtægt, handler i eget navn og ikke er underlagt et hierarkisk arbejdstager-arbejdsgiverforhold - hverken handler for egen regning eller på eget ansvar eller bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med vedkommendes virksomhed.

EU-Domstolen anførte i præmis 52, at det skal undersøges, om den pågældende udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed, når det skal fastlægges, om pågældende udøver selvstændig økonomisk virksomhed.

Med hensyn til den økonomiske risiko præciserede EU-Domstolen i præmis 57, at den økonomiske risiko, som Domstolen har henvist til i sin praksis, altid vedrører den økonomiske risiko, der direkte pådrages af den person, hvis økonomiske virksomhed skal vurderes for at afgøre, om den udøves selvstændig. Når et bestyrelsesmedlem bidrager med sin ekspertise og knowhow til et selskabs bestyrelse og deltager i denne bestyrelses afstemninger, synes bestyrelsesmedlemmet ikke at bære den økonomiske risiko, der er forbundet med den pågældendes egen virksomhed, eftersom det er selskabet selv, der må håndtere de negative konsekvenser af bestyrelsens beslutninger, og som således bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med bestyrelsesmedlemmernes virksomhed.

Bestyrelsesmedlemmet synes særligt ikke at bære den økonomiske risiko, når vederlag tildeles af generalforsamlingen i form af et fast beløb, som betales, selv i tilfælde, hvor selskabet lider tab eller er under retslig likvidation.

I sag C-420/18, IO tog EU-Domstolen stilling til, om et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøvede økonomisk virksomhed selvstændigt. Det fremgår af dommen, at for at fastslå, om en person udøver økonomisk virksomhed selvstændigt, skal det undersøges, om der foreligger et underordnelsesforhold under udøvelsen af denne virksomhed.

Det skal i denne forbindelse undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Idet medlemmerne af den pågældende bestyrelse ikke individuelt kunne udøve de beføjelser, som bestyrelsen var tillagt, og at de handlede for samme bestyrelses regning og under dennes ansvar, handlede bestyrelsesmedlemmet hverken i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar.

Der var heller ikke tale om, at bestyrelsesmedlemmet bar den økonomiske risiko, idet medlemmet oppebar ret til det faste honorar, uafhængigt af dennes mødedeltagelse eller dennes effektivt udførte arbejdstimer.

Det enkelte bestyrelsesmedlem kunne derfor ikke anses for at udøve økonomisk virksomhed selvstændigt.

I sag C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla fastslog EU-Domstolen, at virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed.

Det fremgår af præmis 13, at afgiftsopkræverne selv bar den økonomiske risiko ved

deres virksomhed, når den indtjening, de fik ved udførelsen af deres virksomhed, ikke alene var afhængig af de opkrævede afgiftsbeløb, men også af de omkostninger, som var forbundet med anvendelsen af det for deres virksomhed nødvendige personale og materiel.

Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.

I SKM2022.94.BR tog byretten blandt andet stilling til, om en "interim manager" kunne anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand.

Byretten opsummerede EU-Domstolens praksis sådan, at spørgsmålet om, hvorvidt en person udøver økonomisk virksomhed selvstændigt, skal afgøres navnlig på grundlag af en undersøgelse af, om den pågældende udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed. EU-Domstolen har i sin praksis inddraget, om der foreligger et underordnelsesforhold mellem parterne, om den pågældende frit tilrettelægger det daglige arbejde, om der udbetales en månedlig løn og årlige feriepenge, om der indeholdes indkomstskat og socialsikringsbidrag og om den, der angiver at være selvstændig, er afhængig af det udbetalende selskab med hensyn til fastsættelsen af den pågældendes aflønningsvilkår.

Byretten fastslog, at "interim manageren" ikke bar nogen reel økonomisk risiko, hverken for betalingen af sit vederlag eller i forhold til at ifalde ansvar overfor selskabets kunder, når blot han udførte sit arbejde indenfor de rammer, der var aftalt for selskabets ydelser til kunderne.

Byretten lagde i sin vurdering vægt på, at selskabet dækkede interim managerens udgifter til hotel, transport og fortæring mv. Det var ikke godtgjort, at interim manageren derudover havde haft driftsomkostninger, der efter deres karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligt afholdes af lønmodtagere.

Byretten lagde herefter til grund, at "interim manageren" ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed og derfor ikke kunne anses for en afgiftspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1.

Det fremgår af ovenstående praksis, at for at fastslå, om økonomisk virksomhed bliver udøvet selvstændigt, skal det undersøges, om spørger udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om spørger selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

Spørger har oplyst, at han rådgiver de juridiske dommere i en konkret civil retssag. Spørger bruger sin faglige viden til at forklare de juridiske dommere, hvad advokater og faglige vidner udtaler, og hvad det betyder for sagen og til at sikre, at det faglige grundlag i en dom er korrekt, og at dommen ikke indeholder faglige ukorrektheder.

Spørger har desuden oplyst, at han selv har bestemt sit timehonorar. Spørger får udbetalt sit honorar, når retssagen er færdig. Honoraret bliver udregnet på baggrund af det antal timer, spørger har brugt på dommen.

Det fremgår også af indkaldelsen fra den norske domstol, at spørger har mødepligt, når han er indkaldt som fagdommer. Det fremgår også, hvilke dage spørger skal møde op i retten og på hvilket tidspunkt.

Spørger får ikke udbetalt feriepenge eller honorar, hvis han er syg. Det fremgår af indkaldelsen fra den norske domstol, at spørger får dækket udgifter til hotel og fly i forbindelse med rejser til den norske domstol. Spørger har desuden oplyst, at han ikke afholder andre udgifter i forbindelse med opgaven. Spørger har desuden oplyst, at han ikke kan blive gjort erstatningsansvarlig i tilfælde af fejl i forbindelse med udførelsen af opgaven.

Bedømmelsen af, hvorvidt spørger kan anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, skal foretages på grundlag af en samlet vurdering af kontraktforholdet mellem spørger og den norske domstol.

På baggrund af en konkret vurdering er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke udøver selvstændig økonomisk virksomhed, når han agerer som rådgiver i en konkret civilsag ved den norske domstol.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke udøver sin virksomhed for egen regning, når spørger får dækket sine udgifter til hotel og transport, og når spørger ikke har andre omkostninger i forbindelse med udøvelsen af opgaven.

Derudover er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke udøver sin virksomhed på eget ansvar, når spørger ikke kan ifalde erstatningsansvar, hvis han laver fejl i forbindelse med retssagen og udfærdigelsen af afgørelsen.

Der er ved den samlede konkrete vurdering desuden lagt vægt på, at det af aftalen med den norske domstol fremgår, hvilke dage og på hvilke tidspunkter spørger skal møde op.

Spørger rådgiver de dommere, der skal afsige dommen ved den norske domstol, spørger kan ikke individuelt udøve de beføjelser, som domstolen er tillagt, og han handler for domstolens regning og under dennes ansvar. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at spørger hverken handler i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar

Spørger udøver således ikke selvstændig økonomisk virksomhed og agerer ikke som en afgiftspligtig person, når han er juridisk dommer i en konkret civil retssag. Derfor er spørger ikke omfattet af momslovens regler og skal allerede derfor ikke afregne dansk moms af sit arbejde som indkaldt sagkyndig dommer i Norge.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Lovgrundlag

Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1:

"Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Momssystemdirektivets artikel 10:

"Eftersom økonomisk virksomhed kun kan udøves selvstændigt, jf. artikel 9, stk. 1, er lønmodtagere og andre personer ikke omfattet af momsreglerne, i det omfang de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar."

Momslovens § 3, stk. 1:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Praksis

C-288/22, TP

EU-Domstolen tog i denne sag stilling til, om et bestyrelsesmedlem i et luxembourgsk aktieselskab udøver selvstændig økonomisk virksomhed.

EU-Domstolen udtalte, at momsdirektivets artikel 9, stk. 1  skal fortolkes således, at et bestyrelsesmedlem i et aktieselskab ikke udøver sin virksomhed selvstændigt i denne bestemmelses forstand, når bestyrelsesmedlemmet - på trods af at vedkommende frit tilrettelægger sit arbejde, selv oppebærer de honorarer, der udgør den pågældendes indtægt, handler i eget navn og ikke er underlagt et hierarkisk arbejdstager-arbejdsgiverforhold - hverken handler for egen regning eller på eget ansvar eller bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med vedkommendes virksomhed.

EU-Domstolen anførte, at det skal undersøges, om den pågældende udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed, når det skal fastlægges, om pågældende udøver selvstændig økonomisk virksomhed.

Med hensyn til den økonomiske risiko præciserede EU-Domstolen, at den økonomiske risiko, som Domstolen har henvist til i sin praksis, altid vedrører den økonomiske risiko, der direkte pådrages af den person, hvis økonomiske virksomhed skal vurderes for at afgøre, om den udøves selvstændig.

C-420/18, IO

Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af bestyrelsen i en stiftelse udøver selvstændig, økonomisk virksomhed.

Domstolen slår for det første fast, at selvom bestyrelsesmedlemmet alene har én bestyrelsespost, så berører dette ikke, at der er tale om økonomisk virksomhed, da medlemmerne udpeges for en periode på fire år, hvilket giver det oppebårne honorar en varig karakter således, at der er tale om virksomhed af en vis varig karakter, der udføres mod vederlag.

For det andet slår Domstolen fast, at medlemmet ikke udøver selvstændig, økonomisk virksomhed, fordi den pågældende person hverken udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning eller på eget ansvar, personen bærer heller ikke selv den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed.

C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla

Virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed. Opkræverne sørgede selv for det personale og materiel, som var påkrævet til virksomhedens udøvelse. Opkræverne bar derved den økonomiske risiko ved deres virksomhed. Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.

SKM2022.94.BR

En konsulentvirksomhed havde ikke fradragsret for momsen af fakturaer, som en "interim manager" havde sendt til virksomheden, da han ikke blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. "Interim manageren" var således ikke en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorfor momsen var faktureret med urette.

Byretten lagde ved sin vurdering vægt på, at PM kontinuerligt varetog opgaver for H1-A/S’ kunder som en integreret del af H1-A/S’ virksomhed. Byretten lagde også vægt på, at PM indtil november 2009 i skattemæssig henseende blev betragtet som lønmodtager af H1-A/S. Der er ingen væsentlige forskelle i de leverandørkontrakter, der blev indgået før og efter PMs momsregistrering i november 2009.

PM blev betalt et fast vederlag beregnet pr. arbejdsdag og udbetalt hver måned. Ved fastsættelsen af vederlaget var der taget højde for sygdom, ferie og fridage. PM havde derudover mulighed for udbetaling af en løbende fastholdelsesbonus.

PM fik dækket sine udgifter til hotel, transport og fortæring mv. Det er ikke godtgjort, at PM derudover har haft driftsomkostninger, der efter deres karakter og omfang væsentligt adskiller sig fra det, der sædvanligt afholdes af lønmodtagere.

PM var forsikret af H1-A/S med en professionel ansvarsforsikring, krisehjælpsforsikring, sygeforsikring ved tab af erhvervsevne, sundhedsforsikring og livsforsikring, mens kunden skulle have en lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

PM bar ikke nogen reel økonomisk risiko, hverken for betalingen af sit vederlag eller i forhold til at ifalde ansvar over for H1-A/S’ kunder.

Efter en samlet vurdering lagde byretten til grund, at PMs indtægter ikke blev oppebåret ved selvstændig økonomisk virksomhed, og som følge deraf ikke kunne anses som en afgiftspligtig person.