Dato for udgivelse
15 Dec 2005 10:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 Dec 2005 15:29
SKM-nummer
SKM2005.501.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-2048-04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Told
Emneord
Tarifering, scooter, trike, objektive, egenskaber, karakteristika
Resumé

Skatteministeriet fik medhold i, at en trehjulet scooter skulle tariferes som et automobil (10% told) og ikke som et invalidekøretøj (0 % told).

Der var enighed om, at scooteren er et handicapvenligt køretøj, og at målgruppen og brugerne er personer, der er funktionshæmmede i større eller mindre grad. Landsretten fandt ikke scooteren omfattet af ordlyden af nogen af de mulige positionstekster, men fandt på grundlag af de forklarende bemærkninger til begge positionstekster, at scooteren skal tariferes som et automobil.

Reference(r)

Toldtariffen 2005-5 87.03

Redaktionelle noter
I resumeet er "invalidekøretøj (10 % told)" ændret til "invalidekøretøj (0 % told)".

Parter

H1 A/S
(advokat Robert Mikelsons)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Bodil Marie Søes Petersen)

Afsagt af landsdommerne

Nils Erik Jensen, Inge Neergaard Jessen og Marianne T. Øllgaard (kst.)

I denne sag, der er anlagt den 10. juli 2004, har sagsøgeren, H1 A/S, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at motorkøretøjer af mærket PGO, model TR3-50, skal tariferes principalt i toldposition 8713 90 00, subsidiært i toldposition 8711 10 00.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgeren importerer til Danmark motorkøretøjer af mærket PGO, model TR3-50. Køretøjet er en trehjulet knallert af scooter-type, også kaldet en "trike". Sagen drejer sig om, hvorvidt køretøjet toldmæssigt skal tariferes som et invalidekøretøj, som en motorcykel/knallert eller som en automobil/andet motorkøretøj, og dermed om, hvorvidt det skal pålægges 0 %, 8 % eller 10 % i told.

Sagsfremstilling

Det retlige grundlag

I Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif fastsættes blandt andet følgende toldpositioner med tilhørende varebeskrivelser:

8703

   

Personmotorkøretøjer og andre motorkøretøjer, hovedsagelig konstrueret til personbefordring (undtagen motorkøretøjer henhørende under pos. 8702), herunder stationscars og racerbiler:

 

8703

10

 

-         

Motorkøretøjer specielt konstrueret til kørsel på sne; motorkøretøjer specielt konstrueret til persontransport på golfbaner og lignende motorkøretøjer:

 

8703

10

11

-

-    

Motorkøretøjer specielt konstrueret til kørsel på sne, med forbrændingsmotor med kompressionstænding, med stempel (diesel- eller semidieselmotor), eller forbrændingsmotor med gnisttænding, med stempel

 

8703

10

18

-

-

Andre varer

 

8711

   

Motorcykler (herunder knallerter) og cykler med hjælpemotor, også med sidevogn; sidevogne:

 

8711

10

00

-

Med forbrændingsmotor med frem- og tilbagegående stempel og slagvolumen 50 cm3 og derunder

 

8713

   

Invalidekøretøjer, også med motor eller anden fremdrivningsmekanisme:

 

8713

10

00

-

Uden fremdrivningsmekanisme

8713

90

00

-

I andre tilfælde

Ved tarifering i position 8703 10 18 er toldsatsen 10 % og i toldposition 8711 10 00 er toldsatsen 8 %. For varer, der tariferes i toldposition 8713 90 00 betales ikke told.

Rådets forordning om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif bygger på en international konvention udarbejdet af Verdenstoldorganisationen (The World Customs Organization (WCO)). Såvel Verdenstoldorganisationen som kommissionen har udarbejdet forklarende bemærkninger til toldpositionerne. Det fremgår af forordet til Kommissionens forklarende bemærkninger (2002/C 256/01), at disse ikke erstatter HS' forklarende bemærkninger, men bør betragtes som et supplement hertil.

Begge sæt forklarende bemærkninger er offentliggjort i Told- og Skattestyrelsens udgivelse "FB - Forklarende bemærkninger til toldtariffen", hvori de forklarende bemærkninger til de pågældende toldpositioner har følgende ordlyd:

87.03

Automobiler og andre motorkøretøjer, hovedsagelig konstrueret til personbefordring (undtagen automobiler henhørende under pos. 87.02), herunder stationcars og racerbiler

Denne position omfatter automobiler af enhver type, herunder amfibiekøretøjer til personbefordring, uanset motorens art (forbrændingsmotor, elektromotor, gasturbine etc), men ikke automobiler til personbefordring henhørende under pos 87.02.

Positionen omfatter også trehjulede letvægtskøretøjer af enklere konstruktion, fx:

 -

køretøjer udstyret med motorcykelmotor og -hjul etc, som på grund af deres mekaniske opbygning har samme kendetegn som almindelige automobiler, nemlig styretøj af automobiltype eller såvel bakgear som differentiale;

...

Under positionen hører bl.a.:

...

5. Specialkøretøjer til personbefordring på golfbaner og lignende køretøjer.

...

87.11

Motorcykler (herunder knallerter) og cykler med hjælpemotor, også med
sidevogn; sidevogne

Denne position omfatter en gruppe tohjulede motordrevne køretøjer, som hovedsagelig er bestemt til transport af personer.

Foruden motorcykler af almindelig type omfatter positionen også scootere, der karakteriseres af små hjul og en vandret fodplade, som forbinder køretøjets for- og bagtøj, knallerter (en slags motorcykel med begrænset effekt) samt cykler med hjælpemotor.

...

Trehjulede transportmotorkøretøjer tariferes ligeledes under denne position, forudsat at de ikke har karakter af automobiler henhørende under pos 87.03 (se forklarende bemærkninger til pos 87.03).

...

87.13

Invalidekøretøjer, også med motor eller anden fremdrivningsmekanisme

Denne position omfatter rullestole og andre køretøjer, der er specielt konstrueret til transport af handicappede (syge, lamme etc), også med mekanisk fremdrivningsmekanisme.

Køretøjer udstyret med mekanisk fremdrivningsmekanisme bliver som regel drevet af en motor eller ved hjælp af trækstænger eller håndsving. Andre køretøjer (rullestole) skubbes med hænderne eller fremdrives ved direkte påvirkning af hjulene.

Positionen omfatter derimod ikke:

   

a.   

Almindelige køretøjer, der blot er tilpasset til brug for handicappede, fx automobiler med håndbetjent kobling, speeder etc (pos 87.03), eller tohjulede cykler med en speciel indretning, som gør det muligt at træde cyklen med én fod (pos 87.12).

...

EU-tidende den 4. januar 2005 indeholder et tillæg til de forklarende bemærkninger til position 8713 (2005/C 1/03). Det hedder heri:

...

8713  

90  

00  

Andre varer

 
     

Motoriserede køretøjer, der er særligt beregnet til handicappede, adskiller sig hovedsagelig fra køretøjer henhørende under KN-kode 8703, fordi de har:

 
     

-   

en maksimalhastighed på 10 km/t, dvs. hurtig ganghastighed

     

-

en bredde på højst 80 cm

     

-

2 hjulsæt, der rører jorden

     

-

særligt udstyr, der skal afbøde for handicappet (f.eks. fodstøtter)

 
     

Invalidekøretøjer kan have

     

-

et sæt støttehjul

     

-

styre- og andre kontrolapparater (f.eks. en joystick), der er lette at håndtere; sådanne kontrolapparater er sædvanligvis fæstet til et af armlænene; de fremstår aldrig som en separat, justerbar ratsøjle.

 
     

Denne KN-kode omfatter eldrevne køretøjer, der ligner kørestole, og som kun er beregnet til transport af handicappede. Se eksempel nedenfor:

     

...

 
     

Motordrevne scootere (handicapscootere) udstyret med separat, justerbar ratsøjle er imidlertid udelukket fra denne position (se eksempel nedenfor) og tariferes under KN-kode 8713.

Kommissionens forordning (EF) nr. 729/2004 af 15. april 2004 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur vedrører blandt andet en rollator, som beskrives således:

En rollator bestående af et stativ af aluminiumsrør med fire hjul, hvoraf forhjulene er drejelige, håndtag og bremser. Den omfatter et sæde/en bæreplade og en trådkurv. Varen er sammenklappelig.

Varen er udformet til at hjælpe gangbesværede mennesker, som - med støtte fra rollatoren - bliver i stand til at bevæge sig fremad, mens den skubbes.

Det bestemmes herefter i forordningen, at en rollator skal tariferes under KN-kode 8616 80 00 med følgende begrundelse:

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8616 og 8716 80 00.

Varen anses ikke for at være en ortopædisk artikel henhørende under pos. 9021, da den ikke opfylder betingelserne i bestemmelse 6 til kapitel 90.

Varen anses ikke for at være et invalidekøretøj henhørende under pos. 8713.

Skattemyndighedernes afgørelse om tarifering af motorkøretøj af mærket PGO, model TR3-50

I ToldSkats bindende tariferingsoplysning (BTO) af 12. august 2002 blev triken tariferet under toldposition 8703 21 10, der vedrører "Andre motorkøretøjer, med forbrændingsmotor med gnisttænding, med frem- og tilbagegående stempel", som er "Med slagvolumen 1000 cm3 og derunder" og som er nye. Som begrundelse for tariferingen er anført

"Tarifering i henhold til de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6 til den kombinerede nomenklatur, samt teksten til KN-kode 8703 21 10 og de forklarende bemærkninger til pos 8711 og 8703."

Denne afgørelse indbragte sagsøgeren for Landsskatteretten, der den 23. april 2004 stadfæstede ToldSkats afgørelse, dog således at motorkøretøjet med ToldSkats accept blev tariferet i toldposition 8703 10 18, med følgende begrundelse:

"Det omhandlede køretøj findes at skulle tariferes i toldposition 8703 10 18, jævnfør positionsteksten samt de forklarende bemærkninger hertil. Der er herved henset til, at der efter de oplyste specifikationer er tale om et trehjulet letvægtskøretøj beregnet til personbefordring og af enklere konstruktion med såvel bakgear som differentiale. Der er endvidere henset til, at køretøjet må anses som lignende det køretøj, der var genstand for HSC's tariferingsudtalelse af 18. maj 2001 og som pr. 1. januar 2002 medførte ændring af tarifering af sådanne køretøjer i EU.

Der er herudover henset til, at det må anses som en forudsætning for tarifering i toldposition 8713, at køretøjet er et invalidekøretøj specielt konstrueret til transport af handicappede, syge, lamme etc., jævnfør selve teksten til position 8713 samt de forklarende bemærkninger hertil. Det her omhandlede køretøj kan ikke anses som specielt konstrueret til invalidekørsel.

Der er herved lagt vægt på, at køretøjet også markedsføres til og kan anvendes af andre, så som ældre og lignende, der har behov for et nemt og sikkert transportmiddel. I denne forbindelse findes der ikke grundlag for at fortolke ordene "invalid" og "handicappede" udvidende, således at også ældre og lignende skulle være omfattet. Køretøjet kan derfor ikke tariferes i toldposition 8713.

Køretøjet findes ligeledes ikke at kunne tariferes i toldposition 8711, da denne ikke omfatter trehjulede letvægtskøretøjer af enklere konstruktion, som beskrevet i position 8703, jævnfør de forklarende bemærkninger til 8703 og 8711.

Endelig bemærkes, at den omstændighed, at en anden myndighed har klassificeret køretøjet som et invalidekøretøj i færdselsmæssig henseende, ikke anses for bindende i forhold til spørgsmålet om, i hvilken toldposition det pågældende køretøj skal tariferes i.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor således, at køretøjet henføres under toldposition 8703 10 18."

Om køretøjet

Landsretten har under domsforhandlingen besigtiget et eksemplar af triken.

I sagsøgerens brochure vedrørende triken hedder det på forsiden:

"PGO T-Rex TR3-50 med bakgear. Helt nye oplevelser. Drej nøglen, tryk på start og vrid håndtaget, fri og uafhængig ud og nyd naturen - til dig der gerne vil mere."

Selve brochuren har blandt andet følgende tekst:

"Med et frækt og tidløst design, køreegenskaber på 1. klasse, små drift- og vedligeholdelsesomkostninger. Samt ikke at forglemme det store og veltrimmede serviceapparat PGO tilbyder. Alle vigtige punkter til at PGO siden 1998 har været Danmarks mest solgte scooter- og knallertmærke"

"Håndtaget til bakgearet sidder placeret lige under styret. Så snart det let betjente håndtag til bakgearet aktiveres, tilkobles den automatiske sikkerhedscensor, så scooteren kun kan bakke i almindelig skridt-gang."

"En praktisk aflåselig opbevaringsboks findes under sædet. Perfekt til opbevaring af bl.a. styrthjelm eller varer når der skal handles ind."

"Det unikke vedligeholdelsesfri differentiale med bakgear, gør det ekstra nemt at komme rundt i dagligdagen. Man behøver nu ikke længere at stige af scooteren, for at starte eller køre baglæns."

"TR3-50 har flere funktioner end de fleste. El-starter, natbelysning, tankmåler, omdrejningstæller, blinklys, kørelys, op/nedblænding, overhalingslys, horn og ur. Alle funktioner kan let betjenes selv med svage fingre."

"Art

30 km/t 3 hjulet invalideknallert
45 km/t 3 hjulet scooter

..."

"...

Mål

 

Længde

 

1900 mm

 

Akselafstand

1390 mm

   

Største bredde

858 mm

   

Sporvidde 2.aksel

 

660 mm

 

Højde (excl. sidespejle)

 

1150 mm

 

Frihøjde

 

155 mm

 
     

Vægt

   
     

Personvægt

150 kg

   

Egenvægt

 

120 kg

 

Tilladt totalvægt

 

270 kg

 
                            

Fælge/Dæk

 

Forhjul

 

1 stk. 120/70-12

Baghjul

 

2 stk. 130/70-12

..."

"...

Motor

 

Fabrikat

PGO

Model

TR3-50

Type

P2/2 takts benzin

Cylinder antal

1

Volumen

49 cc luftkølet

Effekt

2,7 HK

Start system

El start/kickstart

..."

"Special udstyr

Stort special tilbehørs program til invalide- og handicap brugere. F.eks. sæde/-ryg med armlæn, stokkeholder, rollatorholder, venstre betjent gashåndtag, fodspeeder, vindskærm, lavere sædehøjde, fodbremse og topbox m.m. Spørg din forhandler om de mange muligheder."

I en engelsksproget brochure vedr. triken er det anført, at

"PGO TRIKES TR3-50 is designed for senior citizens or handicapped people; ..."

Sagsøgerens hjemmeside indeholder lignende oplysninger om motorkøretøjet samt en prisliste på tilbehøret, ligesom det er anført, at prisen på triken er 37.495 kr.

Modellen PGO Dr. Big SP koster ifølge sagsøgerens hjemmeside 14.995 kr. Den adskiller sig fra triken ved, at den har to hjul og hverken bakgear eller differentiale.

Færdselsstyrelsen har den 7. januar 2003 på sagsøgerens begæring EF-typegodkendt motorkøretøjet som "3-hjulet invalideknallert".

Sagsøgerens salg og markedsføring af triken

Ifølge et billede fra Rehab messen 2003 i Bella Centret var triken udvalgt som "hot-spot". Der er endvidere fremlagt billeder fra sagsøgerens stand på Rehab messen 2005 i Fredericia, hvor triken er vist.

På Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside kan man ved søgning på hjælpemiddelbasen finde oplysninger om triken.

Der er fremlagt artikler fra Ugeavisen den 1. oktober 2003 og den 20. juli 2004 vedrørende en person, som efter en benamputation er afhængig af en kørestol. Artiklerne beskriver de fordele, den pågældende har af triken, og nævner blandt andet, at han og ægtefællen kører på længere ture på hver sin knallert, og at han har fået dispensation til at køre med en trailer bag triken, således at han kan få sin kørestol med sig rundt.

Der er endvidere fremlagt annoncer for triken, bragt i tidsskrifterne Hjælpemidlet, LederForum Social- og Sundhedssektoren og Nyhedsinformation For Social- og Sundhedssektor.

Afgørelsen i internationalt regi

Harmonized System Committee (HSC), som er en komite under Verdenstoldorganisationen, traf den 25. oktober 2000 følgende afgørelse, som gengives delvist i dansk oversættelse:

"Classification of certain motorised scooters

...

I. BACKGROUND

 
 1.     

One of the classification questions discussed in several of the recent HS Seminars under the technical assistance program of the Secretariat was the classification of the following motorised scooters:

 
 

Fisher & Paykel Scooters

 
 

Tre- og firehjulede motorkøretøjer udstyret med en batteridrevet elektrisk motor (150 W brugseffekt og 1.700 W maksimum effekt). De er forsynede med en vandret platform, der forbinder forenden og bagenden, små hjul (290 mm i diameter), et sving- og justerbart sæde med nedfældelige armlæn og en ratstamme med håndgreb. Ratstammen, der kan flyttes frem og tilbage, er forsynet med et lille kontrolpanel med en starterkontakt, fire kontakter til regulering af hastighed og to håndtag til at styre henholdsvis acceleration/bremsning og bakning. Motoren startes med en nøgle og efter valg af ønsket hastighed køres og bremses køretøjet ved hjælp af det ene håndtag. Det andet håndtag anvendes, når køretøjet skal køre baglæns. Køretøjet kan forsynes med forskellig håndbetjent ekstraudstyr, for eksempel til brug for personer, der har mistet en arm eller er plaget af gigt. Køretøjet anvendes på fortove eller offentlig vej i forbindelse med indkøb, lystfiskeri, golf osv.

 
 

Den tre-hjulede model er 650 mm bred, 1170 mm lang og vejer 44 kg uden batterier; den har en lasteevne på maksimum 100 kg og er forsynet med en 150 W elektrisk motor. To firehjulede modeller er 650 mm brede, 1260 eller 1290 mm lange og vejer henholdsvis 54 kg og 60 kg uden batterier. De har en maksimum lasteevne på 127 kg og er forsynede med to 150 W elektriske motorer.

 
 

...

 

Decisions of the Harmonized System Committee (O. Eng.)

 
 1.

The Committee agreed that heading 87.11 should be ruled out for the classification of the motorised scooters at issue, since, as noted by the Secretariat in paragraphs 7 and 9 of the working document, this heading normally covered two-wheeled vehicles with motorcycle type engines and the three-wheeled vehicles classified in this heading were only the "delivery tricycle" type vehicles, provided they did not have the character of motor vehicles of heading 87.03.

 
 
 2.

Several delegates noted that heading 87.13 covered carriages or similar vehicles specially designed for the transport of invalids. Such vehicles fitted with means of mechanical propulsion were usually propelled by a light motor. However, they pointed out that the exclusion Note (a) to the Explanatory Note to this heading excluded "normal vehicles simply adapted for use by invalids". They felt that, on the basis of the description given in paragraph 1 of the working document and the illustrations set out in the Annex thereto, the motorised scooters in question were "normal" vehicles "principally designed" for the transport of persons to go shopping, fishing, to local golf courses, etc., but "might be adapted" for use by invalids. Their design features and mechanical structure were similar to those of certain vehicles described in the Explanatory Note heading 87.03. As such, they were similar to the golf carts of subheading 8703.10 and, thus, classifiable in heading 87.03. Furthermore, the text of heading 87.03 only contained an exclusion in respect of the vehicles of heading 87.02.

 
 3.

However, several other delegates noted that the motorised scooters at issue were "specially designed", from the ground up, for use by persons having medical problems, impaired mobility, walking difficulties related to age, etc. They were not "normal" vehicles and could easily be distinguished from the vehicles of heading 87.03 on the basis of their design features as they had (i) battery-powered electric motors, (ii) a single rotating chair, height adjustable, with back rest (iii) hand operated controls (iv) very small wheels and were built very close to ground to make climbing on them easier. They felt that the term "invalid" within the meaning of heading 87.13 should also cover "elderly" persons disabled by age and should not be restricted to sick or handicapped people. Therefore, they believed that such vehicles should be classified in heading 87.13, since their "basic design" was intended for invalids.

 
 4.

After discussion, the Committee decided to classify the motorised scooters in question in heading 87.03, by 19 votes to 4, by application of GIR 1 and in subheading 8703.10, by 14 votes to 5, by application of GIR 6.

 
 5.

To reflect its classification decision, the Committee instructed the Secretariat to draft a single Classification Opinion, for both the three-wheeled and four-wheeled versions of the motorised scooters concerned, for examination by the next presessional Working Party.

..."

Fischer og Paykel har siden skiftet navn til Plega, som forhandler de samme køretøjer. Der er under sagen fremlagt udskrifter fra Plega Scooters hjemmeside indeholdende en række billeder med tilhørende specifikationer af disse køretøjer, og der er mellem parterne enighed om, at det kan lægges til grund, at det er disse køretøjer, der er indgået i HSC's afgørelse. Det drejer sig om modellerne "Traveller", "Columbus" og "Voyager".

Model "Traveller" er 3-hjulet og er på hjemmesiden afbilledet i brug på en rulletrappe af en ældre kvinde. Den tilhørende tekst har følgende indhold:

"The Plega Traveller is a stylish, compact and lightweight Scooter that allows you to enjoy life to the full.

The Traveller has the tightest turning circle that makes it ideal for use in the home, shopping centres or supermarkets. Maintenance-free batteries are supplied standard with the Traveller ensuring trouble free transportation.

..."

"Columbus" har tre hjul. Billedet af modellen viser en ældre mand, som lufter sin hund. Det er i den tilhørende tekst anført

"The Plega Columbus is a highly stable Scooter with the advantage of a tight turning circle. It is ideal for local journeys and inside use. It is easily disassembled to allow transportation in your vehicle.

Take your Columbus away with you on holidays or daily outings with your family and friends."

"Voyager" har fire hjul og er afbilledet i brug ude i naturen. Det er i den tilhørende tekst anført:

"The Plega Voyager is ideal for outdoor use, easily managing rough terrain.

It is also easily disassembled for vehicle transportation, allowing you to utilise it in a variety of locations.

It has amazing hill climbing abilities with the advantage of an excellent turning circle for a four wheel mobility Scooter."

På et billede ses en person løfte en af modellerne ind i en bil. På andre billeder er Plega-scooterne afbilledet under anvendelse i forskellige situationer, såsom under kørsel i naturen, ved hundeluftning, på en golfbane, i en forretning og på fisketur.

Der er i øvrigt fremlagt en udskrift fra hjemmesiden www.electric-scooters-motorized-bicycles.com, hvor "Sola T Personal Golf Cart" er afbilledet.

Bindende tariferingsoplysninger vedrørende tariferede invalidekøretøjer

Der er fremlagt nogle bindende tariferingsoplysninger vedrørende køretøjer, tariferet som invalidekøretøjer, under toldperition 8713 9000.

Parterne er enige om at lægge til grund, at det køretøj, som afbilledes på firmaet Waaijenbergs hjemmeside, som ligeledes er fremlagt under sagen, er identisk med det køretøj, som i en hollandsk bindende tariferingsoplysning af 13. februar 2003 i dansk oversættelse er beskrevet således:

"...

Varebeskrivelse

Invalidekøretøj, drevet af en motor, 200 cc 4-takt, hvortil anvendes brændstof af typen blyfri benzin, og som når en maksimumshastighed på 45 km i timen.

 
 

Køretøjet er forsynet med lukket kabine. Det er ikke udstyret med siddeplads, men er udstyret med en tilkørselsrampe, som gør det enkelt for kørestolsbrugeren at anbringe kørestolen i køretøjet.

                     
 

Invalidekøretøjet har følgende specifikationer:

 

-

mål: 228x110x163 cm (LxBxH);
 

-

vægt: 390 kg (afhængigt af evt. ekstraudstyr);

..."

I en hollandsk bindende tariferingsoplysning af 28. juni 2001 er et andet køretøj i dansk oversættelse beskrevet således:

"...

Varebeskrivelse

Kørestolsscooter, hvilket vil sige et trehjulet, elektrisk drevet køretøj, specielt designet til handicappede, som er afhængige af en manuelt drevet kørestol. Da køretøjet så at sige "knæler" på jorden, kan kørestolsbrugeren nemt køre ind i køretøjet og tage plads bag rattet. Når køretøjer igen hæves til kørestilling, fastgøres kørestolen automatisk, bremseanordningen slås fra, og man kan køre.

 
 

Kørestolsscooteren har bl.a. følgende specifikationer

 
   -

mål (LxBxH): 176x100x120 cm;

   -

vægt 140 kg;

 

...

   -

maksimumshastighed: 18 km/t;

..."

Forklaring

Sagsøgerens direktør, A har forklaret blandt andet, at han er tredje generation i virksomheden, som blev grundlagt for 82 år siden. Man har i mange år handlet med motorcykler, og har siden 90'erne forhandlet PGO's modeller. Som led i en ny strategi begyndte man i slutningen af 2001 at forhandle handicapkøretøjer. Triken er et led heri.

Triken er specielt konstrueret til personer med nedsat funktionalitet. Den specielle konstruktion og det, der adskiller den fra normale scootere, er, at den har to baghjul og bakgear.

Triken forhandles via et landsdækkende forhandlernet, typisk cykelhandlere. De kunder, der køber en trike, kan på grund af nedsat funktionsevne ikke anvende en normal scooter. Triken markedsføres overfor personer, der mangler fuld fysisk mobilitet, eller over for de bevilligende myndigheder, dvs. i typiske handicap-medier, som f. eks. Sclerosebladet, eller i magasiner, der retter sig mod de sociale myndigheder. Den markedsføres ikke overfor personer med fuld fysisk mobilitet. Det er ikke smart at køre på en trehjulet knallert, og den koster meget mere end en almindelig tohjulet knallert. Han har ikke kendskab til, at triken er solgt til personer med fuld fysisk funktionalitet. Færdselsstyrelsen har godkendt triken som invalideknallert. Triken må køre på offentlige veje, hvor færdselsloven gælder, og må ikke benyttes i skove, parker, på golfbaner eller indendørs i f.eks. shoppingcentre. Der sælges ca. 150 trikes årligt i Danmark. Til sammenligning sælges knap 10.000 tohjulede 50 cm3 scooters årligt.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at Toldtariffens regler er bindende for landsrettens afgørelse. De forklarende bemærkninger er ikke juridisk bindende for fortolkningen af reglerne, men alene retningsgivende for tariferingen, idet de angiver den af WCO og EF anvendte fortolkning af de gældende positionstekster. Formålet med de forklarende bemærkninger er at lette tariferingen af varer.

Kommissionens nye forklarende bemærkninger til position 8713 90 00 er heller ikke bindende, og de er meget vidtgående. Det har ikke været meningen med toldposition 8713 at begrænse bevægelseshæmmedes udfoldelsesmuligheder. Disse bemærkninger ville i øvrigt have ført til, at de to dokumenterede hollandske afgørelser vedrørende invalidekøretøjer ikke korrekt ville kunne være tariferet under toldposition 8713.

De forklarende bemærkninger udfylder toldtariffen, men de kan ikke ændre positionsteksterne eller fjerne varer, som er omfattede af positionsteksterne, og det gør de nye forklarende bemærkninger, hvorfor de ikke kan tillægges nogen betydning. Det kan ikke være rigtigt, at kun kørestole er omfattet af position 8713. Det ville i øvrigt være overflødigt i de oprindelige forklarende bemærkninger til position 8713 at omtale tilrettede biler, hvis biler og andre køretøjer aldrig kan være omfattet af toldposition 8713.

Det følger af pkt. a i de forklarende bemærkninger til position 8713, at et køretøj, der i sin grundlæggende konstruktion er som normalt, ikke bliver fritaget for told blot ved tillempning, men triken er ikke tillempet. Den er grundlæggende konstrueret med tre hjul. Triken opfylder kravene i de forklarende bemærkninger til toldposition 8713 om en speciel konstruktion, idet den er specielt konstrueret til funktionshæmmede. De tre hjul og bakgearet gør den egnet til invalide, handicappede og andre med funktionsnedsættelser. Bortset fra disse karakteristika er den en almindelig scooter. De tre hjul gør det lettere at holde balancen. Triken er godkendt som invalideknallert af Færdselsstyrelsen, og den markedsføres alene over for funktionssvækkede eller de bevilligende myndigheder på Rehab messer, på hjælpemiddeldatabasen og i annoncer i magasiner, der retter sig mod målgruppen. Triken anvendes kun af funktionssvækkede og er aldrig blevet solgt til personer med fuld funktionalitet. Personer uden funktionssvækkelse vælger den betydeligt billigere tohjulede model.

Formuleringen "handicappede (syge, lamme etc.)" indebærer, at der ikke skal anvendes et snævert invaliditetsbegreb. Landsskatterettens afgørelse bygger på den forkerte antagelse, at aldersrelateret svækkelse ikke er omfattet af invaliditetsbegrebet i toldposition 8713. Det følger af den mere moderne definition af begrebet, som anvendes af Danish Rehabilitation Group, at det at være handicappet vil sige ikke at have den samme funktionsdygtighed som gennemsnitligt. Om dette skyldes sygdom, ulykke eller alder spiller ingen rolle. Lov om social service indeholder det samme mere tidssvarende invaliditetsbegreb, idet der i medfør af § 97 kan ydes støtte til hjælpemidler til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er derfor også efter de forklarende bemærkninger klart, at triken skal tariferes under toldposition 8713, som følge af, at den er specielt konstrueret til funktionssvækkede, og som følge af, at den ikke anvendes af andre end funktionssvækkede. Da den har en fremdrivningsmekanisme, skal den tariferes under position 8713 90 00.

Subsidiært skal triken tariferes under toldposition 8711, idet toldposition 8711 er mere velegnet og præcis end toldposition 8703. Triken ser ud som en scooter, og den ligger nærmere beskrivelsen i toldposition 8711 end beskrivelsen i toldposition 8703. Den er ikke et automobil eller et trehjulet letvægtskøretøj, som omfattes af position 8703. Dens motor er på 49 cm3, hvilket er højst usædvanligt for en motorcykelmotor, og den har ikke styretøj som en bil. Flere af de kriterier, som nævnes i de forklarende bemærkninger til toldposition 8703, opfylder triken således ikke. I øvrigt skal triken som godkendt invalideknallert færdselsmæssigt følge reglerne for knallerter - ikke biler.

Det har spillet en afgørende rolle i den refererede afgørelse fra Harmonized System Committee, at de pågældende køretøjer har anvendelsesmuligheder for personer med fuld mobilitet, idet flertallet i sin begrundelse anfører, at der er tale om normale køretøjer, primært designet til anvendelse til indkøb, fisketure og golf, som herudover kan tilpasses til brug for invalide. Det er derfor en rigtig afgørelse. Intet tyder på, at de omhandlede køretøjer alene anvendes af funktionssvækkede. De anvendes også af personer med fuld førlighed. Det fremgår også af det fremlagte markedsføringsmateriale og billederne af Plegamodellerne, at der er tale om køretøjer, som kan bruges af personer med fuld fysisk mobilitet. De har endvidere stor lighed med egentlige golfkøretøjer, hvilket kan ses ved at sammenligne billederne af dem med billedet af Sola Golfbilen.

Det fremgår af mindretallets fortolkning af invaliditetsbegrebet i afgørelsens punkt 3, at invaliditetsbegrebet omfatter ældre "disabled by age" og ikke er begrænset til syge eller handicappede personer. Flertallet havde ingen grund til at udtale sig om invaliditetsbegrebet, idet det fandt, at Plegaen kan anvendes af ikke-svækkede personer, hvorfor man ikke kan udlede noget om, hvorledes flertallet så på invaliditetsbegrebet.

Rollatoren er toldtariferet i position 8716, da den ikke har nogen fremdrivningsmekanisme, og forordningen herom siger således intet om toldposition 8713.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at toldtariferingssystemet består af bindende EU-retlige regler. Tariferingen bestemmes af positionsteksterne, afsnits- og kapitelbestemmelser samt de Almindelige Tariferingsbestemmelser, som alle er integrerede, juridisk bindende dele af nomenklaturen. Tariferingsforordninger om tarifering af forskellige konkrete varer er også juridisk bindende for tariferingen af de pågældende varer.

De forklarende bemærkninger er ikke retligt bindende, men retningsgivende for tariferingen. De er vigtige hjælpemidler til at sikre en ensartet tarifering i medlemslandene, jf. EF-Domstolens domme af 17. marts 1983 i sag 175/82 og af 7. februar 2002 i sag C-276/00. Når en vare ikke udtrykkeligt er omfattet af ordlyden i nogle af positionerne, kan de forklarende bemærkninger give nyttige anvisninger for klassificeringen. Kun hvis de forklarende bemærkninger ændrer eller er i strid med indholdet af tariferingsbestemmelserne, kan der ikke lægges vægt herpå ved fortolkningen, jf. EF-Domstolens dom af 9. februar 1999 i sag C-280/97. De forklarende bemærkninger må altså ikke indskrænke eller ændre toldtariffen.

Hvis triken ikke skal tariferes som et invalidekøretøj under position 8713, skal den tariferes under position 8703 eller position 8711. I position 8703 er den relevante underposition 8703 10 18, og i position 8711 er den relevante underposition 8711 10 00. Triken er ikke omfattet af ordlyden til nogen af positionerne, hvorfor de forklarende bemærkninger bliver relevante.

Triken er omfattet af beskrivelsen af trehjulede letvægtskøretøjer i de forklarende bemærkninger til position 8703, første pind. Det er ikke et krav, at køretøjet både har rat og bakgear samt differentiale, jf. formuleringen "eller" mellem de to led. Triken har såvel bakgear som differentiale, hvorfor den skal tariferes i denne position.

De forklarende bemærkninger til position 8711 overlader det ikke til retten at afgøre, om triken ligner køretøjer omfattet af position 8711 eller 8703, idet trehjulede motorkøretøjer tariferes under 8711, forudsat at de ikke er omfattet af position 8703. Det afgørende for, om et trehjulet motorkøretøj skal tariferes under position 8711 eller position 8703, er således de forklarende bemærkninger til position 8703. Der er hermed gjort op med indplaceringen af trehjulede motorkøretøjer.

Herefter er spørgsmålet, om triken i stedet for er et invalidekøretøj omfattet af position 8713, som er en undtagelsesbestemmelse til de øvrige positioner, hvilket tilsiger en snæver fortolkning.

Ifølge de forklarende bemærkninger til position 8713 er kerneområdet for positionen kørestole, rullestole, og køretøjer, der helt kan sidestilles hermed. Det støttes også af den engelske, tyske og franske version. 2. afsnit, 2. sætning vedrører gammeldags kørestole, mens de mere moderne modeller omtales i den 1. sætning. Der er således tale om køretøjer, der erstatter gangfunktionen. Der er herfra langt til triken, der kan køre 30 km/t.

Det bestrides ikke, at Triken er et handicapvenligt køretøj med en forholdsvis afgrænset målgruppe, men det er ikke ensbetydende med, at den tariferingsmæssigt er et invalidekøretøj. Andre persongrupper end traditionelt invalide kan drage fordel af triken, f.eks. ældre og personer med nedsat balanceevne, som ikke kan eller tør køre på en tohjulet model, og som kan benytte triken som et alternativ til en bil. Triken kan endvidere tilpasses visse handicappedes brug, idet det dog må kræve en vis førlighed og styrke at komme af og på triken og holde balancen under kørsel.

Der skal ikke anvendes et bredt invaliditetsbegreb, men en snæver handicapdefinition, svarende til den almindelige forståelse af ordet invalid eller handicappet, nemlig en person med en kronisk sygdom eller skade, der fører til, at man ikke kan fungere som andre mennesker. Det mere moderne begreb, sagsøgeren benytter, er et forsøg på en mere social definition af invaliditetsbegrebet, men i denne sammenhæng skal det mere fysiske/medicinske begreb anvendes.

At triken har tre hjul er ikke tilstrækkeligt til, at den er specielt konstrueret til transport af handicappede og dermed skal tariferes i position 8713 som et invalidekøretøj. Position 8703 omfatter trehjulede køretøjer med bestemte karakteristika, og position 8711 omfatter andre trehjulede køretøjer. Den omstændighed, at trikens konstruktion gør, at den kan anvendes af personer uden fuld førlighed, er heller ikke tilstrækkeligt. Intet adskiller den fra at være et trehjulet letvægtskøretøj af enklere konstruktion, hvorfor den skal tariferes under position 8703.

Resultatet støttes af forordningen om rollatoren, hvorefter en rollator ikke er et invalidekøretøj, men et andet køretøj uden fremdrivningsmekanisme. At det er udformet til brug for gangbesværede, gør det ikke til et invalidekøretøj. Det skyldes ikke den manglende fremdrivningsmekanisme, at rollatoren ikke er tariferet i position 8713, da denne også omfatter køretøjer uden fremdrivningsmekanisme.

Denne sag er helt parallel med HSC-afgørelsen, som udtrykkeligt har taget stilling til samtlige spørgsmål i denne sag. De omhandlede køretøjer ligner endda handicapkøretøjer væsentligt mere end triken, da de er batteridrevne, har vandret platform, små hjul, svingbart sæde og flytbar ratstamme. Køretøjerne henvender sig til personer med nedsat førlighed, idet ingen med fuld førlighed vil anskaffe et køretøj til f.eks. at køre rundt i shoppingcentre. For flertallet var det afgørende, at de pågældende køretøjer har funktionsmuligheder for andre end invalide, som f.eks. personer med funktionsnedsættelser, gangbesværede. Derfor havde mindretallet brug for en udvidende fortolkning af invaliditetsbegrebet for at nå til sit resultat - hvilket afvistes af flertallet. Endvidere henviste flertallet til, at toldposition 8713 ikke omfatter køretøjer tilpasset til handicapbrug. Heri ligger, at de omhandlede køretøjer kunne tilpasses invalides brug - men ikke var specielt konstrueret hertil.

Triken giver på samme måde gangbesværede og andre end invalider en mulighed for at komme ud. Det er også det, der beskrives i artiklerne i Ugeavisen, hvor det blandt andet anføres, at den omtalte person nu kan komme ud at fiske.

Kommissionens nye forklarende bemærkninger til position 8713 skal sikre ensartet anvendelse af reglerne i EU og bringe fortolkningen i overensstemmelse med HSC-afgørelsen. Formålet er at afklare retstilstanden og præcisere, at scootere ikke er omfattet af position 8713, samt at positionen omfatter køretøjer af kørestolstypen, der erstatter gangfunktionen, og som udelukkende er til brug for invalide, der har brug for kørestol. De er helt overensstemmende med positionsteksten og de oprindelige forklarende bemærkninger. I forhold til triken præciseres således blot, hvad der allerede ville følge af de oprindelige forklarende bemærkninger og af HSC-afgørelsen.

Hvorvidt de to hollandske modeller, som er tariferet under position 8713, er omfattet af de nye forklarende bemærkninger, er uden betydning for denne sag. Selv hvis de nye forklarende bemærkninger måtte være gået for vidt i forhold til de to hollandske modeller, har det i øvrigt alene den virkning, at der må bortses fra de nye forklarende bemærkninger i relation til disse køretøjer - det fratager ikke de forklarende bemærkninger deres indhold i andre relationer.

Det er uden betydning for den tariferingsmæssige behandling af triken, at den er godkendt som invalideknallert. Det indebærer ikke, at andre end invalide ikke må køre på den.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at triken er et handicapvenligt køretøj, og at målgruppen og brugerne er personer, der er funktionshæmmede i større eller mindre grad. Ifølge EF-Domstolens afgørelser i sagerne 175/82, C280/97 og C-276/00 er det afgørende kriterium for tarifering imidlertid i almindelighed varens objektive karakteristika og egenskaber.

Efter de tekniske oplysninger om triken og dens konstruktion lægges det som ubestridt til grund, at den - bortset fra de to baghjul, differentialet og bakgearet - er identisk med den almindelige tohjulede model. De egenskaber, der adskiller triken herfra, er under hensyn til de forklarende bemærkninger til position 8713 efter landsrettens opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt til at gøre den specielt konstrueret til transport af handicappede. Disse egenskaber må anses for at udgøre en tilpasning, som ikke er omfattet af toldposition 8713.

Dette resultat støttes af, at det ville være overflødigt at nævne trehjulede køretøjer i de forklarende bemærkninger til både position 8703 og position 8711, såfremt den trehjulede konstruktion i sig selv var tilstrækkeligt til at føre til tarifering i position 8713.

Triken er allerede som følge heraf ikke omfattet af toldposition 8713, og det er herefter ufornødent at tage stilling til betydningen af de nye forklarende bemærkninger til position 8713 90 00.

Triken er ikke direkte omfattet af ordlyden i positionsteksten til hverken 8703 eller 8711. På baggrund af de forklarende bemærkninger til disse positionstekster, finder landsretten, at triken skal tariferes under position 8703 og ikke under position 8711, idet den må karakteriseres som et trehjulet letvægtskøretøj af enklere konstruktion og har såvel differentiale som bakgear.

Som følge heraf frifindes sagsøgte, Skatteministeriet.

Efter værdien af sagsøgerens påstand og sagens udfald skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt. Der er herved taget hensyn til, at indstævnte har afholdt udgifter til materialeindsamling, og at indstævntes udgifter til advokatbistand skal dækkes med et passende beløb.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1 A/S, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.