Klagen skyldes regionens afgørelse om tillæg for privat anvendelse af varebil i henhold til § 2 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (vægtafgiftsloven), idet varebilen er anset for anvendt privat.

 

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

 

Sagens oplysninger

Klageren har i en årrække arbejdet som servicetekniker. Om sit arbejde har klageren bl.a. oplyst, at han udfører teknisk service på kopi-, print-, og faxmaskiner i Midt- og Nordjylland og derfor anvender bil i sit daglige arbejde. Han starter arbejdet hjemmefra og kører ca. i alt 50.000 km om året. I bilen skal der være reservedele til 15 forskellige maskintyper samt fax. I andre tilfælde medtages også ekstraudstyr til kunden for montering.

 

I juni 2001 anskaffede klageren en varebil af mærket Citroen Xsara Picasso Van 2,0 HDI. Klageren har bl.a. oplyst, at han før kørte i en personbil af mærket Citroen Xantia med bagsædet lagt ned. Han var imidlertid træt af at tømme bilen hver gang familien skulle med, ligesom behovet for at medbringe reservedele i bilen var steget løbende med implementering af nye produkter. Han har beholdt personbilen, som han for det meste anvender i fritiden.

 

I forbindelse med indregistreringen af varebilen underskrev klageren en erklæring om, at varebilen udelukkende skulle anvendes privat, og varebilen blev indregistreret til anvendelsen godstransport privat den 11. juni 2001. Klageren har herom bl.a. oplyst, at han personligt i juni 2001 rettede henvendelse til ToldSkat, og at han her fik oplyst, at hvis han ikke var momsregistreret, kunne varebilen kun registreres som privat personbefordring.

 

Klageren har videre oplyst, at han efterfølgende blev opmærksom på, at dette ikke var korrekt. Han underskrev derfor den 11. maj 2004 en ny erklæring om, at varebilen skal anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt.

 

Om klagerens ansættelsesforhold er det bl.a. nærmere oplyst, at han i 1994 blev ansat som servicetekniker i A. Af ansættelsesaftalen fremgår det bl.a., at selskabet skulle stille varevogn til rådighed for kundebesøg samt levering af varer de første ca. 6 måneder. Herefter ville bilordningen blive ændret således, at klageren selv skulle stille egnet bil til disposition og modtage kørselsgodtgørelse for den erhvervsmæssige del efter statens takster.

 

I 1997/98 overgik A til B, og klageren har siden da været ansat i B. Klageren har oplyst, at hans ansættelse i B er en fortsættelse af ansættelsen i A.

 

Klageren har endvidere fremlagt kopi af en ansættelsesaftale med B fra januar 2001. Af denne fremgår det bl.a., at klageren ansættes som servicetekniker, tilknyttet kontoret i X med anciennitet regnet fra august 1994. Ifølge kontrakten defineres arbejdsopgaver nærmere i en jobbeskrivelse, der følger snarest. Kontrakten indeholder ikke nærmere vedrørende firmabil, egen bil eller andet.

 

Af en fremlagt stillingsbeskrivelse af 19. juni 2002 fremgår bl.a. under punktet centrale arbejdsopgaver følgende:

 

"10.               Holde firmabil i god stand, tage den til de foreskrevne serviceeftersyn, idet B's "Bilpolitik" i øvrigt overholdes."

 

Klageren har vedrørende spørgsmålet om firmabil bl.a. oplyst, at han ikke er forpligtet til at stille bil til rådighed, men at dette er en mulighed. Såfremt han ikke benyttede denne mulighed, ville han få udleveret en firmabil af mærket Opel Zafira Flexivan, som imidlertid ikke må anvendes til privat kørsel. Klageren kører nogle gange direkte til sport fra arbejde, hvorfor han ikke har valgt denne løsning.

 

Til dokumentation af dette har klageren fremlagt en beskrivelse af B's bilpolitik dateret 1. november 2001. Det fremgår heraf bl.a., at medarbejdere i B med bilordning kan vælge imellem at benytte egen bil eller firmabil. For teknikere er der som firmabil angivet tre forskellige bilmærker, Ford Focus Stationcar, Peugeot 307 Stationcar og Opel Zafira Flexivan. Det fremgår videre, at firmabiler indregistreret på gule plader ikke må benyttes til privat kørsel.

 

Det fremgår bl.a. videre, at medarbejdere, der er berettiget til firmabil, kan vælge at anvende egen bil efter følgende retningslinjer:

 

"En privat bil må være vedligeholdt og af en sådan art, at firmaets image ikke lider skade. Bilen må derfor ikke afvige væsentligt fra de modeller, der indgår i firmaets bilpark, og det er således ikke tilladt at benytte sportsvogne, off-roaders etc. I tvivlstilfælde rettes der henvendelse til nærmeste foresatte.

 

For Teknisk Service gælder desuden, at en privat bil foruden persontransport skal være egnet til at transportere de reservedele, der er nødvendige for arbejdets udførelse. Af sikkerhedsmæssige årsager skal bilen desuden kunne rumme størsteparten af reservedelene i bagagerummet.

(…)

For firmakørsel med egen bil ydes et tilskud som udgør kr. 1.490,- pr. måned.

Kilometerpenge ydes i henhold til statens takster, og afregnes månedligt via rejseregnskabet.

 

Kørsel mellem hjem og B er at betragte som privatkørsel. Misligholdelse af dette kan få ansættelsesmæssige konsekvenser."

 

 

Til dokumentation for den erhvervsmæssige kørsel har klageren fremlagt oplysningssedler fra B for årene 2001, 2002 og 2003 hvoraf fremgår beløb på godt 100.000 kr. i rubrik 48 (skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse samt skattefri uddannelsesydelse) for hvert af årene. Til dokumentation af, at klageren modtager tilskud på 1.490 kr. pr. måned er fremsendt kopi af lønsedler for december måned 2002 og 2003, maj måned 2004 og juli måned 2005, hvoraf fremgår et beløb på 1.490 kr. benævnt fast kørselstilskud.

 

Til dokumentation af, at det er nødvendigt at transporten af arbejdsredskaber m.v. foregår i varebil, er der fremlagt to fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med.

 

Regionens afgørelse

Den omhandlede varebil er for den omhandlede periode og fremefter anset for privat anvendt og ikke blandet privat og erhvervsmæssigt, jf. vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

 

Der er herved henvist til, at der for lønmodtagere kun er tale om blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, når den ansatte overfor arbejdsgiveren er forpligtet til at stille egen bil til disposition, jf. herved ordet skal i bestemmelsen. Det er herudover et krav, at det er nødvendigt, at transporten foregår i en varebil.

 

Klageren er ikke pålagt en sådan forpligtelse, men har derimod muligheden for at anvende arbejdsgiverens varebil, hvorfor der er ikke er tale om blandet privat erhvervsmæssig anvendelse, således som dette begreb er defineret i bestemmelsen.

 

Herudover må det anses for betænkeligt at fastslå, at der for tiden før 12. maj 2004 har været nødvendigt, at transporten foregik i en varebil. Der er herved henvist til, at anvendelsesændringen først er registreret denne dato, at det ikke af ansættelsesaftalen fremgår, at der skal anvendes varebil, at transporten indtil 2001 foregik i personbiler, samt at skiftet i 2001 bl.a. var motiveret af et ønske om at undgå at skulle tømme bilen, hver gang familien skulle på tur. Det er på den baggrund ikke muligt at fastslå præcist, hvornår behovet for reservedele var steget i en sådan grad, at anvendelse af varebil kan siges at have været nødvendig.

 

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den omhandlede varebil skal anses for anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt for den omhandlede periode og fremefter.

 

Det er herved bl.a. anført, at det er og har været nødvendigt for klageren, at transporten af arbejdsredskaber er foregået i en varebil. Der er herved henvist til fremlagte fotos, der viser det lager af reservedele til servicering af diverse kontormaskiner, som klageren kører rundt med. Det fremgår med al tydelig af disse fotos, at et lager af dette omfang ikke kan anbringes forsvarligt i en personbil, hvorfor det er nødvendigt for klageren at lade transporten foregå i en varebil.

 

Klagerens arbejdsgiver har ganske vist skiftet navn, men der er ikke sket en ændring i hans ansættelsesforhold. Det fremgår da også af den oprindelige ansættelseskontrakt, at klageren efter seks måneders ansættelse selv bliver forpligtet til at stille egnet bil til disposition. Som det fremgår af det ovenfor anførte og af de fremlagte fotos, er en egnet bil i dette tilfælde en gulpladebil med et stort varerum.

 

Der er videre fremsat påstand om, at ToldSkat er erstatningsansvarlig for fejlagtig rådgivning af klageren i maj 2001, som har bevirket, at klageren i en periode på ca. 3 år har haft sin bil indregistreret til en anden anvendelse end den faktiske: Blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

 

Det var i 2001 den almindelige opfattelse hos ToldSkat, at man skulle være momsregistreret for at kunne få en bil registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse. Klageren har i 2001 i forbindelse med bilens indregistrering fået enslydende svar fra såvel ToldSkats omstilling, kontorpersonale, afdelingsledere og andre på sin forespørgsel uagtet at han oplyste, at bilen skulle bruges ca. 80 % erhvervsmæssigt og kun 20 % privat. Til trods for denne oplysning fik han samstemmende at vide, at registrering til blandet anvendelse alene kunne ske, hvis han var momsregistreret.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at Landsskatteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt de statslige told- og skattemyndigheder som anført af repræsentanten er erstatningsansvarlige som følge af fejlagtig rådgivning af klageren. Der henvises herved til vægtafgiftslovens § 20, stk. 2, modsætningsvis.

 

Af § 2 i vægtafgiftslovens fremgår bl.a. følgende:

 

"§ 2. Af samtlige afgiftspligtige køretøjer svares vægtafgift, (…). Af motorkøretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, betales endvidere tillæg for privat anvendelse samt for blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse.

   Stk. 2. Et køretøj anses for at blive anvendt privat, når den registrerede ejer (bruger) ikke anvender køretøjet i forbindelse med udøvelse af virksomhed eller er forpligtet til at anvende det ved udførelse af arbejdsopgaver som led i et ansættelsesforhold.

   Stk. 3. Et køretøj anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, når den registrerede ejer (bruger) er

(…)

En fysisk person, der som led i et ansættelsesforhold skal anvende køretøjet ved udførelse af arbejdsopgaver for ansættelsesstedet eller anvender køretøjet i forbindelse med selvstændigt bierhverv, som efter momslovgivningen anses for at være afgiftspligtig virksomhed eller efter skattelovgivningen anses for erhvervsmæssigt, og det under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en varebil."

 

Bestemmelserne blev indsat i vægtafgiftsloven ved lov nr. 421 af 26. juni 1998 om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og lov om afgift efter brændstofforbrug af visse personbiler (Tillægsafgift for privat anvendelse af varebiler og forhøjelse af vægtafgift for varebiler). Af forarbejderne til loven fremgår bl.a. af lovforslagets almindelige bemærkninger følgende:

 

"(…) Erfaringerne med den nu ophævede tillægsafgift viste samtidig, at afgrænsningen af virksomheder, der i princippet skulle friholdes fra afgiften var for snæver. Visse former for virksomhed må anses for erhvervsmæssig eller i hvert tilfælde ikke privat, uanset at virksomheden ikke er moms- eller lønsumsafgiftspligtig. I forslaget er indsat en afgrænsning af privat og blandet anvendelse, som indebærer en udvidelse af begrebet erhvervsmæssig i forhold til den tidligere afgrænsning. Det er imidlertid ikke skønnet hensigtsmæssigt at fastsætte en helt selvstændig afgrænsning af erhvervsbegrebet, og afgrænsningen bygger derfor på den afgrænsning, der i forvejen anvendes inden for moms- og skattelovgivningen. Hovedreglen er derfor, at hvis den virksomhed, som køretøjet anvendes i forbindelse med, efter moms- eller skattelovgivningen kan anses for at være erhvervsmæssig, vil denne anvendelse også blive anset for erhvervsmæssig, med hensyn til tillægsafgiften. (…)".

 

Af de specielle bemærkninger til bestemmelserne fremgår bl.a. følgende:

 

"(…) En anden hovedgruppe er køretøjer, der er registreret ved en fysisk person, der ikke er selvstændig erhvervsdrivende som hovederhverv. Her vil der være formodning for ren privat anvendelse, men i nogle tilfælde vil der kunne være blandet anvendelse. Som eksempler kan nævnes lønmodtageren, der som led i ansættelsen skal anvende egen bil ved udførsel af arbejdsopgaver for ansættelsesstedet, eller (…). Det er i alle tilfælde en forudsætning, at de kørsler, der er tale om, nødvendigvis må udføres med en varevogn. Også i de her nævnte situationer vil det være uden betydning, om ligningslovens § 9 B, stk. 1 a) (60-dages reglen) finder anvendelse, idet kørsel mellem hjem og arbejdsplads som udgangspunkt betragtes som privat anvendelse, der er virksomheden uvedkommende.

 

For biler, der anvendes som led i ansættelsesforholdet skal der foreligge en klar aftale, som forpligter lønmodtageren.(…)".

 

Retten lægger til grund, at klageren som led i sin ansættelse er omfattet af B's bilordning og således kan vælge mellem at få stillet firmabil til rådighed af sin arbejdsgiver eller selv at stille bil til rådighed.

 

Retten finder, at klageren, i det omfang, han vælger ikke at få stillet firmabil til rådighed, må anses for forpligtet til at anvende egen bil ved udførsel af arbejdsopgaverne.  Der henses herved til den fremlagte bilpolitik for B af 1. november 2001. Det kan derfor ikke tillægges afgørende betydning ved afgørelsen, at klageren har mulighed for at få stillet en firmabil til rådighed.

 

Det fremgår endvidere af vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2, at det er en betingelse for at anse et køretøj for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt, at det under hensyn til formålet er nødvendigt, at kørselen udføres med en varebil. Det fremgår videre af forarbejderne til bestemmelsen, at det i alle tilfælde er en forudsætning, at de kørsler, der er tale om, nødvendigvis må udføres med en varevogn.

 

Retten finder det ud fra en samlet konkret vurdering godtgjort, at det er nødvendigt, at den omhandlede kørsel udføres med en varebil. Retten henser herved bl.a. til det i B's bilpolitik af 1. november 2001 oplyste om hvilke firmabiler, der stilles til rådighed for teknikere, og til det i nævnte bilpolitik oplyste om de krav, der stilles til medarbejderens egen bil, hvis en medarbejder vælger at anvende egen bil. Retten henser bl.a. videre til det af klageren oplyste om, at han ved valg af firmabil ville få stillet en Opel Zafira Flexivan til rådighed, og til de fremlagte fotos af varebilens varerum med indhold.

 

Det omhandlede køretøj må derfor anses for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt i henhold til vægtafgiftslovens § 2, stk. 3, nr. 2.

 

Regionens afgørelse ændres derfor i overensstemmelse hermed.

 

Der er ved afgørelsen ikke taget stilling til spørgsmålet om delvis tilbagebetaling af erlagt tillægsafgift for perioden 11. juni 2001 til 11. maj 2004.