Sag BS-8625/2023-ROS

Parter

H1

(v/ advokat Andreas Salmony)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Marianne Lovring)

Denne afgørelse er truffet af dommer Anna Lindgren.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 16. februar 2023. 

Sagen angår en prøvelse af to landsskatteafgørelser af 8. marts 2022, der stadfæstede SKAT’s afgørelse af 29. november 2017. 

H1 har nedlagt følgende påstand: 

Principielle påstande:

1. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 ikke skal forhøjes med 2.400.000,00 kr.

2. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers momstilsvar for perioden fra den 1. april 2013 til den 30. juni 2013 ikke skal forhøjes med 600.000,00 kr.

3. Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers momstilsvar for perioden fra den 1. juli 2013 til den 30. september 2013 ikke skal forhøjes med 625.000,00 kr. 

Såfremt der ikke gives medhold i de principielle påstande (påstand 1 til 3) nedlægges subsidiær påstand om, at:

4. Landsskatterettens afgørelser af 8. marts 2022 samt SKAT’s afgørelse af 29. november 2017 er ugyldige.

Såfremt der ikke gives medhold i den principielle påstand 1 eller den subsidiære påstand (påstand 4) nedlægges mere subsidiær påstand om, at:

5. Sagen skal hjemvises til fornyet behandling med henblik på, at den skatte- og momsmæssige opgørelse for sagsøger skal reduceres med faktura nr. 8.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt følgende påstand: 

Principal påstand:

Skatteministeriet frifindes for H1’s principale påstande 1 og 2 og subsidiære påstand. H1’s momstilsvar for tredje kvartal 2013 nedsættes med 625.000,00 kr. H1’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 2.000.000,00 kr.

Subsidiær påstand:

H1’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 nedsættes med 2.400.000,00 kr. H1’s momstilsvar for andet kvartal 2013 nedsættes med 600.000,00 kr. H1’s momstilsvar for tredje kvartal 2013 nedsættes med 625.000,00 kr. H1’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 vedrørende faktura nr. 8 af 1. juli 2013 fastsættes til 2.500.000,00 kr. i overensstemmelse med det selvangivne.

Som Skatteministeriet forstår H1’s subsidiære påstand og sammenhængen mellem selskabets påstande, bortfalder selskabets subsidiære påstand, såfremt H1 får medhold i selskabets principale påstande 1-3, hvilket ministeriets subsidiære påstand forudsætter. For det tilfælde, at ministeriet måtte have forstået sammenhængen i H1’s påstande forkert, nedlægger Skatteministeriet også påstand om frifindelse over for H1’s subsidiære påstand i tilknytning til ministeriets subsidiære påstand.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 8. marts 2022 (skattepligtig indkomst) fremgår:

 "…

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om SKAT med rette har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 2.400.000 kr. for indkomståret 2013 ved ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2 (uddrag):

"Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

[…]

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. 

[…]

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. [...]".

Som udgangspunkt kan ansættelse af indkomstskatten kun foretages eller ændres indenfor 3 år efter angivelsesfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. SKAT kan dog foretage en ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at indkomstskatten er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Der tages indledningsvis stilling til, om selskabets skattepligtige indkomst er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsskatteretten bemærker, at der ved vurderingen af den fremlagte dokumentation er lagt vægt på, at G1-virksomhed og selskabet er interesseforbundne parter.

Landsskatteretten finder, at selskabet er nærmest til at godtgøre, at selskabet ikke har erhvervet ret til indsætningen på 3.000.000 kr. på selskabets konto. Der henvises herved til SKM2016.425.ØLR.

Repræsentanten har gjort gældende, at indsætningen på 3.000.000 kr. på selskabets konto den 8. maj 2013, var betaling i henhold til (red.fakturanr.nr.1.fjernet), og at beløbet tilkom G1-virksomhed. Repræsentanten har forklaret, at G1-virksomhed på tidspunktet ikke havde oprettet en bankkonto, hvorfor selskabets konto blev brugt til betalingen. Beløbet blev herefter ført på en mellemregningskonto mellem selskabet og G1-virksomhed. Som dokumentation har repræsentanten fremlagt (red.fakturanr.nr.1.fjernet), kontokort over en mellemregningskonto mellem selskabet og G1-virksomhed og en kopi af en momsangivelse for G1-virksomhed til de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) myndigheder.

Landsskatteretten bemærker, at omstændighederne omkring stiftelsen og driften af G1-virksomhed er usædvanlige. G1-virksomhed blev stiftet samme dag som udstedelsen af (red.fakturanr.nr.1.fjernet). Det er ikke oplyst, hvad formålet med stiftelsen af G1-virksomhed var. Der er ikke fremlagt nogen underliggende kontrakt omkring det oplyste salg mellem G1-virksomhed og G2-virksomhed. G1-virksomhed var ikke momsregistreret i perioden, og der er ikke redegjort for, at G1-virksomhed har haft aktiviteter ud over det oplyste i forbindelse med de fremlagte (red.fakturanr.nr.2.fjernet) og (red.fakturanr.nr.1.fjernet). G1-virksomhed blev lukket af de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) myndigheder i 2016 som følge af manglende aktivitet i selskabet.

Retten bemærker videre, at den fremlagte momsangivelse først blev indgivet den 1. oktober 2018 - således efter SKAT traf afgørelse i sagen, og at afgørelsen var blevet påklaget til Landsskatteretten, og at angivelsen omfatter perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. juli 2018. Der er ikke fremlagt dokumentation for angivelse og betaling af skat af salget i Y2-land.

Landsskatteretten finder på baggrund af det fremlagte, at det ikke kan lægges til grund, at indsætningen på selskabets konto tilhørte G1-virksomhed.

Retten finder, at selskabet ikke har godtgjort, at selskabet ikke har erhvervet ret til indsætningen på selskabets konto den 8. maj 2013 af 3.000.000 kr

Det bemærkes, at retten alene har taget stilling til indsættelsen på selskabets konto, og at der ikke herved er taget stilling til kvalifikationen af G1-virksomhed.

Selskabet har ikke angivet skattepligtig indkomst af indsætningen på 3.000.000 kr. Selskabets skattepligtige indkomst er dermed fastsat på et urigtigt grundlag.

Det påhviler den skattepligtige at have det fornødne kendskab til reglerne om angivelse og betaling af skat. Det følger af skattekontrollovens § 1, at selskabet har pligt til at selvangive sin indkomst. Det er Landsskatterettens opfattelse, at selskabet, ved manglende selvangivelse af indsætningen på 3.000.000 kr., har handlet groft uagtsomt.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldte for 2013.

En ændring af selskabets skattepligtige indkomst kan kun foretages, hvis skatteforvaltningen varsler selskabet herom senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Der skal derfor tages stilling til, om 6-måneders-fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt.

Kundskabstidspunktet indtræder på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Der henvises til Højesterets dom af den 30. august 2018, offentliggjort som SKM2018.481.HR.

Forhøjelsen af selskabets indkomst udsprang af en kontrol af selskabet for år 2014 og 2015. SKAT indhentede i den forbindelse løbende oplysninger fra selskabet. Landsskatteretten finder, at fristen først løb fra det tidspunkt, hvor SKAT kunne konstatere, at selskabet ikke ville fremlægge flere oplysninger til afklaring af forholdende omkring (red.fakturanr.nr.2.fjernet) og indsætningen på selskabets konto den 8. maj 2013. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. løb således tidligst fra den fastsatte frist for at indgive ekstra materiale om forholdet den 10. august 2017.

SKAT sendte varsel om ansættelsen den 20. oktober 2017. SKAT har dermed iagttaget fristen på 6 måneder i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Herudover fremgår det af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., at en ansættelse skal foretages senest 3 måneder fra varsling herom er afsendt. SKAT traf afgørelse den 29. november 2017.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at SKAT overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets skattepligtige indkomst er dermed opfyldte.

SKAT’s afgørelse stadfæstes.

…"

Af Landsskatterettens afgørelse af 8. marts 2022 (momstilsvar) fremgår:

"…

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om SKAT med rette har forhøjet selskabets afgiftstilsvar med samlet 1.100.000 kr. for perioden fra den 1. april 2013 til den 30. september 2013 ved ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 og stk. 2 (uddrag):

"§ 32, stk.1. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

…

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

…

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt (...)".

Som udgangspunkt kan afgiftstilsvaret kun genoptages indenfor 3 år efter angivelsesfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. SKAT kan dog foretage en ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Der tages indledningsvis stilling til, om afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsskatteretten bemærker, at der ved vurderingen af den fremlagte dokumentation er lagt vægt på, at G1-virksomhed og selskabet er interesseforbundne parter, jf. momslovens § 29, stk. 3.

Landsskatteretten finder, at selskabet er nærmest til at godtgøre, at selskabet ikke har erhvervet ret til indsætningen på 3.000.000 kr. på selskabets konto. Der henvises herved til SKM2016.425.ØLR.

Repræsentanten har gjort gældende, at indsætningen på 3.000.000 kr. på selskabets konto den 8. maj 2013 var betaling i henhold til (red.fakturanr.nr.1.fjernet), og at beløbet tilkom G1-virksomhed. Repræsentanten har forklaret, at G1-virksomhed på tidspunktet ikke havde oprettet en bankkonto, hvorfor selskabets konto blev brugt til betalingen. Beløbet blev herefter ført på en mellemregningskonto mellem selskabet og G1-virksomhed. Som dokumentation har repræsentanten fremlagt (red.fakturanr.nr.1.fjernet), kontokort over en mellemregningskonto mellem selskabet og G1-virksomhed og en kopi af en momsangivelse for G1-virksomhed til de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) myndigheder.

Landsskatteretten bemærker, at omstændighederne omkring stiftelsen og driften af G1-virksomhed er usædvanlige. G1-virksomhed blev stiftet samme dag som udstedelsen af (red.fakturanr.nr.1.fjernet). Det er ikke oplyst, hvad formålet med stiftelsen af G1-virksomhed var. Der er ikke fremlagt nogen underliggende kontrakt omkring det oplyste salg mellem G1-virksomhed og G2-virksomhed. G1-virksomhed var ikke momsregistreret i perioden, og der er ikke redegjort for, at G1-virksomhed har haft aktiviteter ud over det oplyste i forbindelse med de fremlagte (red.fakturanr.nr.2.fjernet) og (red.fakturanr.nr.1.fjernet). G1-virksomhed blev lukket af de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) myndigheder i 2016 som følge af manglende aktivitet i selskabet.

Retten bemærker videre, at den fremlagte momsangivelse først blev indgivet den 1. oktober 2018 - således efter SKAT traf afgørelse i sagen og afgørelsen var blevet påklaget til Landsskatteretten, og at angivelsen omfatter perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. juli 2018. Der er ikke fremlagt dokumentation for angivelse og betaling af skat af salget i Y2-land.

Landsskatteretten finder på baggrund af det fremlagte, at det ikke kan lægges til grund, at indsætningen på selskabets konto tilhørte G1-virksomhed. Den fremlagte aftale indgået mellem G2-virksomhed og G3-virksomhed i forening med G4-virksomhed, ændrer ikke herpå, idet Landsskatteretten ikke finder det godtgjort, at G1-virksomhed er indtrådt som aftalepart.

Retten finder, at selskabet ikke har godtgjort, at indsætningen på selskabets konto den 8. maj 2013 af 3.000.000 kr. ikke hidrører fra selskabets momspligtige salg, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Det bemærkes, at Landsskatteretten alene har taget stilling til indsættelsen på selskabets konto, og at der ikke herved er taget stilling til, hvorvidt G1-virksomhed kan kvalificeres som en afgiftspligtig person eller ej.

For så vidt angår (red.fakturanr.nr.2.fjernet), har repræsentanten gjort gældende, at der er tale om en leverance med omvendt betalingspligt til et andet EU-land, og at selskabet dermed ikke skulle angive og betale moms af salget.

Det følger af momslovens § 16, stk. 4, at leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres til en ikke afgiftspligtig person, og leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet.

Henset til omstændighederne gennemgået ovenfor vedrørende aktiviteterne i G1-virksomhed finder Landsskatteretten, at det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at G1-virksomhed på tidspunktet for transaktionen var en afgiftspligtig person. Leveringsstedet må derfor anses for at være i Danmark.

Selskabet har ikke angivet moms af indsætningen på 3.000.000 kr. eller af transaktionen (red.fakturanr.nr.2.fjernet). Selskabets afgiftstilsvar er dermed fastsat på et urigtigt grundlag.

Det påhviler den afgiftspligtige at have det fornødne kendskab til reglerne om angivelse og betaling af moms. Det er Landsskatterettens opfattelse, at selskabet, ved manglende angivelse af moms af indsætningen på 3.000.000 kr. samt manglende angivelse af salget til G1-virksomhed jf. (red.fakturanr.nr.2.fjernet), har handlet groft uagtsomt.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, er opfyldt for perioderne fra den 1. april 2013 til den 30. september 2013.

En ændring af selskabets afgiftsgodtgørelse kan kun foretages, hvis skatteforvaltningen varsler selskabet herom senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt.

Der skal derfor tages stilling til, om 6-måneders-fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, er overholdt.

Kundskabstidspunktet indtræder på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter § 32, stk. 1, nr. 3. Der henvises til Højesterets dom af den 30. august 2018, offentliggjort som SKM2018.481.HR.

Forhøjelsen af selskabets afgiftstilsvar udsprang af en kontrol af selskabet for år 2014 og 2015. SKAT indhentede i den forbindelse løbende oplysninger fra selskabet. Landsskatteretten finder, at fristen først løb fra det tidspunkt, hvor SKAT kunne konstatere, at selskabet ikke ville fremlægge flere oplysninger til afklaring af forholdende omkring (red.fakturanr.nr.2.fjernet) og indsætningen på selskabets konto den 8. maj 2013. Fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. løb således tidligst fra den fastsatte frist for at indgive ekstra materiale om forholdet den 10. august 2017.

SKAT sendte varsel om ændring den 20. oktober 2017. SKAT har dermed iagttaget fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt.

Herudover fremgår det af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., at en ændring af et afgiftstilsvar skal ske senest 3 måneder fra varsling herom er afsendt. SKAT traf afgørelse den 29. november 2017.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at SKAT overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets afgiftstilsvar er dermed opfyldte. 

Der tages herefter stilling til, om SKAT’s forhøjelse af selskabets afgiftstilsvar er opgjort korrekt. 

SKAT har opgjort efteropkrævningen af momsen som 20 % af omsætningen.

EU-Domstolen har i de forenede sager C-249/12 og C-250/12 (Tulică og Plavosin) udtalt, at momsdirektivet, navnlig dets artikel 73 og 78, skal fortolkes således, at når prisen på en vare er blevet fastsat af parterne uden nogen angivelse af momsen, og leverandøren af den nævnte vare er den person, der er betalingspligtig for moms for den afgiftspligtige transaktion, skal den aftalte pris, i det tilfælde hvor leverandøren ikke har mulighed for at få tilbagebetalt den af skatteforvaltningen krævede moms af erhververen, anses for allerede at omfatte momsen, jf. dommens præmis 43. Det tilkommer de nationale domstole at efterprøve, hvorvidt en sådan tilbagebetalingsmulighed består, jf. præmis 39. Der henvises til SKM2019.177.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der bestod en sådan tilbagebetalingsmulighed, idet parterne i sagen var interesseforbundne.

For så vidt angår indsætningen på 3.000.000 kr. finder retten, at SKAT’s opgørelse af momsen som 20 % af indsætningen er korrekt.

For så vidt angår transaktionen (red.fakturanr.nr.2.fjernet) er der tale om handel mellem interesseforbundne parter, jf. momslovens § 29, stk. 3. Henset hertil er det Landsskatterettens opfattelse, at selskabet har mulighed for at efteropkræve momsen hos G1-virksomhed, og at den aftalte pris ikke kan anses for at omfatte momsen, jf. herved præmis 43 i ovennævnte dom fra EU-Domstolen. Momsen udgør dermed 25 % af 2.500.000 kr. og beregnes således til 625.000 kr.

Landsskatteretten finder dermed, at det er med rette, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar med 600.000 kr. for perioden fra den 1. april 2013 til den 30. juni 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

SKAT’s afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Landsskatteretten finder videre, at selskabets momstilsvar for perioden fra den 1. juli 2013 til den 30. september 2013 skal ændres til 625.000 kr.

SKAT’s afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

…"

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af JB.

JB har forklaret, at han er knap (red.alder.nr.1.fjernet) gammel. Han har beskæftiget sig med den kreative del af (red.beskæftigelsesområde.nr.1.fjernet) igennem hele sit arbejdsliv.  

Han blev kontaktet af direktøren for G2-virksomhed, GP, som spurgte om han ville lave en (red.projekt.nr.1.fjernet), som G2-virksomhed ville bruge som fødselsdagsgave til deres kunder. (red.projekt.nr.1.fjernet) skulle startes op på tre måneder. Han sagde ja og stillede de betingelser der fremgår af kontrakten. Der skulle oprettes et selskab i Y1-by af hensyn til reklamereglerne der er mere lempelige i Y2-land. Hvis ikke det var sket sådan, havde det ikke været muligt at indgå aftalen. Hvis man havde et dansk selskab, var man inde over danske reklameregler og det gik ikke i henhold til kontrakten. 

Det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab blev etableret og der blev købt programmer. Programansvaret var i Y2-land. Det danske selskab tog sig af teknikken. G5-virksomhed havde det tekniske udstyr og var vant til at lave den slags. Hvis ikke de klarede det inden for fristen på tre måneder, ville kontrakten blive opsagt. Der var en betydelig risiko, men han mente, at det ville gå. 

Det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab havde rettighederne og kontrakten og det danske selskab sørgede for, at distributionen kørte. Signalet skulle distribueres i hele Y1-område. Der var realitet i det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab. Der var et kontor i Y2-land, og selskabet havde en revisor og hjælp til bogføringen. 

Pengene der blev betalt i anledning af (red.fakturanr.nr.1.fjernet), var i første omgang dedikeret til programmer og afvikling. Pengene blev betalt til det danske selskab, da det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab ikke kunne få en bankkonto med så kort varsel.

Selskabet G6-virksomhed var et selskab som distribuerede streaming-tv i Y3-land, og de kom ind på det (red.nationalitet.nr.2.fjernet) marked omgående. 

Han er ikke detaljeorienteret. Hans force er hans kendskab til programmer, og at han kan sætte en programplan sammen. Han ansatte folk til at håndtere det administrative arbejde. Han så ikke regnskaberne efter. Han regnede med, at det var i orden. Det samme gjaldt for det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab. 

Selskabets danske revisor troede fejlagtigt, at et cvr-nummer er det samme som et momsnummer. Derfor opgav de også cvr-nummeret som værende momsnummeret. Han var ikke inde over momsangivelserne i det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab. Det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab har aldrig haft en bankkonto. Selskabet brugte den danske konto som mellemregningskonto. Det vil sige at alle indtægter og udgifter blev kørt via. 

Han var selv ansat i det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab, og det var VP også. VP var ekspert i at købe programmer, og de lavede sammen en plan for programmerne og en plan for, hvordan det skulle køre. Der var ingen kontrakt med VP. Der var tale om en vennetjeneste. 

Det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab havde G2-virksomhed og G6-virksomhed som kunde. Han tror også, at der var en aftale med G7-virksomhed i en periode.  

Aftalen med G2-virksomhed blev indgået fem dage før det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab blev stiftet. Det skulle gå stærkt, og GP sagde, at han bare skulle starte op. Forud for aftaleindgåelsen havde de forhandlet længe om vilkårene.  

Forudsætningen for aftalen var, at det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab skulle være part. Det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab blev oprettet fem dage efter, at de indgik aftalen. Der blev ikke indgået efterfølgende aftaler, hvor det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab blev angivet som aftalepart. GP fik en kopi af stiftelsesdokumentet vedrørende det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab.  

Parterne i aftalen var G3-virksomhed og G4-virksomhed på vegne af det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab. Han henvendte sig efterfølgende til de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) myndigheder og stiftede selskabet. Pengene var i G3-virksomhed og G4-virksomhed fik en andel af det danske distributionsselskab.

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for påstand 1 og 2 gøres det overordnet gældende, at Sagsøger ikke skal bære de skatte- og momsmæssige byrder vedrørende (red.fakturanr.nr.1.fjernet), som er udstedt af det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab G1-virksomhed.

Der er tale om en faktura udstedt af det selvstændig skattesubjekt G1-virksomhed, hvorfor de skatte- og momsmæssige byrder naturligvis skal bæres af G1-virksomhed og ikke af Sagsøger.

Fakturaen er udstedt på baggrund af en aftale, som er indgået mellem G2-virksomhed og G1-virksomhed Sagsøger er ikke part i denne aftale, og har ikke ret til indkomsten hidrørende fra aftalen.

Indbetalingen på bankkontoen tilhørende Sagsøger den 8. maj 2022 fra G2-virksomhed på kr. 3.000.000 dækker utvivlsomt (red.fakturanr.nr.1.fjernet) udstedt af G1-virksomhed, og samme dag blev indbetalingen bogført på mellemregningskontoen mellem G1-virksomhed og Sagsøger i begge selskabers bogholderi.

Sagsøger har således ikke erhvervet ret til indbetalingen.

Det bemærkes, at G1-virksomhed er et selvstændigt retssubjekt, som er lovligt stiftet i Y2-land, og som er berettiget til at foretage retshandler i eget navn og for egen risiko.

At G1-virksomhed er et selvstændigt rets- og skattesubjekt, underbygges af bilag 15, som er en aftale indgået mellem G1-virksomhed og det (red.nationalitet.nr.3.fjernet) selskab G8-virksomhed, samt bilag 16 som er en aftale mellem G1-virksomhed og det (red.nationalitet.nr.4.fjernet) selskab G9-virksomhed.

Endvidere indgik G1-virksomhed den 26. august 2013 (bilag 21) en aftale med et (red.nationalitet.nr.2.fjernet) selskab G6-virksomhed med henblik på en fremtidig distribution i en række lande i norden og EU. Derudover indgik G1-virksomhed den 4. juli 2013 en aftale med det (red.nationalitet.nr.5.fjernet) selskab G10-virksomhed (bilag 37).

Ovenstående aftaler dokumenterer således, at G1-virksomhed indgik retshandler med andre selskaber i eget navn og for egen risiko, hvorfor G1-virksomhed må anses for en selvstændig juridisk enhed, og et selvstændigt skattesubjekt.

Sagsøgte har heller ikke i sit svarskrift (2. afsnit på side 11) bestridt G1-virksomhed skattesubjektivitet.

Ydermere har G1-virksomhed indberettet omsætning hidrørende fra (red.fakturanr.nr.1.fjernet) til skattemyndighederne i Y2-land.

Der er ikke grundlag for at lave en identifikation i skatteretlig henseende mellem Sagsøger og G1-virksomhed.

Det bemærkes i den forbindelse, at Sagsøger for sine ydelser til G1-virksomhed har udstedt en faktura ((red.fakturanr.nr.2.fjernet)) på kr. 2.500.000 til G1-virksomhed, og at Sagsøger har medregnet omsætning herfra i sin skattepligtige indkomst.

Det bemærkes, at i forhold til påstand 3 har Sagsøgte i sit processkrift A af 29. april 2024 ændret sin principielle påstand, og taget bekræftende til genmæle overfor påstand 3, hvorfor der ikke fremsættes særskilt anbringender til påstand 3.

I forhold til den subsidiære påstand 4 om ugyldighed gøres det gældende, at såfremt størstedelen af Skatteministeriets 28 provokationer måtte findes at have relevans og det skal tillægges processuel skadevirkning for Sagsøger, såfremt størstedelen af provokationerne ikke anses for opfyldt, har Skatteministeriet ikke opfyldt officialmaksimen ved den ligningsmæssige behandling ligesom der ved sagsbehandlingen i det administrative rekursorgan, Landsskatteretten, ej heller er sket iagttagelse af officialmaksimen.

Efter officialmaksimen er Skatteministeriet af egen drift forpligtet til at belyse alle relevante forhold inden, at Skatteministeriet træffer afgørelse.

Under den ligningsmæssige behandling har Skatteministeriet ikke forsøgt at belyse de forhold, som de 28 provokationer vedrører.

Heller ikke ved behandlingen i Landsskatteretten er forholdene forsøgt at blive belyst. Dermed har Skatteministeriet groft tilsidesat officialmaksimen.

Det bemærkes, at der under nærværende retssag ikke er fremkommet oplysninger fra Sagsøger, som ikke allerede var frembragt senest under behandling i Landsskatteretten, og det havde altså været muligt for

Skattestyrelsen og Landsskatteretten at søge at afdække disse forhold.

Landsskatteretten, som er et administrativt klageorgan, er også underlagt officialmaksimen, hvorfor Landsskatteretten af egen drift burde have forsøgt at oplyse sagen yderligere, hvis dette måtte være relevant. Landsskatteretten har imidlertid ikke forsøgt at belyse de forhold, som størstedelen af de 28 provokationer vedrører, hvorfor Landsskatteretten også har tilsidesat officialmaksimen.

Hvis forholdene først belyses ved domstolene, og domstolene træffer afgørelse på den baggrund, vil man de facto have gjort domstolene til den lignende myndighed, hvilket er et klart brud på retssikkerheden for borgerne.

Officialmaksimen hører til de såkaldte garantiforskrifter, hvis iagttagelse generelt er af væsentlig betydning for afgørelsers lovlighed og rigtighed.

Den utilstrækkelig sagsoplysning ved både den ligningsmæssige instans samt det administrative klageorgan medfører, at afgørelsen fra SKAT (den ligningsmæssige myndighed) og afgørelserne fra Landsskatteretten (det administrative klageorgan) er ugyldige.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

4.1 Vedrørende Skatteministeriets principale påstand

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren er rette indkomstmodtager af indkomsten, der hidrører fra indsætningen på 3 mio. kr. den 8. maj 2013, jf. statsskattelovens § 4.

Beløbet på 3 mio. kr. er indsat på sagsøgerens bankkonto, og det påhviler derfor sagsøgeren at godtgøre, at beløbet ikke er skattepligtigt, jf. herved UfR 2011.1599 HR, UfR 2018.3603 HR og SKM2016.425.ØLR.

Ved bedømmelsen af de fremlagte bilag må det i øvrigt tillægges betydning i skærpende retning, at G1-virksomhed og sagsøgeren er interesseforbundne parter, at sagsøgeren ifølge selskabets egen revisor ikke har overholdt bogføringsloven, og at en række dokumenter først er fremlagt under klagesagsbehandlingen, og endda i enkelte tilfælde efter at Skatteankestyrelsen havde udsendt forslag til afgørelse i klagesagen.

Det bemærkes, at Skatteministeriet ikke anfægter G1-virksomheds skattesubjektivitet. Sagen angår således ikke G1-virksomheds skattesubjektivitet, men alene hvem der er rette indkomstmodtager af den konkrete omstridte indtægt på 3 mio. kr.

Sagsøgeren har ikke med henvisning til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) (bilag 11), der formelt fremstår som udstedt af G1-virksomhed, godtgjort, at det reelt var G1-virksomhed, der leverede ydelsen i henhold til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) til G2-virksomhed og dermed var rette indkomstmodtager af indsætningen på 3 mio. kr. Heller ikke de øvrige bilag, som sagsøgeren påberåber sig, støtter sagsøgerens synspunkt.

Tværtimod støtter de foreliggende oplysninger om G1-virksomhed, at selskabet slet ikke havde selvstændige aktiviteter.

(red.fakturanr.nr.1.fjernet), som indsætningen vedrører, er udstedt samme dag som G1-virksomhed er stiftet, og G1-virksomhed havde efter det oplyste ikke egen bankkonto. Alle indtægter og udgifter er indbetalt eller afholdt via sagsøgeren. G1-virksomhed havde hverken ansatte eller egen administration og organisation. Sagsøgeren har, som nævnt, ikke besvaret Skatteministeriets opfordring om at oplyse, om G1-virksomhed havde andre kunder end det hævdede salg på 3 mio. kr. til G2-virksomhed samt havde ansatte og egne lokaler. Det må derfor lægges til grund, at G1-virksomhed ikke havde andre kunder og aktiviteter, end den kunde og aktivitet, der (angiveligt) er omfattet af den omhandlede (red.fakturanr.nr.1.fjernet).

G1-virksomhed blev i 2016 tvangslukket på grund af inaktivitet og blev først genoprettet, mens klagesagen verserede for Landsskatteretten. G1-virksomhed havde ikke noget momsnummer i 2013 og lod sig først i 2018 registrere for moms samt foretage momsindberetninger. Der foreligger endvidere ingen dokumentation for, at G1-virksomhed foretog skatteindberetninger til de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) skattemyndigheder i 2013.

Dertil kommer, at fakturaer og aftaler, der fremstår som udstedt til G1-virksomhed, er sammenblandet med sagsøgerens forhold, ligesom der forekommer en række uoverensstemmelser i sagsøgerens regnskabsføring, der rejser (yderligere) tvivl om, hvorvidt aktiviteterne knyttet til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) reelt var udskilt til G1-virksomhed.

Det fremgår således af revisionsprotokollatet til sagsøgerens årsrapport for 2013/14 (bilag C), at sagsøgeren foretog fradrag for fakturaer udstedt til G1-virksomhed og udgifter vedrørende aftaler indgået i G1-virksomheds navn.

Derudover er de fremlagte licenskontrakter (bilag 15, 16 og 37), der alle er indgået i G1-virksomheds navn, også medtaget i sagsøgerens regnskab under periodeafgrænsningsposten på 578.375 kr. (bilag A, s. 12 sammenholdt med specifikationshæftet i bilag B, s. 9).

Ifølge sagsøgeren blev de 3 mio. kr. overført til sagsøgeren, fordi G1-virksomhed ikke havde en bankkonto. Sagsøgeren henviser i den sammenhæng til, at indsætningen blev bogført på en mellemregningskonto mellem de to selskaber (bilag 13 og 14).

Sagsøgerens mellemværende med G1-virksomhed på -2.630.000 kr. pr. 30. juni 2013 (ifølge mellemregningskontoen i bilag 13) stemmer imidlertid ikke overens med gælden mellem samme selskaber pr. samme dato på henholdsvis t.kr. 2.114 og t.kr. 2.113 ifølge sagsøgerens årsrapport (bilag D, s. 17) og specifikationshæftet (bilag B, s. 11). Sagsøgeren har heller ikke fremlagt dokumentation for gældens opgørelse, der kan forklare forskellen, eller fremlagt et udprint af mellemregningskontoen for den efterfølgende periode.

Udskriften fra G1-virksomheds bogføringssystem (bilag 14) støtter heller ikke sagsøgerens oplysninger, idet alle poster både krediteres og debiteres samme dag. Mellemregningskontoen viser derfor ikke det løbende mellemværende mellem parterne. Desuden fremgår det af udskriften, at G1-virksomhed bogførte en række udgifter til fordel for sagsøgeren. Sagsøgeren har imidlertid ikke besvaret Skatteministeriets opfordring til at oplyse, om alle G1-virksomheds indtægter og udgifter blev ført via sagsøgerens bankkonto og konteret på mellemregningskontoen mellem de to selskaber. Sagsøgeren har heller ikke fremlagt underbilagene til mellemregningskontoen.

På grundlag heraf kan det ikke fastslås, om indsætningen - som hævdet af sagsøgeren - reelt udmøntede sig i et mellemværende mellem sagsøgeren og G1-virksomhed.

Den fremlagte aftale "(red.aftale.nr.1.fjernet)" af 5. april 2013 (bilag 7) støtter heller ikke, at aktiviteterne knyttet til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) var udskilt til G1-virksomhed. G1-virksomhed er nemlig slet ikke nævnt i aftalen, fordi selskabet ikke var stiftet på tidspunktet for aftalens indgåelse. Derimod er nævnt to danske selskaber, G3-virksomhed og G4-virksomhed, på vegne af et unavngivet selskab, som skulle stiftes under (red.nationalitet.nr.6.fjernet) ret, og som skulle ejes i fællesskab af de to danske selskaber. Som nævnt under pkt. 3.1 ovenfor ejer disse to selskaber i dag sagsøgeren sammen med KB.

Da der således ikke er klare holdepunkter for, at det var G1-virksomhed, der var aftalepart, har Skatteministeriet fremsat flere opfordringer med henblik på at belyse omstændighederne for aftalen "(red.aftale.nr.1.fjernet)". Dette angår f.eks. dels de danske selskabers relation til sagsøgeren og G1-virksomhed, dels bilag til aftalen "(red.aftale.nr.1.fjernet)", dels dokumentation for de hævdede "lange forhandlinger", dels andre aftaler indgået som led i "(red.aftale.nr.1.fjernet)", herunder den omtalte "long-form agreement", dels de efterfølgende månedlige faktureringer, og dels oplysninger om forløbet forud aftalen, idet der var tale om en udvidelse ("expansion") af G1-virksomhed. Da sagsøgeren ikke har besvaret nogen af opfordringerne, kan det ikke fastslås, om G1-virksomhed, der ikke er benævnt i "(red.aftale.nr.1.fjernet)", reelt forestod gennemførelsen af aftalen.

Heller ikke sagsøgerens henvisning til JB’s e-mailkorrespondance med G2-virksomhed (bilag 35), hvori han anførte "G1-virksomhed" i sin e-mailsignatur, godtgør, at G1-virksomhed leverede ydelsen. E-mailtråden er således udtryk for, at JB formelt repræsenterede G1-virksomhed, men dokumenterer under de foreliggende omstændigheder ikke, at aktiviteterne reelt var udskilt til G1-virksomhed.

Sagsøgeren har desuden fremlagt et notat udarbejdet af JJ den 2. februar 2023 (bilag 32), der er indhentet forud for sagens anlæg. Heraf fremgår, at de kommercielle landsdækkende (red.projekt.nr.1.fjernet)er bortset fra G11-virksomhed og G12-virksomhed stort set alle udsender deres signal via satellit fra Y1-land til Danmark. Som Skatteministeriet forstår det, har JJ intet kendskab til de faktiske forhold vedrørende sagsøgeren og G1-virksomhed. Erklæringen udgør derfor heller ikke dokumentation for, at den omhandlede ydelse i den konkrete sag er leveret af G1-virksomhed og ikke af sagsøgeren. Skatteministeriet har ikke herved forholdt sig til rigtigheden af oplysningerne i JJ’s erklæring eller hans forudsætninger for at udtale sig herom.

Med henvisning til ovenstående har sagsøgeren ikke godtgjort, at aktiviteterne, der knyttede sig til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) og aftalen "(red.aftale.nr.1.fjernet)" med G2-virksomhed, reelt var udskilt til det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab, jf. herved også UfR 2004.2921 HR. Sagsøgeren er derfor rette indkomstmodtager af indsætningen på 3 mio. kr. den 8. maj 2013.

Såfremt retten i overensstemmelse med Skatteministeriets argumentation finder, at sagsøgeren er rette indkomstmodtager af indsætningen, er sagsøgeren også betalingspligtig for den danske moms af leveringen til G2-virksomhed. Indtægten vil i så fald udspringe af en momspligtig (indenlandsk) levering fra sagsøgeren (der er et dansk selskab) til det danske selskab G2-virksomhed. Denne levering er momspligtig i Danmark, jf. momslovens § 1, 1. pkt., og § 4, stk. 1, 1. pkt.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at transaktionen er momsfritaget eller i øvrigt undtaget fra momspligt her i landet. Som Skatteministeriet forstår sagsøgerens argumentation, er sagsøgeren også enig i, at leveringen er momspligtig i Danmark, hvis retten måtte finde, at sagsøgeren er rette indkomstmodtager af indsætningen på de 3 mio. kr. Landsskatteretten (og Skattestyrelsen) har med rette og i overensstemmelse med principperne i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-249/12 og C250/12, Tulică og Plavosin, opgjort salgsmomsen til 20 pct. af fakturabeløbet på 3 mio. kr., der er anset for at indeholde moms.

Sagsøgerens momstilsvar for andet kvartal 2013 er på den baggrund med rette forhøjet med 600.000 kr., ligesom sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2013 (1. juli 2012 til 30. juni 2013) med rette er forhøjet med 2.400.000 kr. (3.000.000 kr. fratrukket den beregnede moms på 600.000 kr.).

Det bemærkes, at Skatteministeriets principale påstand som anført indebærer, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med (yderligere) 2.000.000 kr. i forhold til SKAT’s afgørelse (bilag 1) og Landsskatterettens afgørelse i skattesagen (bilag 2), og at momstilsvaret for tredje kvartal 2013 nedsættes med 625.000 kr. i forhold til Landsskatterettens afgørelse i momssagen (bilag 3), begge beløb vedrørende (red.fakturanr.nr.2.fjernet). Dette resultat svarer til, hvad sagsøgeren ønsker at opnå med den endeligt nedlagte mere subsidiære påstand, således som ministeriet forstår påstanden.

4.2 SKAT’s og Landsskatterettens afgørelser er ikke ugyldige

Sagsøgeren gør gældende, at SKAT og Landsskatteretten har tilsidesat officialmaksimen, og at afgørelserne som følge heraf er ugyldige, jf. sagsøgerens subsidiære påstand, fordi SKAT og Landsskatteretten ikke i forbindelse med den administrative behandling af sagen indhentede de oplysninger, som er omfattet af Skatteministeriets opfordringer i svarskriftet.

Hertil bemærkes, at officialprincippet fastslår, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer en afgørelse. Princippet forpligter dermed myndigheden til at tilvejebringe de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at kunne træffe afgørelse.

Sagsøgerens synspunkt om, at afgørelserne er ugyldige, fordi SKAT og Landsskatteretten ikke indhentede oplysningerne i ministeriets opfordringer, er uholdbart.

Der er således ikke holdepunkter for at fastslå, at afgørelserne blev truffet på et ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. SKM2014.325.ØLR og SKM2003.27.ØLR.

Både SKAT og Landsskatteretten havde på afgørelsestidspunkterne tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelse om forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er oplysninger, som SKAT og Landsskatteretten burde have indhentet forud for, at der blev truffet afgørelse i sagerne. Tværtimod er det sagsøgerens synspunkt, at Skatteministeriets opfordringer ikke bidrager til en relevant oplysning til sagens faktiske omstændigheder, idet opfordringerne ifølge sagsøgeren ikke har andet formål end at "fjerne fokus fra sagens egentlige problemstilling" og "forplumre faktum".

Hertil bemærkes i øvrigt, at Skatteministeriets opfordringer i svarskriftet tjener til en fuld oplysning af sagens faktiske omstændigheder, men oplysningerne omfattet af opfordringerne er ikke nødvendige for, at SKAT og Landsskatteretten kunne foretage forhøjelserne af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar.

Derudover bemærkes, at sagsøgeren også havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og fremsende relevant dokumentation til SKAT og Landsskatteretten, idet både SKAT og Landsskatteretten behørigt foretog høring, inden der blev truffet afgørelse i sagerne.

For det tilfælde, at retten måtte finde, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl, gøres det gældende, at denne efter en konkret væsentlighedsvurdering af fejlens betydning for sagens udfald ikke kan føre til afgørelsernes ugyldighed, da de omhandlede forhøjelser er materielt korrekte, jf. herved f.eks. SKM2008.702.HR og UfR 2000.1504 HR.

Der er således ikke begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til, at SKAT’s og Landsskatterettens afgørelser er ugyldige.

4.3 Vedrørende Skatteministeriets subsidiære påstand

Skatteministeriets subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte give sagsøgeren medhold i de principale påstande 1 og 2 om henholdsvis nedsættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 med 2.400.000 kr. og om nedsættelse af sagsøgerens momstilsvar for andet kvartal 2013 med 600.000 kr.

I så tilfælde fastholder Skatteministeriet, at der skal ske indkomstbeskatning af sagsøgeren for indkomståret 2014 med det selvangivne beløb på 2.500.000 kr. vedrørende (red.fakturanr.nr.2.fjernet). Derimod anerkender ministeriet, at der ikke som sket ved Landsskatterettens afgørelse i momssagen (bilag 3) skal ske en forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for tredje kvartal 2013 med 625.000 kr., da ydelsen fra sagsøgeren til G1-virksomhed - som i givet fald anses for at være leveret - ikke har leveringssted her i landet i momsmæssig henseende, men derimod havde leveringssted i Y1-land.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagen drejer sig om, hvorvidt det danske selskab, H1, skal bære de moms- og skattemæssige byrder af (red.fakturanr.nr.1.fjernet), som er udstedt af det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab G1-virksomhed til G2-virksomhed, eller om de moms- og skattemæssige forpligtelser skal påhvile det (red.nationalitet.nr.1.fjernet) selskab G1-virksomhed.

Da G2-virksomhed indsatte beløbet i henhold til (red.fakturanr.nr.1.fjernet) på H1’s konto, påhviler det H1 at godtgøre, at beløbet ikke er skatte- og momspligtigt.  

Der er enighed om, at selskaberne H1 og G1-virksomhed er interesseforbundne og ejet af JB. 

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at G1-virksomhed blev stiftet af JB den (red.dato.nr.1.fjernet), og at selskabet blev tvangslukket den (red.dato.nr.2.fjernet) på grund af inaktivitet. Efter bevisførelsen, herunder JB’s forklaring, lægger retten til grund, at G1-virksomhed i perioden fra stiftelse til lukning hverken rådede over en bankkonto eller et momsnummer, så der kunne foretages momsindberetninger i Y2-land. 

JB har forklaret, at G1-virksomhed havde et kontor i Y2-land og havde revisor- og bogføringsbistand. Skatteministeriet har under sagen opfordret H1 til at fremlægge dokumentation herfor samt dokumentation for en række oplysninger i relation til den indgåede kontrakt mellem G2-virksomhed og G1-virksomhed, herunder bl.a. dokumentation for de månedlige faktureringer og underaftaler, som omtales i kontrakten, hvilke ydelser (red.fakturanr.nr.1.fjernet) dækkede over, og om G1-virksomhed havde andre salg end det til G2-virksomhed. 

Ingen af opfordringerne er besvaret af H1. 

Hertil kommer, at der er uoverensstemmelse mellem den fremlagte mellemregningskonto og H1’s regnskab, hvilken uoverensstemmelse H1, trods opfordret hertil, heller ikke har redegjort for. 

Retten finder på denne baggrund, at H1 er rette indkomstmodtager, og dermed skatte- og momspligtig af beløbet, der blev indsat på selskabets konto. Det er således ikke godtgjort, at det var G1-virksomhed der leverede ydelsen til G2-virksomhed, og at G2-virksomhed’s betaling reelt udmøntede sig i et mellemværende mellem H1 og G1-virksomhed. 

I konsekvens heraf er H1 ikke også skatte- og momspligtig af (red.fakturanr.nr.2.fjernet) udstedt den 1. juli 2013 af H1 til G1-virksomhed. H1’s momstilsvar nedsættes som følge heraf med 625.000 kr. i tredje kvartal 2013 ligesom H1’s skattepligtige indkomst for 2014 nedsættes med 2.000.000 kr.  

Herefter, og da SKAT og Landsskatteretten forud for deres afgørelser har givet H1 mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger, og da retten finder, at de to myndigheder har foretaget de undersøgelser der må kræves efter officialprincippet, er der ikke begået sagsbehandlingsfejl, der kan medføre at afgørelserne skal tilsidesættes som ugyldige. 

Skatteministeriet frifindes på denne baggrund for H1’s principale påstand 1 og 2 samt subsidiære påstand, og H1’s momstilsvar for tredje kvartal 2013 og skattepligtige indkomst for 2014 ændres som ovenfor anført.   

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 200.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes for H1’s principale påstande 1 og 2 og subsidiære påstand.  

H1’s momstilsvar for tredje kvartal 2013 nedsættes med 625.000 kr. H1’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 2.000.000 kr.

H1 skal til Skatteministeriet Departementet i sagsomkostninger inden 14 dage betale 200.000 kr.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.