1. Efter ligningslovens § 9 A, stk. 1, skal godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.
Den 6. april 2001 udsendte Told- og Skattestyrelsen en meddelelse, SKM2001.188.TSS, hvor det blev tilkendegivet, at det skattemæssige rejsebegreb forudsætter, at den pågældende har udgifter til en sædvanlig bolig.
Efterfølgende har Told- og Skattestyrelsen vurderet, at der ikke var hjemmel til denne fortolkning. Told- og Skattestyrelsen har på denne baggrund udsendt en meddelelse den 3. september 2004, SKM2004.362.TSS, hvor det blev tilkendegivet, at rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A forudsætter, at lønmodtageren har en sædvanlig bolig til rådighed, men at der ikke kan stilles krav om, at den pågældende har udgifter til en sædvanlig bolig.
2. Skattepligtige, der har fået forhøjet deres skattepligtige indkomst med udbetalte skattefrie godtgørelser eller foretagne fradrag i medfør af ligningslovens § 9 A med den begrundelse, at der ikke var udgifter til sædvanlig bopæl, kan søge genoptagelse af deres skatteansættelse.
3. Der kan ske genoptagelse af skatteansættelser efter de ordinære regler i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår.
Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 6.
4. Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelse af praksis, som her er den 3. september 2004.
5. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, det vil sige inden 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den skattepligtige har erhvervet kendskab til de omstændigheder, der begrunder genoptagelsen. Dog kan skatteministeren dispensere fra denne frist, hvis der foreligger særlige omstændigheder, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, sidste pkt.
6. Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter pkt. 2-4 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 3.
7. Ligningsmyndighederne bedes genoptage ansættelserne for de pågældende år, hvis de bliver bekendt med, at der er personer, der er lignet forkert, eller hvis de bliver anmodet herom.
8. Cirkulæret bortfalder den 1. februar 2006.
Preben Kristiansen
/Ebbe Willumsen