Dato for udgivelse
27 May 2005 10:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. maj 2005
SKM-nummer
SKM2005.208.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
126/2004
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Told
Emneord
Told, tilbagebetaling, fristregler, hændelige omstændigheder, force majeure
Resumé

Højesteret imødekom ikke appellanternes (to importører af netværkskort til PC'er) begæring om forelæggelse af spørgsmål for EF-Domstolen i medfør af EF-Traktatens art. 234, stk. 3, vedrørende fortolkningen af begreberne "hændelige omstændigheder" og "force majeure" i toldkodeksens art. 236, stk. 2, 2. pkt. Højesteret henviste til ordlyden af og formålet med art. 236, stk. 2, 1. og 2. pkt., samt Domstolens udtrykkelige tiltrædelse i dommen i sag C-463/98, Cabletron Systems Ltd., af generaladvokatens udtalelser i forslag til afgørelse, pkt. 111-115. Disse udtalelser sammenholdt med fristreglernes ordlyd og formål efterlod ikke nogen rimelig tvivl om fortolkningen af art. 236, stk. 2, 2. pkt., hvorefter Domstolens tidligere underkendelse af en kommissionsforordning om tarifering af netværkskort i henhold til Cabletron-dommen ikke udgør hverken sådanne hændelige omstændigheder eller force majeure, der kan begrunde en fravigelse af treårsfristen for tilbagesøgningskrav mod afgiftsmyndighederne vedrørende told af netværkskort, der er opkrævet med urette.

Reference(r)

EF-Traktaten art. 234. stk. 3
EF-Toldkodeksen art. 236. stk. 2. 1. og 2. pkt.

Henvisning
Toldvejledningen 2005-2; Toldbehandling A 21

Parter

Kiss Technology A/S og Solarex ApS
(advokat Anders Hedetoft)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Asbjørn Jensen, Børge Dahl og Poul Søgaard

Der er under forberedelsen for Højesteret af denne sag rejst spørgsmål om, hvorvidt der skal stilles spørgsmål til EF-domstolen.

Påstande

Appellanterne, Kiss Technology A/S og Solarex ApS, har anmodet om, at der forelægges EF-domstolen spørgsmål om forståelsen af begreberne "hændelige omstændigheder eller force majeure" i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks artikel 236, stk. 2.

Indstævnte, Skatteministeriet, har protesteret mod, at der forelægges spørgsmål for EF-domstolen.

Sagsfremstilling

Kiss Technology har til Danmark fra 1995 importeret netkort og modemmer til edb-anlæg fra tredjelande uden for EU. Ved indførsel til EU blev disse netværksprodukter oprindelig tariferet som dataudstyr under position 8471 i den kombinerede nomenklatur, men ved Kommissionens forordning nr. 1165/95 af 23. maj 1995 henførtes sådanne netværksprodukter til tarifering som telefonudstyr under position 8517, således at der udløstes en betydeligt højere importafgift. Som følge heraf traf Told og Skatteregion Helsingør i oktober 1996 afgørelse om efterbetaling. Kiss Technology betalte, men klagede til Told og Skattestyrelsen, som imidlertid stadfæstede afgørelsen i juni 1998. Solarex startede tilsvarende importvirksomhed i 1997 og betalte den høje importafgift under position 8517.

Ved EF-domstolens dom af 19. oktober 2000 i sag C-339/98, Peacock AG mod Hauptzollamt Paderborn, blev det fastslået, at de nævnte netværksprodukter i perioden juni 1990 til maj 1995 skulle tariferes i position 8471. Ved EF-domstolens dom af 10. maj 2001 i sag C463/98, Cabletron Systems Ltd. mod The Revenue Commissioners, blev forordning nr. 1165/95 kendt ugyldig for så vidt angår de tariferinger, som også Kiss Technology og Solarex havde betalt i henhold til, og det blev fastslået, at produkterne skulle tariferes i position 8471 både før og efter den 1. januar 1996.

På baggrund af dommen i sagen C-339/98 og generaladvokatens forslag til afgørelse i sagen C-463/98 af 1. februar 2001 fremsatte Kiss Technology og Solarex krav om tilbagebetaling af den for meget betalte importafgift henholdsvis den 14. og 15. marts 2001. Krav herom blev imødekommet 3 år tilbage.

Der er i sagen afsagt dom af Østre Landsret den 30. januar 2004. Kiss Technology og Solarex fik ikke medhold i deres krav om tilbagebetaling for perioden før henholdsvis den 14. og den 15. marts 1998, idet landsretten fandt, at disse krav var forældede efter 3-årsfristen i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2.

Kiss Technology og Solarex har for Højesteret blandt andet gjort gældende, at selskaberne har været forhindret i at indgive anmodning inden 3-årsfristen som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., frem til offentliggørelsen af principalt EF-domstolens dom af 10. maj 2001 i sag C-463/98, subsidiært dommen af 19. oktober 2000 i sag C339/98.

EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. og 2. pkt., lyder:

"Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.

...

2. Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden tre år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

..."

I den engelske tekst anvendes i stk. 2, 2. pkt., ved siden af "force majeure" udtrykket "unforeseeable circumstances".

I EF-domstolens dom i sag C-463/98, Cabletron Systems Ltd. mod The Revenue Commissioners, blev det i præmis 26 udtalt:

"Endelig bemærkes, at af de grunde, som er anført af generaladvokaten i punkt 111-115 i forslaget til afgørelse, kan Revenue Commissioners ikke gives medhold i begæringen om en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af dommen, hvorved forordning ... nr. 1165/95 erklæres ugyldige."

I generaladvokatens udtalelse hedder det bl.a.:

"115. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til at begrænse ex tunc-virkningen af den ugyldighed, som jeg mener bør fastslås. Desuden bemærkes, at dommen i alle tilfælde i praksis kun vil berøre perioden før den 1. januar 2000, og at der i henhold til EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, gælder en forældelsesfrist på tre år for godtgørelse af eller fritagelse for toldafgifter, som ikke er skyldige efter lovgivningen."

Af et internt notat af 8. oktober 1999 fra Kommissionen til Toldkodeksudvalget (TAXAUD/1898/99-EN) fremgår bl.a.:

"On the occasion of discussions within the committee, the question arose as to whether annulment by the European Court of Justice of a regulation establishing the collection of import duties must be regarded as "unforeseeable circumstances or force majeure ", thus enabling the debtor to submit his application for repayment of duties not legally owed beyond the three-year time limit provided for in Article 236 of the Community Customs Code.

The Commission departments do not consider that the situation described can be considered an unforeseeable circumstance or to force majeure. Indeed, according to the case law of the Court of Justice (in particular the "Huygen" judgement of 7.12.1993, Case C-12/92), "The concept of force majeure must be understood as meaning abnormal and unforeseeable circumstances beyond the control of the trader concerned, whose consequences could not have been avoided despite the exercise of all due care"."

Anbringender

Kiss Technology og Solarex har til støtte for anmodningen om forelæggelse navnlig gjort gældende, at udtrykket "hændelige omstændigheder" i den danske udgave af EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., mere korrekt ville være "uforudseelige omstændigheder". Det typiske anvendelsesområde for 3-årsfristen i artikel 236 er tilfælde, hvor den fejlagtige betaling beror på tolddebitors forhold, mens fristen ikke omfatter tilfælde, hvor fejlen beror på myndighedernes forhold, og hvor tolddebitor derfor ikke har haft grundlag eller mulighed for inden for fristen at indgive anmodning om godtgørelse. Disse tilfælde omfattes af force majeure-begrebet i artikel 236, stk. 2, 2. pkt. Kommissionen har tidligere anerkendt, at myndighederne er berettigede til at undlade at efteropkræve importafgifter i en situation, hvor opkrævningen på indførselstidspunktet ikke fandt sted på grund af en fejl i den nationale toldtarif, idet tolddebitor i den givne situation ikke burde forudse fejlen i den nationale tarif. Begreberne uforudseelige omstændigheder og force majeure har været genstand for drøftelser i Kommissionen, og EU-Kommissionens generaldirektorat har navnlig på baggrund af EF-domstolens dom i sag C-12/92, Huygen m.fl., antaget, at det forhold, at en forordning kendes ugyldig, ikke udgør en uforudseelig omstændighed eller force majeure. Huygen-dommen omhandler imidlertid situationen, hvor udførelseslandet grundet forsømmelighed ikke kan verificere en vares oprindelse, og Domstolen har herom konkluderet, at importøren ikke har kunnet forudse eller haft nogen indflydelse på denne situation. Der har i øvrigt ikke været enighed mellem medlemslandenes delegationer om indholdet af begreberne. Den danske delegation har således udtalt, at begrebet "hændelige omstændigheder" ikke er klart defineret.

Skatteministeriet har anført, at der ikke foreligger en rimelig tvivl om forståelsen af artikel 236, hvorfor forelæggelse ikke er fornøden (acte clair). Ved begrebet force majeure forstås de helt usædvanlige og uforudseelige omstændigheder, som den pågældende erhvervsdrivende, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og hvis følger han ikke har mulighed for at afværge, også selvom han udviser den størst mulige påpasselighed, således at handlinger fra offentlige myndigheders side kan udgøre et tilfælde af force majeure, jf. f.eks. EF-domstolens domme i sagerne 145/85 Denkavit Belge (præmis 11), C-50/92 Firma Molkerei-Zentrale Sued (præmis 11), C-12/92 Huygen m.fl. (præmis 31) og C-97/95 Pascoal & Filhos (præmis 63). Begrebet force majeure har endvidere ikke et ensartet indhold inden for de forskellige områder af fællesskabsretten, hvor det anvendes, idet begrebet skal fastlægges i den juridiske sammenhæng, hvor det får betydning, jf. f.eks. EF-domstolens domme i sagerne C-124/92 An Bord Bainne Cooperative et Compagnie Inter-Agra (præmis 10), C-12/92 Huygen m.fl. (præmis 30) og 145/85 Denkavit Belge (præmis 11). Endvidere omhandler Kommissionens notat af 8. oktober 1999 til Toldkodeksudvalget (TAXAUD/1898/99-EN) netop begreberne hændelige omstændigheder og force majeure i tilfælde af efterfølgende annullation af en retsakt, i henhold til hvilken der er opkrævet afgifter. Kommissionen konkluderer således, at der ikke i dette tilfælde er tale om force majeure i henhold til artikel 236, stk. 2, 2. afsnit. Denne opfattelse støttes også på Domstolens øvrige praksis om fællesskabsretlige forældelsesfrister, bl.a. den 5-årige forældelsesfrist i Statutten for Domstolen artikel 46, hvor det er fastslået, at en forordnings ugyldighed og senere annullation ikke i sig selv bedømmes som en force majeure-situation og end ikke udgør en fristsuspenderende omstændighed, jf. sag T-20/94 Johannes Hartmann (præmis 106-112 og 124) og sag T-554/93 Alfred Thomas Saint og Christopher Murray (præmis 78-87). Selve udgangspunktet i EF-toldkodeksens artikel 236 er, at en told er blevet opkrævet med urette og objektivt i strid med EU's toldlovgivning. Det ville derfor reelt sætte 3-årefristen ud af kraft, hvis det f.eks. udgjorde force majeure, at Domstolen efterfølgende fandt, at en forordning, i henhold til hvilken netværkskort skulle tariferes i en højere toldposition, savnede hjemmel, jf. dommen C-463/98 Cabletron Systems Ltd. og generaladvokatens forslag af 1. februar 2001 til afgørelse i sagen, pkt. 115, jf. dommens præmis 26. Kriteriet for beslutningen om forelæggelse for EF-domstolen er herefter ikke opfyldt, idet der efter Højesterets faste praksis alene skal ske forelæggelse, hvis der består en rimelig tvivl om forståelsen af fællesskabsretten af betydning for sagen, som nødvendiggør forelæggelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter ordlyden af og formålet med EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 1. og 2. pkt., samt EF-domstolens udtrykkelige tiltrædelse i dommen i sag C-463/98 Cabletron Systems Ltd. af generaladvokatens udtalelser i forslag til afgørelse pkt. 111-115 finder Højesteret, at der ikke er nogen rimelig tvivl om forståelsen af EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 2, 2. pkt., som nødvendiggør forelæggelse af spørgsmål herom for EF-domstolen som begæret af Kiss Techonology og Solarex. Begæringen tages derfor ikke til følge.

T h i   b e s t e m m e s

Kiss Technology A/S' og Solarex ApS' begæring om forelæggelse af spørgsmål for EFdomstolen vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks artikel 236, stk. 2, tages ikke til følge.